Ellen Trane Nørbys tale i forbindelse ved Dybbøldagen ved Mindehøjtideligheden på Hærens Sergentskole, den 18. april 2012

——————————— Det talte ord gælder ——————————-

”Konstabel nr. 68 i 4. Forstærkningskompagni, Johan Peter Larssen, knælede ved en ilde tilredt kammerat. Få øjeblikke tidligere var en brandbombe slået ned i skanse 6, der ifølge Larsen ”fyldte luften med den hæsligste svovldamp, som næsten var kvælende. Intet kunne man se for den tykke damp. [Han] havde fået et slag så voldsomt på sit højre skinneben, at [hans] glæde var stor, da [han] mærkede, at [han] kunne strække benet ud. Men så let slap [hans] sidemand ikke. Han jamrede: ”jeg brænder, jeg brænder”.”

Teksten her er fra et af de mange breve og erindringsskrifter som Tom Buk-Swientys har med i sin roman ”Slagtebænk Dybbøl”. Bogen giver os alle et lille – men klart indblik i – hvilken brutal og umenneskelig kamp de danske soldater deltog i, da de forsvarede Danmarks grænser for 148 år siden, den 18. april i 1864 ved Dybbøl Banke. Det var en kamp mellem et uforberedt og et lidt naivt Danmark mod de overlegne Preussiske tropper, der lod sine granater regne ned over skanserne for siden at sætte stormen på Dybbøl ind. Det var en kamp mellem fjender.

Når jeg i dag går rundt i min kolonihave på Langbrogade tæt ved skanserne, så forekommer det uforståeligt, at jorden her har været vædet i blodet fra unge danske og tyske soldater. Når jeg hører lærken slå triller over de små haver, hvor tingene en forårsdag i april spirer og gror, så er kontrasten til 1864 massiv. Her satte 11.000 preussiske soldater hin smukke forårsdag angrebet ind kl. 4 om morgenen med et djævels uafbrudt bombardement af de danske skanser. Angrebet varede næsten seks timer, indtil et øjebliks stilhed iturev luften og lærkernes trillen pludselig kunne høres overalt inden preusserne kl. 10 satte stormen mod Dybbøl ind. 

Det er underligt at tænke på, at på det sted, der i dag er min lille kolonihave, der tabte unge danske mænd ikke blot deres liv, men der tabte Danmark sin placering som nation og blev reduceret til en småstat. En puslingestat som gemmer sig i smu. Næsten halvdelen af den danske befolkning, og en tredjedel af det danske landareal måtte vi afstå efter nederlaget i 1864.

Det er vanskeligt for os i dag at forestille os, hvilke tanker, der er gået gennem soldaterne, da de stod midt i krudtrøgen og blev beskudt fra alle sider – for til sidst at se deres land blive besejret på denne overlegne vis.

Ved Skanse 3 kæmpede kun 19 danske mænd mod den overlegne preussiske styrke. 46 tyskere blev dræbt og tyskerne led i alt et tab på 148 mand i forsøget på at indtage den danske skanse. En modstandskamp, som netop er blevet en del af den efterfølgende heltedyrkning af det danske mod på Dybbøl. Eller som den samtidige preussiske krigshistoriker grev Waldersee skriver i sin bog ’Der Krieg gegen Dänemark’ om forsvaret af skanse 3.

” Der skal en sjælden grad af energi og dygtighed … til for at forsvare en stilling så succesfuld med så få mænd.” Eller som Tom Buk Swienty tilføjer i sin bog ”En sjælden grad af vanvid” og vanvid var det hin forårs dag i 1864.

En af årsagerne til, at Danmark tabte kampene i vinteren og foråret 1864 skal findes i de politiske korridorer i København. Den daværende regering havde slet ikke en tilstrækkelig føling med, hvordan virkeligheden så ud i Sønderjylland på det tidspunkt. Politikerne – med konseilspræsidenten Monrad i spidsen – havde ikke dannet sig et realistisk overblik over modstanderens kræfter. Måske ville de bare ikke acceptere, at styrkeforholdene havde ændret sig. Og endnu værre: De havde ikke den nødvendige forståelse og respekt for de forskellige nationalfølelser, tilhørsforhold, og kulturer, der kendetegnede vores egn dengang. Og som jo fortsat sætter sit præg på grænselandet i dag og gør vores område til noget ganske særligt.

Den manglende indsigt og realisme blev dyr for Danmark og de danske soldater. Op mod 5.500 danske soldater mistede livet, blev såret eller tilfangetaget under stormen på Dybbøl den 18. april 1864.

Men det var ikke kun soldaterne, der led på Dybbøl. Det var også den civile befolkning, der så deres by under angreb og deres gårde brænde ned.

Slaget på Dybbøl blev den første gang vi så det som siden blev til røde kors, i aktion.

