Sheriffen skyder på det hele!

Anders Samuelsens debatindlæg leder tanken over på en kendt Western. For den radikale sherif skyder på det hele. Den 2. april vendte han i Politiken ærtebøssen mod Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne. De tidligere så EU-positive partier satser i dag på nationalromantik, lyder det i indlægget. Kun De Radikale holder stadig den europæiske fane højt hævet. Det må alle da kunne forstå lyder det fra Samuelsen. Tja, den radikale spidskandidat til Europa-Parlamentet er åbenbart gået helt over gevind, efter at de stramme indenrigspolitiske tøjler er blevet løsnet. Faktisk får man det indtryk, at alle andre end Samuelsen er blinde for det europæiske samarbejdes fordele. Samuelsens angreb gælder også forskerne på området. I sit nyhedsbrev den 19. februar noterer sheriffen sig, at den nye udgivelse fra Magtudredningen er gået helt galt i byen. Forfatterne til Den europæiske forbindelse, Professor Jørgen Grønnegård Christensen og Lektor Jens Blom-Hansen påstår angiveligt, at en norsk løsning giver lige så store fordele som egentligt medlemskab. Hertil bemærker Samuelsen lettere overbærende, at: “Jeg mener imidlertid, at Grønnegård Christensen og Blom-Hansen overser en afgørende forskel mellem Danmark og Norge: Mens Norge ukritisk kommer til at ligne resten af Europa, har vi politisk indflydelse på de regler, der bliver vedtaget gennem EU. Og vi har i tidens løb været med til at præge EU’s udvikling på en række områder”. Igen: alle andre end De Radikale er kritiske, og endda uden grund. Men skudsmålet er svært at sluge i betragtning af, at Grønnegård og Blom-Hansen i bogens sidste afsnit konkluderer, at: “som medlem af EU er Danmark med til at forme EU’s regler. Norge bliver næsten lige så påvirket af EU som Danmark, men er uden indflydelse på udformningen af EU’s politik og indretningen af EU’s institutioner. I den situation giver det for alvor mening at tale om demokratisk underskud”. Det er den samme argumentationsform, Samuelsen anvender mod V, K og S for tiden. Dermed giver den radikale spidskandidat vælgerne et – ganske misvisende – billede af, at de store partier egentlig hellere så EU’s hæl end tå. Det er en skam, ikke mindst for det europæiske samarbejde. EU fungerer ikke, hvis man blot siger ja og amen til alt som er blåt med gule stjerner på. I et moderne europæisk samarbejde er en konstruktiv og nuanceret tilgang er et must, hvis man vil skabe resultater. Så måske sheriffen skulle lade seksløberen køle lidt af?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *