Venstre: Forældre til bortførte børn får nu bedre hjælp

Kategori: Udenrigs og forsvar

0

Regeringen har imødekommet Venstres forslag om at forbedre forholdene for familier med bortførte børn. Der vil nu blive oprettet én samlet koordinationsenhed under Socialministeriet, der får det overordnede ansvar for at hjælpe forældre til bortførte børn. Det glæder Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby og socialordfører Eyvind Vesselbo, der længe har sagt, at indsatsen skulle styrkes.

- Hidtil har indsatsen været alt for ukoordineret. Forældre har skullet navigere mellem politi, statsforvaltning, ankestyrelse, myndigheder og ministerier i udlandet. Det bliver der nu rettet op på med én samlet indgang for alle sager, hvor udgangspunktet er, at det er den samme sagsbehandler gennem hele forløbet, siger Eyvind Vesselbo.

Aftalen betyder, at der afsættes 2,9 mio. kr. årligt fra satspuljen til den nye enhed, der skal hjælpe forældrene til de bortførte børn og komme den lange sagsbehandlingstid til livs.

- Jeg glæder mig over, at vi i dag har kunnet lave en bred politisk aftale, der forbedrer indsatsen for de børn, der er blevet bortført til udlandet af en forælder. Børnebortførelsessager til udlandet er ofte meget komplicerede og trækker store tærskler på børn og forældre, og derfor er det meget positivt, at indsatsen nu forbedres markant. Vi kan aldrig garantere, at den nye koordinationsenhed vil kunne løse alle sager med et snuptag. Men indsatsen bliver opprioriteret markant nu, og forhåbentlig kan det gøre en forskel for både forældre og børn, der er fanget i frustration og savn, siger Ellen Trane Nørby.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt d. 22. maj 2013

Kasernen lukker – men sammenholdet består

Kategori: Ikke kategoriseret, Syd- og Sønderjylland, Udenrigs og forsvar

0

Det er et stort og smerteligt tab for Sønderjylland, at Sønderborg Kaserne skal lukkes. Vi er ligesom langt de fleste sønderjyder både glade og stolte over Hærens Sergentskole, der gennem årtier har uddannet danske sergenter i verdensklasse.

Med lukningen af skolen mister Sønderjylland mere end en uddannelsesinstitution og mange arbejdspladser. Kasernen er en del af den danske kulturarv, og den er en del af byens sjæl.

Derfor har vi også lagt politiske uoverensstemmelser til side og sammen med mange andre brave sønderjyder og Sønderborg Kasernes Venner kæmpet til det allersidste for at få lov til at bevare vores kaserne. Det var desværre ikke nok. Forsvarsforligskredsen har besluttet, at Sønderborg Kaserne skal spares væk, og det er en beslutning, vi bøjer os for.

Der blev i beslutningen nøgternt set lagt alt for stor vægt på hensynet til forsvarsøkonomien, til trods for, at den reelle besparelse ved at lukke Sønderborg Kaserne er forholdsvis lille. Faktorer som den folkelige opbakning til kasernen i Sønderborg, den historiske dimension, samt tabet af statslige arbejdspladser i et i forvejen hårdt ramt område, har derimod vejet alt for let.

 Og det havde fra et sønderjysk perspektiv været en bedre beslutning, hvis man i efteråret havde accepteret det forsvarsudspil, der lå på bordet, og hvor hverken Sønderborg, Haderslev eller Bornholm for den sags skyld var i farezonen.

 Dansk Folkeparti kan råbe nok så meget om kasernemassakrer, men det ændrer ikke på, at var aftalen blevet lukket i december, så var hverken Sønderborg eller Haderslev i farezonen. Selv om det er en trist tid, så er det en stor trøst at opleve det sammenhold, der har været i Sønderborg i kampen for at redde vores kaserne.

Det sammenhold er et mindst lige så vigtigt aktiv for Sønderborg som kasernen. Det skal vi bevare, når vi fremadrettet skal finde nye muligheder for at skabe vækst og nye arbejdspladser.

Skrevet i samarbejde med  Benny Engelbrecht MF ( S), erhvervsordfører, og Jesper Petesen MF ( SF), politisk ordfører.

