Regeringen forringer fortsat generationsskifter i danske virksomheder

Kategori: Erhverv og beskæftigelse, Finans og skat, Pressemeddelelser

0

Regeringen foreslog i sit finanslovsudspil, at virksomheder, som har mere end 25 % af sine værdier anbragt i ejendomme, kontanter, aktier eller andre værdipapirer, skulle betegnes som en ”pengetank” ved et generationsskifte. Det ville få fatale konsekvenser for en stor del af de omkring 60.000 familieejede virksomheder, da de ville blive beskattet hårdt i forbindelse med et generationsskifte. Af samme grund har Venstre været imod forslaget fra starten, da det vil påvirke disse mange familieejede virksomheders mulighed for at være konkurrencedygtige og skabe job, og derfor har vi haft skatteministeren i en række samråd og til spørgsmål i salen for at få klarhed over, hvorfor den røde regering vil forringe mulighederne for generationsskifter i danske virksomheder.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Venstre er glade for, at regeringen har lyttet til virksomhedernes og vores bekymringer om forslaget. Derfor støtter vi også, at regeringen nu ændrer grænsen, så den går ved 50 procent. Men det siger sig selv, at vi ikke kan stemme for forslaget i Folketingssalen, da ændringen vil skade mange virksomheders mulighed for at komme konkurrencestærkt og smertefrit gennem et generationsskifte. Derfor så vi helst, at reglen ikke blev ændret overhovedet, så grænsen fortsat ville ligge på 75 %. Det ville regeringen ikke være med til,” udtaler partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby.

Venstre støtter i Folketingssalen i dag selvsagt Dansk Folkepartis ændringsforslags om at sætte grænsen på 50 %, da det – trods alt – vil være med til at mindske skaderne af regeringens nye regel. Venstre støtter også Liberal Alliances forslag om at hæve grænsen til 76%. Også Regeringen er heldigvis blevet klogere, og den fremsætter et forslag om at ændre grænsen, så den i stedet for 25 %, nu kommer til at ligge på 50 %. Dette skyldes ikke mindst det pres de mange virksomheder og oppositionspartierne har lagt på regeringen. Denne ændring imødekommer Venstre også, men Venstre vil ikke stemme for forslaget, da det fortsat er med til at forringe en gruppe af familieejede virksomheders konkurrencestyrke.

Venstre støtter ændringsforslag om ”pengetanksregel”, der skader familieejede virksomheder

Kategori: Ikke kategoriseret, Offentlige sektor, Politisk ordfører, Pressemeddelelser

0

Regeringen vil indføre nye skatteregler for familieejede virksomheder, så de i forbindelse med et generationsskifte vil blive beskattet hårdt. Har en virksomhed mere end 25 procent af sine værdier anbragt i ejendomme, kontanter, aktier eller andre værdipapirer, vil virksomheden fremover blive opfattet som en pengetank ved et generationsskifte. Før har grænsen gået ved 75 procent. Det vil koste de mange tusinde familieejede virksomheder dyrt og bringe mange danske arbejdspladser i fare – også i Syd – og Sønderjylland. Dansk Folkeparti har netop bebudet, at partiet vil fremsætte et ændringsforslag til finansloven om den såkaldte ”pengetanksregel”. Venstre støtter varmt ændringsforslaget, da det vil mindske de massive, økonomiske skadevirkninger, som regeringen har planlagt, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby.

- Vi har fået mange henvendelser fra familieejede virksomheder, der har gjort det klart, at regeringens ændrede pengetanksregel vil skade deres forretning og dermed sætte gode danske arbejdspladser i fare. Jeg forstår slet ikke, at regeringen vil give disse velkørende virksomheder en mavepuster, i forbindelse med at en ny generation tager over i virksomhederne. Jeg må igen konstatere, at regeringens løfte om at skabe vækst og arbejdspladser er tom snak.”

Regeringen vil sammen med Enhedslisten ændre på reglerne, så det bliver markant dyrere at overdrage ansvaret for en familieejet virksomhed til næste generation. Det vil medføre, at en række af de mange familieejede virksomheder vil blive nødsaget til at flytte produktionen og danske arbejdspladser ud af landet.

- Den store sønderjyske virksomhed Linak i Nordborg er en af de mange virksomheder, der vil blive ramt af denne regel. Det kan betyde, at virksomhedens 900 arbejdspladser vil blive flyttet til udlandet, hvis virksomheden skal overleve på sigt. I Venstre har vi hele vejen igennem advaret mod regeringens planer, og derfor støtter vi Dansk Folkepartis ændringsforslag. Regeringen burde ændre holdning og skabe vækst, frem for det modsatte.

