Nyt stenrev indviet ved Sønderborg

Kategori: Sønderborg

1

I går blev den sidste del af 1.500 tons sten smidt ud på bunden ved Alssund i Sønderborg Bugt. De 1500 tons sten danner rammen om landsdelens første stenrev, som skal sikre godt miljø og nyt liv i havet ved Sønderborg Bugt. Jeg har fulgt arbejdet bag stenrevet som bestyrelsesmedlem i Als Stenrev, og jeg er meget glad for, at vi endelig har klippet den røde snor over og er klar til at indvie projektet. Revet skal være hjemsted for fisk, muslinger og tangplanter. Revet vil sørge for, at der bliver skabt vækst af alger, og når de får sollys, producerer de ilt, som modvirker iltsvind i havet. Derfor sørger stenrevet også for at modvirke landmændenes udledning af kvælstof.

Ellen Trane Nørbys tale i forbindelse med Dybbøldagen 2012

Kategori: Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

0

Ellen Trane Nørbys tale i forbindelse ved Dybbøldagen ved Mindehøjtideligheden på Hærens Sergentskole, den 18. april 2012

 

 

——————————— Det talte ord gælder ——————————-

 

”Konstabel nr. 68 i 4. Forstærkningskompagni, Johan Peter Larssen, knælede ved en ilde tilredt kammerat. Få øjeblikke tidligere var en brandbombe slået ned i skanse 6, der ifølge Larsen ”fyldte luften med den hæsligste svovldamp, som næsten var kvælende. Intet kunne man se for den tykke damp. [Han] havde fået et slag så voldsomt på sit højre skinneben, at [hans] glæde var stor, da [han] mærkede, at [han] kunne strække benet ud. Men så let slap [hans] sidemand ikke. Han jamrede: ”jeg brænder, jeg brænder”.”

Teksten her er fra et af de mange breve og erindringsskrifter som Tom Buk-Swientys har med i sin roman ”Slagtebænk Dybbøl”. Bogen giver os alle et lille – men klart indblik i – hvilken brutal og umenneskelig kamp de danske soldater deltog i, da de forsvarede Danmarks grænser for 148 år siden, den 18. april i 1864 ved Dybbøl Banke. Det var en kamp mellem et uforberedt og et lidt naivt Danmark mod de overlegne Preussiske tropper, der lod sine granater regne ned over skanserne for siden at sætte stormen på Dybbøl ind. Det var en kamp mellem fjender.

Når jeg i dag går rundt i min kolonihave på Langbrogade tæt ved skanserne, så forekommer det uforståeligt, at jorden her har været vædet i blodet fra unge danske og tyske soldater. Når jeg hører lærken slå triller over de små haver, hvor tingene en forårsdag i april spirer og gror, så er kontrasten til 1864 massiv. Her satte 11.000 preussiske soldater hin smukke forårsdag angrebet ind kl. 4 om morgenen med et djævels uafbrudt bombardement af de danske skanser. Angrebet varede næsten seks timer, indtil et øjebliks stilhed iturev luften og lærkernes trillen pludselig kunne høres overalt inden preusserne kl. 10 satte stormen mod Dybbøl ind. 

Det er underligt at tænke på, at på det sted, der i dag er min lille kolonihave, der tabte unge danske mænd ikke blot deres liv, men der tabte Danmark sin placering som nation og blev reduceret til en småstat. En puslingestat som gemmer sig i smu. Næsten halvdelen af den danske befolkning, og en tredjedel af det danske landareal måtte vi afstå efter nederlaget i 1864.

Det er vanskeligt for os i dag at forestille os, hvilke tanker, der er gået gennem soldaterne, da de stod midt i krudtrøgen og blev beskudt fra alle sider – for til sidst at se deres land blive besejret på denne overlegne vis.

