Ellen Trane Nørby

Politik

Her på siden præsenterer jeg et par af mine politik-punkter i forbindelse med folketingsvalget 2007. Nogle af punkterne har jeg også præsenteret på et lille filmklip, som jeg håber du vil give dig tid til at se. God fornøjelse!
 

Giv fremtiden en stemme

Jeg er politiker fordi den danske folkesport; at råbe af fjernsynet ikke kan stå alene. Holdning bør følges af handling. Jeg ærgrer mig, når jeg tænker på den sjettedel, der forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive. Indigneret når jeg møder ældre, der efter et langt liv på arbejdsmarkedet pludselig overlades til vakuummad og overfladisk rengøring. Patienter, der venter for længe på behandling. Eller når jeg hører om virksomheder, der drukner i papirbunker og ikke kan få svar fra det offentlige. Selv om det danske samfund med Venstre ved regeringsmagten er blevet bedre, rigere og mere frit, så er der fortsat ting vi kan og skal gøre bedre.

Jeg har altid engageret mig i frivillige foreninger, bestyrelser og i politik. Jeg tror fuldt og fast på at engagement og deltagelse gør en forskel, og at de bedste løsninger nås via diskussion og kompromisser. Kort sagt er det, som driver mig, mit engagement for at forbedre det samfund, vi lever i. Skriv til mig, hvis du har noget på hjerte. Jeg hører også gerne fra dig, hvis du har ideer, meninger eller sager der kræver politisk handling på Christiansborg.


Grænser for politik
Der skal være grænser for, hvad politikerne skal blande sig i. Lovgivning om lysindfaldet i en hesteboks og 12 billedes-piktogrammer om hvordan man vasker hænder, synes jeg taler for sig selv. Jeg tror ikke på at papir bunker og detailregulering skaber vækst og motiverer dygtige medarbejdere. Gode forhold for den enkelte, spændende kulturtilbud, mange uddannelsesmuligheder og et stærkt og frit erhvervsliv skal sikre udvikling i hele Sydjylland.


Bedre infrastruktur Ihele Sydjylland – vi spilder vores tid i tog og bilkøer

De trafikale problemer i Sydjylland løses. Både den kollektive transport og vejnettet skal udbygges, hvis ikke trafikken skal knække vores mobilitet, vækst og glæde ved at tage på arbejde.


Kvalitetsløft i den offentlige sektor
Nedslidte skoler, børnehaver, sygehuse og plejehjem – det kan vi ikke være bekendt overfor vores børn, syge og ældre. Kvalitet i den offentlige sektor handler om bedre ledelse og om mere tillid til den enkelte medarbejder. Vi skal skabe en topmoderne offentlig sektor, der kan sikre dig og dine nærmeste den service og støtte du har krav på.

Deadlines i det offentlige
Alle andre steder i samfundet arbejdes der med deadlines. Det skal også gælde i det offentlige. Den almindelige sagsbehandlingstid i det offentlige må ikke overskride 3 måneder. Vores retssikkerhed og virksomheders vækstgrundlag bringes over styr, når vi ikke kan få svar på vores ansøgning om byggetilladelse, miljøgodkendelse, arbejdsskadeanmeldelse og andet. 10-16 kulturen skal ændres, så museer, biblioteker, skattekontorer har åbent når vi har fri.



Energi- og miljøpolitik med omtanke
Vores børn skal altid kunne drikke vandet fra hanen og vores energi skal være bæredygtig. Og vi skal ikke risikere at komme i lommen på mellemøstens tvivlsomme oliestater. Jeg har som medlem af Energiudvalget arbejdet aktivt for, at vi i Danmark får en energi- og miljøpolitik med omtanke. Jeg vil arbejde for at Sydjylland gøres til et stærkt energiområde. Syddansk Universitet skal tilbyde uddannelser og forskning på energi- og miljøområdet. En satsning på energi vil skabe 5000 arbejdspladser i Sydjylland. Med projekt Zero i Sønderborg, Offshoresektoren i Esbjerg, bioethanolprojektet i Tønder og DONGs hovedkvarter i trekantsområdet er alle forudsætninger tilstede, for at gøre Sydjylland til Danmarks energi-generator.


Spændende kulturtilbud
Det skal være attraktivt, sjovt og inspirerende at bosætte sig i vores del af landet. Et stærkt Sydjylland handler også om at vi sammen sikrer spændende kulturtilbud. Kultur er en investering i kreative mennesker og giver os inspiration, fællesskab, ideer og ting at tænke over i vores fritid. Stærke kulturtilbud vil også gavne turismen.


pjece.jpg

Ved at klikke på billedet kan du downloade min pjece i PDF-format

Du kan også læse meget mere om mine politiske holdninger under menupunkterne til højre på siden.

Share on Facebook Comments are off for this post

 
Better Tag Cloud