Ellen Trane Nørby har fulgt regeringens planer tæt og havde derfor allerede den 16. november skatteministeren i Folketingssalen for at få ham til at forholde sig til de økonomiske skader den nye regel vil koste dansk erhvervsliv. Ministeren var heller ikke ved den lejlighed interesseret i at finde en løsning og ændre på regeringens politik.

 

Trane Nørby: Justitsminister må forholde sig til menneskehandel

Kategori: Kvindehandel, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Rets, Social og ligestilling

0

Selvom lovgivningen siger, at sexkunder, der er klar over, at den prostituerede er offer for menneskehandel, kan tiltales for voldtægt, så har Københavns politi aldrig tiltalt nogen kunder. Den manglende indsats fra politiet er Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby ikke imponeret over, og derfor har hun indkaldt justitsminister Morten Bødskov i et samråd, der finder sted torsdag den 1. december på Christiansborg.

Ellen Trane Nørby vil have justitsministeren til at forholde sig til problematikken og vise, at han vil være med til at bekæmpe menneskehandel:

Jeg forventer klart, at ministeren reagerer og meddeler politiet, at deres indsats slet ikke er tilfredsstillende. Ministeren må på samrådet komme med nogle konkrete bud på, hvordan politiet kan bruge sine ressourcer bedre, så de tiltaler sexkunder, der køber sig til sex hos personer, som de ved er handlet. Lovgivningen er klar, og det må ministeren og politiet forholde sig til,” siger Ellen Trane Nørby.

Foruden politiets manglende indsats for at tiltale sexkunder, så vil Ellen Trane Nørby også bruge samrådet til at høre om ministeren har tænkt sig at udbrede de arbejdsmetoder, som en specialgruppe hos Midt – og Vestjyllands politi med stor succes tidligere har benyttet sig af, til hele landet.

I stedet for at sende udenlandske prostituerede -, der opholder sig ulovligt i Danmark – i fængsel har politikredsen haft stor succes med at sende dem på krisecentre. Det har medført, at kvinderne har fået en større tillid og lyst til at samarbejde med politiet om at få ramt på bagmændene. Det har klart vist sig at være en succesfuld fremgangsmåde, og derfor bør vi udbrede den til politikredse i hele landet,” udtaler Ellen Trane Nørby.

For yderligere information

Ellen Trane Nørby, 6162 4258

Ellen Trane Nørby inviterer til debat om menneskehandel

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Grænselandet, Kvindehandel, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Social og ligestilling, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Udenrigs og forsvar, Udlændinge og integration

1

Hvad er prisen for et menneske? Dét spørgsmål sætter Venstres lokale folketingsmedlem og politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, fokus på, når hun er initiativtager til et offentligt møde om menneskehandel på Sønderborg Handelsskole, mandag d. 28. november kl. 17.30-19.30. Globalt udgør handel med mennesker en stigende del af den organiserede kriminalitet, og i Danmark møder vi især kvinder, der handles til prostitution, men der er også eksempler på, at børn under 18 år er handlet til tvangsarbejde og prostitution. Derfor skal der gøres noget ved problemet, og derfor skal arrangementet gerne bidrage til at få menneskehandel på den politiske dagsorden.

Ellen Trane Nørby har i mange år arbejdet for at sætte fokus på bekæmpelse af menneskehandel. Hun har både gennem sit arbejde i folketinget sat fokus på behandlingen af kvinder, der har været udsat for menneskehandel, og hvordan bagmændene kan straffes mere effektivt. Derudover har hun deltaget i flere kampagner                                                               mod menneskehandel.

Interesseorganisationen HopeNow, Center Mod Menneskehandel og chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskning, Kim Kliver, kommer og fortæller om deres udfordringer i forbindelse med det stigende problem.  HopeNow vil fokusere på deres forebyggende og helbredende arbejde for at hjælpe ofrene. Center Mod Menneskehandel vil forsøge at kortlægge de udfordringer, man står over for i forhold til det koordinerende arbejde med politiet og sociale organisationer, og Kim Kliver vil diskutere, hvordan man kan og bør optimere politiets indsats mod bagmændene og samarbejdet på tværs af grænserne i EU. Der er derfor lagt op til et arrangement med mange faglige indspark og en bred debat.

Konferencen er åben for alle, uanset politisk tilhørsforhold.

