I torsdags blev EU’s fattigdoms år skudt i gang på en stor konference i København. 2010 er EU’s fattigdomsår, og det skal som de tidligere EU-temaår om sprog, handicap, ligestilling mm. sætte fokus på fattigdom i Europa. I Danmark har regeringen afsat midler til aktiviteter og til en informations- og debatkampagne, som de sociale og frivillige organisationer står for.

I det nye regeringsprogram har regeringen også offensivt spillet ud med et arbejde, der skal lede frem til, at vi i Danmark får opsat en række fattigdomsindikatorer, der kan bruges som et konkret arbejdsredskab til at lokalisere og hjælpe de mennesker i vores samfund, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Måske skulle oppositionen sætte lidt tid af i kalenderen til at lytte til, hvad det egentlig er regeringen siger. Vi mener faktisk, at det er en rigtig fornuftig ide, at lave en række fattigdomsindikatorer. Til forskel for oppositionen, så ønsker vi at lave en definition og udvikle redskaber, der rent faktisk virker, og som kan hjælpe de mennesker, der er mest udsatte i vores samfund.

Oppositionen på den anden side mener, at regeringen ikke tager fattigdomsproblemet alvorligt, fordi vi ikke vil lave en økonomisk definition af fattigdom. Arbejderbevægelsens erhvervsråd og oppositionen svælger til og bruger gang på gang den model, som hedder medianmodellen til at definere fattigdom. Medianmodellen går i sin enkelthed ud på, at man er fattig, hvis man har under halvdelen af gennemsnitsindkomsten i samfundet. Modellen bygger på 3 år gamle tal fra Danmarks Statistik og siger intet som helst om de mennesker den “tæller”. Er man studerende, så er man fattig. Ligesom mange