Bragt på Altinget.dk den 18. april 2013. Indlæget er svar på et indlæg af Morten Messerschmidt bragt på Altinget.dk den 11. april 2013.

Kære Morten Messerschmidt 

Lad mig først og fremmest takke for, at du deltog i Europabevægelsens årsmøde forrige weekend. På trods af vores politiske uenighed om EU og det europæiske samarbejde, var jeg meget glad for, at du deltog og gav dit bidrag til en god dag med spændende debatter. 

I din seneste blog kritiserer du mig for, at have en unuanceret holdning til EU. Tillad mig at vende kritikken tilbage mod dig selv, Morten. For mens du mener, at jeg per automatik forsvarer alt, der kommer fra EU, ja så kritiserer du jo nærmest per automatik alt, der kommer fra EU. Og det kan vi så bruge en masse tid på at diskutere frem og tilbage. 

Jeg vil dog hellere forklare, hvorfor jeg ser en stor værdi i EU. Det betyder ikke, at jeg klapper af alt der er blåt med gule stjerner på, for der er udfordringer i EU såvel som der er i Danmark. Men det ændrer ikke på den enorme værdi EU har været og er for de europæiske lande. 

Gennem det seneste halve århundrede har Europa været igennem en rivende udvikling. Tyskland og Frankrig – som før i tiden har brugt næsten enhver anledning til at bekrige hinanden, står nu side om side. De baltiske lande, Polen, Rumænien og Bulgarien m.fl., der for få årtier siden var sat i stå af årtiers kommunistisk undertrykkelse, er nu en integreret del af den europæiske familie med demokrati, højere levestandarder og flere muligheder for den enkelte. Kroatien, der for få årtier siden var hærget af borgerkrig, står nu på tærsklen til fuldgyldigt medlemskab af EU. Nabolandet Slovenien er allerede medlem. 

EU har forandret Europa. Er EU så perfekt? Nej, det tror jeg ikke. EU skal og vil konstant udvikle sig, og bidrage til at løse de problemer, som medlemsstaterne står overfor. Og i en tid, hvor langt de fleste af EU’s medlemsstater kæmper med økonomien, og hvor det er meget nemt for EU’s kritikere at vende skytset mod EU’s budgetter, vil jeg tillade mig at minde om, at 2. verdenskrig kostede op mod 60.000.000 mennesker livet. Mere end nogen anden krig. 

Du spørger, ”Hvorfor skulle der dog bruges 52 millioner kroner på et europæisk år for interkulturel dialog i 2008?”. Det korte svar er vel, at projektet skulle bygge videre på og udvide tilliden og samarbejdet mellem de europæiske lande. Det er netop den interkulturelle tillid, som EU har opbygget gennem det seneste halve århundrede, der betyder, at vi løser vores europæiske problemer i et demokratisk forum og ikke på en slagmark. Jeg er personligt ret stolt af at være europæer og at være en del af et samarbejde, der inspirerer lande og kontinenter til demokrati og forhandling frem for diktatur og fjendtligheder.

