Venstre: Fortsat støtte til 4. maj-kollegiet i Esbjerg

Kategori: Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland

0

 

Efter en uge, der har budt på alt andet end positive begivenheder for Danmarks mindesmærker for frihedskampen i Anden Verdenskrig, så byder 4. maj på en god nyhed:  Ugen, der startede med den påsatte brand, som vandaliserede frihedsmuseet på Kastellet, slutter heldigvis anderledes positivt, idet 4-maj-kollegiet i Esbjerg i dag på 4. maj sikres en ny 10-årig dispensation til at favorisere efterkommere efter danske frihedskæmpere. Dermed sikres det fundament, der var grundstenen for kollegiernes virke.

 

4. maj-kollegierne kontaktede for nogen tid siden Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, for at gøre opmærksom på kollegiernes særlige rolle og ønsket om at få forlænget deres dispensation. Ellen Trane Nørby har derfor taget sagen op med boligminister Carsten Hansen og bredt politisk er der nu fundet en løsning for 4. maj-kollegierne.

Venstre er sammen med Boligminister Carsten Hansen nemlig blevet enige om at forlænge de særlige vilkår, der er gældende i landets 4. maj-kollegier. Der er ni 4. maj-kollegier i Danmark, heriblandt det, der ligger i Esbjerg. Dispensationen betyder, at efterkommere af frihedskæmpere også de næste 10 år har fortrinsret til kollegiets ledige boliger upåagtet om kollegiet har modtaget offentlig støtte til eksempelvis renovering. Det glæder Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby:

 

- Jeg er meget tilfreds med, at kollegierne får lov til at holde deres tradition i hævd, så de fortsat kan fungere som minder for modstandskampen. Det har været vigtigt for Venstre at sikre kollegiernes tradition, for vi må ikke glemme dem, der kæmpede for Danmark, eller tage vores frihed for givet. Det er særligt vigtigt her i Sønderjylland, der to gange har oplevet at miste den frihed, siger hun.
4.maj-kollegiernes formål var oprindeligt at skabe det sammenhold blandt studerende fra alle samfundslag, der er en betingelse for udviklingen af demokrati og frisind, og som også var Frihedskampens målsætning. Derudover var kollegiernes opgave at skabe gode studievilkår for unge, der som børn af modstandsfolk havde vanskelige kår under krigen. Den tradition er der stadig grund til at værne om, mener Ellen Trane Nørby:

 

- Ud over at minde de nye generationer om forfædrenes bidrag til den frihed, vi nyder godt af den dag i dag, så har kollegierne også en konkret betydning for de studerendes udviklingsmuligheder og sammenhold i dag, siger hun.

Venstre: Sønderborg forbigået i trafikaftale

Kategori: Syd- og Sønderjylland

0

Udskudt igen. Det er situationen for ombygningen af perronen på Sønderborg Station efter Transportministeren i dag har henvist kommunen til at søge endnu engang, nu i en anden pulje.
- Det er mildest talt tåbeligt, at det trods massiv politisk opbakning skal tage årevis at finde de sidste 3,6 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg Station selv om VK-regeringen og trafikforligskredsen tilbage i 2010 godkendte projektet og bevilligede pengene, udtaler Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby, efter dagens trafikaftale.

 

Under forhandlingerne ville Transportministeren ikke imødekomme ønsket om at bevillige de sidste 3,6 mio. kr. til en ny perron ved Sønderborg Station. Ellen Trane Nørby hæfter sig dog ved, at der er blevet oprettet en ny ansøgningspulje, hvor Transportministeren har tilkendegivet at se positivt på en ansøgning fra Sønderborg kommune.

 

Venstre har i flere år kæmpet for, at skaffe de nødvendige midler, til at bygge en ny perron ved Sønderborg Station. Den nye perron skal skabe en direkte overgang fra Sønderborg Station til Alsion. Det skal ske i forbindelse med at det yderste spor mod Alsion ændres.

 

- Det er frustrerende at vi gang på gang må se den nye perron udskudt, mens der imens der igangsættes milliard dyre trafikprojekter andre steder i landet. Men vi skal i mål med projektet, derfor vil jeg kontakte Transportministeren så pengene kan bevilliges gennem den nye ansøgningspulje, udtaler Venstres formand for Teknik og Miljøudvalget i Sønderborg kommune, Peter Hansen.