Ellen Trane Nørby inviterer til debat om menneskehandel

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Grænselandet, Kvindehandel, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Social og ligestilling, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Udenrigs og forsvar, Udlændinge og integration

2

Hvad er prisen for et menneske? Dét spørgsmål sætter Venstres lokale folketingsmedlem og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, fokus på, når hun er initiativtager til et offentligt møde om menneskehandel på Sønderborg Handelsskole, mandag d. 28. november kl. 17.30-19.30. Globalt udgør handel med mennesker en stigende del af den organiserede kriminalitet, og i Danmark møder vi især kvinder, der handles til prostitution, men der er også eksempler på, at børn under 18 år er handlet til tvangsarbejde og prostitution. Derfor skal der gøres noget ved problemet, og derfor skal arrangementet gerne bidrage til at få menneskehandel på den politiske dagsorden.

Ellen Trane Nørby har i mange år arbejdet for at sætte fokus på bekæmpelse af menneskehandel. Hun har både gennem sit arbejde i folketinget sat fokus på behandlingen af kvinder, der har været udsat for menneskehandel, og hvordan bagmændene kan straffes mere effektivt. Derudover har hun deltaget i flere kampagner                                                               mod menneskehandel.

Interesseorganisationen HopeNow, Center Mod Menneskehandel og chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskning, Kim Kliver, kommer og fortæller om deres udfordringer i forbindelse med det stigende problem.  HopeNow vil fokusere på deres forebyggende og helbredende arbejde for at hjælpe ofrene. Center Mod Menneskehandel vil forsøge at kortlægge de udfordringer, man står over for i forhold til det koordinerende arbejde med politiet og sociale organisationer, og Kim Kliver vil diskutere, hvordan man kan og bør optimere politiets indsats mod bagmændene og samarbejdet på tværs af grænserne i EU. Der er derfor lagt op til et arrangement med mange faglige indspark og en bred debat.

Konferencen er åben for alle, uanset politisk tilhørsforhold.

Sted: Sønderborg Handelsskole (Business College Syd). Sdr. Landevej 30, 6400 Sønderborg
Tid: Mandag den 28. november kl. 17.30-19.30

Ellen Trane Nørby deltager i flagdagen

Kategori: Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Udenrigs og forsvar

1

Den 5. september er den officielle flagdag for Danmarks udsendte. Flagdagen blev højtideligholdt første gang i 2009. Formålet med flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister. Det lokale folketingsmedlem og politisk ordfører Ellen Trane Nørby har valgt at rydde sin valgkampskalender i respekt for den indsats som de danske soldater yder i verdens brændpunkter og for at vise sin respekt for de faldne danske soldater. Derfor deltager hun i dag mandag i den officielle mindegudstjeneste i Holmens Kirke i København og i den efterfølgende parade på Christiansborg Slotsplads.

Dagen i dag vil jeg bruge på at vise min største respekt for det arbejde vores soldater yder i en række af verdens konfliktområder samt minde de soldater, der er faldet i kamp. Vi kan ikke være nok taknemmelige for den indsats, de hver især yder. Jeg ser derfor frem til, at deltage i de officielle arrangementer i København, men jeg sender også en varm hilsen til Sønderborg, hvor jeg ved, at flagdagen også markeres i byen. Jeg vil glæde mig til at deltage i arrangementerne i byen til næste år,”  siger Ellen Trane Nørby.

Foruden pårørende vil det officielle Danmark deltage i mindegudstjenesten i Holmens Kirke forventeligt med repræsentanter fra Kongehus, Folketinget og Ministre. Navne på faldne i international tjeneste siden flagdagen 2010 læses op. Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler under mindegudstjenesten

 

Ellen Trane Nørbys grundlovstale 2011

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, EU, Udenrigs og forsvar

0

På Grundlovsdag d. 5. juni 2011 taler Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, på Venstre i Sønderborgs traditionsrige grundlovsmøde på Rønhave, Kær halvø ved Sønderborg. Arrangementet starter kl. 15.00.

Det er Ellen Trane Nørbys første grundlovstale, efter udnævnelse som Politisk ordfører for Venstre. I talen vil Ellen Trane Nørby komme omkring forårets oprør i den arabiske verden, den aktuelle hjemlige politiske debat og hvordan vi igen får skabt vækst i Danmark. Nedenstående bringes uddrag fra talen:

Om det arabiske forår:
”I dag – få måneder efter demokrati-lavinen satte i gang – står hele Nordafrika og Mellemøsten i en helt ny situation. Det er en situation, der er blevet skabt af protester, der har helt klare ligheder med frihedsbølgen i Europa for 160 år siden. Men den har også helt klare fællestræk med det oprør, vi andre var vidne til i november 1989, hvor to tyske befolkninger stod sammen på hver side af den Jernmur, der adskilte dem, og med fælles kraft fik muren til at falde.  Råbende fra Tahirpladsen minder til forveksling om ”Mr Gorbatjov – tear down this wall” ”

