Ellen A-Å

Velkommen til min A-Å!

Jeg håber, at alfabetet kan være med til at give et billede af, hvem jeg, Ellen Trane Nørby, er som person, og ikke bare som politiker. Du starter ved A… 

Anerkendelse: burde der være mere af i Danmark. De fleste knokler hver dag, men alligevel betyder janteloven, at folk ofte vælger at kritisere frem for at rose.

Bil: som TV2s legendariske sang, så er jeg meget glad for min fantastiske Toyota. Den kører som en drøm, selvom der snart igen melder sig et syn. Jeg kunne dog også godt se mig selv i en af de seje elbiler – (læs Tesla), som er på markedet eller en Jeep i den anden grøft!

Citat: en hver ændring starter hos dig selv.

Dessert: er jeg ikke stor fan af.

Efterlader: aldrig lyset tændt.

Film: alt fra danske film som ” ’Blinkende Lygter’ til nyere tyske film som ’De andres Liv’ og ”Goodbye Lenin”. Den film jeg har set flest gange er dog nok Jydekompagniet 1+3 med Finn og Jakob – en klassiker, da jeg var teenager, og konkurrencen gik på at kunne huske flest replikker!

Gravsten: I did it my way.

Horoskop: Vandmand, men jeg tror nu ikke på horoskoper!

Idoler: Pippi Langstrømpe for sin fandenivoldskhed og Hanne Budtz. Sidstnævnte blev i min familie kun omtalt som Moster Ole, fordi min oldefar var sikker på, at nu måtte det blive en dreng. Hanne Budtz var min mormors søster, konservativt folketingmedlem, der kæmpede utrætteligt for kvinders rettigheder og desuden var med til at få aborten frigivet i Danmark.

Jobskifte: lige nu er jeg politiker med stort P – men kulturjournalist eller (museums)direktør lyder nu heller ikke tosset!

Kunst: jeg kan ikke leve uden kunst og kultur, og det sætter klart præg på mit hjem, min fritid og mit arbejde. På mit kontor på Christiansborg har jeg et stort billede af Jens Søndergaard hængende. Så kan jeg sidde der er dagdrømme mig ud til Vesterhavet, hvor blæsten slår mod ansigtet.

Læser: Naja Marie Aidt, Jakob Ejersbo, Jonas Bengtsson, Kim Blæsbjerg, Morten Ramsland… Og mange andre, men har desværre for lidt tid.

Magasiner: køber jeg sjældent og altid kun når jeg trænger til at koble helt af. Sjovt nok sker de fleste damebladskøb i DSBtog og i Lufthavnen. Pendlingen mellem Sønderborg og København er ikke den fedeste del af det at være medlem af Folketinget.

Nytårsforsæt: har jeg ikke. Jeg tror ikke, at det er den 1. januar med tømmermænd, at man skal lægge sin livsstil om.

Organisation: synes at Projekt Udenfor, Europabevægelsen, Læger uden Grænser, Folkekirkens Nødhjælp, Reden og mange flere seje frivillige organisationer i Danmark gør et uvurderligt arbejde.

P-bøder: absolut de mest åndssvage penge man kan komme til betale. Sker heldigvis også sjældent.

Quiz-shows: ser det sjældent – har nok nærmest en yndlings-hadeaversion mod diverse shows og ikke mindst realityprogrammer.

Rejser: åh, hvem som bare havde penge og ferie til at tage på rundtur i det Sydøstafrikanske, ikke mindst Mozambique.

Sanger(inde): Marie Frank styrer da for vildt og med en død fugl på hovedet på sit seneste album, så er det næsten i sync med Magtens Korridorer som altid er ørehænger i iPod’en, når den står på løbetur.

Træning: jeg har af flere omgange cyklet med Team Rynkeby til Paris for at samle penge til Børnecancerfonden. Løber meget og går ikke af vejen for en omgang fodbold eller badminton, hvis nogen udfordrer.

Undgår: mennesker, der udgiver sig for at være noget, de ikke er…

Vaner: tror at summen af dårlige vaner er lige stor, det er kun et spørgsmål om, hvordan man fordeler dem. Min dårligste er absolut at gå for sent i seng med for lidt søvn som konsekvens, og hvem sagde så lakrids…

WWW: www.verdensbedstenyheder.dk FN, Danida og 60 danske udviklingsorganisationers projekt for at afskaffe fattigdommen i verden.

Xtravaganza: er at have en weekend uden politiske programpunkter og noget jeg SKAL deltage i.

Yndlingstøj: helt sikkert Jeans og en blazer.

ZZZzzz: hader at stå tidligt op. Er så udpræget et B-Menneske, og når kun 06.50 flyet om morgenen, fordi jeg er stædig og viljefast som en rigtig vestjyde.

Ærø: er den dejligste ø at holde sommerferie på.

Ønsker: at verden bliver et mere fredeligt sted at leve.

Årstid: midsommer med lange lyse nætter og duften af nyslået græs og hyldeblomster.