Ved Skanse 3 kæmpede kun 19 danske mænd mod den overlegne preussiske styrke. 46 tyskere blev dræbt og tyskerne led i alt et tab på 148 mand i forsøget på at indtage den danske skanse. En modstandskamp, som netop er blevet en del af den efterfølgende heltedyrkning af det danske mod på Dybbøl. Eller som den samtidige preussiske krigshistoriker grev Waldersee skriver i sin bog ’Der Krieg gegen Dänemark’ om forsvaret af skanse 3.

Der skal en sjælden grad af energi og dygtighed … til for at forsvare en stilling så succesfuld med så få mænd.” Eller som Tom Buk Swienty tilføjer i sin bog ”En sjælden grad af vanvid” og vanvid var det hin forårs dag i 1864.

En af årsagerne til, at Danmark tabte kampene i vinteren og foråret 1864 skal findes i de politiske korridorer i København. Den daværende regering havde slet ikke en tilstrækkelig føling med, hvordan virkeligheden så ud i Sønderjylland på det tidspunkt. Politikerne – med konseilspræsidenten Monrad i spidsen – havde ikke dannet sig et realistisk overblik over modstanderens kræfter. Måske ville de bare ikke acceptere, at styrkeforholdene havde ændret sig. Og endnu værre: De havde ikke den nødvendige forståelse og respekt for de forskellige nationalfølelser, tilhørsforhold, og kulturer, der kendetegnede vores egn dengang. Og som jo fortsat sætter sit præg på grænselandet i dag og gør vores område til noget ganske særligt.

Den manglende indsigt og realisme blev dyr for Danmark og de danske soldater. Op mod 5.500 danske soldater mistede livet, blev såret eller tilfangetaget under stormen på Dybbøl den 18. april 1864.

Men det var ikke kun soldaterne, der led på Dybbøl. Det var også den civile befolkning, der så deres by under angreb og deres gårde brænde ned.

Slaget på Dybbøl blev den første gang vi så det som siden blev til røde kors, i aktion.

Om eftermiddagen den 18. april tog røde kors udsending Appia ud på slagmarken for at rapportere tilbage til hovedkontoret i Geneve. Han skrev:

”Bækkene er gennemvæddede med blod, og man finder her rester af uniformer og toiletgrej …. Og så er landskabet totalt arret af bombenedslag. Her ligger alle typer granater, spidsgranater, kugler og kardæsker, og der er kugler på størrelse med mit hoved… (..)… der er fragmenter af breve, sikkert breve skrevet til forældre eller måske til den elskede…”

Udsendingene fra Geneve Appia og van de Velde overvågede slaget, men de tog sig også af de sårede og forhåbentligt kan vi med fælles hjælp sikre, at fortællingen om de civile tab, og om oprettelsen af røde kors fremover kan fortælles fra Skansegården, hvor Museum Sønderjylland sammen med andre aktører arbejder ihærdigt for at få opbakning og økonomi til at formidle den side af 1864 som ofte fortrænges af fortællingerne fra ”Slagtebænken Dybbøl”

Efter hårde politiske fredsforhandlinger i London stod det hen på året i 1864 klart for danskerne i grænselandet, at de ikke længere var en del af det Danmark, de holdt af. Danmark måtte acceptere, at ikke bare hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig, men også Sønderjylland kom på Preussiske hænder.

År er gået. Et nyt århundrede har erstattet et tidligere. Den respekt som ikke eksisterede for 150 år siden eksisterer i dag. Og derfor skal dagen i dag ikke blot bruges på at kredse om, hvad der skete den 18. april 1864 på Dybbøl Banke. Nej. Vi skal også bruge dagen til at huske hinanden på det stærke bånd, der i årenes løb – roligt, men sikkert – har vokset sig stærkt.

Det er et fællesskabsbånd, som virkede helt urealistisk at opbygge i årtierne efter slaget ved Dybbøl – og som gennem historien har fået sår til at bryde op og har skåret nye ar i grænselandet. Men fællesskabsbåndet har alligevel vokset sig stærkt gennem tiden. Fordi vi, der bor her tæt på grænsen, har villet, at det skulle være stærkt. Fordi tidligere generationer i grænselandet har villet det og har kæmpet for det. Fordi danskere og tyskere på tværs af grænsen har opbygget en respekt for hinanden, for vores fælles historie, for vores forskelligheder – og ikke mindst vores ligheder.

