De overskredne danske mælkekvoter og den enorme bøde, som nu ligger og venter på de danske mælkeproducenter, bør få enhver til at overveje, hvorfor vi i EU fastholder en planøkonomisk landbrugspolitik. Produktionen styreres i dag gennem noget, som giver mindelser til de rullende 5 års planer i den kommunistiske verden. Den Europæiske landbrugspolitik trænger til en hovedrengøring. Hverken erhvervet eller forbrugerne kan være tjent med, at den forældede og dybt problematiske landbrugspolitik fastholdes. Tag nu for eksempel den danske overproduktion af mælk. Lige nu står landmændene overfor et valg. De kan enten slagte en del af besætningen, hælde store mænger mælk væk eller fortsætte produktionen vel vidende at regningen, som venter landmændene på den måde vil vokse dag for dag. Det er da omsonst, men desværre konsekvenserne af et overreguleret politisk område. Næsten halvdelen af EU’s budget anvendes til den fælles landbrugspolitik. Det er en politik, hvor høje toldbarrierer, tilskud til produktionen, eksport støtte og andre elementer har store konsekvenser på prisdannelsen, såvel som for den del af verden, hvor vi sælger vores restproduktion til priser under markedsprisen. En anden følgevirkning er den store mænge af overregulering, indberetningsskemaer, regnskaber, blanketter osv., som betyder, at landmænd i dag tilbringer mindst lige så meget tid ved skrivebordet som i stalden og på marken. Fremtidens landbrugspolitik bør forholde sig til markedsøkonomiske principper. Støtteordningerne bør udfases, overreguleringen og papirbureaukratiet skal skæres ned og en reel frihandel, hvor udbuddet reguleres af efterspørgslen er målet. I et sådant system ville den danske mælkeproduktion ikke længere skulle forholde sig til elementer som ”kvoteår”, bøder, nedslagtning af den mælkegivende besætning. Producenterne ville da skulle forholde sig til efterspørgslen på markedet.