 

I 2010 afsatte VK-regeringen 5 mio. kr. til projektet i ’Aftale om bedre mobilitet’, det viste sig imidlertid ikke at være nok, da BaneDanmark projekterede den nye perron. Sønderborg kommune indvilgede efterfølgende i at betale de resterende 0,9 mio. kr., hvilket også viste sig at være for lidt. For at den nye perron kan blive en realitet, mangler der fortsat 3,6 mio. kr.

 

- Det er ærgerligt at en så relativ lille bevilling skal tage så lang tid om at komme igennem, men vi kæmper videre. transportministeren må få løst problemet ikke bare skubbe det ud i uvished igen og igen, slutter Ellen Trane Nørby.

 

For yderligere kommentarer:

 

Ellen Trane Nørby: 6162 4610

Peter Hansen: 2790 0226

 

Kasernen lukker – men sammenholdet består

Kategori: Ikke kategoriseret, Syd- og Sønderjylland, Udenrigs og forsvar

0

Det er et stort og smerteligt tab for Sønderjylland, at Sønderborg Kaserne skal lukkes. Vi er ligesom langt de fleste sønderjyder både glade og stolte over Hærens Sergentskole, der gennem årtier har uddannet danske sergenter i verdensklasse.

Med lukningen af skolen mister Sønderjylland mere end en uddannelsesinstitution og mange arbejdspladser. Kasernen er en del af den danske kulturarv, og den er en del af byens sjæl.

Derfor har vi også lagt politiske uoverensstemmelser til side og sammen med mange andre brave sønderjyder og Sønderborg Kasernes Venner kæmpet til det allersidste for at få lov til at bevare vores kaserne. Det var desværre ikke nok. Forsvarsforligskredsen har besluttet, at Sønderborg Kaserne skal spares væk, og det er en beslutning, vi bøjer os for.

Der blev i beslutningen nøgternt set lagt alt for stor vægt på hensynet til forsvarsøkonomien, til trods for, at den reelle besparelse ved at lukke Sønderborg Kaserne er forholdsvis lille. Faktorer som den folkelige opbakning til kasernen i Sønderborg, den historiske dimension, samt tabet af statslige arbejdspladser i et i forvejen hårdt ramt område, har derimod vejet alt for let.

 Og det havde fra et sønderjysk perspektiv været en bedre beslutning, hvis man i efteråret havde accepteret det forsvarsudspil, der lå på bordet, og hvor hverken Sønderborg, Haderslev eller Bornholm for den sags skyld var i farezonen.

 Dansk Folkeparti kan råbe nok så meget om kasernemassakrer, men det ændrer ikke på, at var aftalen blevet lukket i december, så var hverken Sønderborg eller Haderslev i farezonen. Selv om det er en trist tid, så er det en stor trøst at opleve det sammenhold, der har været i Sønderborg i kampen for at redde vores kaserne.

Det sammenhold er et mindst lige så vigtigt aktiv for Sønderborg som kasernen. Det skal vi bevare, når vi fremadrettet skal finde nye muligheder for at skabe vækst og nye arbejdspladser.

Skrevet i samarbejde med  Benny Engelbrecht MF ( S), erhvervsordfører, og Jesper Petesen MF ( SF), politisk ordfører.

Sydjylland er mere end »kaffe med Kurt«

Kategori: Syd- og Sønderjylland

0

Jeg tænker grise, køer og sådan noget.

Så klare lød fordommene om Sydjylland fra en flok Københavnske studerende i JydskeVestkysten sidste uge. Fordommene er desværre ikke kun et københavnerfænomen.

Derfor har mange virksomheder i Sydjylland problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, fordi folk simpelthen ikke vil flytte til området. Mange højtuddannede vil helst bo i København – eller en af de andre danske storbyer. I dag deltager jeg i en debat hos JydskeVestkysten og P4 Syd om netop denne problematik.

I panelet og med jer læsere og lyttere skal vi diskutere, hvordan vi får markedsført Sydjylland som andet end en lille klat i udkanten.

Hver anden virksomhed i området har ansat højtuddannet arbejdskraft fra udlandet, og det sker, mens masser af ledige akademikere går på dagpenge i København.

Det er en uholdbar situation, som vi er nødt til at få gjort noget ved. Danskerne skal simpelthen blive mere mobile. Vores samfund hænger ikke sammen, hvis alle kun søger stillinger lige rundt om hjørnet.

Der er masser af karrieremuligheder udenfor København, Aarhus og Aalborg. Sydjylland byder på masser af globale virksomheder, som kan være springbrættet til en international karriere. Danfoss, Lego og Ecco er bare et par af de store virksomheder, som har masser af arbejdspladser i det sydjyske, men som har meget svært ved at finde de rette medarbejder-match. Desværre virker det, som om mange højtuddannede hellere vil flytte til Kina end til Kliplev. Og Boston tiltrækker mere end Billund.

Danskerne har altså viljen til at flytte efter drømmejobbet, men få vil flytte sig mellem Danmarks landsdele. Og det er selvom, de sydjyske byer har masser at byde på. Vi har et rigt kulturliv, globale karrieremuligheder, skøn natur, udviklingsplads både fysisk og intellektuelt, og så har vi resten af Europa lige udenfor døren med kun få timer til Hamborg. Distancen mellem Sydjylland og resten af verden er derfor langt kortere, end mange danskere tror, og her er i høj grad plads til, at flere bosætter sig, arbejder og bidrager aktivt til vores egn.

Sydjylland har brug for, at EU bliver klogere!

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, EU, Læserbreve, Syd- og Sønderjylland

0

Globaliseringens indtog har som alle andre steder i verden også ramt Syddanmark. Vi kan ikke lukke ører og øjne for, at verden omkring os får større og større betydning for vores levevilkår og muligheder. Det kræver derfor, at vi får et klogere Sydjylland. Og for et klogere Sydjylland, kræves der også et klogere EU! Vi skal styrke vores uddannelsessystemer på tværs af EU, så vi kan dele vores viden og innovative ideer. For når Kina hvert år udklækker flere kandidater end hele Europa til sammen, konkurrerer de ikke længere alene på løn, men også på viden. Forudsætningen for vækst og velstand i både Sydjylland og hele EU er, at vi bliver klogere, dygtigere og har den nødvendige specialiserede arbejdskraft til rådighed. Det er et problem for Sydjylland, som har svært ved at tiltrække og fastholde højtuddannet arbejdskraft.

Derfor foreslår vi nogle konkrete initiativer. Vi ved godt, at det ikke er en mirakelkur – men i stedet forslag, som kan gøre, at vi i EU bliver bedre til at dele vores viden, give europæiske unge flere muligheder og omsætte det til vækst og nye arbejderpladser i lokale områder. Lad os derfor styrke Erasmus-programmet, den europæiske udvekslingsaftale, så vi gør det nemmere og mere attraktivt for vores studerende at studere i et andet EU-land,og gøre det lettere for udenlandske studerende at komme til Danmark.

Merit-systemet skal gøres mere fleksibelt, så studerende ikke forsinkes undervejs af bureaukratiske barrierer, men i stedet let får overført deres eksaminer.

Vi foreslår også, at fjernundervisningen styrkes, så man uanset bopæl i London eller Løgumkloster har adgang til førsteklasses viden. Der findes i dag videoteknik, så dygtige professorer i Paris kan undervise vores studerende online, mens de sidder i Padborg.

Men lad os også sætte ind endnu tidligere ved at give børn og unge mere international uddannelse på grundniveau, så de allerede fra barnsben får værktøjerne til at begå sig i en global verden.

Som politikere tager vi ansvar for, at vores region fortsat er med forrest fremme. I dagene den 14.- 15.august sætter vi fokus på et klogere Sydjylland i Europa med en kampagne, hvor vi besøger en række sydjyske virksomheder og uddannelsessteder for at høre om hvilke udfordringer, de møder i den internationale konkurrence om at sikre vækst og velstand.

Sydjylland har brug for, at EU bliver klogere.

Indlægget er skrevet i samarbejde med  Anne E. Jensen, MEP (V) og bragt i JydskeVestkysten d. 12.08.12

Ellen Trane Nørby: Sløv minister får ikke dåserne væk fra naturen

Kategori: Energi og klima, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland

2

I et svar til Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby indrømmer miljøminister Ida Auken (SF) nu, at det fortsat er uvist, hvornår der kommer pant på tyske dåser, så der kommer et økonomisk incitament til at aflevere tyskkøbte dåser i danske returautomater, frem for at smide dåserne i naturen i Syd – og Sønderjylland.  Miljøministeren har ellers sagt, at hun arbejder hårdt for at få en aftale i hus med Tyskland, men hendes svar til Ellen Trane Nørby indikerer, at regeringen efter ni måneder på posten ikke er kommet nogen veje i forhandlingerne.

