Hver måned drager 3000 mennesker frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Dét er Europa-Parlamentet, der er på farten. Parlamentet er det eneste af sin slags i verden, der ikke har et fast sæde. Det svækker parlamentarikernes indflydelse. Under opholdene i Strasbourg lever de en ydmyg tilværelse uden for medierne søgelys. Bruxelles-journalisterne har ganske enkelt ikke tid og ressourcer til at følge med til Strasbourg.
Er interessen begrænset, så er udgifterne det til gengæld ikke. Prisen for at opretholde et ekstra sæde i Strasbourg beløber sig til mere end 1,26 mia. kroner årligt. Penge der skal betales af de europæiske skatteydere. De fleste parlamentarikere anser rejsecirkuset for at være spild af tid og penge og for at latterliggøre institutionen.
At sløjfe sædet i Strasbourg vil måske såre de franske følelser, men det er det er der ikke noget at gøre ved. Vi må følge til den sunde fornuft i denne sag. At rette op på det unødige rejseri kræver en traktatændring. Den ændring vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt. Målet er et stærk Europa-Parlamentet med ét fast sæde – i Bruxelles.