Om afslutningen på folketingsåret og Fair Løsning:
”Selvom Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har haft endnu et år til at få deres regnskaber til at stemme, så står de her ved Folketing årets afslutning fortsat fast på, at de vil føre Danmark ind i fremtiden for lånte penge, med tryllestøv og politiske hokus pokus løsninger. Man fristes til at tro, at Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har taget deres uddannelse fra den magiske skole Hogwarts sammen med den kendte børnebogsfigur Harry Potter, der uden tvivl har magiske evner.  Den røde Fair Løsning beskriver side for side, hvordan de to oppositionspolitikere har tænkt sig at lede landet med tro, håb og gældsætning. ”

Om regeringens vækstpakke:
”Vi vil gøre det lettere at drive virksomhed og skabe vækst i Danmark.  Her i området ved vi godt, at den største udfordring vi har, det er at holde på de arbejdspladser, vi allerede har, og samtidig sørge for at skabe nye. Det er præcis derfor, at regeringen vil gøre en ekstraordinær indsats for at styrke eksporten til de nye voksende markeder i Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Det er præcis derfor, vi gennemfører et treårigt regelstop for små og nystartede virksomheder. Og det er præcis derfor, vi har præsenteret BoligJobOrdningen, der vil være med til at øge beskæftigelsen blandt gruppen af ufaglærte og faglærte som krisen har ramt særlig hårdt. Det er kun med vores vækstpakke, at vi får sejlet Danmark helt ud af krisen og sikkert i havn.”

Om den øgede toldkontrol:
”Vi er mange, der er glade for, at den gamle paskontrol er helt væk. Vi er glade for, at danskere let kan komme til Tyskland og tyskerne let kan komme ind i Danmark. For der bor jo utrolig mange i vores område, der dagligt pendler over Grænsen, fordi de har arbejde i Tyskland. Grænsen – både den fysiske og den mentale – har vi langt hen ad vejen fået nedbrudt. Det ændrer lidt ekstra toldkontrol altså ikke på.”

Mors dag: Husk de fattige kvinder!

Kategori: Udenrigs og forsvar

0

I dag søndag fejres verdens mødre på Mors Dag. En særlig tanke går til kvinder i fattige lande, for hvem graviditet ofte er et spørgsmål om liv og død.

”Bharti havde nogle frygtelige veer hen under aften, da vi tog hende med til den nærmeste, lokale klinik syv kilometer væk. Lægen på klinikken bad os tage videre til en større klinik 18 kilometer væk, fordi han var nervøs for, at det ville blive en kompliceret fødsel. Vi ventede i tre timer, og så bad lægen mig finde blod til en transfusion. Mens jeg løb rundt for at få folk til at donere blod var Bharti allerede død. Jeg kunne ikke redde hendes liv, selvom jeg brugte 1000 rupees (115 kr.). Vi er en fattig familie”

Sådan fortalte Bheekhu Bheel, som var Bhartis mand, for nyligt til en dansk hjælpeorganisation. Deres historie fra Indien er et vidnesbyrd på, at det er dødsens farligt at blive gravid, hvis man bor i et af verdens fattige lande. Faktisk er graviditet og fødsel en førende dødsårsag blandt teenagepiger i Afrika, og i et land som Afghanistan dør 1 ud af 8 kvinder i barselssengen.

Det ulykkelige er, at kvinderne oftest dør af medicinsk set banale årsager: Svangerskabsforgiftning, infektioner, usikre aborter eller ustoppelige blødninger, som tilfældet var for Bharti.

Komplikationer, som relativt nemt kunne være blevet behandlet, hvis de var forekommet i et mere økonomisk udviklet lande.

Det er selvsagt helt uacceptabelt – man skal ikke miste livet af at give det. Hertil kommer, at der et velkendt faktum, at det er kvinderne, der skaber social og økonomiske udvikling i mange udviklingslande. Derfor har vi, helt kynisk, ikke råd til at miste kvinder i barselssengen og det bør være en dansk udviklingspolitisk prioritet at hjælpe til med at sikre, at alle kvinder har adgang til de nødvendige sundhedsydelser under graviditet og fødsel.