”Jeg kan desværre konstatere, at der ikke sker noget. Miljøministeren har fortsat ikke fået en aftale med tyskerne på plads, og hun svarer heller ikke mere konkret på, hvad hun har fortaget sig. Vi ved fortsat ikke om der kommer en aftale eller ej, og det betaler naturen i Syd – og Sønderjylland for,” udtaler Ellen Trane Nørby, og henviser til de mange tomme dåser, der flyder i den sønderjyske natur. I april samlede Danmarks Naturfredningsforening knap 176.000 dåser ind, hvoraf mange blev fundet i Syd – og Sønderjylland.

 Ellen Trane Nørby var sidste sommer en af ophavskvinderne bag den sydjyske miljøkampagne ”Nye skridt mod et grønnere Sydjylland”, der bl.a. var med til at sætte fokus på problemet med dåserne i naturen. Derfor havde hun også håbet, at miljøministeren ville engagere sig aktivt i sagen.

 ”Miljøministerens svar viser, at hun er langt fra at kunne lukke en aftale, så der bliver et økonomisk incitament til at aflevere de tyske dåser i danske returautomater. Det var ministeren selv, der i pressen udtalte sig om en løsning, og derfor gik jeg da ud fra, at der var nyt i sagen. Men desværre ikke, ” udtaler Ellen Trane Nørby.

 Se Ellen Trane Nørbys spørgsmål til Miljøministeren, samt ministerens svar her

Pressemeddelelse: Hvorfor må sydjyske advokater ikke arbejde for staten?

Kategori: Pressemeddelelser, Rets, Syd- og Sønderjylland

0

Det er helt ude af trit med, hvordan et moderne samfund bør indrette sig, at samtlige af statens advokatopgaver fortsat er samlet hos ét privat advokatfirma. Det opretholder et monopol, der forhindrer advokater i hele landet i at byde på statslige opgaver. Derfor ønsker det lokale folketingsmedlem og politiske ordfører for Venstre Ellen Trane Nørby nu et servicetjek af ordningen.

Tiden er løbet fra den ordning, hvor staten anvender det samme advokat bureau til alle sine opgaver. Hvis et advokatfirma i Esbjerg, Sønderborg, Kolding, eller et andet sted i det sydjyske mener de har kompetencerne til at varetage en sag, og måske kan gøre det til billige penge, så skal de da have mulighed for det,” udtaler Ellen Trane Nørby.

Siden 1936 har monopolet på at udføre advokatopgaver for staten ligget hos det københavnske advokatfirma Poul Schmith. Alene i 2010 var statens samlede omsætning hos Kammeradvokaten på 258 millioner kroner.

Det virker mærkeligt, at det offentlige sætter opgaver i udbud på en lang række områder, blot ikke advokatopgaver. Det giver jo ingen mening, at man sætter en advokat fra Kammeradvokaten i København til at håndtere en sag om for eksempel ekspropriation i Sønderjylland, hvis et sønderjysk advokat bureau har den rette ekspertise og måske kan løse opgaven til færre penge,” forklarer Ellen Trane Nørby.

 

Pressemeddelelse: Regeringen ignorerer grænsehandelen. Trist!

Kategori: Erhverv og beskæftigelse, Grænselandet, Syd- og Sønderjylland

0

” 50 butikker syd for grænsen sælger nu lige så meget øl/vin som 1200 butikker i Danmark. Det er på tide, at Vestager, Thorning og resten af regeringen tager den stigende grænsehandel alvorligt og forstår, at deres skatte- og afgiftsstigninger er ødelæggende for vækst og beskæftigelse i Danmark.”

Så kontant er meldingen fra Venstres sønderjyske folketingsmedlem og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, når hun kigger på de tal som supermarkedskoncernen Coop netop har offentliggjort. De viser, at siden nytår, hvor regeringen har pålagt yderligere afgifter på usunde fødevarer og nydelsesmidler, er salget af øl og vin faldet med syv procent i hele Danmark. Værst ser salget ud lige nord for den dansk-tyske grænse, og bryggerikoncernen Royal Unibrew kan til gengæld melde om stigende ølsalg syd for grænsen.
 
”Vi kommer ikke udenom, at regeringens nye afgifter får grænsehandlen til at vokse. Folk valfarter ned over grænsen, fordi priserne i Danmark nu er blevet endnu højere sammenlignet med prisen på fødevarer og nydelsesmidler i Tyskland. Desværre lukker regeringen øjnene for problemet. Men afgifterne koster detailforretningerne på den danske side af grænsen dyrt, og det går ud over danske job,” siger Ellen Trane Nørby.

Købmændenes organisation DSK har også for nylig anslået, at den samlede grænsehandel er vokset til 15 mia. kr., hvilket koster mere end 10.000 danske arbejdspladser. Derfor vil Ellen Trane Nørby nu have skatteminister Thor Möger Petersen på banen.

