Vækst gennem fælles uddannelses- og forskningsindsats

Vækst kommer ikke af sig selv. Vækst kræver, at der satses på fremtiden. Vi skal turde investere i den fælles udvikling. Vi skal uddanne dygtige unge mennesker og investere i forskning. Unge mennesker, der i dag forlader Europa for at tage til USA, fordi der er bedre uddannelsesmuligheder, skal holdes i Europa. Vi kan ikke basere vores fælles fremtid på det, de andre kan. Vi skal give de unge de bedste muligheder for den bedst mulige uddannelse, så vi stopper vidensflugten. Og EU er det naturlige sted at starte. Ved at oprette en europæisk forskningsfond og europæiske superuniversiteter, kan vi give europæiske unge de bedste betingelser. Der skal satses på universiteter, der kan konkurrere med de amerikanske på både viden og forskning. Det nytter ikke noget, at vi i de europæiske lande kæmper indbyrdes om at markere os hver for sig, hvis vi samtidigt svækkes i forhold til resten af verden. Vi skal stå sammen på de områder, hvor det giver mening. Uddannelse og forskning er nogle af de områder. Ensartede regler for anerkendelse af uddannelse og arbejdserfaring indenfor EU er et skridt på vejen. Ved samtidig at bruge det europæiske samarbejde som redskab til at øge den europæiske forskningsindsats generelt, er der også fremtidsperspektiver. Igennem EU kan vi skabe en langsigtet satsning. En satsning der vil gøre Europa konkurrencedygtige i en fremtid hvor uddannelse og forskning vil være to helt centrale elementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *