Mens amerikanerne gravede Saddam Hussein op af et hul i Irak, så gravede de europæiske statsledere sig ned i et hul i Bruxelles. Så firkantet kan man betegne sammenbruddet i forbindelse med EU-topmødet i december. Fra ruinerne af konventet og den forliste forfatningstraktat mindes vi nu om, at vi igen skal opbygge et EU(ropa) på baggrund af et sammenstyrtet fundament. Denne gang er det relevant at sikre at værdigrundlaget, såvel som det politiske og økonomiske fundament har en udløbsdato, som ligger langt fremme i tiden. Men hvordan graver vi så samarbejdet frem fra ruinerne og sætter en fremadrettet dagsorden i forbindelse med det kommende Europaparlamentsvalg? Det gør vi ved at komme med et troværdigt og liberalt bud på fremtiden. EU som det ser ud i dag, er ikke et endegyldigt svar. Det er utroværdigt at fremstille EU som en løsning på alt. Det er det ikke. Der er også klare grænser for hvilken retning jeg kunne tænke mig at se EU udvikle sig i. Og der er stadig meget, som skal ændres for at gøre EU reelt demokratisk. Men det er kortsigtet at fralægge sig troen på, at nogle opgaver løftes bedre i samarbejde. Og det er halvhjertet at fralægge sig begejstring og den historiske bevidsthed om, at EU de sidste 50 år har været med til at udvide demokratiet, løfte levestandarden, sætte gang i økonomien og udvide omfanget af vores personlige frihedsrettigheder. Det europæiske samarbejde er en del af vores fremtid – af udfordringen såvel som af løsningen. Men der er altid grænser for politik. Ikke mindst for en liberal. Hvor de flest nok havde forventet, at vi gennem foråret skulle have en debat om forfatnings-traktaten, så er virkeligheden nu en helt anden. Debatemner som EU flag afløser Dannebrog ligger ikke længere ligefor. Så nu bliver der forhåbentligt plads til politik og konstruktive bidrag. Når man har draget den konklusion, så er det samtidigt omsonst, hvis vi i valgkampen forfalder til en overfladisk og populistisk kampagne med det ene mål for øje at sikre sig selv en taburet. Det giver udelukkende mening at føre kampagne, hvis man gør det med en forståelse af, at valget er et delmål. Demokrati og et effektivt EU til gavn for os alle er målet. Det er her arbejdsindsatsen skal lægges. Vores bud på fremtiden skal løfte sig over det nuværende debatniveau og manglen på initiativ og ideer, som efterhånden minder om afspiste skeletter på en elefant kirkegård. Vores dagsorden skal stille krav til de institutioner, der betyder noget for, hvordan fremtiden kommer til at se ud. EU skal gøres friere, slankere og stærkere. Demokratiet i EU skal styrkes, parlamentet skal have budgetkompetence, og vi skal som liberale ikke spare på stemmebåndet. Fremtidens EU skal bygges på innovation, handel, forskning og uddannelse ikke på støtteordninger. Det er dog naivt at tro, at de mange negative sager, der klæber som en burre til EU ikke vil blive bragt op i valgkampens hede. Det vil de uden tvivl. Jeg vil arbejde for, at EU får vedtaget en forvaltningslov, hvor folk kan stilles til ansvar, det har vi ikke i dag. Der er talt meget om svindel i EU. Ingen tvivl om at det er uacceptabelt. Jeg vil hellere bidrage til løsningen end bære mere brænde til bålet. Det handler om at bryde tabuer. Så som et led af min valgkamp, har jeg taget et initiativ sammen med Trine P Mach, der er nr. 4 på Junibevægelsens liste. Vi er begge for unge til at huske ”det har modstanderne/tilhængerne sagt lige siden 1972”. Og vi er for gamle til at gide overtage de frugtesløse argumenter. Vi vil diskutere politik med indhold. EU en politisk kampplads. Hvis kamppladsen forbliver en skyttegravskrig mellem ja og nej, så kommer vi aldrig videre end til den næste omsonste folkeafstemning, hvor vi igen bygger vores EU politik på fortidens indenrigspolitik frem for fremtidens udfordringer. I den bedste udgave af EU-samarbejdet står der ikke nødvendigvis EU foran al lovgivning. Love og regler skal være forståelige og jævnligt saneres. Og så skal de overholdes. Som liberal bør der være fokus på kerneområder som forbrugerpolitik, miljø, frihandel, kriminalitetsbekæmpelse, forskning og udenrigspolitik, ikke på inferiøre områder, hvor det giver langt mere mening at individ, kommune, amt eller stat selv tager sig af beslutningerne og sikrer en nærhed i processen. Kan vi sætte en kritisk, men positiv dagsorden for det kommende Europaparlamentsvalg, så vinder vi på kort og lang sigt.
