Ellen Trane Nørby

Krise, katastrofekurs, krisetid. Ordet “krise” optræder ekstremt mange gange i de danske medier den seneste tid. Nu tænker i sikkert åh nej, ikke endnu en klumme om mediernes selvsving omkring statsministerens ferie med sin familie. Og nej, ikke at ord om det. Jeg taler om de mange artikler om krise i dansk film, der har fyldt de danske medier det seneste års tid.

Sidste år ryddede Stieg Larssons “Millenium” trilogi billethylderne og svensk film pressede dansk film på antallet af solgte billetter. Krisen i dansk film er afgrundsdyb forlyder det. Få huskede at nævne, at det var den danske instruktør Niels Arden Oplev, der stod for ’mænd som hader kvinder’ Krisemønsteret er pudsigt nok noget, som synes at gentage sig hvert fjerde år når vi nærmer os et medie og filmforlig, hvor de mange støttemidler til dansk film diskuteres.

Jeg var i Berlin den forgangne weekend til Berlinalen. I kampen om de attraktive gyldne bjørne er hele 2 danske film ud af flere tusinde kommet gennem nåleøjet til hovedkonkurrencen sammen med 23 andre film. Da Thomas Vinterbergs afgrundsbarske ’Submarino’ blev vist lørdag aften efterlod det en biografsal i dyd tavshed og flere med tårerne trillende ned af kinderne. Farens desperate kamp og splittelse mellem kærligheden til sin søn og længslen efter det næste fix er dansk socialrealisme når det er værst og bedst. Sammenlignet med Jonas Bengtsons bog af samme titel bliver filmen nærmest en odysse af håb. Den anden danske film er Pernille Fischer Christensens ’En familie’, der vises fredag aften. Her er superlativerne på forhånd positive overfor skildringen af en mands livs/dødskamp.

På den anden side af Atlanten er Lone Scherfigs film ’An Education’ nomineret til ikke færre end 3 oscars og Anders Østergaards tankevækkende dokumentarfilm ’Burma VJ’ har allerede vundet 40 prestigefyldte priser siden sin første visning i 2007. I marts bliver sløret løftet for om der også kan tilføjes en oscar til kaminhylden.

I en tid hvor danske film vælter sig i priser og nomineringer og hvor danske Read more

Ude foran Det Kongelige Teater sidder to store personligheder inden for dansk skuespil og troner, Ludvig Holberg og Adam Oehlensschlager. De to herrer er selvfølgelig placeret netop her, da Det Kongelige Teater er hele Danmarks nationalscene og kulturelle bastion. Når man bladrer i de støvede tykke historiske bøger om dansk scenekunst, så er det jo også Det Kongelige Teater, der op igennem historien har bidraget med flere store kulturelle oplevelser og underholdning, end noget andet teater i landet. Det er der selvfølgelig en hel naturlig årsag til.

Foruden dygtige ansatte, så skyldes succesen også, at Det Kongelige Teater – i modsætning til andre danske teatre – hvert år modtager et kæmpe million beløb fra staten til at kunne sætte forestillinger inden for ballet, opera og skuespil på programmet. Hvor landets øvrige teatre ofte lever af smalkost, så får National scenen ikke mindre end 533 mio. årligt fra staten. Hertil kommer en ekstrabevilling fremadrettet på 18,7 mio. årligt til at dække ekstra udgifter ved det nye skuespilhus, samt 40 mio. fra Københavns Kommune og op mod 20 mio. fra fonde og sponsorer. I statstilskud svarer det til, at der bliver givet 900 kr. i tilskud for hver gang, der sætter sig en publikum i sædet.

Med en så kæmpe økonomisk indsprøjtning følger også en Read more

”Der sker meget i Fredericia, specielt på det sociale område, derfor er det altid spændende som socialordfører og sydjysk folketingsmedlem at besøge området. Derudover skal musical akademiet sikres som nationalt uddannelsessted” Udtaler Ellen Trane Nørby.

