Ellen Trane Nørby

Den kommende uge bliver en med udsigt til store dele af den danske geografi. Mandag står på mediemøde med TV Syd i Kolding, Klimamøde med projekt Zero og møde med erhvervsklubben om aftenen. Tirsdag slutter af med at jeg skal holde et oplæg på Venstres EU opstillingsmøde på Fyn og  fredag går turen til Aalborg, hvor KL holder deres store sociale topmøde med 2000 socialpolitikere fra hele landet. Jeg er sikker på, at det bliver en fredag med store debatter og blod på tanden for mit udgangspunkt er, at kommunerne er nødt til at påtage sig et større ansvar på det sociale område, hvis det kommunale selvstyre skal give mening.

Ellers står ugen på udvalgsmøder, gruppemøder, lidt forhandlinger og en konference om sprog i DR. Efter massiv kritik har DR sat sproget til debat.  Snøvler skuespillerne i dramaserierne, taler speakere uklart og er det en glidebane, at Deadline hedder deadline, public service, public service og alle de andre engelske udtryk, der har sneget sig ind i ikke bare vores daglige sprogforbrug, men også hos DR, der ellers burde være den sproglige fanebærer og holde den kulturelle fane højt. Jo, det skal nok blive en interessant debat, hvor jeg vil forudse, at der er partier, der lander i henholdsvis den ene grøft; Alle engelske udtryk skal forbydes og den anden grøft, at dansk er på vej ud og engelsk alligevel tager over, så hvorfor kæmpe imod.

Hvis det står til mig er balancen et sted midt i mellem. Dansk er ikke bare et sprog, der er vores modersmål og en stor del af vores identitet som danskere. Dansk er kulturbærende og det er her vi finder de mange nuancer og de sproglige perler og udtryk som kendetegner netop os. Hvor gode vi end bliver til engelsk – og andre sprog, for det skal vi for at kunne klare os i en globaliseret verden, så er dansk vigtigt at holde fast i og udvikle. I debatten om sproget er et andet perspektiv også den gruppe i samfundet, der ikke mestrer andet end dansk, eller de knap 15% af en ungdomsårgang, der hvert år forlader folkeskolen som det man kalder funktionelle analfabeter med et fagudtryk. Altså hverken mestrer sproget eller forståelsen af det. Denne gruppe har det svært nok ved at begå sig på dansk og derfor er udfordringen også at sikre, at vi ikke få et endnu mere spaltet samfund sprogligt. Altså et AogB hold, hvor A holdet ridder på en global optur og B holdet end ikke kan følge samfundsdebatten. Der er som sådan intet i vejen med at vores uddannelser bliver mere og mere internationale, men der kan opstå seriøse problemer, når dyrelæger for fremtiden hedder VETs og hele uddannelsen foregår med engelske fagudtryk. For hvad hedder det så på dansk, når man står med en ko med tarmproblemer og en bondemand, der ikke helt er med?!

Det bliver en spændende debat, som følger op på det sprogudvalg, som kom med deres  anbefalinger til en ny dansk sprogpolitik tidligere på året.

Man må sige, at pinsesolen har danset hele weekenden og solen har slikket hvide pg vintertrætte kroppe. Hvilken luksus at have en mandag med bog, hygge og lidt forberedelse af ugens møder. Denne uge bliver med fokus på de mange børnesager der har været fremme i medierne det seneste lange stykke tid og som har sat sig markant i min bevidsthed.

Jeg har næsten ikke styr på hvor mange morgener jeg er blevet vækket af radioavis mm fordi endnu et barn er blevet svigtet. I lørdags var det en sag fra Møn, hvor to seksuelt misbrugte børn først var blevet fjernet efter to år trods adskellige henvendelser til kommunens sagsbehandlere om børnenes mistrivsel og deres meget synlige problemer.

Og her til morgen var det så igen en sag fra Århus kommune. Det er rædselsfuldt at være vidne til at der ALT ALT ALT for sent gribes ind overfor omsorgssvigtede børn. Det er simpelthen ikke acceptabelt.

Tirsdag er der samråd om sagen med Velfærdsministeren, som heldigvis har været ude i Jyllands Posten i weekenden og lægge op til at reglerne ændres så fokus kommer på børnene og ikke forældrene.

Ansvaret ligger flere steder og jeg accepterer simpelthen ikke, at denne debat bliver en, der kommer til at handle om at placere aben på alle andres skuldre. Kommunerne er nødt til at påtage sig et meget større ansvar for de mange børn, der vokser op i familier, hvor forældrenes forældreevne ikke er eksisterende. Der er eksempler på, at en far og mor med misbrugsproblemer er kommet ud af misbruget, men det er mere undtagelsen end reglen og derfor  er det barnets tarv, der skal sættes først. Svingdørsbørn, hvor anbringelser hele tiden afbrydes og børnene sendes frem og tilbage mellem forældre, institutioner og plejefamilier, er det dårligste grundlag for en stabil opvækst. Der skal helt andre stabile rammer og værdier til, hvis alle børn skal have en chance for at skabe et godt fundament.

Derfor står den kommende uge i socialudvalgets samrådstegn og vores løbende arbejde med en barnets reform. Tirsdag aften byder Statsministeren på middag på Marienborg og onsdag aften tager jeg til kulturmøde i Tønder og torsdag, fredag tager jeg til Belfast for at repræsentere Venstre ved Liberal Internationals kongres og for at være workshop leder på vores europæiske parti ELDRs workshop, hvor vi skal debattere det kommende manifest to Europaparlamentsvalget 2009.

