Af Benedikte Kiær, MF (K), politisk ordfører og Ellen Trane Nørby, MF (V), politisk ordfører
Sådan begynder en gammel børnesang, hvor man hverken må hænge i gardinerne eller slå en masse prutter. Og det kan der jo være masser af gode grunde til. Men på mange måder fylder forbuddene og den løftede pegefinger, så meget i vores samfund, at der er god grund til at synge børnesagen helt til ende, hvor spørgsmålet stilles: ”Men hvad må vi så…?”
Vi politikere bærer en del af ansvaret. En gang imellem virker det som om, at politikerne helt glemmer, hvem det er, de arbejder for. Når forargelseshistorierne rammer mediemøllen, så ruller lavinen, og et kæmpe apparat bliver sat i gang. Et apparat, der frariver befolkningen dømmekraft, ansvar og gode intentioner.
Man oplever konsekvenserne – desværre – alt for mange steder. Det er ikke sjældent, at styrelser eller kommuner sender retningslinjer og vejledninger rundt til offentlige ansatte, om hvad de må og ikke må gøre på grund af enkeltstående tilfælde og fejl. Tag for eksempel de danske plejehjem. Her kan et enkelt tilfælde af dårlig mave være nok til at skabe lovgivning på et helt område. På trods af opråb fra flere plejehjemsledere, skal plejepersonalet nu følge regler om at bære uniformer af hygiejnemæssige årsager. Plejehjemspersonalet havde førhen flere steder valgt at se bort fra uniformer og kitler, da beboerne havde tilkendegivet, at det er rart, når personalet ligner dem selv – for det er med til at fjerne følelsen af at blive sygeliggjort, blot fordi de er oppe i årene. Det burde selvfølgelig kunne lade sig gøre at have dagligdagstøj, som nemt kan vaskes ved høje grader. Men lovgivningen ender ofte med at blive så regulerende og detaljeret beskrevet, at friheden til selv at tage ansvar og løse problemer ofte sættes i baggrunden på bekostning af kontrol og systematik. Det skal vi væk fra!
Et plejehjem er jo faktisk præcis det navnet antyder – et hjem, hvor man kan få støtte og hjælp. Men først og fremmest et hjem. Og i et hjem plejer man også selv at bestemme. Derfor er det helt afgørende, at de ældre selv må bestemme, hvilke møbler de vil indrette deres værelse med. Vi så for nylig, hvordan placeringen af en beboers bord – på beboerens eget værelse – skabte problemer på et plejehjem på Fyn. Her ville man tage hendes frihed til selv at bestemme fra hende, fordi plejepersonalet mente bordet stod i vejen for deres arbejde. Selvfølgelig skal personalet kunne udføre deres arbejde, men man må kunne finde en løsning, hvor beboerens eget ønske vægtes højere end ensrettede regler, der skaber rigide arbejdsgange.
Det samme gælder for de ældres mulighed for at være med til at tilberede egen mad, eller eksempelvis drikke saft til maden. Mange kan bedst lide mormors frikadeller eller farfars bøffer med bløde løg. Det skyldes ikke mindst, at mange af de ældre er fra en tid inden take away og fast food, og at madlavning altid har været en vigtig del af deres tilværelse. Nogle af beboerne vil derfor fint kunne bidrage i et køkken. Men som formanden for social- og sundhedssektoren i FOA, Karen Stæhr, udtalte det så glimrende om gældende regler ”Bare sådan noget som at lave mad på et plejehjem og give de ældre muligheden for at få fingrene lidt ned i farsen, må man heller ikke af hygiejniske grunde.” Selv i de ældres hjem fratager vi altså dem mere og mere af den hverdag, de har levet og holdt af det meste af en livstid. Ingen rulleborde, masser af sterile hospitalskitler og en umyndiggørelse ved at fratage dem retten til at smide et par dunser over til middagsmaden. Men hvad må de så?
Og hvad med vores psykisk sårbare, hvad må de?