Sted: Sønderborg Handelsskole (Business College Syd). Sdr. Landevej 30, 6400 Sønderborg
Tid: Mandag den 28. november kl. 17.30-19.30

Ellen Trane Nørby: Vi skal give den nye Kulturminister smag for 2017-ambitionerne i grænselandet

Kategori: Medier og kultur, Pressemeddelelser, Sønderborg

0

I morgen fredag den 4. november besøger den nye Kulturminister, Uffe Elbæk, Sønderborg. Formålet med besøget er at give ministeren en orientering omkring den ansøgning som Sønderborg sammen med hele grænselandet har indsendt om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Under besøget skal den nye kulturminister besøge såvel Alsion, høre om Gehry-projektet og besøge Dybbøl Mølle.

Det lokale folketingsmedlem og medlem af Folketingets Kulturudvalg Ellen Trane Nørby fra Venstre deltager i ministerens besøg, og hun glæder sig over, at ministeren netop har valgt at besøge Sønderborg:

Hvis Sønderborg skal vinde kampen om at blive Europæisk Kulturhovedstad, så er det vigtigt, at vi får udbredt kendskabet til vores ansøgning og det kæmpe kulturelle potentiale som grænselandet rummer, og som 2017 Europæisk kulturhovedstadsambitionen kan være med til at realisere. Vi skal ikke bare give kulturministeren smag for hvad Sønderborg og resten af grænselandet kan tilbyde alle af historie, kultur og kreativitet, vi skal også sikre, at han som gammel Århus ”dreng”bliver en god ambassadør for vores ansøgning,” udtaler Ellen Trane Nørby.

Hun vil dog også benytte mødet med kulturministeren til at understrege det fortsatte behov for, at Dybbøl Mølle kommer på finansloven, og at Sønderjyllands symfoniorkester bevares.

Inden ministeren satte sig i ministerstolen har han gentagne gange sagt, at han ønsker at reducere antallet af symfoniorkestre i Danmark. Det er jeg meget imod, og jeg vil slå et slag for, at Sønderjyllands Symfoniorkester også i fremtiden kan nydes i koncertsalen på Alsion. Og jeg vil minde den nye minister om, at det arbejde vi gennem flere år har haft med at finde flere penge til at bevare og vedligeholde Dybbøl Mølle, det skal afsluttes med at møllen kommer på finansloven på samme måde som Fregatten Jylland og Roskilde Domkirke er det. Dybbøl Mølle er hele Danmarks mølle og derfor er det ikke kun lokale penge, der skal betale for den. Den besked tager jeg med til ministeren,” udtaler Ellen Trane Nørby.

For yderligere information:

 Ellen Trane Nørby, 6162 4258

Pressemeddelelse: BT bringer fejlagtig historie om Ellen Trane Nørbys boligforhold

Kategori: Pressemeddelelser

11

Lørdag den 15. oktober, bringer BT en historie, der sår tvivl om, hvorvidt politisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, bor på sin folkeregisteradresse i Sønderborg eller i hendes supplerende bolig på Frederiksberg, og dermed om hun lever op til reglerne for Folketingsmedlemmers mulighed for supplerende bolig.

Reglerne for Folketingsmedlemmers mulighed for supplerende bolig skal overholdes til punkt og prikke. Det er de også blevet i denne sag. Historien bygger derfor på et fejlagtigt grundlag, hvilket BTs chefredaktion også er bekendt med. Derudover indeholder BTs artikel flere faktuelle fejl.

Allerede torsdag morgen modtog såvel BTs chefredaktion, såvel som Frederiksberg og Sønderborg kommune en redegørelse, som dokumenterer, at BTs påstande er fejlagtige.

Hverken Frederiksberg Kommune eller Sønderborg Kommune har fundet anledning til at foretage sig noget i sagen eller bedt Ellen Trane Nørby om yderligere. På trods af viden om at artiklen er fejlagtig har BT alligevel valgt at bringe historien.

Søndag den 16. oktober  bringer BT endnu en historie. Denne gang med Frederiksberg Kommune, der klart slår fast, at den har henlagt sagen på baggrund af den redegørelse de modtog g allerede torsdag. Læs artiklen her

Kan du både tænke politisk og formidle det? Så er du måske den rigtige praktikant?

Kategori: Ikke kategoriseret, Politisk ordfører, Pressemeddelelser

0

Politisk ordfører for Venstre Ellen Trane Nørby søger praktikant

Politisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, søger en akademisk praktikant, der kan være med til at løse daglige politiske – og kommunikationsmæssige opgaver på Christiansborg. Praktikperioden skal finde sted i første del af 2012, gerne med start i januar 2012, og er som udgangspunkt fuld tid (37 timer).