I dag mandag kl. 08.30 starter Ellen Trane Nørbys besøg i Fredericia, når hun og byens nyvalgte Venstre borgmester, Thomas Banke, mødes med Fredericia Musical akademis rektor, Søren Møller. Formålet med mødet er, at diskutere hvorledes man kan sikre at musical akademiet bliver nationalt uddannelsessted for musical uddannelsen. Senere skal de møde 2 sociale projekter.

”Det bliver spændende at besøge Medborgerhuset Korskær og se deres arbejde med unge. Samt projektet ”Længst muligt i eget hjem”, hvor ældreplejen gribes helt anderledes an end tidligere” Udtaler Ellen Trane Nørby.

Så har en diskussion om ytringsfriheden heldigvis igen fundet vej til den offentlige debat. Heldigvis siger jeg fordi, at hver gang vi har mulighed for det, så skal vi gøre opmærksom på og kæmpe for denne frihedsret – og vi må aldrig tage den for givet. Derfor er det også så ærgerligt, at diskussionen denne gang er opblusset, fordi en virksomhed har valgt at ligge bånd på sig selv og på ytringsfriheden i frygt for konsekvenserne. Jeg taler selvfølgelig om auktions-huset Lauritz.com’s beslutning om ikke at lade en akvarel tegning af Kurt Westergaard indgå i en auktion, hvor TV-2’s seere kan byde på værket og sende pengene videre til nødhjælpsorganisationer, der er i gang med redningsarbejdet på Haiti.

For når vi hører om de planlagte terrorangreb imod Jyllands-Postens ansatte i Århus og Kurt Westergaard selv, så er det da klart, at angsten og uroligheden kribler frem i os, og at vi derfor lader den fejlslagne og umiddelbare rationelle fornuft tage over. For herregud, det er jo bare et enkelt maleri, som vi vælger ikke at vise – det går såmænd nok alt sammen! Men nej det går virkelig ikke, for vi er vel ikke nået til det punkt, hvor vi ønsker at lade angsten og bekymringerne styre os?

Vi har et medansvar

Selvfølgelig er Lauritz.com en selvstændig virksomhed, der i princippet kan vælge ikke at ville vise billedet på sin hjemmeside af politiske grunde, eller med henvisning til deres medarbejderes sikkerhed. Men problemet er blot, at hver gang en virksomhed træder tilbage og viger, så er det lettere for den næste også at vige og dermed falder vores fælles bolværk for at sikre at kunstnere og andre frit kan ytre sig i det danske samfund. I disse tider gør myndighederne alt hvad de kan for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis vi ikke alle tager et medansvar, så ender vi med at være med til at stigmatisere selv samme Kurt Westergaard og den ytringsfrihed som han er er eksponent for.

Rundt om i verdenen sætter borgere, journalister og kunstnere dagligt deres eget liv på spil, fordi de håber og tror på, at deres små aktioner og opråb i kampen for ytringsfrihed, i sidste ende vil føre til fremskridt – eller i hvert fald Read more

Kronik bragt i Berlingske

Man siger, at udviklingen altid går langsommere, end man forestiller sig, men at konsekvenserne altid bliver mere omfattende, end man tror. Hvis man overfører det på den udvikling, vi har oplevet i anvendelsen af informationsteknologi og almindelige menneskers brug af bredbåndsforbindelser til at kommunikere og skaffe sig viden og oplevelser, må man konstatere, at det er gået rigtigt stærkt, og at danskerne har taget den nye teknologi til sig.

Read more

I disse dage løber World Outgames af stablen i København, og det er en begivenhed, der i høj grad er med til at sætte Danmark og vores hovedstad på verdenskortet som et progressivt land, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden (altid!) kan bruges til mangt og meget, og hvor det at byde velkommen til bøsser, lesbiske, bi og transseksuelle fra hele verden er noget, vi fejrer med flag. Read more

En oplevelse man ikke får hver dag som politiker, er at være gæsteanmelder. Dog har jeg været så heldig at blive den første gæsteandmelder på hjemmesiden www.bandbase.dk. Her fortæller jeg om mit forhold til alt fra Leonard Cohen til Johnny.

