Jeg kan ikke lade være med at sige, at de sidste par ugers debat om den kommende forfatning er alt andet end inspirerende. Seneste skud på stammen var en måling, der viste, at et en stor procentdel af danskerne ikke har hørt om konventets arbejde, såvel som at flertallet af dem ville stemme nej. Personligt tror jeg at det handler mere om at vi undskyld mig – overhovedet ikke har haft nogen debat om hvad konventet har foreslået. Debatten har, som det så ofte er tilfældet, handlet mere om enkelte ord – ”vi har sikret at ordet føderal ikke er med”, ”der er tale om en grundtraktakt” o.s.v. Det er da klart, at mange føler at udviklingen sprang henover deres hoved, da der pludselig var tale om en forfatning. Og i den situation er det jo altid lettere at sige nej, end at forholde sig til indholdet. Jeg var med den 28. februar 2002, da Konventet trådte sammen. Et halvt år senere stod jeg selv på talerstolen foran konventet, da jeg præsenterede resultaterne fra Ungdomskonventet. Som observatør til konventet har jeg løbende fulgt arbejdet. Selv om processen har været både lang, trættende og til tider dybt frustrerende, så må jeg indrømme, at jeg her 1812 taler senere, synes at det har været arbejdet værd. Ja, der er mange punkter man kunne have ønsket sig anderledes og bedre. Sådan er EU. Sådan er det også med konventet. Men når Torben Lund træder frem og anbefaler et nej til Konventet handler det mere om manglende politisk mod og manglende indsigt i hvilket potentiale der ligger for fremtidens Europa i det forslag, som konventet er kommet med. Forbundsstat – 5% kalder Torben Lund det. Og fortsætter så med at konstatere, at de nationale parlamenter er sat ud af funktion. Jeg vil gerne foreslå, at Torben Lund læser forfatningsudkastet en gang til, denne gang med brillerne på. Det der er tale om er en forfatningen, der gør beslutningsprocessen langt enklere og gennemsigtigt end i dag. Forfatningsudkastet er en genial sammenskrivning af det tidligere virvar af traktater og protokoller, der refererede til hinanden, så kan det nye udkast læses af selv sådan en kunsthistoriestuderende som. Antallet af beslutningsprocedurer reduceres også, såvel som der kommer mere klarhed over hvem, der har kompetence på hvilke områder. LEX-EU kan forenkles, når man ikke længere skal forholde sig til søjler, direktiver og forordninger, men i stedet har én forfatning, der kortlægger hvilke rettigheder, pligter og muligheder vi har som europæiske indbyggere. Modsat tidligere, så bliver de nationale parlamenter i fremtiden inddraget direkte i EU’s arbejde. Nærhedsprincippet har længe været et mantra for os EU positive partier, men desværre har det ofte manglet reel handling og respekt. Med forfatningsforslaget forpligtes de nationale parlamenter til at forholde sig til EU. De får i højere grad mulighed for at deltage i processen, kommentere på EU’s arbejdsprogram og får mulighed for at bremse initiativer, hvis de mener det strider mod nærhedsprincippet. EU er indenrigspolitik. Tidligere har køen ved håndvasken været lang, når EU-lovgivning har været for detaljeret. Nu er det op til Folketingsmedlemmerne selv at tage et ansvar. Derudover er Torben Lund utilfreds med Europaparlamentets udvidede kompetence. Også her er jeg uenig. Europaparlamentet får langt mere medbestemmelse. Det vil efter min mening styrke demokratiet og åbne op for en reel check and balance i EU. Parlamentet kan i langt højere grad konfrontere Kommissionen med sine holdninger. Styrkelsen omhandler også budgettet, hvilket betyder at politiske beslutninger i fremtiden skal foregå i overensstemmelse med det givne budget. Budgetkompetencen bør dog udvides yderligere, så ministerrådet tvinges til at opgive den studehandel der foregår på struktur og landbrugsområdet, når visse lande sig tilfredsstilles. Der er mange flere punkter jeg kunne fremhæve, men det må vente til alle de interessante konvents og forfatningsdebatter som jeg glæder mig til at blive inviteret ud til. Hvis man ønsker mere åbenhed og demokrati i EU, må svaret til forfatningen være et entydigt ja. Inden vi kommer så langt skal stats- og regeringscheferne dog forhandle det endelige udkast på plads. Af respekt for den åbne og demokratiske proces som konventet har været, bør man forholde sig til udkastet som det foreligger og ikke åbne op for politisk rivegilde a la Amsterdam og Nice topmøderne. Hvis konventets forslag vedtages vil ikke bare EU stå styrket, det vil vi som borgere også. Forslaget cementerer vores rettigheder, reducerer LEX-EU og sætter klare grænser for politik.