Det er et bånd, der er blevet stærkt, fordi vi i 1864 erfarede, hvad der sker, hvis respekten ikke er til stede.

I dag kan vi slet ikke kan forestille os, at danskere og tyskere ikke skulle kunne leve fredeligt side om side. Men når vi graver os bare lidt ned i historien, og kigger på, hvordan situationen så ud i 1864, under afstemningen i 1920, såvel som efter 2. verdenskrig, så bliver vi også mindet om, at den gensidige respekt aldrig må tages for givet.

I dag kan vi grine af grisehandler Oluf Larsen i Matador, når han lærer hunden Kvik ikke at spise hundekiksen, hvis ”det er en tysker”. Men den gang var den symbolet på fjendskabet. I dag ser vi ikke længere Tyskland som vores fjende eller modsætning, men derimod som nabo og ven. Det gør vi fordi, vi ved, at vi både nord og syd for grænsen ikke kan overleve på at dyrke historien og tabene, men kun ved at acceptere, at vi har en fælles historie og kultur, som binder os sammen, – og som vi ikke kan løbe fra.

At vi har lagt fortidens fejl og kampe bag os ses tydeligt i dag på den 18. april, hvor danske og tyske soldater – side om side – markerer krigen i 1864 med kransenedlæggelse ved Dybbøl. De to landes adskilte mindeceremonier på Dybbøl er fortid. I dag marcherer vores soldater samlet gennem Sønderborg, og vi står sammen på Dybbøl, fordi vi vil fremtiden sammen og erkender og respekterer, at Dybbøl Banke har betydning for begge nationer.

Vi står sammen, fordi vi vil hinanden. Fordi vi har valgt at arbejde sammen i stedet for imod hinanden.

Forsoningen har naturligvis ikke altid været let. Og debatten, der opstod for 10 år siden, hvor tyske soldater første gang deltog i den danske mindehøjtidelighed ved Dybbøl viste med tydelighed, at nok er 1864 lang tid siden, men 18. april rummer fortsat forskellige følelser hos os. Debatten er sund, måske endda nødvendig for at understrege at intet må tages for givet. Men vi skal også huske hinanden på; at vi sjældent vinder ved at rive op i forældede ståsteder og stædige positioner.  Vi vinder, når vi tør række hånden ud til venskab og i fællesskab skrive en ny historie for Grænselandet.

På det mere politiske plan har vi også strakt hånden frem – fra hver side – hen over grænsen. Også her skriver vi på nye kapitler.  De kapitler, hvor de danske og tyske regeringer bekæmpede hinanden – og hvor Tyskland som besættelsesmagt i Danmark under anden verdenskrig var hovedforfatteren til en af de mest dystre perioder i vort lands nyere historie, er lagt på hylden. I dag vokser det dansk-tyske samarbejde stødt år for år.

I stedet for at se os som to selvstændige yderområder af hvert vores land, så ser folk både nord og syd for grænsen, – os, som det vi er, – et regionalt stærkt område med et kæmpe potentiale. Vi står med de samme udfordringer på hver sin side af grænsen. Udfordringer, der handler om at skabe vækst, om at tiltrække virksomheder og tilflyttere til vores område. Udfordringer, der handler om at gøre vores egn klar til fremtiden og udnytte de muligheder, der kun nås, hvis vi arbejder sammen. Hvad end vi taler samarbejde på trafik-, uddannelses-, kultur-, eller andre områder, så vokser samarbejdet.

Og jeg er ikke i tvivl om, at projektet om at gøre Sønderborg til Europæisk Kulturhovedstad med hele grænselandet i ryggen er et vigtigt startskud til et endnu tættere samarbejde – både politisk, økonomisk og kulturelt.