”Jeg har både stillet spørgsmål til skatteministeren og tidligere inviteret ham til grænselandet, så han med sine egne øjne kan se konsekvenserne af den høje grænsehandel. Det tilbud har han afslået. Jeg vil fortsætte med at gøre regeringen opmærksom på problemet. For vi bliver nødt til at reagere på denne negative udvikling.” forklarer Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby vil derfor nu stille en nye række såkaldte §20-spørgsmål til skatteministeren for at få ham til at forholde sig til den voksende grænsehandel.

Ellen Trane Nørbys tale i forbindelse med Dybbøldagen 2012

Kategori: Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

0

Ellen Trane Nørbys tale i forbindelse ved Dybbøldagen ved Mindehøjtideligheden på Hærens Sergentskole, den 18. april 2012

 

 

——————————— Det talte ord gælder ——————————-

 

”Konstabel nr. 68 i 4. Forstærkningskompagni, Johan Peter Larssen, knælede ved en ilde tilredt kammerat. Få øjeblikke tidligere var en brandbombe slået ned i skanse 6, der ifølge Larsen ”fyldte luften med den hæsligste svovldamp, som næsten var kvælende. Intet kunne man se for den tykke damp. [Han] havde fået et slag så voldsomt på sit højre skinneben, at [hans] glæde var stor, da [han] mærkede, at [han] kunne strække benet ud. Men så let slap [hans] sidemand ikke. Han jamrede: ”jeg brænder, jeg brænder”.”

Teksten her er fra et af de mange breve og erindringsskrifter som Tom Buk-Swientys har med i sin roman ”Slagtebænk Dybbøl”. Bogen giver os alle et lille – men klart indblik i – hvilken brutal og umenneskelig kamp de danske soldater deltog i, da de forsvarede Danmarks grænser for 148 år siden, den 18. april i 1864 ved Dybbøl Banke. Det var en kamp mellem et uforberedt og et lidt naivt Danmark mod de overlegne Preussiske tropper, der lod sine granater regne ned over skanserne for siden at sætte stormen på Dybbøl ind. Det var en kamp mellem fjender.

Når jeg i dag går rundt i min kolonihave på Langbrogade tæt ved skanserne, så forekommer det uforståeligt, at jorden her har været vædet i blodet fra unge danske og tyske soldater. Når jeg hører lærken slå triller over de små haver, hvor tingene en forårsdag i april spirer og gror, så er kontrasten til 1864 massiv. Her satte 11.000 preussiske soldater hin smukke forårsdag angrebet ind kl. 4 om morgenen med et djævels uafbrudt bombardement af de danske skanser. Angrebet varede næsten seks timer, indtil et øjebliks stilhed iturev luften og lærkernes trillen pludselig kunne høres overalt inden preusserne kl. 10 satte stormen mod Dybbøl ind. 

Det er underligt at tænke på, at på det sted, der i dag er min lille kolonihave, der tabte unge danske mænd ikke blot deres liv, men der tabte Danmark sin placering som nation og blev reduceret til en småstat. En puslingestat som gemmer sig i smu. Næsten halvdelen af den danske befolkning, og en tredjedel af det danske landareal måtte vi afstå efter nederlaget i 1864.

Det er vanskeligt for os i dag at forestille os, hvilke tanker, der er gået gennem soldaterne, da de stod midt i krudtrøgen og blev beskudt fra alle sider – for til sidst at se deres land blive besejret på denne overlegne vis.

Ved Skanse 3 kæmpede kun 19 danske mænd mod den overlegne preussiske styrke. 46 tyskere blev dræbt og tyskerne led i alt et tab på 148 mand i forsøget på at indtage den danske skanse. En modstandskamp, som netop er blevet en del af den efterfølgende heltedyrkning af det danske mod på Dybbøl. Eller som den samtidige preussiske krigshistoriker grev Waldersee skriver i sin bog ’Der Krieg gegen Dänemark’ om forsvaret af skanse 3.

Der skal en sjælden grad af energi og dygtighed … til for at forsvare en stilling så succesfuld med så få mænd.” Eller som Tom Buk Swienty tilføjer i sin bog ”En sjælden grad af vanvid” og vanvid var det hin forårs dag i 1864.