Om eftermiddagen den 18. april tog røde kors udsending Appia ud på slagmarken for at rapportere tilbage til hovedkontoret i Geneve. Han skrev:

”Bækkene er gennemvæddede med blod, og man finder her rester af uniformer og toiletgrej …. Og så er landskabet totalt arret af bombenedslag. Her ligger alle typer granater, spidsgranater, kugler og kardæsker, og der er kugler på størrelse med mit hoved… (..)… der er fragmenter af breve, sikkert breve skrevet til forældre eller måske til den elskede…”

Udsendingene fra Geneve Appia og van de Velde overvågede slaget, men de tog sig også af de sårede og forhåbentligt kan vi med fælles hjælp sikre, at fortællingen om de civile tab, og om oprettelsen af røde kors fremover kan fortælles fra Skansegården, hvor Museum Sønderjylland sammen med andre aktører arbejder ihærdigt for at få opbakning og økonomi til at formidle den side af 1864 som ofte fortrænges af fortællingerne fra ”Slagtebænken Dybbøl”

Efter hårde politiske fredsforhandlinger i London stod det hen på året i 1864 klart for danskerne i grænselandet, at de ikke længere var en del af det Danmark, de holdt af. Danmark måtte acceptere, at ikke bare hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig, men også Sønderjylland kom på Preussiske hænder.

År er gået. Et nyt århundrede har erstattet et tidligere. Den respekt som ikke eksisterede for 150 år siden eksisterer i dag. Og derfor skal dagen i dag ikke blot bruges på at kredse om, hvad der skete den 18. april 1864 på Dybbøl Banke. Nej. Vi skal også bruge dagen til at huske hinanden på det stærke bånd, der i årenes løb – roligt, men sikkert – har vokset sig stærkt.

Det er et fællesskabsbånd, som virkede helt urealistisk at opbygge i årtierne efter slaget ved Dybbøl – og som gennem historien har fået sår til at bryde op og har skåret nye ar i grænselandet. Men fællesskabsbåndet har alligevel vokset sig stærkt gennem tiden. Fordi vi, der bor her tæt på grænsen, har villet, at det skulle være stærkt. Fordi tidligere generationer i grænselandet har villet det og har kæmpet for det. Fordi danskere og tyskere på tværs af grænsen har opbygget en respekt for hinanden, for vores fælles historie, for vores forskelligheder – og ikke mindst vores ligheder.

Det er et bånd, der er blevet stærkt, fordi vi i 1864 erfarede, hvad der sker, hvis respekten ikke er til stede.

I dag kan vi slet ikke kan forestille os, at danskere og tyskere ikke skulle kunne leve fredeligt side om side. Men når vi graver os bare lidt ned i historien, og kigger på, hvordan situationen så ud i 1864, under afstemningen i 1920, såvel som efter 2. verdenskrig, så bliver vi også mindet om, at den gensidige respekt aldrig må tages for givet.

I dag kan vi grine af grisehandler Oluf Larsen i Matador, når han lærer hunden Kvik ikke at spise hundekiksen, hvis ”det er en tysker”. Men den gang var den symbolet på fjendskabet. I dag ser vi ikke længere Tyskland som vores fjende eller modsætning, men derimod som nabo og ven. Det gør vi fordi, vi ved, at vi både nord og syd for grænsen ikke kan overleve på at dyrke historien og tabene, men kun ved at acceptere, at vi har en fælles historie og kultur, som binder os sammen, – og som vi ikke kan løbe fra.

At vi har lagt fortidens fejl og kampe bag os ses tydeligt i dag på den 18. april, hvor danske og tyske soldater – side om side – markerer krigen i 1864 med kransenedlæggelse ved Dybbøl. De to landes adskilte mindeceremonier på Dybbøl er fortid. I dag marcherer vores soldater samlet gennem Sønderborg, og vi står sammen på Dybbøl, fordi vi vil fremtiden sammen og erkender og respekterer, at Dybbøl Banke har betydning for begge nationer.

Vi står sammen, fordi vi vil hinanden. Fordi vi har valgt at arbejde sammen i stedet for imod hinanden.

Forsoningen har naturligvis ikke altid været let. Og debatten, der opstod for 10 år siden, hvor tyske soldater første gang deltog i den danske mindehøjtidelighed ved Dybbøl viste med tydelighed, at nok er 1864 lang tid siden, men 18. april rummer fortsat forskellige følelser hos os. Debatten er sund, måske endda nødvendig for at understrege at intet må tages for givet. Men vi skal også huske hinanden på; at vi sjældent vinder ved at rive op i forældede ståsteder og stædige positioner.  Vi vinder, når vi tør række hånden ud til venskab og i fællesskab skrive en ny historie for Grænselandet.

På det mere politiske plan har vi også strakt hånden frem – fra hver side – hen over grænsen. Også her skriver vi på nye kapitler.  De kapitler, hvor de danske og tyske regeringer bekæmpede hinanden – og hvor Tyskland som besættelsesmagt i Danmark under anden verdenskrig var hovedforfatteren til en af de mest dystre perioder i vort lands nyere historie, er lagt på hylden. I dag vokser det dansk-tyske samarbejde stødt år for år.