Projektet kan give vores område en plads i spotlightet på det europæiske landkort, tiltrække virksomheder, nye arbejdspladser, turister til grænselandet og skabe vækst på mange fronter. Projektet giver os også mulighed for at fortælle resten af Europa og verden om vores egns særprægede historie med skiftende grænser, forskellige kulturer og to nationaliteter. Og endnu vigtigere, så vil kulturhovedsstadsprojektet kunne binde os tættere sammen som mennesker, og minde os om alt det, vi har til fælles.

Det andet land – foruden Danmark – der i 2017 skal udpege en europæisk kulturhovedstad er Cypern. Selvom man siden 1977 har forsøgt at genforene øen – til tider med både danske og tyske fredsbevarende styrkers tilstedeværelse, så er Cypern i dag fortsat delt i to dele – en græsk og en tyrkisk del. Cyperns nyere historie viser, at stædighed og manglen på respekt mellem de to grupper betyder, at der ikke kan findes en løsning på den konflikt, der præger øen.

Hvor vil det da være stærkt og symbolsk, hvis vores grænseland sammen med Cypern bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Det vil vise, hvordan forsoning mellem to nationaliteter forskellige steder i Europa kan have to helt forskellige forløb. Og vores historie vil kunne give den delte cypriotiske befolkning håb.

For vi kan bl.a. bruge kulturhovedstadsprojektet til at fortælle de grænseområder i Europa, hvor uenigheder og diskrimination er hverdagskost, hvordan, vi her i vores grænseland har formået at skabe fredelig sameksistens, hvor vi i dag har fokus på samarbejde og på at bruge hinandens kompetencer og styrker frem for at bestride hinanden. Vi kan med stolthed sige, at på det område, er vi en foregangsregion.

Lad os bruge den 18. april til at minde hinanden om, at det, skal vi blive ved med at være. Samarbejdet hviler på alles skuldre her i grænselandet. Det kan ikke, og det skal ikke, uddelegeres til de få, eller til politikerne i København, Berlin, Vejle eller Kiel. Ansvaret er alles.

Med 150 års dagen for Slaget ved Dybbøl i 2014 kan vi samles om historien, kigge tilbage og bruge de mange arrangementer til igen at sætte skub på samarbejdet hen over grænsen. Og når Danmarks Radios store dramaserie om ”Slaget ved Dybbøl” om et par år bliver fast samtaleemne over madpakken på arbejdspladser om mandagen, når serien forhåbentligt har lagt gaderne øde søndag aften, når den ruller over skærmen, så giver det os igen mulighed for at fortælle resten af Danmark om vores særlige historie her i grænselandet og sammen tage nye skridt i den fremtidige historiefortælling.

Lad os tænke på de danske soldater som konstabel Johan Peter Larssen, jeg talte om i min indledning, der med angsten for at miste sit liv, og som med døde kammerater liggende omkring sig, kæmpede for Danmark i 1864. Men som nok som mennesker mest af alt kæmpede for fred og fordragelighed. Lad og sige til dem, at de ikke kæmpede forgæves. For 1864 blev begyndelsen på en ny historie. En historie, hvor Danmark som nation led store tab, men også en historie hvor vi, der bor i grænselandet, er gået fra at være fjender over naboer, til at være venner, og hvor vi har valgt at sætte respekten for hinanden foran historiens nag og gru. Jeg er sikker på, at de soldater ville have ønsket, at de havde levet i en tid, hvor danskere og tyskere lever fredeligt side om side om side i grænselandet. I en tid hvor skanserne og slagmarkerne på Dybbøl ikke runger af granatild, men i stedet lægger jord til nysgerrige turister, boligkvarterer og kolonihaver, hvor lærkerne synger lystigt.

I dag genlyder Dybbøl ikke at af skrig, kanonild og fjendskab, i dag binder grænselandets historie og kultur os sammen.

Tak for ordet og fortsat god dybbøldag til alle!