Praktikperioden kan tilrettelægges således, at der kan søges merit herfor.

Arbejdsdagen for en politisk ordfører er både hektisk og spændende. Der skal kommunikeres mange og forskelligartede budskaber i forskellig form. Det gælder læserbreve, blogindlæg, nyhedsbreve, borgerhenvendelser og håndtering af diverse henvendelser fra medierne. Men der skal også formuleres og udvikles politik, og det betyder, at research – og analyseopgaver også er en vigtig del af arbejdet.

Ellen Trane Nørby søger derfor en ulønnet praktikant, der på en selvstændig og kompetent måde kan bidrage til at håndtere disse opgaver og som kan indgå i det team af ansatte, der arbejder for Ellen Trane Nørby. Opgaver af mere administrativ karakter vil forekomme, men vil på ingen måde være det bærende element.

Det forventes, at du er i gang med kandidatdelen af en relevant videregående uddannelse, hvor du tilegner dig de nødvendige kompetencer inden for f.eks. kommunikation, retorik, forvaltning eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at dine kommunikations- og formidlingsevner er i top, og at du arbejder struktureret, er iderig og brænder for politik, kommunikation, nyheder og medier.

Arbejdsmiljøet på Christiansborg er udfordrende, til tider meget travlt og kræver derfor fleksibilitet. At være praktikant giver dig til gengæld mulighed for at arbejde helt tæt på den lovgivende forsamling i Danmark, og alt hvad der her hører sig til herunder Ellen Trane Nørbys politiske ordførerskaber.

Foruden rollen som politisk ordfører er Ellen Trane Nørby også partiets medieordfører, og hun er medlem af Folketingets Kulturudvalg, Udvalget for Klima, Energi og Bygning, Udenrigsudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn. Derudover er hun næstformand i Den Danske Europabevægelse.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og læse om, hvorfor og hvordan du kan bidrage til Ellen Trane Nørbys folketingsarbejde.

Praktikansøgning sendes til Ellen Trane Nørbys studentermedhjælper, Anders Jacobsen, på vanja@ft.dk, CV vedlægges ansøgningen. Der er deadline for ansøgninger onsdag den 2. november kl. 12.00. For yderligere spørgsmål, så kontakt Anders Jacobsen på vanja@ft.dk eller 3337 4633.

Uddrag fra Ellen Trane Nørbys ordførertale ved Folketingets åbningsdebat

Kategori: Politisk ordfører, Pressemeddelelser

0

Pressemeddelelse den 6. oktober 2011

Uddrag fra Ellen Trane Nørbys ordførertale ved Folketingets åbningsdebat

For tre uger siden strømmede danskerne til valglokalerne. Om aftenen stod det klart, at demokratiets fest havde fået én klar vinder – reformerne.

Danskerne gav på valgdagen deres støtte til den stærke reformalliance – som VK-regeringen med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen – skabte i foråret sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale.
(…)
Mange af de elementer, som Venstre gik til valg på, og som de røde partier kæmpede imod i valgkampen består. Det gælder efterlønsreformen, dagpengereformen og skattelettelserne. Og det glæder mig, at mange elementer af vores politik forbliver, og at den største reform, den nye statsminister vil gennemføre, er vores tilbagetrækningsreform.

Men samtidig kræver det ikke megen læsning at se, at mange af de elementer, som de røde regeringspartier selv kæmpede for i valgkampen, ikke fremgår af regeringsprogrammet. Det gælder løftet om højst 24 elever og to lærere i skoleklasserne. Det gælder den højere børnecheck, det højere pensionsbidrag og den gratis fertilitetsbehandling, for ikke at glemme millionær- og bankskatterne, boligpakken og alle de andre gyldne løfter.

De synes forsvundet ned i et sort hul. Man skulle næsten tro, at den røde trekantsregering forsøger at give Bermuda-trekanten kamp til stregen.
(…)
S og SF har som et nyforelsket kærestepar gået rundt i det samme joggingsæt og tostemmigt sunget den samme klagesang mod VK-regeringens fuldt finansierede skattelettelser. I 10 år har vi hørt på, hvor forfærdeligt det var, at VK-regeringen sænkede skatten på arbejde. S og SF har villet rulle skattelettelserne tilbage. Skattereformen, som vi gennemførte, kaldte SF og S en ”rødvinsreform”, og de røde partier svor, at 2014-topskattelettelsen, ville blive annulleret. Nu har piben fået en anden lyd, og pludselig er skattelettelser til de rige helt OK. Champagnesocialisme er vist, hvad man kan kalde SF og S’s nye politik.

