Vi er netop kommet gennem en stor forespørgsel om kvindehandel. Desværre synes jeg, at der var en kedelig tendens til at oppositionen, særligt Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl, i højere grand havde fokus på folketingspolemik end på at sikre de bedste løsninger på området.
Personligt engagement
Jeg må sige, at mit personlige engagement i kampen mod kvindehandel ikke handler om stram partipolitik, men om et menneskeligt engagement i sagen for at sikre de piger og kvinder, som udsættes for vold, fornedring, ydmygelser og trusler, får de bedst mulige forhold, og vi som samfund holder massivt fokus på det ækle problemer som knytter sig til menneskehandlen.
Når jeg har kæmpet for mere fokus på området, for en bedre politiindsats og en reflesions- og beskyttelsesperiode på tre måneder, så er det, fordi mit fokus hele vejen igennem har været, hvordan vi sikrer de bedste forhold for kvinderne. Jeg synes, det værste, der kan ske, er, at dette område ender i en partipolitisk skyttegravskrig. Det håber jeg inderligt, at socialdemokraterne vil holde sig for gode til. Skal vi frmead, er det vigtigt, at vi løfter i flok.
Moderne slavehandel på gamle flasker
Menneskehandel er moderne slavehandel. Det eneste moderne ved det er, at det foregår i år 2006. Ellers er slavehandel stadig bare slavehandel. Det er helt uacceptabelt, at vi stadig i år 2006 kan sælge og købe mennesker, selvom ingen ved deres fulde fem vil mene, at det er i orden. Vi skal have et massivt politisk fokus på kvindehandel som problem.
Liberal politik
Som liberal mener jeg, at et hvert menneske har et værd og en integritet i sig selv. Derfor skærer det mig i hjertet, når jeg ser, hvordan unge kvinder sælges som en dåse flåede tomater i troen på en bedre fremtid.
Vi skal som det første slå hårdt ned på de bagmænd, de mænd og kvinder som lukrerer på andre menneskers dårligdomme. Vi skal have et effektivt politisamarbejde på kryds og tværs af alle grænser, og strafudmålingen skal kunne mærkes hurtigt og hårdt.
Men forbud og dæmonisering gør det ikke alene. Det graver dybere grøfter, som kan gøre det endnu sværere at hive kvinderne ud af deres elendighed.
Problemet har rod i et fravær af håb og drømme hos kvinderne. Den økonomiske og sociale elendighed, kvinderne lever i, er roden til ondskaben. Prostitution og kvindehandel er et socialt problem, som vi også er nødt til at sætte effektivt ind overfor. Derfor er samarbejdet mellem politi og sociale myndigheder afgørende.
Tæskene værd
Jeg var i foråret meget kritisk overfor handlingen på området. Jeg mente, at der skete alt for lidt. Det gav nogle tæsk, men jeg føler fortsat, at det var det rigtige. Siden har Lene Espersen styrket politiets indsats massivt. Der er nu en ansvarlig i hver politikreds, og det er blevet et særligt indsatsområde for politiet. Eva Kjer Hansen har i SATS puljen mere end fordoblet beviillingen til området fra 30 mio til 70 mio og seneste lykkedes det så at få Rikke Hvilshøj til at udvide beskyttelsesperioden fra 30 til 100 dage.
Løfte i flok
Jeg glæder mig over de mange fremskridt, der er, men det ærger mig, at Socialdemokraterne er mere fokuserede på oppositionspolitik, end på at vi sammen arbejder målrettet og fremadrettet på at bekæmpe den helt uacceptable menneskehandel. Der er altid rum for forbedringer, der er desværre stadig alt for mange handlede kvinder i landet, og der er desværre alt for mange bagmænd, som lukrerer på kvindernes dårligdom. Det er dem, vi skal rette skytset mod. Det er dem, vi skal bekæmpe, ikke hinanden. Så lad os da fokusere på sagen og gøre det sammen.