 EU har forandret Europa for altid. EU har skabt fred, hvor der før var krig, fordi EU har skabt tillid der, hvor der før var mistillid. Vi skal altid forvalte skatteydernes penge med stor respekt og stort mådehold, det kan der aldrig være tvivl om. Og som i Danmark, så sker der også i EU fejl og fusk – dog kun, hvis man tager EU’s tal, i 2 promille af sagerne. Jeg skal ikke kunne sige hvor lille det danske tal er. Dertil kommer så projekter, hvor der kan være procedure fejl, registreringsfejl eller lign. Det oplever vi også i statistik i Danmark, hvor eksempelvis historier om at der er fejl i op mod 80 % af børnesagerne i Danmark, men hvor en stor del af de registrerede fejl heldigvis ikke er graverende fejl, men eksempelvis en rubrik i et skema, der er udfyldt forkert. Derfor er fejlprocenter også behæftet med nuancer – det gælder i Danmark såvel som i EU.
Og så er der selvfølgelig projekter man simpelthen kan være politisk uenig i. Når socialdemokraterne, SF og de radikale i Danmark vedtager noget som DF og Venstre finder tåbeligt, så påstår vi jo heller ikke, at det er Folketinget og ministerierne, der bruger skatteborgernes penge forkert. Der peger vi retmæssigt på at det er politiske beslutninger, som vi er uenige i. Derfor knækker tråden for dig, når du kritiserer EU som institution for beslutninger, som du retmæssigt burde kritisere politiske grupperinger i EU parlamentet, i rådet eller i Kommissionen for. Havde du deltaget i hele europabevægelsens landsmøde, så ville du også have hørt min beretning, hvor jeg kritiserede bl.a. socialisterne i Europaparlamentet for at gå mere op i, om EU indfører et forbud mod porno end i at få løst ungdomsarbejdsløsheden i EU. Eller EU rådsmødet i efteråret, hvor kulturministrene diskuterede “bevægelsesuge for alle børn” istedet for at forholde sig til de væsentlige problemstillinger. Men EU er de politikere vi vælger – herunder dig – og det er dem der træffer beslutningerne.

Men når du altid kritiserer, så begår du bare den fejltagelse at underkende EU’s værdi og historie og det stærke samarbejde, der har afløst et Europa i ruiner.

Af Ellen Trane Nørby, fungerende formand for Europabevægelsen

Danmarks EU-kritikere forpasser ikke en chance for at fremhæve EU’s landdistriktsprogram og særligt midlerne til regional udvikling som eksempler på, hvordan EU fråser borgernes penge væk på ligegyldige projekter. Men en nyligt udgivet statusrapport viser, at kritikken er skudt helt over mål. Rapporten viser, at de EU-støttede LAG-grupper har skabt vækst, arbejdspladser og kulturelle tilbud i langt større stil end man på forhånd havde håbet på. 

Danmark (og vores europæiske naboer) har brug for, at der er fortsat fokus på at udvikle lokale initiativer og motivere driftige borgere til at bidrage til lokal udvikling, ikke mindst i de områder, hvor tilbuddene er få og befolkningstætheden lille. Vi står over for en historisk udfordring med at skabe vækst i mere end Danmarks to befolkningsmagneter København og Aarhus. Og vi har brug for at engagere alle de kreative og initiativrige kræfter, der findes ude i landet, fordi de er de eneste, der kan udvikle de tilbud og virksomheder, der er nødvendige for at gøre yderområderne mere attraktive for såvel bosætning, turisme og investeringer. 

Og netop at være med til at understøtte og forstærke lokale ildsjæle og deres gode ideer, det har LAG støtteprogrammet under EU’s landdistriktsprogram formået. Kombinationen af, at det er borgernes ansvar at udvælge og udvikle projekterne, og at støtten er betinget af, at projektansøgeren enten selv står for medfinansieringen eller finder private investorer, gør at projekterne har den nødvendige ’buy-in’ hos dem, der skal sikre, at de bliver succesfulde og relevante i lokalområdet.

 Kritik baseret på uvidenhed og automatholdninger

På trods af at landdistriktsprogrammet faktuelt har været en succes, er det alligevel ikke nok til at overbevise kritikerne. De er mere engagerede i deres ideologiske korstog mod EU – og alt dets væsen uanset at EU og projekterne også tjener Danmark godt og er med til at understøtte et Danmark, der er mere i balance.

Hos Europabevægelsen indrømmer vi gerne, at der har været mindre heldige projekter. Men når der på syv år er blevet godkendt 4000 projekter, så er det ikke fair at dømme landdistriktsprogrammet på baggrund af en enkelt håndfuld projekter af dårligere kvalitet. Der findes uheldige eksempler ja, men i Europabevægelsen, vil vi ikke acceptere at de bliver brugt til at legitimere en kritik af hele landdistriktsprogrammet. Hovedparten af kritikpunkterne er skudt ved siden af, og som i så mange andre EU-sammenhænge bygger de på uvidenhed og automatholdninger.  

