BS, basserne og efterskolerne

Kategori: Uddannelse

1

En småskaldet mand, der kærligt råber: ”Becker! du kan godt, kom så!”. Et møde med gårsdagens aftensmad på en skovbund og 3 kilometer, der tilbagelægges efter 36 minutters kamp mod asfalt, vind, knæ, tyngde, men mest af alt mod sig selv.

For udenforstående er ovenstående sætninger sikkert temmelig uforståelige, men for jer som ligesom jeg har set et par afsnit af BS og Basserne, så giver de sikkert mere mening. Indrømmet, jeg er blevet lidt grebet af TV2s serie om en flok overvægtige piger, der drømmer om at komme i forsvaret og nu er overladt til BSs mentale coaching, så de kan udvikle sig fra uselvstændige, toastbrødsspisende piger til veltrænede rekrutter. Mange af pigerne har taget livets knubs med sig på såvel sidebenene som mentalt, og det i en sådan grad, at de helt har mistet troen på sig selv.

Det er piger, der er nået til det punkt, at de hellere vil give op før de er begyndt, end risikere at løbe ind i endnu et af de mange nederlag som livet har udstyret dem med. Som BS konstaterer, så kendetegnes de på den ene side af kravsløshed, hvor alle opgaver kan bøjes af med et ”det kan jeg ikke” og efterfølgende eftergivenhed, og på den anden side en situation hvor de ikke længere tror på, at de selv kan noget, netop fordi ingen nogensinde har stillet krav, skubbet dem ud til deres grænser og bekræftet og støttet dem i, at de kan meget mere, end de har fantasi til at forestille sig.

Jeg tror, at min fascination af programmet er en mellemting mellem undren over at en i den bedste mening opvækst indpakket i vat og overbeskyttethed, kan ende med at medføre, at unge piger helt mister selvstændigheden, ansvaret og troen på sig selv. Og så at se, hvor relativt lidt omsorg, motivation, insisteren og rigtige rammer, der kan få de her piger på ret kurs igen. Og hold da op hvor de til tider er seje og vokser i selvstændighed i takt med at de får stillet krav, BS klap på skulderen og fra hinanden og får og tager ansvar.

Men BS og basserne kunne vel lige så godt være programmet om livet på en række af specialefterskolerne, hvad end det er ordblindeefterskoler, efterskolerne for overvægtige unge eller andre af vores efterskoler, der hvert år løfter en kæmpe social opgave og hvor den, eller de helt særlige lærere spiller præcis den samme rolle som motivator, indpisker og kærlig støtteperson som BS spiller overfor basserne. Og heldigvis for det.

 Men hvis jeg så spoler lidt tilbage, så er problemet jo i virkeligheden, at vi kan nå der ud, hvor en række unge reelt skal reddes fra sig selv og deres spiral ned mod selvdestruktion. Der er alt for mange unge, der får knubs af livet, af skolen, eller af de kammerater, der ikke er der. Hvorfor er der ikke nogen, der har stoppet det og har grebet ind undervejs og givet den omsorg og sat de pejlemærker, der skal til? Et fåtal får en ny start på en efterskole og drager derfra med en begavet bagage, præcis som Hansen, Becker og de andre basser får BSs ”Du kan godt!” med sig videre i livet. Men hvad med dem, der ikke får muligheden. Hvem tager sig af dem? Det var måske værd at overveje i en tid hvor det ikke er fripladserne, men de generelle tilskud, der prioriteres.

 

Indlægget er bragt som klumme i fagbladet Efterskolen

Dyrk medborgerskabet – ja selvfølgelig!

Kategori: Uddannelse

0

Så har en helt ny årgang af elever invaderet de mange værelser rundt på landets efterskoler. Nysgerrigheden er stor. Hvem skal man mon bo på værelse med? De første venskaber er allerede blevet dannet. Der er få steder, som på en efterskole, hvor man hver dag oplever den fantastiske følelse af at være en del af et fællesskab. Forude venter et år med idræt, musik, teater, naturliv eller noget helt femte. Men det er ikke kun oplevelserne eller interessen for at dyrke en speciel fritidsinteresse, de unge skal kunne tage med sig hjem efter et år væk fra mor og fars vante selskab. Et vigtigt mål for efterskolerne skal være at demokratisere de unge, gøre dem til engagerede medborgere og lade dem opleve forskelligheder, og lære dem at respektere forskellene. Medborgerskabet og det alment dannende må aldrig ryge i baggrunden i kampen om at erobre nye elever, hvor man forsøger at skille sig ud ved at prioritere fodbold, musical eller IT som det højeste og mest vigtige.

Fredag den 22. juli blev vi alle berørte over at modtage historien om den brutale tragedie, der havde fundet sted i regeringskvarteret i Oslo og på øen Utøya, hvor gerningsmanden forklædt som politimand gik rundt og dræbte politiske engagerede unge fra det norske ungdomsparti AUF. Unge mennesker, der var engagerede medborgere. Unge mennesker, der igennem argumentation og debat forsøgte at skabe det samfund, som de troede på. Unge mennesker, der respekterede forskelligheden.

Tragedien har åbnet vores øjne for, at det onde også gror i vores baghave. At racisme, hadet og den meningsløse vold eksisterer og kan udvikle sig til det ekstreme. Vi har derfor alle et ansvar for at gå i den modsatte retning og tage vores medborger med os. Det gælder også for efterskolerne, hvor lærerne har de bedste muligheder for at præge de unge mennesker, som de får et unikt forhold til. Det gælder i undervisningen, som i fritiden.

