Ellen Trane Nørby

Denne kronik fra JP 29. september 2009 er skrevet sammen med Mogens Jensen, MF (S), medieordfører.

I disse måneder arbejder regeringens skattekommision for fulde omdrejninger. Det er med afsæt i dette arbejde, at vi gerne vil komme med et vigtigt indspark. Det er et input til debatten, som vi fremsætter som to individuelle medlemmer af Folketinget. Vi har ikke taget vores partier med på råd i sagen og vi er bestemt heller ikke blevet taget i ed hos vores partier. Men det er et spørgsmål, som helt klart bør indgå i Skattekommissionens arbejde. Read more

Kronik bragt i Berlingske Tidende d. 18. september
Af Ellen Trane Nørby, MF (V) m.fl.

Ordet ’kapitalfond’ har for længst vundet indpas i det danske ordforråd, men det nævnes sjældent i en positiv sammenhæng; tværtimod! Kapitalfondene er under konstant angreb i medierne, men den kritik, de møder, minder mest af alt om middelalderens heksejagt. Read more

Kronik bragt i Information, 5. juni 2008

At ligge på badeværelsesgulvet var lykken. Vestenvinden tung og genstridig. Altid imod mig, når grusvejene hjem fra skole skulle tilbagelægges i slud, regn og rusk. Men så var lykken at ligge der på badeværelsesgulvet med en bog, at mærke gulvvarmen trænge gennem kroppen og varme knogler og kød op. Først var det de fem, jan bøgerne og meget andet, der blev slugt på det blå badeværelse, der aldrig var ledigt når jeg var kommet hjem fra skole. Siden blev det de unge danske forfattere, som Helle Helle, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Mads Brenøe, hvad skete der egentligt med ham efter sex med en brødrister. Siden blev det Hesses Steppeulv, Kunderas Identiten, Jonas Bengtsons Submarino og Aminas breve og en liste lang, der ligger forude.

Det var med Kundera, at jeg mødte en forfatter, der satte livet i perspektiv. Det var her jeg fandt den stemning jeg synes er vigtig, at bære med sig ud i verden. Bevidstheden om at livet er en perlerække af valg, hvor man selv er herre over at træffe valg, såvel som ikke træffe valg. Som Sartes lukkede døre, vælger vi selv hvilke, vi vil åbne. Nuvel, livet er også en lang række af fristelser og djævlen hiver I os fra alle sider.

Kunderas forfatterskab bliver også et vidnesbyrd om hvem vi er som mennesker. Om det at blive vidende efter at have levet i uvidenhed som Josef, der vender hjem i Uvidenheden. Om at ændre os, fordi andres syn på os påvirker vores selvbillede, som det er tilfældet for Chantal i Identiteten.

Men Kundera har også den større historiske dimension. Den iboende fortælling om det delte Europa, som var min barndoms største vidnesbyrd. Den Tjekkiske videnskabsmand i Langsomheden bliver rørt over alle de ting, han aldrig har oplevet. Rørt over igen at kunne gøre det han interesserer sig for, nu hvor ufrihedens åg har løftet sig og kommunismens tankekontrollerende bånd ikke længere snærer. Pludselig er han igen herre over sit eget liv.

Mange af mine barndomsferier var bilture ned gennem Europa. De opkogte slagsmål med min lillebror, når temperaturen bag i den lille Corolla steg som grænserne blev passeret. Til Italien, hvor tolderne råbte Laudrup, Laudrup ved synet af vores Danish Dynamite shorts og trøjer, til Sydfrankrig og til det Balkan, der siden stod i flammer.

Siden gik turene til Østeuropa; Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Til det nu åbnede Europa, som Kundera kom fra, og hvor mange af hans personer havde rod. Her fulgte jeg gennem ferier den udvikling, der nu tog fart. Den vækst, der kom mange til gavn, men også efterlod mange med bristede drømme fordi det pludselig var evner, der betød noget. Det satte livet i perspektiv.

Det er klart, at min Lithauiske veninde Milda eller min Mozambiquiske veninde Selcia har en helt anden livsbagage med sig end jeg har. Jeg tænker ofte på det, netop når vi taler frihed. At friheden til at vælge mister sin betydning, hvis friheden kun består i at kunne vælge den bro man vil sove under natten efter. Derfor er det selvfølgelig klart, at forudsætningerne er forskellige, men hvor end vi befinder os, hvor end vi er som mennesker, så ændrer intet ved det absolutte faktum, at valget starter hos os selv.

Nej, livet er ikke et andet sted, som Kundera kaldte en af sine bøger. Livet er her. Og det er os der lever det. Vi bestemmer selv hvordan, og vi træffer selv valgene. Hastigheden bestemmer vi også selv. Skøjter vi af sted i livets ulidelige lethed, eller fordyber os. Vi kan skynde os langsom eller som Vincent i Langsomheden. Sætte os op på motorcyklen og glemme verden som hastigheden øges. Hurtigheden, vor tids åg, bliver hos Kundera at stikke af fra den virkelighed man befinder sig i. For når hastigheden øges forsvinder bekymringerne og den der er frigjort for fremtiden har intet at frygte. Alt i alt handler mange af Kunderas fortællinger om tid. Og dette ultimative udsagn om at vi selv bestemmer hvordan vi bruger vores tid, 

TID.

Tid der flyver af sted. Tid som går og aldrig kommer tilbage. Tid som bruges og tid som kunne bruges anderledes. Tid til at stoppe op, trække vejret og tænke sig om. Mange undgår det i dagligdagen for tænk nu hvis man pludselig kunne mærke følelsen af at man måske burde bruge sin tid på noget andet. Tid til at gøre det vi ikke har nået, tid til gøre det vi gerne vil noget mere.

Tid til at møde andre mennesker. Tid til at være noget for andre mennesker.

Tid til at stoppe op og lytte. Tid til at være sammen med dem som man elsker. Vi har en tendens til hele tiden at vente og hige efter noget andet end nutiden og dagligdagen, – i ugens løb venter vi på weekenden, – og i årets løb venter vi på ferierne, – eller på hvornår vi ved at knokle røven ud af bukserne har tjent penge nok til et eller andet materielt, som reelt alligevel ingen værdi har i forhold til egentlige livsværdier.

Glemmer vi helt at sætte pris på nutiden og glæde os over de små ting i dagligdagen, – et godt og spændende arbejde, – dejlige børn og familiemedlemmer, – gode venner, – en god bolig og en smuk natur omkring os, – men måske allermest et godt helbred, for hvis ikke helbredet er i orden kan det være lige meget med det andet.

Netop fordi mange af os glemmer alle de små ting, der gør livet værd at leve, når vi raser gennem en stresset hverdag, så er der grund til at hive det frem og huske det.

Det får Kundera mig til. Til at stoppe op og tænke over det jeg har og hvor jeg gerne vil hen. For tilværelsen er ikke ”En spøg”. Det er en række af latterlige lidenskaber, om latter og glemsler, om vores tro på udødeligheden og sidst en afskedsvals med livet og et blik tilbage på de valg vi har truffet, eller netop ikke truffet.