 

2017: Sønderborg som Europæisk Kulturhovedstad

Kategori: Grænselandet, Medier og kultur, Sønderborg

0

Det lykkes! I hvert fald kom vi helskindet gennem den første ansøgningsrunde, der blev afholdt i fredags i København med såvel den danske som den internationale jury som dommere.

Fredagens succes betyder, at såvel Århus som Sønderborg nu er klar til at forbedre deres respektive ansøgninger inden det til augsut næste år endeligt afgøres, hvem der får lov til at smykke sig med titlen Europæisk kulturhovedstad 2017.

Sønderborg er en fantastisk og kulturel by med fjord, skov og strand, Sønderborg Slot, Alsion og Dybbøl Mølle – lad os vise det til resten af Europa. Athen var den første til at være Europæisk Kulturhovedstad i 1985. Men siden 2004 har der hvert år været udpeget to værtslande – og i 2017 er det Danmark og Cypern.

Hvis vi skal slå Århus, så er det fordi vi står sammen og i fællesskab kan vise, at Sønderborg og grænseområdet skal være Europæisk Kulturhovedstad fordi vores samarbejde på tværs af grænsen egentlig udtrykker et EU i miniature. Området er præget af stærke historiske rødder og et mangfoldigt kulturliv.

Sammen med andre aktive fra Sønderborg brugte jeg fredag d. 4. oktober på at vise kulturminister, Uffe Elbæk, hvorfor vi skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Udover besøget ved Dybbøl Mølle, besøgte vi også Alsion, hvor vi hørte flere musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester i koncertsalen – som i øvrigt var en fantastisk oplevelse.

Jeg vil kæmpe for, at vi i 2017 kan hilse hele Europa velkommen i vores grænseregion. En region, som rummer en både national og europæisk kulturarv.

 

Synnejyske Allgemeines besøg på Christiansborg

Kategori: Erhverv og beskæftigelse, Grænselandet, Medier og kultur, Politisk ordfører, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

0

I forbindelse med Synnejyske Allgemeines besøg på Christiansborg i torsdags, havde jeg den glæde at holde oplæg om, hvad der skal til for at styrke erhvervsudviklingen i grænseregionen.

Det er et emne, som ligger mig nært på sinde, da grænseregionen rummer et stort potentiale for at blive vækstgenerator for såvel erhverv og viden, som kultur og turisme. Men det kræver at vi samarbejder, så vi kan videndele og gøre brug af hinandens særlige egenskaber og kendetegn. Jeg mener blandt andet, at danske virksomheder med fordel kan kigge deres tyske kollegaer over skulderen og lade sig inspirere, så de kan optimere og udvikle sig selv – hvilket også skal ske den anden vej over grænsen.

Derudover skal koordineringen af infrastrukturen nord og syd for grænsen styrkes, dét er et vigtigt skridt på vejen til vækst. Jeg tænker her på den grænseoverskridende trafikkommission, som den tidligere regering vedtog i foråret. Det betyder, at vi i årene fremover sikrer, at trafikinvesteringer nord og syd for grænsen koordineres på den bedst mulige måde, så vi sikrer de mest optimale løsninger til glæde for borgerne i grænseregionen – også til gavn for erhvervslivet og turismen.

Sidst men ikke mindst skal vores projekt om, at gøre Sønderborg med hele grænselandet i ryggen til europæisk kulturhovedstad i 2017 være med til at styrke samarbejdet på tværs af grænsen. Dét generer vækst og placerer grænselandet på det europæiske land. På fredag præsenteres projektet for en jury i Kulturministeriet, og jeg er sikker på, at juryen bliver imponeret. Projektet skal repræsentere hele grænseregionen med fokus på vores fælles kulturarv og historie. Det bliver ikke en let kamp – men blot dét, at vi arbejder sammen om projektet kan være med til at nedbryde barrierer, som også vil komme vores erhvervsliv, turismen og beboere til gode.

