Jens-Peter Bonde har i 25 år dyrket en noget aparte disciplin. Han skoser enhver nyudvikling inden for EU, alt imens han i høje toner priser det bestående. Oprindeligt var han stålsat modstander af dansk medlemskab af det europæiske samarbejde. Siden stod det indre marked for skud. Begge dele er han i dag en varm fortaler for – nu er det den kommende Forfatningstraktat, der får en bredside fra Bonde.
Jeg deltog for nyligt i et debatmøde, hvor Anders Samuelsen luftede en vis undren over Bondes jævne stemningsskift. Den kritik fik Bonde afsporet med en kæk bemærkning: “Jeg har jo også væ-ret radikal engang”, sagde han med henvisning til sin tid som formand for Radikal Ungdom.
Men efterfølgende har Bonde åbenbart erkendt, at han ikke slipper så let hver gang (han kan jo ikke satse på kun at debattere med de radikale). For at skabe klarhed har han derfor tillagt sig en ny be-sværgelse: EU skal kun skal tage vare om grænseoverskridende problemer, lyder det fra Bonde. Og det vil JuniBevægelsen som debattens kritiske røst kæmpe for.
Men udtalelsen viser netop, hvor hul Bondes nye linie er. For det såkaldte nærhedsprincip er allere-de i dag ét af samarbejdets fire grundprincipper. Det tilsiger i al sin enkelthed, at en EU-regel kun er berettiget, når dens målsætning ikke kan varetages på nationalt plan.
EU-lovgivning skal med andre ord overholde nærhedsprincippet. Så det er et noget tyndt halmstrå, Bonde nu klamrer sig til. Med andre ord: Vælgerne har vist krav på en bedre forklaring på dine hyppige stemningsskift. Der må være en grænse, Jens-Peter – og jeg hentyder ikke til dit tynde ar-gument med EU og de grænseoverskridende opgaver.