De Radikale har af flere omgange foreslået, at medborgerskab skal være et selvstændigt fag i folkeskolen allerede fra 5. klasse. Et forslag partiet igen har luftet i kølvandet på terroren i Norge. Sympatisk tanke, men for mig er det ikke tilstrækkeligt brugbart, at unge mennesker sætter sig ned en time om ugen i skolen og siger ”kom, nu skal vi lære om at være engagerede i samfundet”.  Medborgerskab er noget folkeskolen og efterskolerne skal være med til at udvikle i alle fag og situationer. I dansk skal man lære at argumentere, i samfundsfag undervises man i, hvordan folkestyret fungerer, i historie får vi en forståelse for andre kulturers ophav osv. Men på en efterskole skal man gå længere.

Når de unge mennesker beder værelseskammeraten om at blive bedre til at rydde op efter sig, eller når der diskuteres over maden i spisesalen, så er det for manges efterskoleelevers vedkommende første gang, at de som selvstændige personer argumenterer for deres holdninger, behov, og hvad de forventer af andre. De lærer, at de ikke altid har eller kan få ret, men skal følge og respektere flertallets beslutninger. Efterskolen er en mini-udgave af et helt samfund. Folk mødes fra forskellige miljøer med forskellige ståsteder og synspunkter. Men de unge skal opleve, at alle på en efterskole er ligeværdige, og at de er en del af et fællesskab, hvor man løser konflikter gennem argumentation og engagement – ikke ved vold eller mobning. Derfor er skolestarten på landets efterskole også en velkomst til endnu et hold engagerede medborgere. Godt skoleår!

Bragt i fagbladet Efterskolen

Så kys det dog, det satans liv

Kategori: Uddannelse

0

Nedenstående klumme blev i går bragt i efterskolebladet Efterspil.

Jeg sidder og læser efterskolebladet fra den 10. februar 2011. Under nyt fra Efterskole Landskabet kan jeg læse, at Lundby Efterskole har vundet sølv i indendørs dragebådsregatta. Jeg ved ikke om jeg skal græde eller le. Samtidig kører fjernsynet i baggrunden. Jeg har hele weekenden ligesom mange andre danskere ængsteligt fulgt med i den tragiske kæntring på Præstø fjord og eftersøgningen af den sidste fra ulykken. Mens jeg skriver dette ligger seks elever fra Lundby Efterskole fortsat i kunstigt koma og den ene lærer eftersøges fortsat. Ingen af os ved, hvad udgangen på den tragiske hændelse bliver.

Der er mange spekulationer om hvad i alverden eleverne lavede langt ude på Præstø Fjord i blæsevejr og vinterkulde. ”Båden var ikke sikkerhedsgodkendt”, ”Efterskole ikke forsikret”, ”Totalt uansvarligt siger dragebådsformand” sådan lyder få af mange overskrifter og kommentarer som weekenden igennem har fulgt op på den tragiske ulykke. Jeg tænker mere på de elever, som fortsat svæver mellem liv og død og de mange pårørende, der påvirkes dybt af ulykken.

En af de overlevende elever udtaler til medierne, at hun slet ikke var klar til at dø. Og hvem i alverden er det som 14-15-årig? Pludselig er efterskolelivets ukomplicerethed, sammenhold og oplevelser splintret og afløst af en afgrundsdyb sorg for de mange elever og lærere på Lundby efterskole og deres familier. Jeg tænker på TV2s legendariske klassiker ”Kys det nu (det satans liv)” og behovet for at huske at leve i nuet og værdsætte livet.

I sin efterspils klumme for et par uger siden skrev Lisbeth Schmidt Mikkelsen, at hun og alle andre skulle lægge en langsigtet karriereplan og forholde sig til livet, når hun/de blev 65 eller 70. Jeg tænker, at det måske ville være bedre at opfordre alle efterskoleelever til at forholde sig til livet i nuet, end at lægge karriereplaner for alderen 65-70 år. For hvorfor i alverden skal vi se halvtreds år frem i tiden, hvis det gør os ængstelige for at leve og nyde nuet i frygt for at begå fejl, der vil påvirke den 70-årige karriereplan vi ellers har lagt. Er det bedste i livet ikke netop at huske at værdsætte det man har i stedet for at begræde det man ikke når.

Steffen Brandts tekst snurrer i hovedet: ”Jeg tænkte, nå, men det er så livet / sådan ser det altså ud / lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt / og helt almindeligt /…../ Kys det nu, det satans liv / grib det, fang det før det er forbi”. 

En anden tekst presser sig også på. Det er Dan Turèlls hyldest til hverdagen ”Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen”. Og på en måde, så er det det, som falder mest relevant at fremhæve i en situation, hvor uret er gået i stå, og alle aktører i den danske efterskole verden har øjnene rettet mod den samme tragiske ulykke. 

Vi skal huske vores elever på at gribe livet. Ikke på den fandenivoldske James Dean agtige ”lev stærkt død ung” måde, men på den ansvarsfulde hvor man husker at kysse livet og holde af hverdagen.

Efterspil skrives af et fast panel af meningsdannere med relationer til efterskoleverdenen. Læs mere om panelet på www.efterskolen.com under Efterspil.