Også Kunderas lette sætninger, der løfter sig fra papiret som var de fjer. De korte kapitler, den resolutte handlen tiltaler mig og det er vel også denne form, der gør, at Naja Marie Aidt bliver en af mine danske yndlige, hvor livets ubønhørligheder drager og hvor kærligheden smerter. Hvor myggestik bagatelliseres og englene flyver højt. Jo, jeg elsker at læse fordi det perspektiverer det liv vi lever. For verden bliver sylet fast og mennesket egen betydning udpenslet.

Kronik af Ellen Trane Nørby, næstformand den danske Europabevægelse, Erik Boel, formand den danske Europabevægelse, bragt d. 1. april i Berlingske Tidende.

Regeringen har bebudet, at danskerne inden for en overskuelig fremtid får lejlighed til at tage stilling til de danske EU undtagelser. Det er glædeligt – og på høje tid. Det er nu 15 år siden, de danske undtagelser blev forhandlet hjem i en tid og verden, som så meget anderledes ud, end den globale virkelighed vi som danskere vågner op til i 2008.

Afstemningsform og hvilket spørgsmål, befolkningen konkret skal tage stilling til, er endnu uafklaret. Efter vor opfattelse bør befolkningen få mulighed for at tage stilling til alle fire  undtagelser – med fire krydser. Det vil være det mest demokratiske, og også det mest reelle, fordi den enkelte borger måske gerne ser, Danmark kommer med i den fælles valuta , men ikke ønsker dansk deltagelse i fx forsvarssamarbejdet.

Desværre er der en reel risiko for, at JA-partierne i Folketinget med Statsministeren i spidsen vil ryste på hånden, når det gælder dansk deltagelse i euro’en, og alene vil lade befolkningen stemme om det retlige og forsvarsforbeholdet. Officielt vil begrundelsen være, at vi så sent som i 2000 har stemt om euro’en. Uofficielt, at partierne frygter, at danskerne vil stemme nej til deltagelse i den fælles valuta.

I så fald vil det være dybt beklageligt. Hvis vi – som statsministeren var inde på i nytårstalen – ønsker at sende et signal til omverdenen om, at Danmark er på vej ud af hængekøjen og parat til at tage medansvar for Europas fremtid, er dansk deltagelse i euro’en det stærkeste signal, vi kan sende. Set ud fra et økonomisk synspunkt er det slet og ret euro forbeholdet, der er interessant at få afskaffet.

Vi er begge stærke tilhængere af EU-samarbejdets politiske aspekter. Det ændrer ikke ved, at toldunionen, den fælles handelspolitik, landbrugspolitikken og det indre marked er grundelementer i samarbejdet, og den fælles valuta er nødvendig for at fuldende billedet af denne økonomiske integration i Europa. Samtidig indebærer den økonomiske integration et vigtigt spill-over til den politiske integration, jf. at den oprindelige Kul- og Stålunion også var tænkt som et fredsskabende projekt mellem Frankrig og Tyskland.

EU-modstanderne peger ofte på, at det ikke er nødvendigt, at vi tilslutter os euro’en. For det går jo meget godt med dansk økonomi. Hertil er at bemærke, at det netop skyldes eksistensen af euro’en, at det går godt med vores økonomi. Den fælles valuta giver stabilitet, herunder prisstabilitet, og forudsigelighed i de økonomiske kalkuler. Resultatet er flere investeringer, øget beskæftigelse og mere velfærd. Selvfølgelig kan Danmark vælge fortsat at køre friløb. Men det er usolidarisk ikke at tage aktivt del i og medansvar for et samarbejde, som Danmark har så store fordele af. Det er jo også spørgsmålet om vi til tid og evighed blot vil forholde os til, hvad de andre bliver enige om på det økonomiske område og så tilslutte os det bagefter.

Det hører nemlig med til billedet, at Danmark som duksedrengen i klassen lever op til euro-kravene om orden i økonomien – vi har blot sagt nej til indflydelsen i den europæiske Centralbank og i euro-gruppen, der samarbejder om den økonomiske politik. Det giver ganske enkelt ikke mening.

Fordelene ved at være med i euro’en er klare og overbevisende. Slovenien kom med i januar 2007 og Malta og Cypern i januar i år. Og en række af de andre nye medlemslande i Østeuropa står nu for tur. Det er på høje tid, at også danskerne får lejlighed til at tage stilling til vores deltagelse i dette samarbejde, som er af historisk betydning.

Det er oplagt, at befolkningen også bør have lejlighed til at tage stilling til den generelle marginalisering af Danmark i EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som forbeholdet på forsvarsområdet har ført til. 

Mest markant har det været, at vi fra dansk side ikke har deltaget i EU’s fire militære operationer i Makedonien og Congo i 2003, i Bosnien i 2004 og i Tchad i år. I Bosnien og Makedonien måtte vi endog lide den tort, at vi måtte trække vore tropper hjem ene og alene fordi aktionerne overgik fra at være under den lyseblå NATO baret til den mørkere blå  EU. De opgaver tropperne skulle løse var praktisk taget identiske. Tilsvarende har Danmark ikke kunnet deltage i oprettelsen af fx et EU-satellitcenter i 2001 eller det europæiske forsvarsagentur i 2004. En række meningsmålinger viser samstemmende, at et klart flertal i befolkningen ønsker, at Danmark får mulighed for fuldt og helt at deltage i det udenrigs- og forsvarspolitiske samarbejde i EU.

Det er mindre kendt, at forbeholdet også svækker Danmark i NATO, OSCE og FN. En stærkere EU-forsvarsdimension med tætte forbindelser til disse organisationer, fører til en marginalisering af Danmark, fordi vi er nødt til at stå af på grund af forbeholdet. Selv i det højtbesungne nordiske samarbejde er vi blevet svækkede og kan ikke deltage i de nordiske kampgrupper, idet disse skal rapportere til EU. Ved nytårsskiftet blev det understreget nok engang, da vores nordiske broderland Norge, der ikke er medlem af EU, kunne deltage i fredsbevarende og skabende kampgrupper, som Danmark ikke kan være en del af. De danske soldater er ellers vidt og bredt anerkendt for deres fornemme arbejde og flair for at arbejde i konfliktfyldte områder, fx i Afghanistan. Hvor er det ærgerligt, at en dansk EU undtagelse gang på gang sætter en stopper for dansk engagement i Verden.

Det svækker også dansk indflydelse, at de militære områder i EU i stigende grad sammenvæves med de civile. I virkelighedens verden giver det god mening, men det risikerer at sætte Danmark uden for døren, fordi vi har taget et forbehold på forsvaret. Vi deltager heller ikke i drøftelserne på det militære område i EU, og vi har i det hele taget svært ved at få danskere placeret centralt ikke bare i EU-systemet, men også i NATO som følge af forbeholdet.

Hertil kommer en aktuel faktor: Det er positivt, at den franske præsident Nicolas Sarkozy har lagt op til, at Frankrig fuldt ud genindtræder i NATO-samarbejdet. Men franskmændene vil til gengæld lægge vægt på, at amerikanerne anerkender en autonom europæisk militær kapacitet. Det vil sætte udviklingen af det militære samarbejde i EU op i et højere gear med yderligere dansk marginalisering som konsekvens.

