Diskussion om Tyrkiets medlemsskab af EU fik ny næring idag, da den tyske kansler støttede op om sin Tyrkiske kollega Erdogan. Hvis Tyrkiet opfylder EU’s optagelseskriterier – de såkaldte København kriterier – hvilket blandt andet vil sige, at demokratiet og retsstaten er sikret, at menneskerettigheder overholdes og at mindretallene beskyttes – så bør optagelsesforhandlingerne med landet gå i gang. Det er et punkt jeg kan erklære mig fuldkomment enig i. Og det var dejligt at se, at Tysklands Kansler Gerhard Schröder i går tog bladet fra munden og ikke længere pakkede diskussionen om Tyrkiet ind i uld og almen mumlen og frygt for reaktionerne. Tyrkiet har siden 60erne ligget i forhandlinger med EU om optagelse og løbende har svaret været; vent I blot lidt længere, så skal vi nok tage stilling til jeres ansøgning. På EU-topmødet i København forrige år fik tyrkerne så et løfte om, at de på EU-topmødet i december 2004 ville få svar på, om og i givet fald hvornår der vil blive indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Svaret fra EU ville afhænge af den status rapport som EU-Kommissionen fremlægger sidst på efteråret. Jeg håber, at Statusrapporten tegner et klart billede af de positive reformer som Tyrkiet har gennemgået. Hvis konklusionen er, at Tyrkiet lever op til kriterierne, så bør EU ligeledes stå ved sin del af aftale og gennem en reel forhandlingsproces være med at skubbe endnu mere på reformerne i Tyrkiet. Er statusrapporten negativ, så bør EU tilskynde og støtte yderligere reformer, men det vil være uklogt at smække døren i. De fleste tyrkere og specielt den yngre generation har deres forkus rettet mod vesten, demokratiet og udviklingen. Hvad vil det ikke signalere overfor dem, hvis vi pludselig siger: Duer ikke, vi har mistet interessen! Det Tyrkiet, som eventuelt vil træde ind som medlem i EU om en lang række år vil uden tvivl være et andet Tyrkiet end det vi kender i dag. Sådan er det også med Polen og de andre lande, som bliver medlemmer af EU den 1. maj i år. De har alle gennemgået en overvældende og positiv demokratisk udvikling. Det vil Tyrkiet også. Det er ikke kun uklogt, det er direkte amoralsk og farligt, hvis vi nu smækker døren i hovedet på Tyrkiet. Hvad er det vi ønsker? At de i stedet skal orientere sig mod Afganihstan og Mellemøstens islamiske fundamentalisme?