En af årsagerne til, at Danmark tabte kampene i vinteren og foråret 1864 skal findes i de politiske korridorer i København. Den daværende regering havde slet ikke en tilstrækkelig føling med, hvordan virkeligheden så ud i Sønderjylland på det tidspunkt. Politikerne – med konseilspræsidenten Monrad i spidsen – havde ikke dannet sig et realistisk overblik over modstanderens kræfter. Måske ville de bare ikke acceptere, at styrkeforholdene havde ændret sig. Og endnu værre: De havde ikke den nødvendige forståelse og respekt for de forskellige nationalfølelser, tilhørsforhold, og kulturer, der kendetegnede vores egn dengang. Og som jo fortsat sætter sit præg på grænselandet i dag og gør vores område til noget ganske særligt.

Den manglende indsigt og realisme blev dyr for Danmark og de danske soldater. Op mod 5.500 danske soldater mistede livet, blev såret eller tilfangetaget under stormen på Dybbøl den 18. april 1864.

Men det var ikke kun soldaterne, der led på Dybbøl. Det var også den civile befolkning, der så deres by under angreb og deres gårde brænde ned.

Slaget på Dybbøl blev den første gang vi så det som siden blev til røde kors, i aktion.

Om eftermiddagen den 18. april tog røde kors udsending Appia ud på slagmarken for at rapportere tilbage til hovedkontoret i Geneve. Han skrev:

”Bækkene er gennemvæddede med blod, og man finder her rester af uniformer og toiletgrej …. Og så er landskabet totalt arret af bombenedslag. Her ligger alle typer granater, spidsgranater, kugler og kardæsker, og der er kugler på størrelse med mit hoved… (..)… der er fragmenter af breve, sikkert breve skrevet til forældre eller måske til den elskede…”

Udsendingene fra Geneve Appia og van de Velde overvågede slaget, men de tog sig også af de sårede og forhåbentligt kan vi med fælles hjælp sikre, at fortællingen om de civile tab, og om oprettelsen af røde kors fremover kan fortælles fra Skansegården, hvor Museum Sønderjylland sammen med andre aktører arbejder ihærdigt for at få opbakning og økonomi til at formidle den side af 1864 som ofte fortrænges af fortællingerne fra ”Slagtebænken Dybbøl”

Efter hårde politiske fredsforhandlinger i London stod det hen på året i 1864 klart for danskerne i grænselandet, at de ikke længere var en del af det Danmark, de holdt af. Danmark måtte acceptere, at ikke bare hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig, men også Sønderjylland kom på Preussiske hænder.

År er gået. Et nyt århundrede har erstattet et tidligere. Den respekt som ikke eksisterede for 150 år siden eksisterer i dag. Og derfor skal dagen i dag ikke blot bruges på at kredse om, hvad der skete den 18. april 1864 på Dybbøl Banke. Nej. Vi skal også bruge dagen til at huske hinanden på det stærke bånd, der i årenes løb – roligt, men sikkert – har vokset sig stærkt.

Det er et fællesskabsbånd, som virkede helt urealistisk at opbygge i årtierne efter slaget ved Dybbøl – og som gennem historien har fået sår til at bryde op og har skåret nye ar i grænselandet. Men fællesskabsbåndet har alligevel vokset sig stærkt gennem tiden. Fordi vi, der bor her tæt på grænsen, har villet, at det skulle være stærkt. Fordi tidligere generationer i grænselandet har villet det og har kæmpet for det. Fordi danskere og tyskere på tværs af grænsen har opbygget en respekt for hinanden, for vores fælles historie, for vores forskelligheder – og ikke mindst vores ligheder.

Det er et bånd, der er blevet stærkt, fordi vi i 1864 erfarede, hvad der sker, hvis respekten ikke er til stede.

I dag kan vi slet ikke kan forestille os, at danskere og tyskere ikke skulle kunne leve fredeligt side om side. Men når vi graver os bare lidt ned i historien, og kigger på, hvordan situationen så ud i 1864, under afstemningen i 1920, såvel som efter 2. verdenskrig, så bliver vi også mindet om, at den gensidige respekt aldrig må tages for givet.

I dag kan vi grine af grisehandler Oluf Larsen i Matador, når han lærer hunden Kvik ikke at spise hundekiksen, hvis ”det er en tysker”. Men den gang var den symbolet på fjendskabet. I dag ser vi ikke længere Tyskland som vores fjende eller modsætning, men derimod som nabo og ven. Det gør vi fordi, vi ved, at vi både nord og syd for grænsen ikke kan overleve på at dyrke historien og tabene, men kun ved at acceptere, at vi har en fælles historie og kultur, som binder os sammen, – og som vi ikke kan løbe fra.