Det retlige forbehold er det forbehold, der mest markant bliver berørt af Lissabon-traktaten, som antagelig træder i kraft i løbet af et års tid. Traktaten betyder, at det retlige samarbejde bliver almindelig fællesskabspolitik – og dermed omfattet af den danske undtagelse på retsområdet. 

Konsekvenserne for Danmark bliver mildt sagt temmelig omfattende. Den danske undtagelse vil eksempelvis brede sig til det samarbejde, der i dag finder sted mellem politimyndighederne i EU-landene (Europol), samt det tilsvarende arbejde mellem landenes anklagemyndigheder (Eurojust). Derudover vil Danmark blive isoleret i den proces, der skal sikre anerkendelsen af retlige dokumenter på tværs af landegrænser (bevismateriale, tidligere domme osv.) Endelig er der hele asyl- og indvandringsområdet, hvor Danmark opretholdet en strengere politik end EU, og hvor der ikke er blevet indgået parallelaftaler. I takt med at EU tager stadig flere fælles initiativer i erkendelsen af problemets bogstaveligt talt grænseoverskridende karakter, udstilles denne forskel mellem det EU og danske standarder stadig tydeligere. 

I en verden hvor næsten alle former for kriminalitet får en international karakter – narkokriminalitet, menneskesmugling, terrorisme, børneporno og prostitution for bare at nævne et par stykker, er det paradoksalt, at Danmark måske helt tvinges ud af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, på grund af vores undtagelser.

Under forhandlingerne om Lissabon-traktaten fik Danmark tilføjet en protokol om et ændret retligt forbehold. Den indebærer, at et flertal i folketinget fra sag til sag kan tilslutte sig EU-tiltag på RIA-området. Det er det, man forstår ved “opt-in”, og som også gælder for Storbritannien og Irland, mens det nuværende danske forbehold er en “opt-out”, hvor det er nødvendigt, at Danmark indgår såkaldte parallelaftaler, hvis vi vil være med. Hvis den nuværende undtagelse skal ændres til en “opt in-undtagelse”, vil det forudsætte en godkendelse ved en folkeafstemning.

Efter vor opfattelse vil det rigtige være helt at afskaffe den retlige undtagelse, men vi anerkender, at der er områder, hvor udviklingen i Danmark er anderledes end i resten af EU efter 15 år udenfor samarbejdet. Så hvis det ikke er politisk muligt vil vi klart anbefale det næstbedste, “opt in” modellen som et første skridt mod en fuldstændig afskaffelse af forbeholdet.

Unionsborgerskabet dækker over en række rettigheder, man har som EU-borger, uanset hvor i Unionen man befinder sig, fx retten til at stemme til lokal- og Europa-Parlamentsvalg i det EU-land, hvor borgeren har bopæl. Med Amsterdam-traktaten blev det fastslået, at Unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale borgerskab, og undtagelsen mistede sin berettigelse. Derved blev den danske undtagelse så at sige skrevet ind i EU’s traktat. Men for at ophæve den formelt er det dog fortsat nødvendigt med en folkeafstemning. Og hvad i alverden er problemet? Vi er jo ikke endimensionelle mennesker. Vi har mange lag i vores identitet, der netop skaber det puslespil, som udgør os. Der er intet til hinder for at man kan være jyde, dansker, europæer og verdensborger samtidigt.  Derfor er undtagelsen en gang volapyk, der er skrevet i en tid, hvor vi endnu ikke var fortrolige med den globale verden.

Vi lever en spændende tid med nybrud i det europæiske samarbejde og Danmarks rolle i EU. Endelig får vi mulighed for at gå fra at være rollemodel i Europa, til selv at spille en rolle. Fra at være fodbolden andre kan sparke til efter forgodtbefindende, kan vi blive en medspiller på den europæiske bane – lad os gribe den chance

Kronik bragt i Politiken d. 28.07.2007 

Ingen kan tage patent på, hvad der er dansk kultur – så her er en protest mod patentpatriotisme.

Ellen Trane Nørby er MF og kultur- og medieordfører for Venstre. Merete Riisager er folketingskandidat i Odense for Det Radikale Venstre.

Vi skriver denne Kronik, fordi vi føler os danske. Men også fordi vi gerne vil dele danskheden med andre. Vi ønsker, at danskheden skal være en åben fortælling, hvor det sidste kapitel aldrig er skrevet, og den sidste forfatter aldrig er fundet. Read more

Kronik bragt i Flensborg Ugeavis d. 16.07.2007 

Danskheden er at sidde så langt som muligt fra hinanden i toget og at stå tæt sammen til en landskamp. Sådan lyder en af de definitioner, som kronikøren har fundet på Politikens hjemmeside. 

Det at være dansk er ikke noget, man blot bør tage for givet, men samtidig skal ingen have lov til at tage patent på det at være dansk. Danskheden tilhører os alle – og den inkluderer alle, som føler sig danske.

Jeg hæftede mig den 22. maj 2007 ved et læserbrev i Ekstra Bladet. Her skrev læseren, at der “er udbrudt en kulturel borgerkrig i Danmark med tre grupperinger på fronterne. Den nationale (anført af Søren Krarup), den kulturradikale (anført af Jelved) og så den muslimske med imamerne i spidsen”.

Nogle dage kan man føle, at læserbrevsskribenten har ret, men hverken den ene, anden eller tredje gruppering har mere eller mindre ret til at være danske, for vi er alle danske, og vi har alle ret til at være stolte og glade for at være danske, uden at det handler om nationalromantisk flirt med det nationale. Nej, ingen har ret til at tage patent på danskheden Politiken har på avisens hjemmeside lavet en side, hvor man kan skrive, hvad man forbinder med det at være dansk.

Det kan godt anbefales, at man går ind på hjemmesiden, for der er en række sjove, tænksomme og interessante indlæg.

Jeg citerer et par stykker. Det første er fra Johnny Hansen, Varde:

“Det er dansk at blive forarget over svinetransport den ene aften og næste formiddag hænge ind over køledisken og se efter billig flæskefars. Dobbeltmoral og middelmådighed. Det er desværre dansk ikke at ville betale for gode råvarer”.

Øl og øllebrød

Et andet er fra Christina i Valby:

“Selvhøjtidelighed og næstekærlighed – hvis det ikke er i konflikt med: Privatøkonomi, selvskabelighed, lugt, flæskesteg med rødkål, øl i arbejdstiden, øl i fritiden, øllebrød”.

Og et andet er fra A.P.:

“Dansk – er Jantelov, selvoptagenhed af bedre vidende grødbønder, som tror vi er verdens bedste og verden intenst lytter til vores altid rigtige svar på verdens problemer. Dansk hygge er fadøl, klaphat og platte vittigheder… ” Hygge, cykelstier, bøgeskov, de lyse natter om sommeren, en kold øl i en robåd på Furesøen og, som P.Quist siger, at kunne købe frugt og grønt ved vejsiden og lægge pengene i en cigarkasse. En nationalsang som slutter med: “og gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejer sin top i bølgen blå”.

Og netop den danske sommer, duften af nyslået græs, hylden som favner os i denne tid. Thøger Larsens midsommersange, Johannes Larsens skønne billeder fra den danske fynske natur, Jens Søndergårds monumentale mennesker, som kæmper mod Vesterhavet og naturens vold. Dannebrog mod en blå himmel og de gule rapsmarker, hvor biernes summen løfter sig som et vokalkor.

