Debatindlæg i Politiken. Man kunne i Politiken (24/8) læse et interview med Dan Jørgensen, kandidat til Europaparlamentet for Socialdemokratiet. I interviewet udtaler DJ at man ”overlader mere kompetence til EU, men det betyder blot, at EU bliver mere socialdemokratisk”. Men sikke noget vrøvl at udtale! EU bliver hverken mere eller mindre socialdemokratisk af at man definerer kompetenceniveauerne i EU. De fælles politikker kan udelukkende blive mere socialdemokratiske hvis vælgere modsat situationen i dag ønsker at styrke S ved EP valget. Som det er i dag har socialdemokratiet ikke flertal i Parlamentet. Den Konservative-Kristdemokratiske gruppe er den største. Formandsposten i Parlamentet varetages af den liberale irer Pat Cox. Når vi diskuterer demokrati i EU, så støtter jeg fuldstændig DJ i at det kommende forfatningsudkast er en klar styrkelse og præcisering af demokratiet i EU. Noget, som er yderst vigtigt, når der 1. maj næste år træder 10 nye lande ind i samarbejdet. Modsat hvad DJ udtaler, så har det ikke været socialdemokratiet i Europa, der har været den drivende kraft i spørgsmålet om udvidelsen af EU med en række øst og centraleuropæiske lande, det har været den Liberale ELDR gruppe. DJ mudrer EU debatten til. Forfatningen skitserer rammerne og her er det tåbeligt at DJ forsøger at tage patent på udvidelsen af demokratiet som en socialdemokratisk opfindelse. Den slutning er i modstrid med virkeligheden. Og den er bestemt ikke gavnlig for debatten om EU. Det er enormt vigtigt at man skelner mellem rammerne og politikken. Hverken Kommunerne, Amterne, Folketinget eller EU er som system og demokratisk ramme socialdemokratisk, konservativt eller liberalt. Derimod er det op til det politiske flertal i befolkningen at vælge de personer, som de finder egnede til at fylde indhold, politik i rammerne. Personligt tror jeg ikke at Socialdemokratiets forsøg på at udvide EU kompetencen på flere områder som arbejdsmarked, velfærd, sundhed, beskæftigelse og lignende vil gøre EU mere handlekraftigt og demokratisk. EU skal styrkes på kerneområderne og skal i langt højere grad end i dag afholde sig fra at lovgive på mere perifere områder. Det er op til vælgerne at vurdere om EU med socialdemokratiet ved roret skal gå i retning af et samarbejde, der lider af livstilssygdomme fordi konstruktionen er ved at bukke under for vægten af alle de områder, fra cigaretmærkning til beskæftigelse, som S ønsker at proppe i samarbejdet. Eller om vi skal gå i en liberal retning, hvor samarbejdet slankes og styrkes på kerneområderne.