Kronik: Chiracs snavsede linned

Kronik bragt i Berlingske Tidende  d. 10.07.2003
Den franske præsident Jacques Chirac er en djævel forklædt som engel. Han fører sig frem som Den Tredje Verdens frelser. Samtidig indgår han en underhåndsaftale med Tyskland, som bevirker, at den planlagte reform af EUs landbrugspolitik lægges på is. Taberne bliver netop de fattigste lande i verden, fordi landbrugsstøtten, importbarriererne og eksporttilskuddene hindrer frihandel.
Af Ellen Trane Nørby, MEP-kandidat (V) og formand for LYMEC, Den Liberale Ungdoms-organisation i Europa
Frankrigs præsident Jacques Chirac er en person, der længe har fremstillet sig selv som den store beskytter for de fattige lande i verden. Som den der på G8-topmøderne og WTO-handelsrunderne taler for de mindre højrøstede lande i verden. Han har arrangeret dialogmøder om Afrikas fremtid.

Han fremstiller ofte sig selv som den person, der kan løse kriser og konflikter i Afrika. I virkeligheden har han været den, som har fået kriserne til at eskalere i et forsøg på at sikre franske interesser og derefter sendt de franske tropper ind for at rydde op. Sådan så vi det sidst i Elfenbenskysten i januar. Selvfølgelig uden nogen form for mandat fra FNs side. Sådan er det jo med FN-mandater, det er noget, som gælder for alle andre end Frankrig.

Efter krisen i Irak har Chiracs støtte i befolkningen været høj, og meningsmålingerne afspejler dette. Af frygt for at miste sin støtte som den folkekære præsident har Chirac derfor lagt ekstra vægt på det andet politisk korrekte område – støtten til de fattigste i verden. Men hvordan ser virkeligheden ud?

Er Chirac den engel og tredjeverdenslande-beskytter, som han gerne vil fremstå som? Mit svar er nej. Han er vel snarere en djævel i forklædning. I den forbindelse synes jeg, det er oplagt at hænge hykleriet og den franske dobbeltmoral samt Chiracs snavsede linned ud til offentligt skue.

For et par uger siden indgik Frankrig en underhåndsaftale med Tyskland om at lægge den planlagte reform af EUs landbrugspolitik på is. Som tak for denne venlige gestus fra Tyskland, såvel som tak for støtten i forbindelse med krisen i Irak, har Frankrig lovet at støtte Tysklands synspunkter på en række af deres mærkesager.

Denne sabotage fra fransk side betyder, at reformen af den fælles landbrugspolitik og landbrugsstøtten er blevet reduceret til noget nær en parodi. Nuvel, der er sket lidt, men det fremtidsorienterede forslag fra EU-Kommissionen er reduceret til ingenting. Vi er langt fra en reel reform og endnu længere fra en afskaffelse af støtten. Landbrugsstøtten vil fortsætte sit uhørt høje niveau og konsumere knap 44 procent af vores fælles EU-budget.

I mere forståelige termer, så berammer den årlige landbrugsstøtte i de 29 rigeste OECD-lande sig til 360 milliarder dollar, hvilket svarer til, at man flyver hver af de 56 millioner køer Jorden rundt på Business Class. Og så er der endda penge i overskud, så man kan udstyre hver ko med 2.800 dollar i lommepenge til taxfree på mellemlandingerne i de rige lande – USA, Japan og Europa!

Manglen på en reel reform betyder også, at miljø, forbrugerbeskyttelse og bæredygtighed ikke har fået den fremtrædende position, som man kunne ønske for den fremtidige politik. Og vi som forbrugere vil fortsat komme til at betale for meget for vores produkter.

Frankrig modtager hvert år mere fra fællesskabets kasse, end landet betaler

,

Men værst af alt, så betyder den franske aftale, at den hykleriske europæiske landbrugspolitik kan fortsætte. Frihandelstanken udsættes igen, og vore markeder forbliver lukkede. Vores landbrugsprodukter støttes, og vi kan fortsat dumpe vores overskudsprodukter til priser under verdensmarkedsprisen og dermed være med til at underminere grundlaget for en økonomisk bæredygtig hjemmeproduktion i de mindst udviklede regioner i verden. Og det er netop i disse lande, at økonomisk vækst og udvikling vil have den største betydning.

Kort sagt betyder den fransk-tyske aftale, at vi fortsætter et system, hvor vi med den ene hånd betaler til, at de fattige lande forbliver fattige, og med den anden hånd giver udviklingsbistand. En udviklingsbistand, der til sammenligning med den skade, vores landbrugspolitik forårsager, er minimal. Ja, man fristes næsten til at betegne den som aflad for vores dårlige samvittighed.

For at sætte tallene i relation til hinanden, så brugte EU i 2002 knap 331 milliarder kroner på landbrugspolitik og støtte, mens vi anvendte en tiendedel – ca. 32 milliarder kroner – på forskellige projekter og støtteprogrammer rundt om i verden.