Ovenpå en weekend med hovedbestyrelsesmøde i Venstre og Landsmøde i Europabevægelsen er det såmænd ganske rart, at den kommende uge er en tre-dags af slagsen. Og selv om de tre dage er pakket til bristepunktet med møder med ngoere på socialområdet og samråd i Folketinget, så kan jeg ikke andet end være glad med der fantastiske forårsvejr vi hver morgen står op til.

Danmark er fantastisk om foråret og jeg er ikke i tvivl om at de lyse morgener og en løbetur med morgentrætteben inden dagens stabasser også er med til at give den energi, der skal til for at nå resultater, tænke positivt om se løsninger fremfor konflikter. 

I torsdags vedtog vi finansloven og dermed årets budget med blot 4 mdr. forsinkelse. Underligt at der nu er organisationer mm der er 4 mdr bagud i fht at bruge projektmidler og sætte initiativer i gang. Det er som regel det modsatte, der gør sig gældende.

Men sidste uge og denne er også præget af strejkerne på det sociale området. Trods en lønstigning på 12,8 %, 13,9% for SOSUerne er der strejker over hele landet fordi målet om de 15% er blevet et så firkantet ønske, at FOA formand Dennis Kristensens tr oværdighed nærmest synes at stå eller falde med det krav.

Jeg håber, de tænker på de mange ældre, der uforskyldt er kommet i klemme i konflikten og modsat os andre ikke kommer ud på gåtur i det skønne forårsvejr, i bad, eller får den hjælp, der gør livet lettere og mere værdigt. Eller patienter, der går rundt i smertehelvede fordi operationer aflyses. Hvem end af parterne man har mest sympati for er det helt åbenlyst, at den lovlige strejke og lønkonflikten går særligt hårdt ud over netop den gruppe i vores samfund, der har allermest behov for hjælp og pleje.

Forhåbentligt får det familiemedlemmer, pårørende og venner til at overveje om de ikke kan finde en ekstra time i kalenderen, hvor de kan besøg gamle hr Jensen eller vaske for Fru Hansen for vi bør alle påtage os et medansvar for de ældre naboer eller pårørende der bliver ramt af konflikten. Foråret mobiliserer energi og den kunne vi passende bruge på hinanden.

Olympisk forhindringsløb synes at være en kategori for årets OL i Beijing, Kina. Hvor end den olympiske fakkel kommer hen i verden er det et forhindringsløb af dimensioner bare at holde faklen tændt. De mange kategorier spænder fra hækkeløb over demonstrater til slalom mellem politiske faldgrupper og sidst men ikke mindst katapult udmeldinger om boykot, der synes at ramme afsenderne som en boomerang.

Tag bare vores eget lille land og Kulturminister Brian Mikkelsens offentlige tanker og overvejelser om boykot… 

Den kommende uge drager faklen videre til nye destinationer og jeg vil æde min gamle hat på at også her vil faklen blive mødt med massive demonstrationer. For det at Kina er arrangør af OL i år bringer mange følelser i kog og mødes med en massiv skepsis.

Og det er mere end forståligt. Kina er på mange steder en autoritær stat, hvor censur, undertrykkelse af egen befolkning og overtrædelse af menneskerettighederne er dagligdag. Kina er nok en økonomiske kæmpe på vej frem, men det er også et land, hvor den mindste opposition og modstand mod styret mødes med brutalitet. Også Kinas fremfærd i nabolande som Tibet er utilstedelig. Siden Kina invaderede det lille bjergland har verdens øjne været rettet mod Tibet. Det er de også i disse uger, hvor Kina trods lovning om det modsatte, har lukket for pressens adgang til Tibet og hvor demonstrationer mod det kinesiske styres magtanvendelser og overgreb mødes med tæsk og brutalitet. 

Taiwan er endnu et eksempel på Kinas tyrani. Øens kamp for selvstændighed bliver mødt med hårdhed og boykot og den indgroede “et-Kina-politik”, der praktiseres i hovedparten af verdens lande betyder, at Taiwanesiske repræsentanter ofte nægtes visa og udelukkes fra vigtige møder.

Hvis Kina ville vise en forandring og fremskridt skulle landet ændre på sin politik mod Tibet og Taiwan. Det ville klæde Kina og helt klart gøre det lettere at se OL i Beijing som en festlig begivenhed fremfor et manipulatorisk skalkeskjul.

For mange er det uforståligt, at Kina overhovedet fik værtsskabet af OL og det er da også der kurven for alvor knækkede i mit hovedet. Jeg begriber ikke, at IOC medlemmerne bakkede op om kinesisk værtsskab fordi de økonomiske interesser i landet var for store. Men det er nok den samme uforståethed jeg har når jeg med mistro ser, at Frankring argumenterer for ophævelsen af våbenembargoen mod Kina. Der er penge i skidtet og det er åbenbart det som kommer først.

Men nuvel. IOC har forlængst valgt Kina som OL vært og derfor er det for mig nu en anden diskussion. Sport og politik skal holdes adskildt. Vi skal som nation bakke op om vores idrætsudøvere og ikke skubbe dem som et skjold foran os men vi selv bliver væk. Danmark skal deltage i OL fordi alt andet ikke giver mening. Hvis man vil boycotte skulle man nemlig starte et helt andet sted, der hvor pengene er, alt andet ville være symbolpolitik.

Og skal man boykotte, så skal de som minumum være en fælles EU beslutning og ikke enkelt landes sololøb. Og så bør det ske på baggrund af en meget klar overvejelse om en boykot vil hjælpe demokratiets kamp i Kina og styrke tibetanernes sag. Dalai Lama siger nej, Amnesty International siger nej. Et boykot af Kina vil kun styrke styret i Beijing og blive opfattet som en hån af den kinesiske befolkning.

Situationen i Tibet er uacceptabel, men hvis vi ikke gavner dem med en OL Boykot, for hvis skyld gør vi det så…?