Ellen Trane Nørby inviterer til debat om menneskehandel

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Grænselandet, Kvindehandel, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Social og ligestilling, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Udenrigs og forsvar, Udlændinge og integration

2

Hvad er prisen for et menneske? Dét spørgsmål sætter Venstres lokale folketingsmedlem og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, fokus på, når hun er initiativtager til et offentligt møde om menneskehandel på Sønderborg Handelsskole, mandag d. 28. november kl. 17.30-19.30. Globalt udgør handel med mennesker en stigende del af den organiserede kriminalitet, og i Danmark møder vi især kvinder, der handles til prostitution, men der er også eksempler på, at børn under 18 år er handlet til tvangsarbejde og prostitution. Derfor skal der gøres noget ved problemet, og derfor skal arrangementet gerne bidrage til at få menneskehandel på den politiske dagsorden.

Ellen Trane Nørby har i mange år arbejdet for at sætte fokus på bekæmpelse af menneskehandel. Hun har både gennem sit arbejde i folketinget sat fokus på behandlingen af kvinder, der har været udsat for menneskehandel, og hvordan bagmændene kan straffes mere effektivt. Derudover har hun deltaget i flere kampagner                                                               mod menneskehandel.

Interesseorganisationen HopeNow, Center Mod Menneskehandel og chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskning, Kim Kliver, kommer og fortæller om deres udfordringer i forbindelse med det stigende problem.  HopeNow vil fokusere på deres forebyggende og helbredende arbejde for at hjælpe ofrene. Center Mod Menneskehandel vil forsøge at kortlægge de udfordringer, man står over for i forhold til det koordinerende arbejde med politiet og sociale organisationer, og Kim Kliver vil diskutere, hvordan man kan og bør optimere politiets indsats mod bagmændene og samarbejdet på tværs af grænserne i EU. Der er derfor lagt op til et arrangement med mange faglige indspark og en bred debat.

Konferencen er åben for alle, uanset politisk tilhørsforhold.

Sted: Sønderborg Handelsskole (Business College Syd). Sdr. Landevej 30, 6400 Sønderborg
Tid: Mandag den 28. november kl. 17.30-19.30

Ellen Trane Nørby glæder sig over mere cykelsti på Rømø

Kategori: Ikke kategoriseret, Offentlige sektor, Politisk ordfører, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

0

Torsdag aften faldt en aftale på plads på Christiansborg om at fordele en række puljer på transportområdet ud på konkrete projekter. En af indsatsområderne har været at styrke cykelturismen på danske øer, og det lokale folketingsmedlem og politisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, er meget tilfreds med, at man er blevet enige om at investere et større beløb i en sammenhængende cykelsti til Sønder Strand på Rømø:

”For os i Venstre er det vigtigt, at vi tilgodeser vores lokale øer som Rømø, så man kan blive ved med at tiltrække turister fra fjernt og nær til vores del af landet. Mange turister vælger netop at holde ferie på Rømø, fordi det er let at komme rundt på en cykel, så man oplever øen på tæt hold. Med den nye aftale sørger vi for at turisterne får endnu mere cykelsti at køre på, og gør at Rømø fortsat er en attraktiv ferieø,” udtaler Ellen Trane Nørby.

Med aftalen investerer man 2,3 mio. kr. til en cykelsti til Sønder Strand på Rømø. Foruden Venstre er regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med i aftalen.

Ellen Trane Nørby kæmper for Statsadvokaturen i Sønderborg

Kategori: Erhverv og beskæftigelse, Offentlige sektor, Politisk ordfører, Rets, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg

0

Den røde regering har sammen med Enhedslisten netop besluttet af lukke Statsadvokaturen i Sønderborg. Det betyder, at mellem 20-25 højtuddannede medarbejdere nu må vinke farvel til sit arbejde i Sønderborg. Det lokale folketingsmedlem for Venstre, Ellen Trane Nørby, stiller sig meget uforstående over for beslutningen:

” Jeg synes, det er en meget forkert beslutning den røde regering har taget sammen med Enhedslisten. Det er i høj grad at centralisere for centraliseringens skyld, og det rammer områder som Sønderborg hårdt. Det her handler ikke kun om 20-25 videnstunge arbejdspladser, det handler også om alle de job det bringer med sig og de ægtefællerjob, der følger med.” udtaler Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby har siden en embedsmandsgruppe fremkom med forslaget om at statsadvokaturen i Sønderborg skulle lukkes, kæmpet imod forslaget som ikke ville give væsentlige synergier eller merværdi ved at nedlægge statsadvokaturen i Sønderborg og Aalborg, mod at udvide i Viborg. VK regeringen valgte også tidligere på året ikke at gå videre med embedsmandsgruppens forslag, men det gør den røde regering nu og det betyder lukning af arbejdspladser i Sønderborg. Også de lokale socialdemokrater har nu ændret holdning og af pressen fremgår det, at det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Sønderborg, Benny Engelbrecht ikke længere vil kæmpe for Statsadvokaturen i Sønderborg.

”Rød bloks beslutning om at nedlægge statsadvokaturen i Sønderborg og Aalborg vil også betyde, at en række medarbejdere fremover vil spilde deres tid på vejene i hele Jylland istedet for at kunne føre sager ved domstolene.” slutter Ellen Trane Nørby

Under de seneste dages forhandlinger i Justitsministeriet har Venstre sammen med DF, LA og de konservative gjort det klart, at partierne ikke støtter, at statsadvokaturen nedlægges i Sønderborg og Aalborg. Derfor blev den del taget ud af selve aftalen om politiets fremtid.

Ellen Trane Nørby: Vi skal give den nye Kulturminister smag for 2017-ambitionerne i grænselandet

Kategori: Medier og kultur, Pressemeddelelser, Sønderborg

0

I morgen fredag den 4. november besøger den nye Kulturminister, Uffe Elbæk, Sønderborg. Formålet med besøget er at give ministeren en orientering omkring den ansøgning som Sønderborg sammen med hele grænselandet har indsendt om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Under besøget skal den nye kulturminister besøge såvel Alsion, høre om Gehry-projektet og besøge Dybbøl Mølle.

Det lokale folketingsmedlem og medlem af Folketingets Kulturudvalg Ellen Trane Nørby fra Venstre deltager i ministerens besøg, og hun glæder sig over, at ministeren netop har valgt at besøge Sønderborg:

Hvis Sønderborg skal vinde kampen om at blive Europæisk Kulturhovedstad, så er det vigtigt, at vi får udbredt kendskabet til vores ansøgning og det kæmpe kulturelle potentiale som grænselandet rummer, og som 2017 Europæisk kulturhovedstadsambitionen kan være med til at realisere. Vi skal ikke bare give kulturministeren smag for hvad Sønderborg og resten af grænselandet kan tilbyde alle af historie, kultur og kreativitet, vi skal også sikre, at han som gammel Århus ”dreng”bliver en god ambassadør for vores ansøgning,” udtaler Ellen Trane Nørby.

Hun vil dog også benytte mødet med kulturministeren til at understrege det fortsatte behov for, at Dybbøl Mølle kommer på finansloven, og at Sønderjyllands symfoniorkester bevares.

Inden ministeren satte sig i ministerstolen har han gentagne gange sagt, at han ønsker at reducere antallet af symfoniorkestre i Danmark. Det er jeg meget imod, og jeg vil slå et slag for, at Sønderjyllands Symfoniorkester også i fremtiden kan nydes i koncertsalen på Alsion. Og jeg vil minde den nye minister om, at det arbejde vi gennem flere år har haft med at finde flere penge til at bevare og vedligeholde Dybbøl Mølle, det skal afsluttes med at møllen kommer på finansloven på samme måde som Fregatten Jylland og Roskilde Domkirke er det. Dybbøl Mølle er hele Danmarks mølle og derfor er det ikke kun lokale penge, der skal betale for den. Den besked tager jeg med til ministeren,” udtaler Ellen Trane Nørby.