Kritikerne vil gerne sige, at embedsmænd i EU hovedløst godkender projekter, der koster Danmark milliarder af kroner uden at kigge nærmere på projekternes brugbarhed eller værdi. Men det er en røverhistorie fra de varme lande.

Faktum er, at der siden 2007 er uddelt én milliard til projekter under landdistriktsprogrammet. Heraf kom cirka halvdelen fra EU. Og selvom vi ser bort fra den langsigtede, men ikke umiddelbart dokumenterbare værdi af udvikling af yderområderne, er en stor del af pengene kommet tilbage gennem jobskabelse og erhvervsvækst, der opstået på baggrund af støttede projekter. 

Det er også helt forkert, når kritikerne anklager programmet for at blive godkendt i EU. Godkendelsen sker i Danmark hos danske myndigheder (Man kan kun søge om supplerende EU-støtte, hvis projektet allerede er godkendt af danske myndigheder). Det er myndigheder med lokal viden og objektiv interesse i at projekterne skaber de lovede gevinster for lokalsamfundet. Og godkendelsen er afhængig af, at ansøgeren selv skaffer medfinansiering. På den måde undgår man, at hovedløse projekter uden potentiale bliver støttet. 

Kritikere sætter ideologi over fakta

Desværre sætter landdistriktsprogrammets kritikere (og EU-kritikere generelt) dogmatiske holdninger over fakta. I stedet for at anerkende, at programmet overordnet er en succes, der tager hånd om nogle svære og afgørende udfordringer for vores landdistrikter, så vælger kritikerne, at underkende projektet på baggrund af nogle uundgåelige fejltagelser. Fejl og fejltagelser findes der, som alle ved, hvor der er mennesker for et 100% fejlfrit system findes ikke.

LAG erfaringerne burde få EU modstanderne til for an gangs skyld at anerkende, at her er et EUprogram, der skaber vækst og beskæftigelse frem for at de fortsætter deres kreativitet for at finde argumenter imod.

 Bragt på altinget.dk den 26. februar 2013

I dag får EU overrakt Nobels Fredspris i Oslo. Og det er utvivlsomt en værdig modtager, der i år får fredsprisen. For få institutioner har i den grad været i stand til at sikre fred og forståelse mellem nationer som EU har.

”Hos Europabevægelsen er vi naturligvis meget begejstrede for, at EU i dag bliver overrakt Nobels Fredspris. Dels fordi vi tror på, at EU er en af de vigtigste kræfter i bestræbelserne på at skabe et fredeligt og fremgangsrigt Europa. Men også fordi vi oprigtigt mener, at EU’s rolle i Europas forsoning efter 2. Verdenskrig har været helt afgørende for det fredelige og stabile Europa vi har i dag,” siger næstformand i Europabevægelsen Ellen Trane Nørby.

En delegation fra Europabevægelsen i Danmark er taget til Norge for at deltage i den officielle overrækkelse i Oslo, samt i Alliancen for Freds fakkeloptog, som i dag går igennem Oslos gader.

I Danmark fejrer Europabevægelsen overrækkelsen med et fakkeloptog igennem København, fra Europa-Huset til Christiansborg Slotsplads, hvor Europaminister Nicolai Wammen holder tale sammen med Repræsentationschef for Europa-Kommissionen i Danmark Jan Høst Schmidt og Ellen Trane Nørby, næstformand i Europabevægelsen.

Gyldne nederdele. Er det, Europas erhvervsliv har brug for, virkelig et hav af juristeri og lange indberetninger, der skal offentliggøres på diverse hjemmesider for at sikre 40 procent kvinder i virksomhedsbestyrelser? Vi mener nej.