Det danske er mangfoldigt, individuelt, men stadig genkendeligt og samlende.

Tvetydigt, som L. fra Bramming har skrevet:

“At sidde så langt som muligt fra hinanden i toget. At stå tæt sammen til en landskamp”.

Skiller og samler

Vi har som danskere mere tilfælles end det som skiller os og det samme gælder os som europæere. Og netop i et grænseområde som dette bliver forskelle og ligheder tydelige.

Jeg føler mig hjemme her i grænselandet, og jeg nyder, at jeg som bosiddende i Sønderborg i et grænseområde har den fantastiske fordel at kunne nyde godt af to kulturer, sprog og landes mangfoldigheder og de fordele, der følger med at kunne bevæge sig hen over grænserne.

Og det er netop fordelene hen over grænserne, som jeg synes, vi alle har en forpligtigelse til at synliggøre og bedre, for kun derved sikrer vi en god integration og et tæt samarbejde i grænseområdet.

I Øresundsregionen har det været nødvendigt at bygge en bro for at fremme integrationen. Det behøver vi ikke her i det dansk-tyske grænseområde. Her er grænsebomme for længst blevet afløst af veje, der bare fortsætter, og hvor et lille skilt i siden er det eneste, som fortæller historien om den kontrol, der engang var.

Mentalt er der dog stadig langt inden alle opfatter stregen på kortet som en port ind til hinanden og ikke en afgrænsning. Og den mentale integration er netop den svære, for her kommer initiativer og lovgivning til kort. Men vi kan fremme samarbejdet politisk – og det skal vi!

En forpligtelse

Som kultur og medieordfører for Venstre har jeg netop krævet, at TV Syd i stationens public service-kontrakt forpligtiges til også at dække det danske i Sydslesvig. For når man bor og lever i et grænseområde, skal der for de offentligt finansierede medier være en forpligtigelse til at fremme integrationen og ikke stoppe sendevognen, hvor grænsen tidligere gik. TV Lorry har længe haft en forpligtigelse i forhold til hele Øresundsregionen. Den samme forpligtigelse skal TV Syd have. Og politisk synes jeg, der er stor forskel på at sende de klare signal, at det er noget vi politisk forventer og kræver af TV Syd, og ikke blot noget de kan gøre, hvis tv-stationen skulle få lyst!

Hele arbejdet med pendlerudvalget som en udløber af fejringen af 50 årsdagen for København-Bonn erklæringen har for mig været et vigtigt politisk signal, såvel som en praktisk løsning på en lang række pendlerproblemer i grænseområdet.

Den mentale integration er netop den svære, og politik og løsninger gør det ikke alene. Det ser vi også, når det gælder det europæiske samarbejde Igennem 50 år har der nu været fred og stabilitet i EU-landene, det havde der næppe været uden et europæisk samarbejde. Den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilson har sagt, at “venskab er den eneste cement, der holder verden sammen”. Det har vist sig at være fuldstændig rigtigt. EU er bare der hvor Europas lande mødes og dyrker venskabet…

Mange danskere tager det danske for givet, så har jeg samme opfattelse af mange europæeres opfattelse af EU. Det er ligesom at vi som danskere og europæere generelt tager for givet, at vi har et godt og positivt samarbejde hen over de europæiske grænser. At vi på god dansk vis brokker os og finder håret i suppen og glemmer det store billede

Letter dagligdagen

Europa er simpelthen lykkedes med at bygge broer over de forskelle der adskiller os. Broer i form af konkrete resultater, der gør livet lidt nemmere for os borgere i Europa. Det har naturligvis ikke altid været lige nemt at nå frem til løsninger, som man kunne enes om, når nu man er så forskellige i udgangspunktet.

Og fascinerende er det, at Europa er blevet forenet i samarbejde uden at det har kostet mangfoldigheden livet. Nogle har naturligvis undervejs været bange for at miste den dimension. Men det er heldigvis ikke sket. Og nu er der vel efter 50 år snart ført bevis for, at Europas lande ikke er blevet ensrettet, men i høj grad stadig har hver deres kulturer og traditioner. Tyskere er stadig tyskere, franskmænd er i den grad stadig franskmænd, osv.

Men den store fortælling om det at være europæer er aldrig rigtigt blevet fortalt.

Den store fortælling

Når man rejser rundt i USA, oplever man en fantastisk stolthed omkring det at være amerikaner, flaget, nationalhymnen, Mayflower og hele fortællingen om den amerikanske drøm, selvbyggerne på prærien.

I am Amercian. Og deres øjne bliver blanke og stolte.

Jeg er dansk – og jeg er europæer. I er danske, og I er europæere.

Fortællingerne har variationer, vi forbinder forskellige ting med det at være dansk, men egentlig kunne der fortælles en samlende og stolt historie, hvis vi ønskede det.

Kronik i Søndag Aften, November 2005  

Udgangspunktet for kulturpolitikken skal være lyst, ikke penge. Kreativitet kan ikke terpes, kun stimuleres. Uden os alle som glade deltagende amatører bliver kulturpolitikken smal.

Forleden dag sagde en af mine bekendte, at han skulle til koncert. Jeg tænkte fedt! Med hektisk folketingsarbejde går der alt for lang tid mellem mine koncertbesøg. Jeg spurgte, hvilken koncert? Svaret var; ”Nu synes du bare jeg er plat og lav-kulturel, men det er altså fordi jeg har fået billetter til min fødselsdag…” Jeg blev ret forundret, for hvad er det for en fordom, at min musiksmag nødvendigvis skulle være mere kulturel end hans. At det var en Allan Olsen koncert. Gjorde mig kun endnu mere jaloux fordi Olsen siden CDen af det syrede navn ”Onomatopoietikon” har vist, at han netop ikke bare er lydefterlignende men tager sin musik, kunst og sine tilhører med ud på en kulturel rejse, selv når den lettere berusede del råber på Onkel Kristian eller Tårnspringeren og Olsen råber tilbage som en del af ritualet.

Selvfølgelig er der bedre kunst end andet, selvfølgelig er der kulturelle frembringelser, der hæver sig og løfter sig op i en helt anden liga. Kulturrelativisme er et relativt uinteressant fænomen, for hvis al kunst var på samme niveau, så ville den blive kedelig og irrelevant. Så ville den blive mainstream og ikke længere udfordre, provokere, anstifte til tankevirksomhed og refleksion, eller slet og ret æstetisk nydelse og fordybelse.

Så jo, der er klart både god og dårlig kunst og kanoniserer man det ene i en kategori, så er det netop vigtigt at have det andet med, for uden sammenligningen bliver forskellen mindre. Variationen i kulturelle tilbud og muligheder er nødvendig for at give plads til opdagelsesrejser i kulturen og plads til forskellig smag og behag.
Barnlig nysgerrighed

Når vi taler kultur bredt set, og det gør vi i Venstre, hvor jeg siden folketingsvalget i februar har haft den fornøjelse at være kulturpolitisk ordfører, så kan man vel egentligt sige, at kultur er summen af alt der foregår i samfundet og mødet mellem mennesker i forskellige sammenhænge. Vi taler debatkultur, trafikkultur, madkultur etc. Kort sagt kultur er alt, men det betyder ikke, at alt skal støttes økonomisk og det betyder heller ikke, at alt kultur er noget som vi fra kulturpolitisk side skal sætte rammer for og forholde os til lovgivningsmæssigt. Ofte er så lidt indblanding som muligt den bedste kulturpolitik. Det er ikke det statsligt definerede endemål, der er interessant, det er processen, det er den udvikling der sker med mennesker, når de beskæftiger sig med kunst og kultur.