I stedet for at se os som to selvstændige yderområder af hvert vores land, så ser folk både nord og syd for grænsen, – os, som det vi er, – et regionalt stærkt område med et kæmpe potentiale. Vi står med de samme udfordringer på hver sin side af grænsen. Udfordringer, der handler om at skabe vækst, om at tiltrække virksomheder og tilflyttere til vores område. Udfordringer, der handler om at gøre vores egn klar til fremtiden og udnytte de muligheder, der kun nås, hvis vi arbejder sammen. Hvad end vi taler samarbejde på trafik-, uddannelses-, kultur-, eller andre områder, så vokser samarbejdet.

Og jeg er ikke i tvivl om, at projektet om at gøre Sønderborg til Europæisk Kulturhovedstad med hele grænselandet i ryggen er et vigtigt startskud til et endnu tættere samarbejde – både politisk, økonomisk og kulturelt.

Projektet kan give vores område en plads i spotlightet på det europæiske landkort, tiltrække virksomheder, nye arbejdspladser, turister til grænselandet og skabe vækst på mange fronter. Projektet giver os også mulighed for at fortælle resten af Europa og verden om vores egns særprægede historie med skiftende grænser, forskellige kulturer og to nationaliteter. Og endnu vigtigere, så vil kulturhovedsstadsprojektet kunne binde os tættere sammen som mennesker, og minde os om alt det, vi har til fælles.

Det andet land – foruden Danmark – der i 2017 skal udpege en europæisk kulturhovedstad er Cypern. Selvom man siden 1977 har forsøgt at genforene øen – til tider med både danske og tyske fredsbevarende styrkers tilstedeværelse, så er Cypern i dag fortsat delt i to dele – en græsk og en tyrkisk del. Cyperns nyere historie viser, at stædighed og manglen på respekt mellem de to grupper betyder, at der ikke kan findes en løsning på den konflikt, der præger øen.

Hvor vil det da være stærkt og symbolsk, hvis vores grænseland sammen med Cypern bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Det vil vise, hvordan forsoning mellem to nationaliteter forskellige steder i Europa kan have to helt forskellige forløb. Og vores historie vil kunne give den delte cypriotiske befolkning håb.

For vi kan bl.a. bruge kulturhovedstadsprojektet til at fortælle de grænseområder i Europa, hvor uenigheder og diskrimination er hverdagskost, hvordan, vi her i vores grænseland har formået at skabe fredelig sameksistens, hvor vi i dag har fokus på samarbejde og på at bruge hinandens kompetencer og styrker frem for at bestride hinanden. Vi kan med stolthed sige, at på det område, er vi en foregangsregion.

Lad os bruge den 18. april til at minde hinanden om, at det, skal vi blive ved med at være. Samarbejdet hviler på alles skuldre her i grænselandet. Det kan ikke, og det skal ikke, uddelegeres til de få, eller til politikerne i København, Berlin, Vejle eller Kiel. Ansvaret er alles.

Med 150 års dagen for Slaget ved Dybbøl i 2014 kan vi samles om historien, kigge tilbage og bruge de mange arrangementer til igen at sætte skub på samarbejdet hen over grænsen. Og når Danmarks Radios store dramaserie om ”Slaget ved Dybbøl” om et par år bliver fast samtaleemne over madpakken på arbejdspladser om mandagen, når serien forhåbentligt har lagt gaderne øde søndag aften, når den ruller over skærmen, så giver det os igen mulighed for at fortælle resten af Danmark om vores særlige historie her i grænselandet og sammen tage nye skridt i den fremtidige historiefortælling.

Lad os tænke på de danske soldater som konstabel Johan Peter Larssen, jeg talte om i min indledning, der med angsten for at miste sit liv, og som med døde kammerater liggende omkring sig, kæmpede for Danmark i 1864. Men som nok som mennesker mest af alt kæmpede for fred og fordragelighed. Lad og sige til dem, at de ikke kæmpede forgæves. For 1864 blev begyndelsen på en ny historie. En historie, hvor Danmark som nation led store tab, men også en historie hvor vi, der bor i grænselandet, er gået fra at være fjender over naboer, til at være venner, og hvor vi har valgt at sætte respekten for hinanden foran historiens nag og gru. Jeg er sikker på, at de soldater ville have ønsket, at de havde levet i en tid, hvor danskere og tyskere lever fredeligt side om side om side i grænselandet. I en tid hvor skanserne og slagmarkerne på Dybbøl ikke runger af granatild, men i stedet lægger jord til nysgerrige turister, boligkvarterer og kolonihaver, hvor lærkerne synger lystigt.

I dag genlyder Dybbøl ikke at af skrig, kanonild og fjendskab, i dag binder grænselandets historie og kultur os sammen.

Tak for ordet og fortsat god dybbøldag til alle!