I Hedensted bruger lærerne i folkeskolen mere tid sammen med eleverne end i nabokommunen Ikast-Brande.

Og i Horsens bruger kommunen 17.000 kroner mere om året pr. folkeskoleelev end i Skanderborg.

Forskellene er bemærkelsesværdige.

For bliver eleverne i Horsens så meget dygtigere af at gå i skole, at det svarer til den væsentligt højere udgift for kommunekassen? Eller omvendt -er eleverne i Skanderborg nødvendigvis så meget dårligere? Og hvordan har Hedensted Kommune haft mere held med at få lavet en aftale med lærerne om flere timer i klasselokalerne med eleverne end Ikast-Brande? Eksemplerne er interessante.

For selvom vi alle er borgere i det samme land og med de samme grundlæggende velfærdsrettigheder, så er der selvfølgelig forskelle fra egn til egn og kommune til kommune.

Og vi er alle -særligt i en krisetid, hvor Danmark er presset af konkurrencen fra vores omkringliggende lande -nødt til at tænke over, hvordan vi bruger pengene bedst muligt. Det gælder både i husholdningsøkonomien derhjemme, i virksomhederne og i det offentlige budget.

Derfor er der selvfølgelig interessant at se nærmere på, hvorfor nogle kommuner har valgt én løsning og nogle andre en anden. Og frem for alt hvad det betyder for vores skoler, vores ældrepleje og daginstitutioner. Får vi den bedste skole ud af at poste flere penge i den? Eller giver det mere mening først at se på, hvor mange af lærernes arbejdstimer der rent faktisk bliver brugt sammen med eleverne -som jo er en grundlæggende forudsætning for læring?.

Onsdag den 8. november rev landets gymnasieelever en hel dag ud af skolekalenderen for at tage på arbejde og tjene nogle penge.

Men eleverne gjorde det ikke for at putte lønnen ned i egen lomme til en ny Iphone eller til nye Converse-sko.

Hver en krone blev afleveret for at støtte unge i verdens fattigste lande.

Projektet hedder Operation Dagsværk og går ud på, at danske gymnasieelever bliver fritaget for undervisningen én dag om året for at indsamle penge til projektet. I år støtter de danske gymnasieelever organisationen Cross Culture Project Association, som vil bruge pengene på fodboldskoler til unge i Irak. De sidste 25 år har danske gymnasieelever støttet OD, men i år kneb det med at få eleverne i arbejdsskoene.

OD har altid skilt vandene. Nogen er imod, at deltagerne ikke får fravær, enkelte bare principielt imod, at en dags undervisning byttes til arbejde, mens andre mener det er problematisk, at OD ofte har samarbejdet med organisationer på den yderste venstre-fløj. Jeg har selv som gymnasieelev deltaget aktivt i to OD. Den ene med malertøjet på, hvor jeg sammen med tre andre fik til opgave at udsmykke legerummet på et feriecenter. Et enkelt år tilvalgte jeg undervisningen og fravalgte OD, fordi jeg holdningsmæssigt ikke var enig i det års valgte støtteprojekt. I stedet var jeg aktiv i demokratiarbejde gennem mange andre internationale organisationer.

At personer fravælger noget, de ikke kan stå inde for, har jeg fuld respekt for. Men det vi ser i år, er en anden udvikling. En rundspørge fra Politiken viste, at på 14 ud af 20 gymnasier har mange elever valgt at punge ud af egen lomme og selv betale de 300 kroner, så de kunne tage en fridag i stedet for at arbejde. De elever valgte aktivt ikke at tage del i fællesskabet, men betalte sig i stedet fra det.

Ånden i Operation Dagsværk handler ikke kun om at støtte et godt formål med 300 kroner. Signalværdien er mindst lige så vigtig som kolde kontanter. OD handler også om at lære unge om værdien af at gøre en frivillig indsats for andre, og at man ikke kan betale sig fra et samfundsansvar.

Danmark ville ikke kunne hænge samme, hvis ikke der var frivillige, som laver alt fra at være fodboldtrænere, brandmænd og besøgsvenner. Vores samfund er bundet op på, at man tager et fælles ansvar.

I Go’ Aften Danmark hørte jeg en ung pige forklare, at hun hverken vil arbejde eller give penge til Operation Dagsværk, fordi hun ikke føler, at hun er blevet oplyst nok til at kunne tage stilling. Det er en sund indstilling, at man gerne vil vide, hvad ens penge går til, men vi lever i en tid, hvor få tryk på smartphonen kan føre dig til søgetjenester og videre til alverdens oplysninger. Aldrig før har der været så gode muligheder for at søge oplysninger, og det tog ikke mig mange minutter at finde masser af oplysninger om Operation Dagsværk.

Er gymnasieeleverne dovne og forkælede, når de ikke vil knokle et par timer for at hjælpe unge i verdens fattigste lande? Ja, de er dovne, men hvem var ikke det som teenager. En fridag fra undervisningen var da skønt der midt i 2. g. Men det problematiske ved den tendens, der har vist sig ved årets Operation Dagsværk er, at mange unge tror, man kan betale sig fra et samfundsansvar. Det kan man ikke. Som medborgere i et samfund har vi et ansvar for at tage os godt af hinanden, og for mig, er det ikke en pligt, men en selvfølge, at vi hjælper dem, der har mest brug for det. Man kan være imod OD. Fair enough. Men at købe en fridag er bare at melde sig ud. OD kunne være en blandt mange andre muligheder for at kigge ud over egen næsetip, og næste gang de sparker rundt med fodbolden, kan de tænke på, at deres hjælp har skaffet bolde, mål og støvler til masser af unge irakere og været med til at gøre en forskel.

Venstre har i dag indgået en aftale med regeringen, de konservative og Dansk Folkeparti, der styrker erhvervsuddannelserne og sikrer, at flere unge kan gennemføre deres uddannelse. Aftalen er første led i indsatsen for en bedre og mere reel uddannelsesgaranti og en langsigtet løsning for bedre erhvervsuddannelser.

- Jeg er meget glad for aftalen. Vi løser ikke erhvervsskolernes udfordringer med et snuptag, men giver nu et løft, der blandt andet betyder, at færre unge havner i den uheldige situation, at de ikke kan gennemføre deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads, siger Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen.

Han glæder sig desuden over, at det er lykkedes for Venstre at sikre, at der ikke med aftalen udskrives en potentiel milliardregning til danske virksomheder.

- Vi har sikret os, at de udgifter, som erhvervslivet har på praktikpladsområdet, ikke kan løbe løbsk. Samtidig har vi insisteret på, at vi ikke nu og her skal træffe beslutninger om erhvervslivets bidrag på voksen- og efteruddannelsesområdet, da vi først til næste år skal drøfte konkrete tiltag på området. Regeringen ville have os til at underskrive en blankocheck på erhvervslivets vegne, men her sagde vi klart nej, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.

Med aftalen er der ligeledes truffet beslutning om i 2013 at videreføre kommunernes pligt til at sikre, at alle 15-17-årige enten er i uddannelse eller job (Ungepakke II). Desuden er det sikret, at den enkeltes virksomheds bidrag per lønmodtager fastholdes på nuværende niveau i 2013 og 2014, og forventes reduceret i 2015 og 2016.