At vi har lagt fortidens fejl og kampe bag os ses tydeligt i dag på den 18. april, hvor danske og tyske soldater – side om side – markerer krigen i 1864 med kransenedlæggelse ved Dybbøl. De to landes adskilte mindeceremonier på Dybbøl er fortid. I dag marcherer vores soldater samlet gennem Sønderborg, og vi står sammen på Dybbøl, fordi vi vil fremtiden sammen og erkender og respekterer, at Dybbøl Banke har betydning for begge nationer.

Vi står sammen, fordi vi vil hinanden. Fordi vi har valgt at arbejde sammen i stedet for imod hinanden.

Forsoningen har naturligvis ikke altid været let. Og debatten, der opstod for 10 år siden, hvor tyske soldater første gang deltog i den danske mindehøjtidelighed ved Dybbøl viste med tydelighed, at nok er 1864 lang tid siden, men 18. april rummer fortsat forskellige følelser hos os. Debatten er sund, måske endda nødvendig for at understrege at intet må tages for givet. Men vi skal også huske hinanden på; at vi sjældent vinder ved at rive op i forældede ståsteder og stædige positioner.  Vi vinder, når vi tør række hånden ud til venskab og i fællesskab skrive en ny historie for Grænselandet.

På det mere politiske plan har vi også strakt hånden frem – fra hver side – hen over grænsen. Også her skriver vi på nye kapitler.  De kapitler, hvor de danske og tyske regeringer bekæmpede hinanden – og hvor Tyskland som besættelsesmagt i Danmark under anden verdenskrig var hovedforfatteren til en af de mest dystre perioder i vort lands nyere historie, er lagt på hylden. I dag vokser det dansk-tyske samarbejde stødt år for år.

I stedet for at se os som to selvstændige yderområder af hvert vores land, så ser folk både nord og syd for grænsen, – os, som det vi er, – et regionalt stærkt område med et kæmpe potentiale. Vi står med de samme udfordringer på hver sin side af grænsen. Udfordringer, der handler om at skabe vækst, om at tiltrække virksomheder og tilflyttere til vores område. Udfordringer, der handler om at gøre vores egn klar til fremtiden og udnytte de muligheder, der kun nås, hvis vi arbejder sammen. Hvad end vi taler samarbejde på trafik-, uddannelses-, kultur-, eller andre områder, så vokser samarbejdet.

Og jeg er ikke i tvivl om, at projektet om at gøre Sønderborg til Europæisk Kulturhovedstad med hele grænselandet i ryggen er et vigtigt startskud til et endnu tættere samarbejde – både politisk, økonomisk og kulturelt.

Projektet kan give vores område en plads i spotlightet på det europæiske landkort, tiltrække virksomheder, nye arbejdspladser, turister til grænselandet og skabe vækst på mange fronter. Projektet giver os også mulighed for at fortælle resten af Europa og verden om vores egns særprægede historie med skiftende grænser, forskellige kulturer og to nationaliteter. Og endnu vigtigere, så vil kulturhovedsstadsprojektet kunne binde os tættere sammen som mennesker, og minde os om alt det, vi har til fælles.

Det andet land – foruden Danmark – der i 2017 skal udpege en europæisk kulturhovedstad er Cypern. Selvom man siden 1977 har forsøgt at genforene øen – til tider med både danske og tyske fredsbevarende styrkers tilstedeværelse, så er Cypern i dag fortsat delt i to dele – en græsk og en tyrkisk del. Cyperns nyere historie viser, at stædighed og manglen på respekt mellem de to grupper betyder, at der ikke kan findes en løsning på den konflikt, der præger øen.

Hvor vil det da være stærkt og symbolsk, hvis vores grænseland sammen med Cypern bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Det vil vise, hvordan forsoning mellem to nationaliteter forskellige steder i Europa kan have to helt forskellige forløb. Og vores historie vil kunne give den delte cypriotiske befolkning håb.

For vi kan bl.a. bruge kulturhovedstadsprojektet til at fortælle de grænseområder i Europa, hvor uenigheder og diskrimination er hverdagskost, hvordan, vi her i vores grænseland har formået at skabe fredelig sameksistens, hvor vi i dag har fokus på samarbejde og på at bruge hinandens kompetencer og styrker frem for at bestride hinanden. Vi kan med stolthed sige, at på det område, er vi en foregangsregion.