For yderligere information:

 Ellen Trane Nørby, 6162 4258

Ellen Trane Nørby genvalgt som politisk ordfører for Venstre

Kategori: Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Valgkamp 2011

1

Ellen Trane Nørby er på et gruppemøde i Venstres Folketingsgruppe, mandag den 19. september, blevet genvalgt som politisk ordfører for partiet.  Ellen Trane Nørby blev den 10. marts 2011 første gang valgt som politisk ordfører, og kan nu fortsætte på posten, men denne gang som politisk ordfører for det største oppositionsparti.

Ellen Trane Nørby fik ved valget i torsdags 18.030 personlige stemmer, hvilket resulterede i, at hun fik næstflest stemmer blandt samtlige kandidater i Sydjyllands Storkreds, tredjeflest blandt alle Venstre kandidater i Danmark og blev top 12 blandt samtlige kandidater på tværs af partier på landsplan:

Jeg er både stolt og beæret over, at Venstres folketingsgruppe har bedt mig om at fortsætte på posten som politisk ordfører. Vi står over for en ny og spændende opgave, hvor Venstre som Folketingets største parti nu skal arbejde fra pladsen i opposition. Vi skal bruge vores flotte valg og fremgang til at føre en konstruktiv og konsekvent oppositionspolitik. Vi er det største parti i Folketinget, og vi vil udfordre en kommende rød regering, hver eneste dag. Jeg glæder mig til, som politisk ordfører for Venstre, at fortsætte den ansvarlige kurs, som vi gik til valg på, og som mere end hver fjerde vælger har bakket op om.” udtaler Ellen Trane Nørby.

 

For yderligere oplysninger:

Ellen Trane Nørby, tlf. 33 37 45 61

 

Venstre: Politisk ordfører Ellen Trane Nørbys program for valgdagen den 15. september 2011

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Valgkamp 2011

1

Plan for valgdagen torsdag den 15. september:


06.30 – 07.30: Ellen deltager i DRs valgdækning om morgenen. Sted: DR Byen, København.

07.30 – 08.15: Uddelingsaktion ved Campus Vejle under temaet ”Nej tak, til S/SFs forslag om kandidat-pant på kloge hjerner”. Ellen kæmper for attraktive og spændende uddannelser i Syd – og Sønderjylland.Sted: Boulevarden 48, Vejle. OBS: Ellen deltager ikke personligt i denne uddelingsaktion.

08.30 – 09.15: Ellen flyver fra Københavns Lufthavn til Billund Lufthavn.

10.45 – 11.45: Uddelingsaktion sammen med Ulla Tørnæs ved Syddansk Universitet Esbjerg og Aalborg Universitet Esbjerg under temaet ”Nej tak, til S/SFs forslag om kandidat-pant på kloge hjerner”.  Sted: Niels Bohrs vej 8-10, Esbjerg

13.20 – 14.00: Uddelingsaktion foran Føtex i Aabenraa under temaet: ”Ellen kæmper til sidste kryds er sat”. Sted: Madevej 39, Aabenraa

15.00 – 15.45: ”Gimmick” på gågaden i Sønderborg. Ellen deltager i VU Sønderborgs aktion, hvor de siger nej tak til S og SFs mange forbud. ”Vi skal have mere frihed – ikke flere forbud”.  Sted: Perlegade 81 (Foran Føtex).

17.00: Ellen afgiver sin stemme. Sted: Biblioteket i Sønderborg, Kongevej 19-27, Sønderborg

18.00 – 18.15: Fastlagte medieaftaler.  Sted: Perlegade 81 (Foran Føtex)

18.45- 19.00: Ankomst til Sønderborg Lufthavn

19.25 - 20.05: Ellen flyver fra Sønderborg Lufthavn til Københavns Lufthavn.

Ca. 20.45: Ellen deltager i Venstres valgfest i København. Sted: Snorresgade 22, 2300 København S.

 

For yderligere information:

Politisk ordfører

Ellen Trane Nørby

6162 42 58

 

Politisk medarbejder

Rasmus Bønneland

6162 4943