Antoine de Saint-Exupéry sagde Er kulturen tilstrækkelig rig, da overvælder den menneskene, selv om de ikke rører sig ud af flækken. Selv fløj han ikke kun i romanen ”krigsflyver” eller ”Postflyveren” og ”flyvere i natten” men også fysik ud i verden og oplevede den med en barnlig nysgerrighed som den lille prins…

Hvis kulturpolitikken i Danmark skal være relevant skal den derfor være tilgængelig for alle og kunne forstås af alle. Ikke dermed, at alle skal det samme, eller at der kun er en slags kulturtilbud. Nej, det der er forudsætningen for en god liberal kulturpolitik, er at alle har noget at vælge i mellem og alle føler en relevans.
Med Den lille prins som vejviser

Der er folk, som farter så meget omkring at de mister deres historie og forankring, der er folk, som ikke flytter sig ud af flækken, der er folk i København, Kalundborg, Kværs og Holmsland Klit og alle skal have del i kulturen og kulturpolitikken i Danmark. Det må være et mål for en liberal kulturpolitik.

Hvis kulturen og kulturpolitikken bliver elitær og snobbet, så mister den sin brede opbakning og så er vejen til rindalismen kort. Kulturpolitikken skal være bred og folkelig og den skal være forankret i et stort frivilligt og lokalt engagement. Venstres kulturoplæg bygger på liberale værdier, det er ikke en rindalistisk besparingsmanøvre, – det er et forsøg på at skabe bedre rammer for kunst, kultur og kreativitet i Danmark. Og det er en erkendelse af, at kultur ikke er et luksusgode, men et stærkt konkurrenceparameter i en global konkurrence. Med fare for at fortærske begrebet mere end det bliver i disse tider, så er kultur en del af sammenhængskraften i samfundet.

Så for den nysgerrige læser vil jeg gerne hæve sløret for hvad der står i Venstres nye kulturpolitiske oplæg. Men lov mig, at fordommene og manglen på nysgerrighed og barnlig lyst ikke tager over. Som da den lille Prins lærte, at kvælerslangen sluger sit bytte helt, uden at tygge det og bagefter slet ikke kan røre sig og må ligge i dvale i et halvt år. Eller da den lille Prins viser de voksne sin tegning og mødes med skepsis for nej, det var ikke en hat, men en kvælerslange, som havde slugt en elefant og nu var ved at fordøje den. Prinsen tegnede så det indvendige af kvælerslagen, så også de voksne kunne forstå det…
Det kulturelle potentiale

Oplægget ”Det kulturelle potentiale” er en del af Venstres samlede kulturpolitiske oplæg, som skitserer den liberale kulturpolitik. De næste oplæg kommer til at behandle henholdsvis; Idræts og fritidspolitikken og den kulturelle arv.

Oplægget Det kulturelle potentiale tager udgangspunkt i kulturens facetter i en globaliseret verden. De udfordringer, vi i kulturlivet står overfor med globaliseringen, kan samtidigt bidrage positivt til at skabe en relevans blandt danskere, som i dag ser kulturlivet som noget meget abstrakt. I alt for manges øjne har kulturpolitik ingen relevans, fordi det er et slagsmål om statskroner, som kun vedrører dem, som vil have penge. Kulturpolitik bliver på den måde en gang navlepilleri. Det billede forsøger det kulturelle potentiale at rette op på ved at bringe facetter frem i et måske mere utraditionelt lys.

Mere og bedre kultur handler ikke om endeløse midler fra det offentlige efter sloganet, her går det godt, send flere penge. Eller som det er tilfældet i socialdemokratiske målestok, at kvaliteten og omfanget af kultur kan afmåles direkte i antallet af kroner på finansloven og bare det er gratis så er det godt. Sådan ser venstres kulturpolitik ikke ud. Her kommer indholdet og engagementet først. Her spiller nytænkning en rolle og her er vi ikke bange for, at der i videre udstrækning tænkes private midler og investorer ind i kulturprojekter.

Udover at sætte fokus på hele globaliseringsfænomenet, så bygger oplægget på de fire hovedbegreber; potentialet, bredden, vækstlaget og decentralisering, som er nøje forbundet.
Potentialet sætter spot på det kæmpe potentiale, der ligger i det kreative Danmark. Vi taler her især oplevelsesøkonomi, kultureksporten og den kreative klasse.
Bredden sætter spot på kulturen som sammenhængskraften i samfundet. Kulturen ejes hverken af staten, eliten eller de få – den ejer vi alle og er alle med til at skabe. Tager vi ikke bredden alvorlig, mister kulturpolitikken sin opbakning.
Vækstlaget ligger i forlængelse af bredden. Det er karakteristisk for de fleste kulturområder, at der er et enormt vækstlag, få der kommer igennem nåleøjet til det forjættede land, hvor det til gengæld flyder med honning. Vi skal skabe nogle rammer, der forbinder top og bund bedre og sikrer, at der sættes spot på talenterne der skal hjælpes frem for siden at kunne springe ud og klare sig selv.
Decentralisering bygger på, at kulturlivet er mere og andet end København. Danmark må aldrig blive en kulturel udørk med et overflødighedshorn i hovedstaden. Vi må søge nogle rammer, som sikrer bedre vilkår for alle egne af Danmark til at forfølge deres kulturudvikling.
Jeg tror sådan set, at jeg vil lade den lille Prins være den nysgerrige guide gennem en flig af indholdet i oplægget.
Børn, Unge og Vækstlaget

”Se engang på himmelen og spørg dig selv: Har fåret spist blomsten, eller har det det ikke? Og du skal se, hvor alt bliver anderledes… Og ingen voksne vil nogen sinde kunne forstå, at det er så umådeligt vigtigt.”
Man kunne også sige, det er klart, at kreativitet ikke er noget som kan terpes, men noget, som skal stimuleres. At starte fra barnsben er derfor en forudsætning, hvis vi skal skabe kreative mennesker, der kan tænke innovativt og flerfagligt. En velfunderet kulturpolitik lægger et solidt fundament fra begyndelsen. Fra Venstres side har vi sat meget fokus på børn og unge. Der er i dag rige muligheder, hvis man som barn og ung elsker at dyrke fodbold og sport, eller spille musik. Den grimme ælling kan få lov til at udvikle sig til en Laudrup eller en smuk SwanLee. Men hvad hvis man nu interesserer sig for drama, billedkunst eller dans, hvad så?