Lad os bruge den 18. april til at minde hinanden om, at det, skal vi blive ved med at være. Samarbejdet hviler på alles skuldre her i grænselandet. Det kan ikke, og det skal ikke, uddelegeres til de få, eller til politikerne i København, Berlin, Vejle eller Kiel. Ansvaret er alles.

Med 150 års dagen for Slaget ved Dybbøl i 2014 kan vi samles om historien, kigge tilbage og bruge de mange arrangementer til igen at sætte skub på samarbejdet hen over grænsen. Og når Danmarks Radios store dramaserie om ”Slaget ved Dybbøl” om et par år bliver fast samtaleemne over madpakken på arbejdspladser om mandagen, når serien forhåbentligt har lagt gaderne øde søndag aften, når den ruller over skærmen, så giver det os igen mulighed for at fortælle resten af Danmark om vores særlige historie her i grænselandet og sammen tage nye skridt i den fremtidige historiefortælling.

Lad os tænke på de danske soldater som konstabel Johan Peter Larssen, jeg talte om i min indledning, der med angsten for at miste sit liv, og som med døde kammerater liggende omkring sig, kæmpede for Danmark i 1864. Men som nok som mennesker mest af alt kæmpede for fred og fordragelighed. Lad og sige til dem, at de ikke kæmpede forgæves. For 1864 blev begyndelsen på en ny historie. En historie, hvor Danmark som nation led store tab, men også en historie hvor vi, der bor i grænselandet, er gået fra at være fjender over naboer, til at være venner, og hvor vi har valgt at sætte respekten for hinanden foran historiens nag og gru. Jeg er sikker på, at de soldater ville have ønsket, at de havde levet i en tid, hvor danskere og tyskere lever fredeligt side om side om side i grænselandet. I en tid hvor skanserne og slagmarkerne på Dybbøl ikke runger af granatild, men i stedet lægger jord til nysgerrige turister, boligkvarterer og kolonihaver, hvor lærkerne synger lystigt.

I dag genlyder Dybbøl ikke at af skrig, kanonild og fjendskab, i dag binder grænselandets historie og kultur os sammen.

Tak for ordet og fortsat god dybbøldag til alle!

 

Stærkt Venstre-team besøger Gumlink i Vejle

Kategori: Erhverv og beskæftigelse, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland

0

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, besøger torsdag d. 12. april en række virksomheder i Syddanmark. Første virksomhed på ruten er Gumlink i Vejle, der er førende inden for produktionen af medicinsk tyggegummi, og her får Ellen Trane Nørby selskab af Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard og byrådsmedlem og suppleant til Folketinget Jens Ejner Christensen. Med besøget sætter de tre Venstrefolk fokus på behovet for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft og nye virksomheder til Syddanmark.

 ”Skal vi skabe vækst i Syddanmark, så forudsætter det ordentlige rammevilkår til vores virksomheder. Gode rammevilkår handler ikke kun om lavere skat og mindre bureaukrati, men også om vores virksomheder kan få den kvalificerede arbejdskraft, som de har behov for. I venstre ønsker vi at tage lokale virksomheder med på råd, før vi formulerer nye udspil, og derfor er et besøg hos Gumlink i Vejle en vigtig del af det politiske arbejde, da virksomheden kender alt til fordele og ulemper ved at drive virksomhed i Danmark”, udtaler Ellen Trane Nørby forud for besøget.

Beskæftigelsesregion Syddanmarks seneste analyse af arbejdsmarkedsbalancen viste, at Syddanske virksomheder forgæves har forsøgt at rekruttere personer på ledelsesniveau og højtkvalificerede arbejdskraft, til mere end 300 stillinger. I fremtiden er der risici for at regionen vil mangle ca. 30.000 faglærte medarbejdere og folk med videregående uddannelser.

 ”Der er et kæmpe behov for at sætte fokus på, at der faktisk er en efterspørgsel efter akademikere og andre med videregående uddannelser i Syddanmark. Initiativer hvor jobsøgende kommer ud til virksomheder har vist sig at give gode resultater, og vi skal fortsætte af den vej. Men vi skal også finde ud af, hvordan vores område bliver eftertragtet af børnefamilier og personer, der i dag, søger mod de største byer i Danmark. Det er jeg sikker på, at besøget hos Gumlink kan give nogle svar på,” forklarer Ellen Trane Nørby.

Der vil afslutningsvis på besøget være mulighed for at pressen kan stille spørgsmål og tage billeder.

 Tid: Torsdag den 12. april 2012, kl. 9.00 – 10.30

Sted: Gumlink, Dandyvej 19, 7100 Vejle