En anden vigtig opgave, som Danmark bør sætte sig i spidsen for, er forebyggelse.
Helt tragisk er det nemlig, at statistikkerne fortæller os, at mange af de kvinder, som dør under fødsel, ikke engang ønskede at være gravide. Alvorlig mangel på prævention og seksualundervisning er realiteten i flere udviklingslande, ligesom kvinders generelle lave status bevirker, at mange kvinder ofte ikke selv kan bestemme om de skal være gravide, hvor mange børn de skal have, og endda med hvem.

For at denne situation kan ændres, er et politisk lederskab nødvendigt. Men det er ikke let. Tværtimod oplever vi, hvordan mange af verdens ledere vender det blinde øje til problemerne – hvis ikke de ligefrem modsætter sig, at der sker fremskridt på området.

Det var for eksempel tilfældet for nyligt da alle verdens lande trådte sammen i FN til forhandlinger om sunde graviditeter og fødsler. Under forhandlingerne modsatte Vatikanet samt en lang række lande fra blandt andet Afrika og Mellemøsten – men såmænd også fra Europa – sig al snak om emner, som er afgørende for at kunne forebygge mødredødelighed: unges adgang til prævention og seksualundervisning samt endog  forebyggelse af kvindelig omskæring og usikre aborter. 

Det er jo fuldstændig uacceptabelt! Som eksempel dør 40.000 kvinder, årligt på grund af usikre aborter – kendte metoder til at afslutte en uønsket graviditet i udviklinglande er f.eks at stikke en skarp genstand op i livmoderen eller spise vaskepulver. Kvinder gør disse desperate ting fordi de er i en desperat situation – uanset om abort er lovligt eller om Vatikanet vil acceptere at det finder sted eller ej.

Vi kan ikke tillade os at vende de blinde øje til denne situation, blot fordi den ikke behager os. Der ligger en lang kamp foran os for at få kvinders rettigheder på dagsordenen. Et første skridt er at bruge Mors Dag til at gøre opmærksom på kvinder som Bhartis skæbne. De fortjener vores opmærksomhed og handling nu.

 Indlægget er skrevet i samarbejde med: Helle Sjelle ( K), Kamal Qureshi ( SF), Sophie Løhde ( V), Pia Olsen Dyhr, Astrid Krag ( SF), Sophie Hæstorp Andersen ( S), Benny Engelbrecht ( S) og Liselott Blixt ( DF)

Besøg hos de danske tropper

Kategori: Udenrigs og forsvar

2

I dag besøgte jeg sammen med Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og Folketingsmedlemmerne Ib Poulsen (DF), Jonas Dahl (SF), Karsten Nonbo(V) og Hans Chr. Thoning(V) Sigonella basen på Sicilien. Vi fløj fra København i morges kl. 7.50 og tilbragte næsten 4 timer sammen med de danske soldater, inden turen igen gik retur og vi landede i København igen kl. 17.30.

Det har været en kæmpe oplevelse at besøge de seje soldater, der fløj fra Skrydstrup for nu knap tre uger siden. En del af dem kom meget hurtigt afsted fra det Sønderjyske, da vi i Folketinget traf beslutning om dansk deltagelse, mindre end 24 timer efter FN sikkerhedsråd, havde godkendt sikkerhedsresolutionen om beskyttelse af den Libyske civilbefolkning. Allerede et halvt døgn efter den danske beslutning var truffet, meldte de danske tropper sig klar til aktionen og siden har der pågået et intenst arbejde med, at få bygget den danske del af basen op.

De danske tropper laver et topprofessionelt arbejde og for mig var det specielt en stor oplevelse, at snakke både med soldaterne fra Skrydstrup, samt soldater fra andre af landets kasserner og baser. De fortalte om indsatsen i Libyen og hvordan de ofte har nedskudt raketbatterier, som har beskudt civile, såvel som et stort antal ammunitionsdepoter, kampvogne osv. er blevet tilintetgjort. 

Vores danske styrker får stor ros fra de øvrige lande og de gør en dyd ud af at sikre, at de danske fly er 100 % i orden og klar til afgang hele tiden, modsat svenskerne, som stadig arbejder på at få det rigtige brændstof til deres fly, så de kan komme i luften. NATOs krav til “klarhed” ligger på omkring 70 %, men for vores soldater er målet intet mindre end 100 % og det er lykkedes.
 
Jeg synes i høj grad, at vi kan være stolte af vores dygtige soldater og over at vi som samfund reagerede så hurtigt, da Gadaffi begyndte sine overgreb mod egen befolkning. Vores soldater kan i høj grad også være stolte af deres indsats.