Grækenland er fortsat på randen af kollaps, forhandlingerne om bankunionen er kørt fast, og medlemsstaterne står milevidt fra hinanden, når det gælder om at blive enige om EU’s husholdningsbudget for de næste syv år. Og hvad gør Europa-Kommissionen? Jo, med kommissær Viviane Reding i spidsen synes den åbenbart, at tidspunktet nu er det helt rigtige til at diskutere kvindekvoter. I fællesskab skal landene forpligte sig til, at bestyrelser i 2020 skal bestå af 40 procent kvinder.

Og gør de ikke det, skal der med kommissærens egne ord »gennemføres bindende sanktioner, så virksomheder, som ikke lever op til loven, kan blive tvunget til at gøre det«. Modsat tidligere udkast er det dog op til medlemsstaterne selv at udvikle den rette sanktions-værktøjskasse.

Lad det være sagt med det samme. Vi er varme tilhængere af mangfoldighed. Hvis Europa på sigt skal klare sig i hjernekapløbet, skal alle talenter, af begge køn, bringes i spil. Derfor er det også glimrende, at så mange virksomheder, såsom bl. a. Carlsberg, arbejder målrettet med at styrke mangfoldigheden og har inkorporeret måltal i deres strategi. Men helt grundlæggende mener vi i Venstre, at Kommissionen er på vildspor. I krisesituationer skal man fokusere på at slukke ildebrande og ikke gå i gang med alle mulige overspringshandlinger, der risikerer at rykke opmærksomheden væk fra ildslukningen.

UD OVER DEN næsten groteske timing er der tre årsager til, at direktivforslaget hurtigst muligt må forsvinde ned i Kommissionens skrivebordsskuffe igen. For det første er selve direktivet og Kommissionens retorik gennemsyret af, at kvinder er nogle hjælpeløse ofre, der skal have kvotehjælp. Det er og bliver en hån mod de mange dygtige kvinder, som i disse år stormer ind på universiteterne og som også i stigende grad, som f. eks. i Danmark, rykker ind på de tunge direktørposter. Tag bare Berlingskes glimrende artikel fra i søndags, der beskrev hvordan flere kvinder nu bliver CFO, men også hvordan kvinder skal være villige til at træffe de vanskelige personlige valg om f. eks. den rette balance mellem arbejds-og privatliv, som topledelse kræver.

For det andet forfalder Kommissionen til symptombehandling ved så ensidigt at fokusere på bestyrelser.

Selvom kvinderne er på vej op i hierarkierne, skal der jo være nok kvinder på direktionsniveau for, at de kan kvalificere sig til en bestyrelsespost. Erfaringerne med den forkætrede norske kvotemodel burde her have givet Kommissionen stof til eftertanke.

Kvotekravet på bestyrelsesniveau har nemlig ikke ført til, at virksomhederne har knækket koden på ledelsesniveau. Populært sagt har de såkaldte »gyldne nederdele«, altså direktørkvinder, der var der i forvejen, fået flere bestyrelsesposter. Reelt kræver en øget mangfoldighed derfor, at virksomheder sætter ind med talentpleje langt længere nede i fødekæden.

For det tredje, og endnu mere principielt, er vi helt enige med den tyske regering i, at bestyrelsessammensætning er et nationalt anliggende, ikke et EU-ansvar. Her må og skal nærhedsprincippet råde.

Også i EU må der simpelthen være grænser for politik.

Vi skal ikke fra politisk side gøre os kloge på, hvordan virksomheder skal sammensætte deres ledelse, hverken på direktions-eller bestyrelsesniveau.

Ej heller skal vi, som Kommissionen nu foreslår i direktivet, tvinge dem til at redegøre for, hvorfor en bestyrelsespost er gået til en mand frem for en kvinde og sågar pålægge dem bevisbyrden ud fra såkaldt objektive kriterier.

