For få uger siden afsagde EU-domstolen dom mod Microsoft. Det medførte jubel fra flere sider, fordi dommen pålagde Microsoft at betale 500 mio Euro for at have udnyttet sit monopol på operativsystemmarkedet til at opnå monopol på netstreamingmarkedet. Det nye monopol havde Microsoft opnået ved at have installeret Media Player som standard udstyr på det allestedsnærværende Windows. Dermed havde Microsoft direkte ændret forbrugernes adfærd, for hvem i alverden ville nu investere i et andet program til lyd og videoafspilning på sin computer? Ikke jeg i hvert fald. For hvorfor i alverden vil investere tid i at downloade eller give penge for noget man allerede har helt gratis! Dommen mod Microsoft var principiel fordi den understregede EU’s modstand mod monopoler og karteller hvad enten det er på små tekniske finurligheder som computerprogrammer eller på daglige ting som biler, flyrejser, mælk eller mobiltelefoner. Nu kan det jo godt tænkes, at du synes, at EU-sagen mod Microsoft og softwarepatenter lyder kedeligt, teknisk og noget, som det udelukkende er computernørder, som bør forholde sig til, så tager du fejl. Sagen mod Microsoft er bestemt noget, vi alle bør forholde os til fordi det er i vores interesse som forbrugere, at Microsofts dominans ikke styrkes yderligere og dermed udvikler sig til et egentligt monopol. Manglende konkurrence vil alt andet lige betyde højere priser, mindre service og i sidste ende kunne fungere som en sovepude for udviklingen af bedre, mere stabile og mere brugervenlige programmer. Man kan også på mange områder sammenligne Microsofts dominans på computerområdet med den dominans som ARLA efterhånden har oparbejdet på markedet af mejeriprodukter. Vi har set, at ARLA kræver, at deres kunder i store institutioner eller supermarkedskæder, udelukkende køber produkter hos ARLA og ikke har mulighed for at købe creme fraiche hos Thise, fløde hos Øllingegård eller på anden måde blande produkterne. ARLA har så at sige brugt sin dominans og størrelse til at presse kunderne til udelukkende at acceptere ARLAs produkter. Det samme gør sig gældende for Microsoft. Her er det ofte enten eller for forhandlerne. Sælger man andre produkter end Microsofts standard software, så lukker Microsoft deres leverance og da vi alle ved, at Word, Excel, Outlook og Microsofts andre standardprogrammer er efterspurgte fordi de er så brugervenlige, ja så tør forhandlerne ikke sige nej. Det er klart, at vi ikke køber hardware og software lige så ofte som vi køber mælk og yoghurt, men det legitimerer da ikke at der gives frit slag for store og dominerende firmaer. I computer operativsystem sammenhænge hedder de små “mejerier” ikke Øllingegård og Thise, men LINUX, open office og apache, som alle udspringer af det som i computerverdenen hedder opensource – altså computermiljøer, hvor programmerne baseres på åbne standarder, hvor alle har mulighed for at gå ind og låne elementer og forbedre eller udbygge det eksisterende. Open source er også med til at sikre, at alle programmerne kan tale sammen, hvilket er modsat Microsofts lukkede principper, hvor andre skal gætte sig til sammensætningen, hvis de vil skabe et program, som kan fungere sammen med Microsofts operativsystemer. Dermed kan man siges at have to helt modsatrettede retninger – den lukkede og den åbne. Open source miljøerne er en god garant for at udviklingen hele tiden fortsætter fordi alle har mulighed for at forbedre og videreudvikle. Også når det kommer til rettighederne til at bruge og anvende tekniske nyudviklinger og software er der forskel i opfattelsen. Her har EU traditionelt stået for en åben tilgang, mens USA længe har haft deciderede software patenter, noget, der yderligere har styrket Microsofts dominans. I disse dage presser det Irske EU-formandskab på for at vedtaget et softwarepatent i EU. Dermed tager formandskabet teten op fra det forslag som Kommissionen har fremlagt og ændrer forslaget yderligere i retning af den lovgivning, som vi kender fra USA. Som det er i dag er al software allerede omfattet af copyright lovgivningen, hvilket beskytter ideen og sikrer opfinderen mod kopiering, men ikke – som det er tilfældet med patenter – forbyder andre at videreudvikle på baggrund af det eksisterende. EPO – European Patent Office har igennem de seneste år udstedt mere end 20.000 patenter på opfindelser, der strækker sig fra decideret softwaredele over algoritmer til tekniske implementeringer. Nogen siger, at lovgivningen nu blot skal følge efter. EU bør ikke bøje sig for presset fra USA, men i stedet forsøge at få ændret den amerikanske lovgivning gennem WTO. Software patenter er ikke en brugbar løsning, det er et instrument, som vil dræbe innovationen og udviklingen indenfor computerprogrammer. Desuden vil patenter medvirke til at vi som forbrugere får færre muligheder at vælge i mellem, da patentering i høj grad tilgodeser de store firmaer som Microsoft, IBM etc. Sagen mod Microsoft rummede også et andet element. Nemlig et krav om at Microsoft indenfor 120 dage skal “åbne standarden” for Media player, så andre operativsystemer som LINUX eller UNIX også kan afspille media player-lyd. Det er et positivt element, men det eneste problem er, at Microsoft i fremtiden vil kunne afkræve penge for denne service hvis egentlige softwarepatenter anerkendes i europæisk lovgivning. Dette skyldes, at patentering er omfattet af de handelsaftaler, som gennem tiden er blevet forhandlet i GATT og siden WTO regi. Microsoft vil derfor kunne kræve penge “et passende beløb” hedder det i TRIPS handelsaftalen, for at åbne sine standarder og gøre det muligt for open-source miljøerne og andre operativsystemer at konkurrere. Hvem som skal fastsætte, hvad et passende beløb er, fremgår der ikke. Men pointen er, at så er grundlaget for åbne standarder alligevel ødelagt. Hvis EU for alvor ville gøre noget for at sikre frit valg og udvikling for forbrugerne på computeroperativområdet og i forhold til software, så skulle EU og EU landenes administrationer selv gå foran og stille krav om åbne standarder, når de udbyder deres computerdrift i licitation. På den måde ville der blive åbnet op for konkurrencen. Men det forekommer nu snarere, at software patenter generelt ikke er af særlig interesse for EU-politikere og embedsmænd. Det hører bare hjemme blandt de andre teknikaliteter, man roder med i Det Indre Markeds og WTO’s hellige navn. Derfor kan man også frygte, at stærke kræfter får held til at skubbe software patenter igennem for at sikre handelsfreden med USA. Men i forbrugernes interesse vil det aldrig være.