At have en psykisk lidelse kan være en voldsom oplevelse, og man kan føle sig meget udsat og sårbar. Flere bliver indlagt til behandling, hvor de også har store behov for at finde ro, faste rutiner og tryghed. Rundt op på landets psykiatriske afdelinger hjælper kompetent personale de psykisk syge med igen at finde kursen og komme tilbage i samfundet.
Udfordringerne med svære psykiske sygdomme kan være mange, og for at hjælpe de dårligst bemidlede patienter har Psykiatrisk Center i Gentofte i flere år søgt en fond, der kunne hjælpe de psykisk syge med at få råd til en smøg eller to. Udleveringen af cigaretter til de rygende patienter var en del af konflikthåndteringen på afdelingen, og a, det ville selvfølgelig være mere optimalt at sende patienterne på et rygestopkursus, men prøv lige at sætte tingene lidt i perspektiv. Her kommer patienter med svære psykiske lidelser og flere gennemgår dybe kriser. Bør vi ikke som samfund lægge den bedrevidende helsekultur fra os et kort øjeblik og i stedet fokusere på, at disse patienter følger deres behandling og kommer på ret kurs, og ikke bliver yderligere stresset af trang til nikotin eller et rygestopkursus. Vi burde have tillid til, at personalet er kompetente til at vurdere, hvad der er vigtigst for patienterne og hvilke behov, der er nødvendige for at hjælpe dem videre.
Bedstemødre i børnehaver – nej tak!
”Vi ønsker altså ikke civilsamfunds-løsninger i vores institutioner.” så klar en udmelding kom fra BUPL formand i Sydjylland Kim Jørgensen tilbage i 2009. Bevares, i en børnehave i Nordborg på Als, tilbyder bedstemødre at bidrage ved at lave grøntsagssnacks, rydde op, klare opvasken og skifte et par våde strømper eller to. Noget bedstemødrene gerne ville gøre – ikke fordi de skal – men fordi de har lyst, tid og overskud. De prøver ikke at stjæle pædagogernes arbejde, tværtimod. De prøver faktisk at give pædagogen tid til det pædagogen er uddannet til – nemlig at bidrage til børnenes udvikling i nogle af deres vigtigste udviklingsår. Så kan det godt være, at Kim Jørgensen ikke bryder sig om civilsamfundet og frivillige, og hellere vil fokusere på problemer frem for løsninger. Ærgerligt. Men hvorfor skal det gå ud over bedstemødrene og vores børn? Hvorfor må bedstemødrene ikke få livsglæde ved at følge de små poders udvikling og aflaste pædagogerne et par timer om ugen? Og hvad må de så?
Byfester kvæles i papirarbejde
At arrangere en byfest er et kæmpe arbejde. Arbejdet bliver ikke lettere af, at de mange frivillige, der får festen op at stå, løber direkte ind i en mur af bureaukrati, fordi der skal udfyldes et hav af forskellige formularer med ansøgninger om alt fra at holde et loppemarked, lave en tombola og afspærre vejene. Ansøgningerne skal sendes til Erhvervs – og Selskabsstyrelsen, Politiet, og hvis der så endda skal serveres fjerkræ til fællesspisningen, så kræver fødevareregionen en særskilt ansøgning. Det er ikke spor mærkeligt, at mange frivillige giver op halvvejs i forberedelserne.
Vi skal selvfølgelig sikre, at ting går fornuftigt til, når mange mennesker samles og hygger sig i festligt lag. Men vi skal også stoppe op og spørge os selv, om det offentlige egentlig er til for at hjælpe, eller for at besværliggøre tingene mere end højest nødvendigt. Den grænse er overskredet for længst!
Vi tror på befolkningen, og vi tror på vores allesammens dømmekraft. Vi tror på, at hvis vi får lov til selv at bestemme, så kan vi faktisk godt. Det kan glippe, selvfølgelig kan det det. Men det glipper blot endnu mere, når man detailregulerer hver mands hverdag og gode intentioner. Uheld og fejl sker ikke af ond vilje, men fordi at man efterhånden kan begynde hver morgen med at nynne ” Næ næ næ næ næ det må vi ikke, fy fy skamme skamme fy fy ah ah slemme slemme fy fy næ næ nix nix slut forbudt – men hva må vi så?