For bestyrelsesudpegelserne er altså ikke eksakt videnskab, hvor man kan sætte menneskelig kemi og afvejning af bestemte kompetencer på formel.

Eller som den tyske liberale justitsminister har udtrykt det: Forslaget er virkelighedsfjernt og vil ikke fremskynde processen med at få flere kvinder i bestyrelser og direktioner. Det vil kun føre til et hav af sagsanlæg ved domstolene fra skuffede kvinder, som havde gjort sig håb om en bestemt bestyrelsespost! OG HÅNDEN PÅ hjertet. Er det virkelig dét, Europas erhvervsliv har brug for? Et hav af juristeri og lange indberetninger, der skal offentliggøres på diverse hjemmesider? Vi mener nej og opfordrer derfor regeringen til at afvise forslaget frem for bare at glæde sig over, at forslaget ikke blev så slemt som frygtet. Vi skal holde fast i nærhedsprincippet og respektere virksomhedernes ledelsesret. Kort sagt: vi skal mobilisere nok lande til, at Kommissionen tvinges til at genoverveje forslaget ( »det gule kort« )«. For hvad mon der sker, hvis eksempelvis Danmark i 2020 ikke lever op til de 40 procent? Er der så nogen, der tror, at Kommissionen ( og andre kvotetilhængere) bare vil trække på skuldrene? Nej, de vil da komme med 180 kilometer i timen med tvang og skærpede krav, da landene jo for længst har accepteret, at ligestilling er et spørgsmål om at ramme en bestemt procentsats.

Ovenstående kronik er skrevet i samarbejde med Lykke Friis.

Det glæder mig at se, at lanceringen af det nye netværk Kvinder for Europa allerede har fået kvinderne op af stolene. Mette Bock og Merete Riisager fra Liberal Alliance klandrer i Politiken d. 09.03.12 netværket for partout at være ukritisk over for EU. Hvis Bock og Riisager havde deltaget i arrangementet, havde de været klar over, at det er en forfejlet kritik, de kommer med. Kvinder for Europa er tilhængere af EU som arena, men dermed ikke sagt, vi helliger alt der kommer derfra. Idéen bag netværket er netop at skabe et forum for EU-debatten ud fra et oplyst grundlag. Hvad enten man er EU-kritisk eller ej, så kan vi ikke komme uden om, at EU debatteres for lidt i Danmark. EU har stor betydning for en lang række ting i vores hverdag – alt fra den mad, vi indtager og de kemikalier, vi udsætter os for til den måde, vi uddanner os på og beskytter vores klima på. Derfor er det vigtigt, at vi anerkender betydningen af EU og dermed får taget den vigtige samfundsdebat. Og her er det også vigtigt, at begge køn tager stilling.

Tallene viser, at det især er kvinderne, der er tilbageholdende over for EU-projektet. De har den laveste stemmeprocent ved EP-valgene og den mindste viden om EU-forhold generelt. Det vil vi med netværket gerne lave om på gennem diskussion og oplysning. At være skeptisk er ikke nødvendigvis dårligt, hvis det er udtryk for oplyst stillingtagen og refleksion, men hvis den kvindelige EU-skepsis grundlæggende hænger sammen med, at de generelt ved for lidt om, hvad der foregår i EU, så er det et demokratisk problem. Derfor vil vi i netværket gøre vores for, at kvinder, såvel som mænd får større indsigt i EU-forhold og dermed kan tage kritisk stilling på et oplyst grundlag. Bock og Riisager vælger den lette vej, når de entydigt kritiserer EU frem for ansvarligt og nuanceret at vise begge sider af sagen. Det er gennem oplysning, vi kan drukne de mange EU-myter og i stedet få en saglig debat om EU.

Målet med netværket er ikke at få alle til at sige ja til EU, men at give den bedre oplysning, debat og dermed bedre mulighed for at tage stilling til det samfund, vi lever i.

Indlægget er bragt i Politiken den 16. marts