Den opkogte debat om Hizb Ut-Tahrir nåede søndag den 9. maj sit foreløbige højdepunkt, da organisationen afholdt et af sine få offentlige stormøder i Nørrebrohallen. Retorikken var hård, de deltagende kvinder tildækket, så man knap kunne skimte deres øjne og kampen mod demokratiet, vesten de kristne, jøderne og tolerancen var dagens emner. Ingen tvivl om, at Hizb Ut-Tahrir er en ekstrem intolerant og fundamentalistisk forening, der med deres ønske om at skabe en islamisk stat – en Khilafah har erklæret kamp mod det åbne og demokratiske samfund, som det vi har i Danmark. Jeg kan kun erklære mig dybt uenig i Hizb Ut-Tahrir’s kvinde, samfunds og menneskesyn og tage afstand fra udtalelser som ”Det frie samfund fører mennesket til perversiteter. Til utugt, stofmisbrug og homoseksualitet.” Eller ”Allahs love skal herske. Vesten har adskilt religionen fra politikken og gjort mennesket til lovgivere, hvilket er en hån mod Allah”. Men når det Radikale Venstre og Dansk Folkepati i de forgangne uger har foreslået, at forbyde Hizb Ut-Tahrir ved lov, så må jeg ligeledes erklære mig uenig. Så længe foreningen ikke overtræder grundloven, så bør foreningen kunne forsamles, overvåges, modsiges, bekæmpes i dialog og oplysning. Fundamentalisme kan ikke bekæmpes gennem forbud og lukkede øjne. Kun gennem en diskussion, en udstilling af deres intolerance og en omfangsrig overvågning af deres aktiviteter kan man sikre sig, at ekstremisterne ikke blot danner deres netværk i det mørke og uden demokratiets bevågenhed kan rekruttere mennesker til deres intolerante korstog. Men, i det øjeblik, de overtræder lovgivningen og virker ved vold, udsender trusler, som dem talsmanden sidste år fik en fængselsdom for at fremsige, eller andet, så skal konsekvenserne drages. Udenfor Nørrebrohallen fandt der søndag den 9. maj en moddemonstration sted. Her deltog jeg kort på vej fra et debatmøde til et andet. Her havde en stor gruppe mennesker på tværs af de politiske partier, flygtninge fra Taleban og det iranske præstestyre, kvinder mod islams kvindeundertrykkelse og andre demokrater samlet sig for at markere deres klare modstand mod det Hizb Ut-Tahrir står for. Hele diskussionen om hvorvidt der i Danmark skal være ytringsfrihed for Hizb Ut-Tahrir fik mig til at tænke på den kamp om retten til ytringsfrihed, som splittede amerikanerne i årtier.Store Bededag aften viste TV filmen ”the people versus Larry Flynt”. Det er en film, som skildrer forlæggeren Larry Flynts kamp for ytringsfriheden i USA. Larry Flynt udgav pornoblade og kæmpede op gennem 70erne og 80erne mod etablissementet ”den gode smag” i USA. Han blev gang på gang trukket i retssalen, fængslet, sendt i forvaring, forsøgt snigmyrdet. Alt sammen fordi hans pornografiske publikationer lå på kanten af hvad samfundet ville tolerere i ytringsfrihedens navn.Der er milevidt fra frigørelsen af pornografien til den enorme intolerance, som foreningen Hizb Ut Tahrir agiterer og står for, men når det kommer til principperne, så er afstanden ikke så stor. For som Voltaire sagde; Jeg kan være nok så uenig med en andens synspunkter, men jeg vil til enhver tid forsvare hans eller hendes ret til at sige sin mening. Hvis ytringsfriheden og retten til at kunne forsamle sig i vores demokrati skal give mening, så må grundloven gælde for alle – også dem, som siger noget vi ikke nødvendigvis bryder os om og er uenige i, det være sig Hizb Ut-Tahrir, nazister eller andre. Og grænsen for tolerancen går netop der, hvor loven brydes og foreningen ikke længere virker ved fredelige og demokratiske former. Man kan sige meget om vores demokratiske normer og standarder, men jeg tror ikke, at et forbud er vejen frem. Et forbud vil blot give Hizb Ut-Tahrir mere opmærksomhed og de vil så kunne bruge forbudet som et eksempel på, at demokratiet og vores åbne samfund er hyklerisk. Et forbud vil bringe organisationens aktiviteter ind i bagrummet, hvor vi ikke har mulighed for at se, hvad der foregår. Vi skal gennem diskussion, dialog, afstandstagen, vise et demokratisk alternativ til Hizb Ut-Tahrirs indskrænkede menneskesyn og deres kamp mod vores åbne samfund. Og vi skal følge deres aktiviteter, så enhver bevægelse kendes og et hvert trin, som kompromitterer dansk lovgivning kan retsforfølges.