Det betyder, at hver ko i EU i gennemsnit støttes med tre dollar om dagen, mens FN oplyser, at knap tre milliarder mennesker i den fattige verden hver dag lever for mindre end to dollar.

I Frankrig udlægges Chiracs aftale med Tyskland som en sejr. Her har tidligere reformer forårsaget store problemer, når strejkende landmænd har blokeret gader med bjerge af landbrugsprodukter og parkeret traktorer på række på motorvejene.

Landbrugsstøtten betyder også, at Frankrig som et af de rige lande i EU er et modtagerland i EU. Det betyder, at Frankrig hvert år modtager mere fra fællesskabets kasse, end landet betaler. Paradoksalt, når man tænker på den udfordring, der ligger foran os med udvidelsen af samarbejdet.

Det er interessant at se, at Frankrig er et af de lande, der er og var mest tilbageholdende over for, at landbrugsstøtten skulle omfatte de fattigere lande i Central- og Østeuropa, der træder ind i fællesskabet 1. maj 2004. Den realistiske sans rækker nok så langt som til at erkende, at hvis ordningen skal fortsætte og samtidig inkludere eksempelvis de 30 procent af den polske befolkning, der er beskæftiget i landbruget, så vil procentsatsen hurtigt stige fra de nuværende 44 procent til et tal, der nærmer sig faretruende de 100 procent.

Frankrigs attitude og handlinger er et eksempel på handelshykleri såvel som mangel på respekt for udviklingslandene og vores fælles EU-budget. 

Jeg vil gerne medgive, at landbrugsstøtten, da den blev til, havde en vigtig funktion – at bringe Europa på fode igen efter to udmagrende verdenskrige. Men i dag, i 2003, opfylder den fælles landbrugspolitik ikke længere det samme formål.

Mest af alt viser Chiracs sabotage af landbrugsreformen Frankrigs virkelige ansigt over for de mindst udviklede regioner i verden. For ikke at tale om den totale mangel på politisk ansvarlighed og lyst til at sikre en fremtidsorienteret politik i EU.

Nok er landbrugsstøtten et paradoks, der overskygger EUs politik og intentioner om at spille en større og mere betydningsfuld rolle i verden og fremme global udvikling. Men den fransk-tyske aftale er intet mindre end en skændsel.

Som tilhænger af frihandel glæder det mig at se, at konventet om fremtidens Europa i sit forslag til en fremtidig grundtraktat lægger op til, at Europa-Parlamentet skal have medbestemmelse på landbrugsområdet – ikke mindst på budgetsiden. Det er et forslag, som klart kan være med til at sikre, at studehandler som den fransk-tyske ikke bliver lette i fremtiden. Jeg er sikker på, at det demokratisk valgte Europa-Parlament er mindre villig til at se igennem fingre med Chiracs underhåndsaftaler.

Jeg tror på udvikling gennem frihandel og er klar til at udfase og afskaffe de europæiske landbrugsstøtteordninger til gavn for flertallet – ikke mindst forbrugerne og miljøet.

Frankrigs attitude og handlinger er et eksempel på handelshykleri såvel som mangel på respekt for udviklingslandene og vores fælles EU-budget.

En fortsættelse af det nuværende system vil kun lede til mindre økonomisk udvikling. Velstand er ikke en absolut størrelse. At åbne op for frihandel vil ikke gøre de fattige rigere på vores bekostning, det vil hovedsagelig ændre markedsstrukturerne og kræve en anden form for produktion eller en ændret produktionsdeling.

At opretholde landbrugsstøtten og de importbarrierer og eksporttilskud, som findes i EU i dag, er en ond cirkel. Det vil kun være med til at sikre, at vi som forbrugere og europæere anvender ikke mindre end 44 procent af vores budget på at sikre dyrere fødevarer. At vi anvender 44 procent af vores fælles budget på at holde de fattige udviklingslande fattige. At vi fryser dem ud af vores markeder og fratager dem de samme muligheder – handel som har gavnet vores del af verden så meget gennem de sidste 50 år.

Jeg giver meget lidt for den politiske korrekthed og de gode intentioner, når de ikke bliver fulgt op af reel handling. Jeg er træt af at lytte til den franske dobbeltmoral og præsident Chiracs politisk korrekte taler om en fælles EU-udenrigspolitik og vores ansvar over for resten af verden, når jeg gang på gang må være vidne til, at han praktiserer en hyklerisk modsatrettet politik.

Det er på tide at rydde op. At bevæge os bort fra de store taler og hen mod reel politisk handling. Jo før, jo bedre!

Hvis vi ønsker, at fremtidens Europa skal hvile på demokrati, åbenhed og en gennemskuelig beslutningsproces, så må vi klart sige fra over for aftaler som den fransk-tyske.

Hvis vi i EU ønsker politikker, der er fremadrettede og stræber mod bæredygtighed og udvikling, så bør vores politikere påtage sig opgaven at afskaffe landbrugsstøtten. Enorme summer af økonomisk støtte til en enkelt sektor hører fortiden til – ikke fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.