Gennem de sidste år har regeringen sat spot på den musikalske fødekæde og med kommunalreformen har vi sikret, at musikskolerne bliver obligatoriske for kommunerne. Musikskolerne over MGK’erne som rugekasser for konservatorierne fungerer rigtig godt. Området er med en særlig musikpolitisk pulje blevet styrket med yderligere 40 millioner over de kommende 4 år og senest med 12 millioner ekstra i Finansloven 2006-9. Succesen in mente har Venstre været interesseret i at udbrede modellen på andre områder. Vi er meget bevidste om, at fødekæder kan være meget forskellige i brancher, og der ikke er en bestemt vej til en professionel løbebane indenfor nogen branche.

Venstre ønsker at udbygge modellen til billedkunst, dans og drama. Vi er åbne for, om det skal være i direkte forlængelse af musikskolerne, eller evt. med fællesadministration for at spare ressourcer. Venstre ønsker egentlige BGK’ere (Billedkunstneriske GrundKurser) og DGK’ere (Dans og Drama GrundKuser) og har med finansloven 2006 fået afsat 12 millioner til forsøg med kulturskoler for børn og talentpleje på det billedkunstneriske område gennem oprettelse af Billedkunstneriske grundkurser. På Esbjerg Kulturskole har man succesfuldt haft et pilotprojekt med en BGK. Det giver os en fast tro på, at det kan lade sig gøre for få midler. BGK’en i Esbjerg har kostet i omegnen af 500.000 kr. årligt, vel at mærke takket være en del frivillig arbejdskraft.
”Den lille Prins skyndte sig fra Planet til Planet, for der var så mange steder at besøge og så eget at høre om og opleve…”
Talentudvikling

Hvor kulturtilbud til børn og unge er en forudsætning for at der er et vækstlag til stede, så handler talentpleje om noget andet. Talent siger, som ordet hentyder, at der er tale om en person med et særligt talent. Vi skal støtte ekstra op om de personer, som kan noget særligt. Doktrinen må aldrig blive, at alle skal de samme. Der skal være plads til højdespringerne og vi skal sikre, at de får chancen.

I Danmark har vi haft en tendens til at støtte kulturen med stort K og til at konservere og bevare. Men groft sagt er fokus på talentudviklingen hele forudsætningen for at vi også har kultur med stort K om nogle år. For Venstre er det en prioritet at sætte mere fokus på talentudviklingen indenfor hele kulturlivet.
Musik

Det handler om musiklivet, hvor talentudvikling, coaching af talenter, hjælp til musikeksport skal styrkes, så dansk musik kan vokse endnu mere.
Design og Arkitekturpolitik

Det drejer sig om behovet for en dansk design- og arkitekturpolitik. Det er i for vid udstrækning de etablerede tegnestuer og arkitektnavne, der dominerer billedet. Vi mangler en mere åbenlys design- og arkitekturpolitik, hvor yngre arkitekter og designere kan tildeles særlige wildcards i forbindelse med opgaver og byggeri. I finansloven 2006-9 har Venstre kæmpet for, at der er blevet afsat penge til en dansk design såvel som arkitekturpolitik og udfordringen det kommende år bliver at formulere vores ambitioner og retningen af politikken.
Kultureksport

Det drejer sig om billedkunst, film, teater og en række andre områder, hvor ambitionen og næste skridt bør være at ”go global” og styrke hele kultureksporten. I den forbindelse har vi foreslået at styrke de danske ambassader som kulturelle forposter. De skal ikke ligne tilfældige kontorbygninger, men signalerer dansk stilrenhed og simplicitet mens de oser af dansk design og anden kultur. Ambassadernes og dansk eksportråds fokus på den kreative branche skal øges og sammen med de danske kulturinstitutter skal ambassaderne i højere grad være forposter for dansk kultur i udlandet.
Top og bund

I hollandsk fodbold har man sikret en kontinuerlig talentudvikling ved, at de professionelle klubber er forpligtet sin at anvende en vis andel af deres provenu på talentudvikling. Det har sikret Holland fodboldspillere i verdensklasse år efter år. Humlen har været, at det forudsætter, at alle vil være med. På frivillig basis vil en enkelt klub de første år kun lukrere på udenlandske spillere og herefter gå på storindkøb hos talentklubberne. Derfor er ordningen sikret ved lov.

I Venstre ønsker vi i første omgang at sikre en forståelse for at toppen er nødt til at tage et ansvar for bunden. Det gælder ikke kun i sportens verden. Især musiklivet har efterspurgt udvidet rammer til at støtte den voksende talentmasse. Venstre er åbne for, at fx Roskilde Festivalen også kan støtte talentudvikling såvel som humanitære formål gennem momsfritagelsen.
Økonomi

I kulturlivet skal vi generelt være bedre til at tænke i bundlinje og private investorer. Det koster penge at udvikle, men som i fx sportens verden skal vi ikke være bange for private midler. At der står Codan på trøjen af en fodboldspiller påvirker ikke fodboldspillet, men giver netop økonomisk overskud til at holde fokus på bolden. Man er ikke automatisk kunstnerisk kompromitteret, fordi der er private midler involveret. Det betyder, vi skal være bedre til at tænke ud af boksen, og relevans i forhold til private investorer og forbrugere.
Bedre formidling

Mange af de danske kulturinstitutioner er desværre ikke tilstrækkelig brugerorienteret. Vi er nødt til at gøre op med 10-16, mandag lukket mentaliteten. Vi er nødt til at tænke ud af kassen for at tiltrække de mange danskere, som ikke benytter sig af vores kulturtilbud. Fra finansloven 2007 og frem er der hvert år blevet afsat 40 millioner til bedre tilgængelighed og mere relevant formidling på de danske museer.
Kultur og erhverv

Der skal tænkes nyt og etableres nye samarbejder, fx med skoler, virksomheder, medarbejderforeninger og på tværs af de kunstneriske genrer og institutioner. Hele samarbejdet mellem kultur og erhverv skal udvikles og styrkes. Også huskunstnerordningen, hvor professionelle kunstnere tager ud og underviser i bl.a. Folkeskolen har været en stor succes. Med finansloven 2006-9 tilføres yderligere midler.
”Den lille prins flygtede forvirret. De voksne er bestemt meget mærkelige, sagde han til sig selv, da han drog videre ud i verden…”
Globalisering

Det er klart for enhver, at vi ikke kan konkurrere med Kina på løn og arbejdsforhold. Det er et kapløb mod bunden, hvor vi kun bliver fattigere. Vi lader dog til at være mindre bevidste om, at vi ikke kan terpe fagkundskab bedre end inderne. India Institute of Technology er i dag et af de absolut førende universiteter indenfor teknologi. IIT har en optagelsesprocent på ca. 2 % ud af ca. 100.000 ansøgere om året. De frasorterede ca. 98.000 søger bl.a. til amerikanske universiteter som Harvard og Massachusetts Institute of Technology. De har generelt ikke problemer med at komme ind på de førende universiteter i Vesten, fordi de siden barnsben er blevet terpet med fagkundskab. Vi kan ikke terpe fagkundskab bedre end inderne. Derimod er vi kreative.

Det betyder, vi skal videreforædle og differentiere produkter som i høj grad drejer sig om at skabe oplevelser i bred forstand til forbrugerne. Det er ikke længere sådan, at produkter sælger sig selv. Det drejer sig om branding og story-telling. B&O, Danske Dogme 95 film, Munthe plus Simonsen, eller amerikanske Starbucks og I-Pod er gode eksempler på videreforædling af eksisterende produkter. Hverken Starbucks kaffe eller Apple’s I-Pod er som sådan overlegne produkter, men er blevet videreforædlet ved branding og story-telling.