Læs hele talen her.
For yderligere information:
Politisk ordfører
Ellen Trane Nørby
3337 4561
veltn@ft.dk

Ellen Trane Nørby genvalgt som politisk ordfører for Venstre

Kategori: Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Valgkamp 2011

1

Ellen Trane Nørby er på et gruppemøde i Venstres Folketingsgruppe, mandag den 19. september, blevet genvalgt som politisk ordfører for partiet.  Ellen Trane Nørby blev den 10. marts 2011 første gang valgt som politisk ordfører, og kan nu fortsætte på posten, men denne gang som politisk ordfører for det største oppositionsparti.

Ellen Trane Nørby fik ved valget i torsdags 18.030 personlige stemmer, hvilket resulterede i, at hun fik næstflest stemmer blandt samtlige kandidater i Sydjyllands Storkreds, tredjeflest blandt alle Venstre kandidater i Danmark og blev top 12 blandt samtlige kandidater på tværs af partier på landsplan:

Jeg er både stolt og beæret over, at Venstres folketingsgruppe har bedt mig om at fortsætte på posten som politisk ordfører. Vi står over for en ny og spændende opgave, hvor Venstre som Folketingets største parti nu skal arbejde fra pladsen i opposition. Vi skal bruge vores flotte valg og fremgang til at føre en konstruktiv og konsekvent oppositionspolitik. Vi er det største parti i Folketinget, og vi vil udfordre en kommende rød regering, hver eneste dag. Jeg glæder mig til, som politisk ordfører for Venstre, at fortsætte den ansvarlige kurs, som vi gik til valg på, og som mere end hver fjerde vælger har bakket op om.” udtaler Ellen Trane Nørby.

 

For yderligere oplysninger:

Ellen Trane Nørby, tlf. 33 37 45 61

 

Venstre: Politisk ordfører Ellen Trane Nørbys program for valgdagen den 15. september 2011

Kategori: Ellen rundt i Syd - og Sønderjylland, Politisk ordfører, Pressemeddelelser, Syd- og Sønderjylland, Sønderborg, Valgkamp 2011

1

Plan for valgdagen torsdag den 15. september:


06.30 – 07.30: Ellen deltager i DRs valgdækning om morgenen. Sted: DR Byen, København.

07.30 – 08.15: Uddelingsaktion ved Campus Vejle under temaet ”Nej tak, til S/SFs forslag om kandidat-pant på kloge hjerner”. Ellen kæmper for attraktive og spændende uddannelser i Syd – og Sønderjylland.Sted: Boulevarden 48, Vejle. OBS: Ellen deltager ikke personligt i denne uddelingsaktion.

08.30 – 09.15: Ellen flyver fra Københavns Lufthavn til Billund Lufthavn.

10.45 – 11.45: Uddelingsaktion sammen med Ulla Tørnæs ved Syddansk Universitet Esbjerg og Aalborg Universitet Esbjerg under temaet ”Nej tak, til S/SFs forslag om kandidat-pant på kloge hjerner”.  Sted: Niels Bohrs vej 8-10, Esbjerg

13.20 – 14.00: Uddelingsaktion foran Føtex i Aabenraa under temaet: ”Ellen kæmper til sidste kryds er sat”. Sted: Madevej 39, Aabenraa

15.00 – 15.45: ”Gimmick” på gågaden i Sønderborg. Ellen deltager i VU Sønderborgs aktion, hvor de siger nej tak til S og SFs mange forbud. ”Vi skal have mere frihed – ikke flere forbud”.  Sted: Perlegade 81 (Foran Føtex).

17.00: Ellen afgiver sin stemme. Sted: Biblioteket i Sønderborg, Kongevej 19-27, Sønderborg

18.00 – 18.15: Fastlagte medieaftaler.  Sted: Perlegade 81 (Foran Føtex)

18.45- 19.00: Ankomst til Sønderborg Lufthavn

19.25 - 20.05: Ellen flyver fra Sønderborg Lufthavn til Københavns Lufthavn.

Ca. 20.45: Ellen deltager i Venstres valgfest i København. Sted: Snorresgade 22, 2300 København S.

 

For yderligere information:

Politisk ordfører

Ellen Trane Nørby

6162 42 58

 

Politisk medarbejder

Rasmus Bønneland

6162 4943