Læs meget mere på http://www.bandbase.dk/Blog/MestOmMusik/35941/Rock-paa-Christiansborgs-gange/

Bragt i Venstre i Sønderborgs medlemsblad “Sønderborg set fra Venstre”

Ellen Trane Nørby, MF for Venstre i Sønderborgkredsen

I Slutningen af august havde jeg fornøjelsen af at åbne Tønder Festivallen. I høj grad et kulturelt fyrtårn i det Sønderjyske og en lokalt forankret begivenhed, der har stærke rødder, men også følere ude for fremtidens udfordringer. Tønder Festivallen er heldigvis ikke enestående for vores region, der kulturelt har meget at byde på, men hvor vi også er nødt til at minde hinanden om, at der skal mere, andet og nyt til.

Kulturregion Sønderjylland, som er et kulturpolitisk samarbejde mellem Aabenraa, Haderslev, Tønder og Sønderborg kommune, fik lige inden sommerferien 5,3 mio. kr. over en 4-årig periode, til at udvikle Sønderjysk kulturliv. Det er vigtigt for områdets udvikling, at kulturlivet styrkes. Skal vi kunne få folk til at bosætte sig i egnen, kræver det mere end arbejdspladser og flot natur. Ingen har lyst til at bo i en kulturel ørken, derfor er det vigtigt at kultur prioriteres højt og regeringen viser vejen, ved at støtte kulturregion Sønderjylland. Pengene vil bl.a. gå til en dansk-tysk børneteater festival, for at styrke de tværnationale kulturelle aktiviteter. Samtidig er det nyskabende kulturelle aktiviteter som pengene skal gå til og ikke bare at bevare nuværende aktiviteter.

Det er vigtigt for den kulturelle underskov og talenter der ikke bor lige i København eller Århus. Derfor er det vigtigt med lokal kulturel støtte, som der kommer med denne aftale, men der ændrer ikke på det faktum, at hvad enten vi taler Nord-Als festival, KIG, Kunstskolen, Kultur i Syd og mange andre, så er de alle forankret i stor lokal opbakning og frivilligt engagement.

Bragt i JydskeVestkysten

Tønderfestivallen er for mig et narturligt afbræk i august. Det er en anledning til at drikke øl i godt selskab, mødes med venner og bekendte og smage på musik, der ikke er fast inventar på de danske hitlister, men alligevel både mere dansk og rodfæstet og internationalt på samme tid end meget af det, som dagligt fylder æteren.

Der lugter ikke nødvendigvis godt i telt 1 når der klappes, hujes og danses og kombinationen af halvvåde jakker og gummitelt blander sig. Men hvad så. Efter 2 minutter har musikken fået overtaget og regnen udenfor glemt. Men i år bliver vejret godt…., det har meterologerne lovet. Opholdsvejr, hmm vi får se. Men Tønderfestivallen lever sit eget liv trods vestenvind og regn og diverse benspænd. Holdet bag forcerer alle udfordringer, fordi de ikke kan lade værd. Men hvert år kan være det sidste, hvis ikke alle bakker op.

Kombinationen af stille sid-ned musik blandt kunstværkerne på museet og de større armbevægelser i Tønderhallen gør, at der er noget for enhver smag. Sidste år måtte jeg dog erkende, at det for enhver smag også betød, at der var en del, der ikke var for min smag, men det er jo også fordelen ved musikfesterne, at man kan udfordre sin egen opfattelse af hvad god musik er. Heldigvis er ikke alting alfa konsensus.

Allan Olsen holdt publikum i sin hule hånd som den lille gråspurv på hans Multo Importante, da han spillede på gymnasiet sidste år. Hvor kan jeg da ærgre mig over, at jeg går glip af ham i år. Når den berusede del råber på Onkel Kristian eller Tårnspringeren og Olsen råber tilbage som en del af ritualet er Tønderfestivallen på kogepunktet.