Kulturpolitik skal altså ikke længere bare forstås som noget i en kasse for sig selv, men ses som en del af et helt, sammenhængende samfund.
Menneskeklima

På samme måde som det er et vigtigt konkurrenceparameter, at Danmark har et attraktivt erhvervsklima, er det vigtigt, at Danmark også har et attraktivt ”menneskeklima”. Det er ikke enten-eller, men både og. De to ting udelukker ikke hinanden, men der har gennem de sidste mange år været en al for ensidig fokus på erhvervssiden. Det siger sig selv, at det er mennesker, der skaber den teknologi og innovation, som skal skabe vækst og udvikling til at betale den offentlige velfærd.

Højtuddannede intelligente mennesker kan vælge og vrage mellem forskningsbevillinger og højtbetalte, udfordrende jobs over hele verden. Arbejdskraften er blevet global. Kultur er i stadig stigende grad afgørende konkurrenceparameter for at tiltrække de kloge hoveder, som skal trække den erhvervsmæssige vækst og udvikling fremad. Virksomhederne skal være placeret i kulturelt og kreativt stimulerende miljøer. Hvis der er kulturelt goldt omkring virksomheden, taber den kapløbet.

Det er vigtigt for Venstre, at kulturpolitik ikke er placeret i en osteklokke, hvor den lever en stiltiende eksistens for sig selv, men indgår aktivt i videreudviklingen af vores samfund. Når udgangspunktet er, at kultur er en bred vifte, så bør kulturpolitikken med afsæt i kulturministeriet botanisere sig ud i de øvrige ressortministerier.
Oplevelsesøkonomien

Som det forrige afsnit beskrev, er det oplevelser i bred forstand, vi skal leve af i fremtiden. Oplevelsesindustrien tæller i dag brancher som turisme, design, arkitektur, teatre og sport. Med en omsætning på ca. 175 mia. kr. og en fuldtidsbeskæftigelse på ca. 170.000 mennesker overgår oplevelsesøkonomiens nøgletal markant fx landbrugets. Alligevel oplever oplevelsesindustrien langt ringere politisk opmærksomhed. Vi ved forbløffende lidt om oplevelses-industriens vækstdynamik og –potentiale. Derfor foreslår Venstre, at vi opretter et center for oplevelsesøkonomi.
Center for Oplevelsesøkonomi

Centret skal først og fremmest kortlægge den megen spredte fægtning, der har fundet sted på både uddannelses- og forskningssiden. Der er rigtig mange gode initiativer i spil, men vi savner en samlet indsats og kortlægning. På forskningssiden er det områder som forecasting af kundebehov, juridisk og merkantil risikovurdering samt organiseret kreativitet, der fremstår som ”hvide huller” i oplevelsesindustrien i øjeblikket.

På uddannelsessiden støtter Venstre en bacheloruddannelse med et basisår og to års-specialisering, fx med specialiseringerne service, events, design og medier. På uddannelsessiden er det et gennemgående problem, at vi på kultursiden er for ringe til at tænke i bundlinjer, mens man på handelssiden er for ringe til at se potentialet i kulturoplevelser. Derfor bør centret sætte fokus på at bygge bro mellem den kunstneriske og merkantile verden.

Ligesom den lille Prins i Antoine de Saint-Exupéry bog af samme navn besøgte så mange planeter, at der ikke var plads til at beskrive dem alle, så var dette også blot et lille indblik i Venstres nye kulturoplæg, som jeg håber, at flere vil læse.

Det væsentlige for Venstre er: talentplejen, børn og unge, decentraliseringen, bredden, engagementet, relevansen, internationaliseringen og det kæmpe kulturelle potentiale vi har. Det handler ikke om penge, men om kultur af lyst. Kreativitet kan ikke terpes, kun stimuleres. Uden os alle som glade deltagende amatører bliver kulturpolitikken smal. Uden engagementet ingen kunst og kultur, sammenhæng og forankring. 
Nøgletal for oplevelsesøkonomien:
Omsætter for 175 mia. kr. (7 % af den private omsætning)
Fuldtidsbeskæftiger 170.000 (12 % af fuldtidsbeskæftigede)
Eksporterer for 68 mia. kr. (16 % af dansk eksport)
Skaber værditilvækst for 62 mia. kr. (5 % af BNP)
Skaber forbrug på 64 mia. kr.(10 % af husholdningernes forbrug)

Kronik bragt i Berlingske Tidende  d. 10.07.2003
Den franske præsident Jacques Chirac er en djævel forklædt som engel. Han fører sig frem som Den Tredje Verdens frelser. Samtidig indgår han en underhåndsaftale med Tyskland, som bevirker, at den planlagte reform af EUs landbrugspolitik lægges på is. Taberne bliver netop de fattigste lande i verden, fordi landbrugsstøtten, importbarriererne og eksporttilskuddene hindrer frihandel.
Af Ellen Trane Nørby, MEP-kandidat (V) og formand for LYMEC, Den Liberale Ungdoms-organisation i Europa
Frankrigs præsident Jacques Chirac er en person, der længe har fremstillet sig selv som den store beskytter for de fattige lande i verden. Som den der på G8-topmøderne og WTO-handelsrunderne taler for de mindre højrøstede lande i verden. Han har arrangeret dialogmøder om Afrikas fremtid.

Han fremstiller ofte sig selv som den person, der kan løse kriser og konflikter i Afrika. I virkeligheden har han været den, som har fået kriserne til at eskalere i et forsøg på at sikre franske interesser og derefter sendt de franske tropper ind for at rydde op. Sådan så vi det sidst i Elfenbenskysten i januar. Selvfølgelig uden nogen form for mandat fra FNs side. Sådan er det jo med FN-mandater, det er noget, som gælder for alle andre end Frankrig.

Efter krisen i Irak har Chiracs støtte i befolkningen været høj, og meningsmålingerne afspejler dette. Af frygt for at miste sin støtte som den folkekære præsident har Chirac derfor lagt ekstra vægt på det andet politisk korrekte område – støtten til de fattigste i verden. Men hvordan ser virkeligheden ud?

Er Chirac den engel og tredjeverdenslande-beskytter, som han gerne vil fremstå som? Mit svar er nej. Han er vel snarere en djævel i forklædning. I den forbindelse synes jeg, det er oplagt at hænge hykleriet og den franske dobbeltmoral samt Chiracs snavsede linned ud til offentligt skue.

For et par uger siden indgik Frankrig en underhåndsaftale med Tyskland om at lægge den planlagte reform af EUs landbrugspolitik på is. Som tak for denne venlige gestus fra Tyskland, såvel som tak for støtten i forbindelse med krisen i Irak, har Frankrig lovet at støtte Tysklands synspunkter på en række af deres mærkesager.

Denne sabotage fra fransk side betyder, at reformen af den fælles landbrugspolitik og landbrugsstøtten er blevet reduceret til noget nær en parodi. Nuvel, der er sket lidt, men det fremtidsorienterede forslag fra EU-Kommissionen er reduceret til ingenting. Vi er langt fra en reel reform og endnu længere fra en afskaffelse af støtten. Landbrugsstøtten vil fortsætte sit uhørt høje niveau og konsumere knap 44 procent af vores fælles EU-budget.