Venstre: Danske F-16 mod Gaddafi

Kategori: Udenrigs og forsvar

0

Udenrigspolitisk Nævn har netop godkendt, at Danmark sender F-16 fly til baser i Sydeuropa. På den måde er flyene klar til hurtig indsats, når Folketinget senere stemmer om deres aktive deltagelse i den internationale koalition mod Gaddafi.

- Det er altid en vanskelig beslutning at sende danske soldater i krig, men det er nødvendigt at stoppe Gadaffis massakre på den libyske befolkning, vi kan ikke lade stå til og vente. Med FN’s meget klare mandat skal handling afløse de sidste ugers tale, så overgrebene på civile oprøre kan stoppes, siger politisk ordfører, Ellen Trane Nørby.

- Det er selvfølgelig en tung beslutning for alle medlemmer af Folketinget, at sende danske fly i kamp. Derfor er det godt, at der er et stærkt FN-mandat bag missionen, så vi kan beskytte de libyske civile og støtte de pro-demokratiske kræfter i landet, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

- Gadaffi har på alle måder udvist ekstrem arrogance overfor verdenssamfundet. Han har massakreret sin egen befolkning, drevet knap 300.000 på flugt til nabolandene og lader hånt om menneskerettighederne og befolkningens legitime ønske om demokrati og frihed. Når vi nu går i krig og sender F16 fly til kamp i Libyen, så gør vi det af humanitære årsager og fordi vi som samfund aldrig blot må lukke øjnene og se passivt til, når diktatorer nedslagter civile, siger Ellen Trane Nørby efter det netop afsluttede møde i Udenrigspolitisk Nævn.

De danske F-16-fly vil operere under FN’s stærke mandat. Hvis Gaddafis tropper angriber civile områder, så har de danske fly mandat til, ”at bruge alle nødvendige midler”. Det vil sige at danske fly må angribe og neutralisere Gaddafis styrker med bomber og missiler, slutter Michael Aastrup Jensen.

Med forsvarsministeren på besøg hos soldaterne i Sønderborg

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Sønderborg, Udenrigs og forsvar

0

Mandag den 13. september 2010 havde jeg den store fornøjelse at vise Sønderborg Kaserne frem til vores forsvarsminister Gitte Lillelund Bech. Her fik ministeren et grundigt indblik i arbejdet med at uddanne vores soldater, så de bliver klar til udsendelse i verdens brændpunkter såsom Afghanistan og Kosovo. Under vores besøg på kasernen havde vi en række gode samtaler med soldaterne, om hvilke tanker de gør sig om at blive sendt ud, og om hvordan vi bl.a. kan rekruttere flere kvindelige soldater til Forsvaret.

Facebook kampagne for at bevare Sønderborg Kaserne

Kategori: Sønderborg, Udenrigs og forsvar

2

I dag har jeg startet en Facebook kampagne for at bevare Sønderborg Kaserne. Gruppen er åben for alle der vil være med til at kæmpe for, at bevare Sønderborg Kaserne og sikre, at en lukning aldrig kommer på tale.

Sønderborg Kaserne har gennem årtier uddannet gode danske sergenter, der har løst opgaver i verdens brændpunkter. Forsvarets forankring over hele landet har været en af forudsætningerne for den store folkelige opbakning som forsvaret har. I Sønderborg skaber Kasernen liv og arbejdspladser og derfor er det vigtigt, at vi nu står sammen om Kasernen og sikrer, at en lukning aldrig kommer på tale.

Når forsvarsforliget skal realiseres, bliver det afgjort, hvilke af landets kaserner der ikke længere skal være en del af det samlede danske forsvar.

Vi skal være forberedte og sikre, at der allerede nu gøres alt for at synliggøre, at Sønderborg Kaserne ikke bare har en enorm folkelig opbakning, der er alfa omega for det danske forsvar, men også er klar til at løfte de opgaver som fremtidens internationalt aktive forsvar skal kunne.

Udover at starte kampagnen for Sønderborg Kaserne, har jeg inviteret forsvarsminister Gitte Lillelund Bech til Sønderborg, så hun kan se hvor godt Sønderborg Kaserne fungerer og hvorfor der er brug for at udvikle Kasernen, frem for at afvikle den.

Kampagnegruppen kan findes ved at trykke på dette link ’Bevar Sønderborg Kaserne’.