ARTIKEL til Liberalt.dk – trykt nyhedsbrev for Venstres Ungdom i København. Når jeg her knap 3 uger inden EU-formandsskabet overdrages til Italien tænker lidt nærmere over hvilken betydning det kommende formandskab kan få for Europa, så må jeg indrømme, at jeg både bliver bekymret og entusiastisk. Konventet barsler i disse dage med deres forslag til en ny EU forfatningstraktat, der er let forståelig og som åbenlyst reducerer antallet af snørklede processer i EU-samarbejdet. EU får en enklere opbygning – om end man på mange punkter godt kunne have tænkt sig noget andet – så må man indrømme at vi er kommet et langt skridt fremad. Udsigten til at vi senere i år kan opleve underskrivelsen af en ny Rom-traktat – som den, der blev underskrevet i Rom i 1957 og som siden har været grundstenen i samarbejdet – må få en selv en pragmatiker til at blive lidt nostalgisk. Udformningen af den kommende traktat er nøglen til et velfungerende udvidet EU-samarbejde. Og EU kan kun fungere optimalt, hvis vi koncentrerer os om kerneområderne, og holder os fra harmonisering, detailregulering og en glidebane i retning af politikområder som ikke kræver fælles EU-politik, men fortsat løses bedst og mest effektivt på et mere decentralt niveau. Så hvorfor er jeg så bekymret? Det er jeg ved udsigten til at det er Silvio Berlusconi, der som formand for EU skal varetage vores fælles interesser. ’The Economist’ konstaterede i deres tidlige maj-udgave, at Berlusconi er uegnet til at lede EU. Jeg hælder til at give dem ret. Om få dage skal den Italienske præsident Carlo Azeglio Ciampi underskrive den immunitetslov, som Berlusconi fik presset gennem senatet. Loven betyder, at Berlusconi – så længe han bestrider et af landets 5 mægtigste embeder – ikke kan stilles for en domstol. Dermed har Berlusconi sikret sig mod at det Italienske politik banker på hans dør mens han er formand for EU. Men efter min opfattelse er han – immunitetslov eller ej – stadig den samme Berlusconi, som står anklaget for bestikkelse af dommere og politikere i forbindelse med salget af en lang række statslige virksomheder i 90erne og som allerede har været indkaldt i retten i Milano. For mig er han fortsat den Berlusconi der gang på gang kun netop har undgået en dom fordi sagerne er blevet afvist pga. administrative fejl eller forældelse af bevismaterialet. Men det som bekymrer mig mest er Berlusconis åbenlyse mangel på takt og forståelse for hvad EU betyder og beror på. Seneste skud på stammen af kom til syne, da Berlusconi i sidste måned linkede vedtagelsen af et kompromis af et skatteforslag, der har været diskuteret blandt EUs finansministre i flere år, til eftergivelsen af den milliard-gæld som de italienske landmænd har til EU efter årtiers svindel og svig, som blev kortlagt sidste år. I forbindelse med diskussionen af den fremtidige opbygning af EU udtalte Berlusconi, at man skulle nedlægge hele kommisionen. En uge senere sagde han at det var en joke rettet mod hans politiske fjende nummer ét – Romano Prodi, der tilfældigvis er formand for EU Kommisionen. Sådan fører man ikke politik i et demokratisk samarbejde, og det er klart at de italienske landmænd skal betale deres gæld, og Kommisionen er en bærende del af den Europæiske struktur. Efter en række succesfulde formandskaber, ikke mindst det danske, er det en nedtur at skulle se, at EU fremtidige demokratiske forfatningstraktats proces skal ledes af en EU-formand – Berlusconi – der efter min mening repræsenterer det bøjede demokrati. Det er bekymrende, at Italiensk politik åbenbart stadig lever på Macchiavellis læresætning om, at den der misbruger magten er han, som virkeligt demonstrer, at han har magt. Om Berlusconi er egnet til at lede EU, eller ej, ved vi først om 6 måneder. Hvad svaret end er, så er en ting sikker. EU’s demokratiske fremtid afhænger af vedtagelsen af en gennemtænkt forfatningstraktat.