Festivalen er endnu et bevis på, at Tønder emmer af kultur. Her lugter af musik og engagement og Festivalen er en gevinst for alle. Også de, der en weekend om året brokker sig over for mange biler og behovet for ørepropper. Festivalen skaber nemlig vækst, udvikling og økonomi i området og det er blæret, at der hvert år er 2000 frivillige, der stiller op og får det hele til at løbe rundt. De som tror at folkemusik er fortid kan godt tro om. Teitur, Eivør og i år Thomas Buttenschøn er lysende eksempler på at sing-a-songwrtier og folktraditionen ikke er en uddøende art, men en referenceramme for noget af tidens bedste musik. Generationsskiftet er vigtigt og gør at også jeg synes det er nyt og sjovt at komme igen.

Den kommende uge bliver en med udsigt til store dele af den danske geografi. Mandag står på mediemøde med TV Syd i Kolding, Klimamøde med projekt Zero og møde med erhvervsklubben om aftenen. Tirsdag slutter af med at jeg skal holde et oplæg på Venstres EU opstillingsmøde på Fyn og  fredag går turen til Aalborg, hvor KL holder deres store sociale topmøde med 2000 socialpolitikere fra hele landet. Jeg er sikker på, at det bliver en fredag med store debatter og blod på tanden for mit udgangspunkt er, at kommunerne er nødt til at påtage sig et større ansvar på det sociale område, hvis det kommunale selvstyre skal give mening.

Ellers står ugen på udvalgsmøder, gruppemøder, lidt forhandlinger og en konference om sprog i DR. Efter massiv kritik har DR sat sproget til debat.  Snøvler skuespillerne i dramaserierne, taler speakere uklart og er det en glidebane, at Deadline hedder deadline, public service, public service og alle de andre engelske udtryk, der har sneget sig ind i ikke bare vores daglige sprogforbrug, men også hos DR, der ellers burde være den sproglige fanebærer og holde den kulturelle fane højt. Jo, det skal nok blive en interessant debat, hvor jeg vil forudse, at der er partier, der lander i henholdsvis den ene grøft; Alle engelske udtryk skal forbydes og den anden grøft, at dansk er på vej ud og engelsk alligevel tager over, så hvorfor kæmpe imod.

Hvis det står til mig er balancen et sted midt i mellem. Dansk er ikke bare et sprog, der er vores modersmål og en stor del af vores identitet som danskere. Dansk er kulturbærende og det er her vi finder de mange nuancer og de sproglige perler og udtryk som kendetegner netop os. Hvor gode vi end bliver til engelsk – og andre sprog, for det skal vi for at kunne klare os i en globaliseret verden, så er dansk vigtigt at holde fast i og udvikle. I debatten om sproget er et andet perspektiv også den gruppe i samfundet, der ikke mestrer andet end dansk, eller de knap 15% af en ungdomsårgang, der hvert år forlader folkeskolen som det man kalder funktionelle analfabeter med et fagudtryk. Altså hverken mestrer sproget eller forståelsen af det. Denne gruppe har det svært nok ved at begå sig på dansk og derfor er udfordringen også at sikre, at vi ikke få et endnu mere spaltet samfund sprogligt. Altså et AogB hold, hvor A holdet ridder på en global optur og B holdet end ikke kan følge samfundsdebatten. Der er som sådan intet i vejen med at vores uddannelser bliver mere og mere internationale, men der kan opstå seriøse problemer, når dyrelæger for fremtiden hedder VETs og hele uddannelsen foregår med engelske fagudtryk. For hvad hedder det så på dansk, når man står med en ko med tarmproblemer og en bondemand, der ikke helt er med?!

Det bliver en spændende debat, som følger op på det sprogudvalg, som kom med deres  anbefalinger til en ny dansk sprogpolitik tidligere på året.