Venstre støtter varmt elektrificeringen til Esbjerg!

Kategori: Syd- og Sønderjylland, Trafik

0

Det vil gavne passagererne. Det vil gavne miljøet. Ja, det er på alle måder en god ide at elektrificere jernbanestrækningen mellem Lunderskov og Esbjerg, og derfor støtter vi også varmt op om projektet fra Venstres side.

Så når transportminister Henrik Dam Christiansen i disse dage beskylder Venstre for at blokere for en løsning, så er det direkte forkert. Vi ønsker elektrificering af strækningen Lunderskov-Esbjerg. Det gjorde vi for en uge siden, det gør vi i dag, og det vil vi også gøre om en uge. Vi er altså helt enige i målet, og derfor ville det klæde transportministeren, hvis han genoptog forhandlingerne om finansieringen af Esbjerg-Lunderskovstrækningen i stedet for at opføre sig som et fornærmet barn, der ikke må få den is han peger på.

Det som skiller os er nemlig udelukkende finansieringen af projektet. Vi er simpelthen ikke enige med Henrik Dam Christensen i, at pengene til projektet skal stjæles fra andre jyske infrastrukturprojekter som eksempelvis dobbeltsporet gennem Sønderjylland og pengene til Grenå-banen, hvor nye signalsystemer skal sikre, at der ikke sker ulykker med dødeligt udfald.

Vi støtter ikke en handling, hvor transportministeren uden at blinke synes, at det er anstændigt at stjæle allerede bevilligede penge fra vigtige trafikprojekter, så han med den anden hånd kan uddele dem andre steder i landet. De trafikaftaler der er lavet i den brede kreds af SF, S, RV, DF, LA, K og V inden valget, dem står vi ved og det ville klæde transportministeren at gøre det samme.

Vi har fra Venstres side foreslået, at man for at sikre ny finansiering gennemfører Esbjerg-Lunderskov som et OPP-projekt (offentligt privat partnerskab) mellem eksempelvis Banedanmark, Elselskaberne og pensionskasserne for på den måde at sikre, at der kommer privat kapital ud at arbejde som investering i et miljørigtigt og passagervenligt jernbaneprojekt. Et andet forslag er at bruge de 800 millioner som den røde regering har afsat til en betalingsmur om København.

Transportministeren har afvist overhovedet at forhandle med en argumentation om, at med Femernbroen, så behøver vi ikke en jernbanekorridor med dobbeltsporet ned gennem Jylland. Det siger egentligt meget om vores forskellige prioriteringer af et Danmark i balance. Vi ønsker ikke at al udvikling bare flyttes mod øst.

Jeg kan kun endnu engang opfordre transportminister Henrik Dam Kristensen til at genoptage forhandlingerne, så vi i fællesskab kan finde finansiering til at gennemføre elektrificeringen af strækningen Lunderskov-Esbjerg til gavn for passagerer, miljø og udviklingen i det Syd- og Vestjyske.

Så er sydjysk miljøkampagne i gang!

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Energi og klima, Grænselandet, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

1

”Nye skridt mod et grønnere Sydjylland” hedder den nye kampagne, som jeg har taget initiativ til sammen med europaparlamentsmedlem Anne E. Jensen. Mandag den 8. august og tirsdag den 9. august 2011 drager vi rundt i Sydjylland for at sætte fokus på, hvordan vi med enkle initiativer kan gøre Sydjylland renere og mere grønt. Vi skal mødes med forskellige relevante aktører for at diskutere de store problemer, der er med øl – og sodavandsdåser, der er købt i Tyskland, men som smides i den sydjyske natur. Vi ønsker, at der skal indføres et grænseoverskridende pantsystem, så Hr. Hansen, der køber en dåse i Tyskland kan få pant for den i danske flaskeautomater. Kommunerne skal også indføre konkrete indsamlingsstrategier, så syd – og sønderjyderne har lettere ved at komme af med dåserne på en miljørigtig måde.

Med kampagnen diskuterer vi også problemerne med havforurening, der både skader havet og vores kyster. I dag er det de danske kommuner, der skal betale for oprydning af det affald, der kommer fra havet. Det er helt uacceptabelt, og vi skal gøre det lettere at forfølge og dømme forurenerne, der dumper affald ud i havet, så det ikke er de danske kommuner, der skal betale for oprydningen, men forurenerne selv.

På to dage besøger vi Vejers Strand, Esbjerg Havn, Tønder by og marsken, Sønderborg og Aabenraa. Du kan følge kampagnen her på siden, hvor jeg løbende lægger nye billeder op. Du kan se samtlige billeder på min flickr-profil.

Dag 1:

Vejers Strand: Vi mødtes med repræsentanter fra Varde kommune og Kommunernes Internationale Miljø Organisation (KIMO) for at se Varde kommunes arbejde med at begrænse havforurening og diskutere med KIMO om, hvordan et stærkere internationalt samarbejde kan være med til at begrænse havforureningen.

  

Esbjerg Havn: På Esbjerg Havn mødtes vi med havnens administrerende direktør, Ole Ingrisch, for at diskutere, hvordan havnen kan være med til at håndtere havforureningen, der både skader havet og den jyske vestkyst.

Uddelingsaktion i Tønder: Mandag eftermiddag delte vi pjecer ud på gågaden i Tønder og diskuterede med de forbipasserende, hvordan vi kan gøre Sydjylland grønnere ved at indføre et grænseoverskridende pantsystem og ved at styrke den internationale indsats for at identificere og dømme forurenere, der dumper affald i havene omkring os.

Tur i Tønder marsken v. Naturvejleder Iver Gram.

Debat om Tønder marskens fremtid på Rudbøl Grænsekro.  Ellen, Anne, formand for Sønderjysk Landboforening, Henrik Frandsen, og næstformand for Dansk Ornitologisk Forening, Niels Riis. Omkring 160 lokale var mødt op og deltog i den gode debat.

 

 Dag 2

Sønderborg: Møde med Sønderborg Kommune om håndtering af dåser i naturen og i borgernes affald. Møde med direktør for Sønderborg Forsyning, Lars Blædel Riemann, Formanden for Sønderborg Forsyning Peter Hansen og Egon Schnoor, der er ansvarlig for genbrugsindsamlingen i Sønderborg kommune.

 

Aabenraa: Uddelingsaktion på gågaden i Aabenraa, hvor vi delte dåsesodavand og kampagnefoldere for at sætte fokus på problemet med tyske dåser i naturen.

 

Vi sikrer vækst og udvikling i hele landet

Kategori: Læserbreve, Syd- og Sønderjylland, Trafik

0

Vi har det ambitiøse mål at Danmark i 2020 skal være blandt verdens ti rigeste lande. Det bliver vi kun, hvis vi kan skabe udvikling og vækst i hele landet. Derfor har regeringen netop fremlagt 37 konkrete initiativer til, hvordan borgere og virksomheder i de danske yderområder kan skabe gode muligheder for at bo, arbejde og drive virksomhed. Mange af ideerne er dem vi i Venstre tidligere på året fremlagde for at sikre et Danmark i balance.