I mere forståelige termer, så berammer den årlige landbrugsstøtte i de 29 rigeste OECD-lande sig til 360 milliarder dollar, hvilket svarer til, at man flyver hver af de 56 millioner køer Jorden rundt på Business Class. Og så er der endda penge i overskud, så man kan udstyre hver ko med 2.800 dollar i lommepenge til taxfree på mellemlandingerne i de rige lande – USA, Japan og Europa!

Manglen på en reel reform betyder også, at miljø, forbrugerbeskyttelse og bæredygtighed ikke har fået den fremtrædende position, som man kunne ønske for den fremtidige politik. Og vi som forbrugere vil fortsat komme til at betale for meget for vores produkter.

Frankrig modtager hvert år mere fra fællesskabets kasse, end landet betaler

,

Men værst af alt, så betyder den franske aftale, at den hykleriske europæiske landbrugspolitik kan fortsætte. Frihandelstanken udsættes igen, og vore markeder forbliver lukkede. Vores landbrugsprodukter støttes, og vi kan fortsat dumpe vores overskudsprodukter til priser under verdensmarkedsprisen og dermed være med til at underminere grundlaget for en økonomisk bæredygtig hjemmeproduktion i de mindst udviklede regioner i verden. Og det er netop i disse lande, at økonomisk vækst og udvikling vil have den største betydning.

Kort sagt betyder den fransk-tyske aftale, at vi fortsætter et system, hvor vi med den ene hånd betaler til, at de fattige lande forbliver fattige, og med den anden hånd giver udviklingsbistand. En udviklingsbistand, der til sammenligning med den skade, vores landbrugspolitik forårsager, er minimal. Ja, man fristes næsten til at betegne den som aflad for vores dårlige samvittighed.

For at sætte tallene i relation til hinanden, så brugte EU i 2002 knap 331 milliarder kroner på landbrugspolitik og støtte, mens vi anvendte en tiendedel – ca. 32 milliarder kroner – på forskellige projekter og støtteprogrammer rundt om i verden.

Det betyder, at hver ko i EU i gennemsnit støttes med tre dollar om dagen, mens FN oplyser, at knap tre milliarder mennesker i den fattige verden hver dag lever for mindre end to dollar.

I Frankrig udlægges Chiracs aftale med Tyskland som en sejr. Her har tidligere reformer forårsaget store problemer, når strejkende landmænd har blokeret gader med bjerge af landbrugsprodukter og parkeret traktorer på række på motorvejene.

Landbrugsstøtten betyder også, at Frankrig som et af de rige lande i EU er et modtagerland i EU. Det betyder, at Frankrig hvert år modtager mere fra fællesskabets kasse, end landet betaler. Paradoksalt, når man tænker på den udfordring, der ligger foran os med udvidelsen af samarbejdet.

Det er interessant at se, at Frankrig er et af de lande, der er og var mest tilbageholdende over for, at landbrugsstøtten skulle omfatte de fattigere lande i Central- og Østeuropa, der træder ind i fællesskabet 1. maj 2004. Den realistiske sans rækker nok så langt som til at erkende, at hvis ordningen skal fortsætte og samtidig inkludere eksempelvis de 30 procent af den polske befolkning, der er beskæftiget i landbruget, så vil procentsatsen hurtigt stige fra de nuværende 44 procent til et tal, der nærmer sig faretruende de 100 procent.

Frankrigs attitude og handlinger er et eksempel på handelshykleri såvel som mangel på respekt for udviklingslandene og vores fælles EU-budget. 

Jeg vil gerne medgive, at landbrugsstøtten, da den blev til, havde en vigtig funktion – at bringe Europa på fode igen efter to udmagrende verdenskrige. Men i dag, i 2003, opfylder den fælles landbrugspolitik ikke længere det samme formål.

Mest af alt viser Chiracs sabotage af landbrugsreformen Frankrigs virkelige ansigt over for de mindst udviklede regioner i verden. For ikke at tale om den totale mangel på politisk ansvarlighed og lyst til at sikre en fremtidsorienteret politik i EU.

Nok er landbrugsstøtten et paradoks, der overskygger EUs politik og intentioner om at spille en større og mere betydningsfuld rolle i verden og fremme global udvikling. Men den fransk-tyske aftale er intet mindre end en skændsel.

Som tilhænger af frihandel glæder det mig at se, at konventet om fremtidens Europa i sit forslag til en fremtidig grundtraktat lægger op til, at Europa-Parlamentet skal have medbestemmelse på landbrugsområdet – ikke mindst på budgetsiden. Det er et forslag, som klart kan være med til at sikre, at studehandler som den fransk-tyske ikke bliver lette i fremtiden. Jeg er sikker på, at det demokratisk valgte Europa-Parlament er mindre villig til at se igennem fingre med Chiracs underhåndsaftaler.

Jeg tror på udvikling gennem frihandel og er klar til at udfase og afskaffe de europæiske landbrugsstøtteordninger til gavn for flertallet – ikke mindst forbrugerne og miljøet.

Frankrigs attitude og handlinger er et eksempel på handelshykleri såvel som mangel på respekt for udviklingslandene og vores fælles EU-budget.

En fortsættelse af det nuværende system vil kun lede til mindre økonomisk udvikling. Velstand er ikke en absolut størrelse. At åbne op for frihandel vil ikke gøre de fattige rigere på vores bekostning, det vil hovedsagelig ændre markedsstrukturerne og kræve en anden form for produktion eller en ændret produktionsdeling.

At opretholde landbrugsstøtten og de importbarrierer og eksporttilskud, som findes i EU i dag, er en ond cirkel. Det vil kun være med til at sikre, at vi som forbrugere og europæere anvender ikke mindre end 44 procent af vores budget på at sikre dyrere fødevarer. At vi anvender 44 procent af vores fælles budget på at holde de fattige udviklingslande fattige. At vi fryser dem ud af vores markeder og fratager dem de samme muligheder – handel som har gavnet vores del af verden så meget gennem de sidste 50 år.

Jeg giver meget lidt for den politiske korrekthed og de gode intentioner, når de ikke bliver fulgt op af reel handling. Jeg er træt af at lytte til den franske dobbeltmoral og præsident Chiracs politisk korrekte taler om en fælles EU-udenrigspolitik og vores ansvar over for resten af verden, når jeg gang på gang må være vidne til, at han praktiserer en hyklerisk modsatrettet politik.

Det er på tide at rydde op. At bevæge os bort fra de store taler og hen mod reel politisk handling. Jo før, jo bedre!

Hvis vi ønsker, at fremtidens Europa skal hvile på demokrati, åbenhed og en gennemskuelig beslutningsproces, så må vi klart sige fra over for aftaler som den fransk-tyske.

Hvis vi i EU ønsker politikker, der er fremadrettede og stræber mod bæredygtighed og udvikling, så bør vores politikere påtage sig opgaven at afskaffe landbrugsstøtten. Enorme summer af økonomisk støtte til en enkelt sektor hører fortiden til – ikke fremtiden.