Ellen Trane Nørby

Denne kronik fra JP 29. september 2009 er skrevet sammen med Mogens Jensen, MF (S), medieordfører.

I disse måneder arbejder regeringens skattekommision for fulde omdrejninger. Det er med afsæt i dette arbejde, at vi gerne vil komme med et vigtigt indspark. Det er et input til debatten, som vi fremsætter som to individuelle medlemmer af Folketinget. Vi har ikke taget vores partier med på råd i sagen og vi er bestemt heller ikke blevet taget i ed hos vores partier. Men det er et spørgsmål, som helt klart bør indgå i Skattekommissionens arbejde. Read more

Kronik bragt i Berlingske Tidende d. 18. september
Af Ellen Trane Nørby, MF (V) m.fl.

Ordet ’kapitalfond’ har for længst vundet indpas i det danske ordforråd, men det nævnes sjældent i en positiv sammenhæng; tværtimod! Kapitalfondene er under konstant angreb i medierne, men den kritik, de møder, minder mest af alt om middelalderens heksejagt. Read more

Bragt i JydskeVestkysten

Tønderfestivallen er for mig et narturligt afbræk i august. Det er en anledning til at drikke øl i godt selskab, mødes med venner og bekendte og smage på musik, der ikke er fast inventar på de danske hitlister, men alligevel både mere dansk og rodfæstet og internationalt på samme tid end meget af det, som dagligt fylder æteren.

Der lugter ikke nødvendigvis godt i telt 1 når der klappes, hujes og danses og kombinationen af halvvåde jakker og gummitelt blander sig. Men hvad så. Efter 2 minutter har musikken fået overtaget og regnen udenfor glemt. Men i år bliver vejret godt…., det har meterologerne lovet. Opholdsvejr, hmm vi får se. Men Tønderfestivallen lever sit eget liv trods vestenvind og regn og diverse benspænd. Holdet bag forcerer alle udfordringer, fordi de ikke kan lade værd. Men hvert år kan være det sidste, hvis ikke alle bakker op.

Kombinationen af stille sid-ned musik blandt kunstværkerne på museet og de større armbevægelser i Tønderhallen gør, at der er noget for enhver smag. Sidste år måtte jeg dog erkende, at det for enhver smag også betød, at der var en del, der ikke var for min smag, men det er jo også fordelen ved musikfesterne, at man kan udfordre sin egen opfattelse af hvad god musik er. Heldigvis er ikke alting alfa konsensus.

Allan Olsen holdt publikum i sin hule hånd som den lille gråspurv på hans Multo Importante, da han spillede på gymnasiet sidste år. Hvor kan jeg da ærgre mig over, at jeg går glip af ham i år. Når den berusede del råber på Onkel Kristian eller Tårnspringeren og Olsen råber tilbage som en del af ritualet er Tønderfestivallen på kogepunktet.

Festivalen er endnu et bevis på, at Tønder emmer af kultur. Her lugter af musik og engagement og Festivalen er en gevinst for alle. Også de, der en weekend om året brokker sig over for mange biler og behovet for ørepropper. Festivalen skaber nemlig vækst, udvikling og økonomi i området og det er blæret, at der hvert år er 2000 frivillige, der stiller op og får det hele til at løbe rundt. De som tror at folkemusik er fortid kan godt tro om. Teitur, Eivør og i år Thomas Buttenschøn er lysende eksempler på at sing-a-songwrtier og folktraditionen ikke er en uddøende art, men en referenceramme for noget af tidens bedste musik. Generationsskiftet er vigtigt og gør at også jeg synes det er nyt og sjovt at komme igen.

Mens julefreden er ved at sænke sig over landet, Afrikarejser og orlovsplaner pakkes væk, så stilner debatten af, og det bliver tid til at se frem, tilbage og indad.

Tilbage på det første år i region Syddanmark, hvor flytterod og sygehusene fremtidige murstensudformninger har præget dagsordenen.

Frem fordi Region Syddanmark ikke skal være et administrativt imperium, men et dynamisk vækstområde, hvor borgerne føler sig hjemme, virksomhederne får den bedste betjening og sygehusene og sundhedsvæsenet kendt som det sted man søger hen, hvis man vi have den bedste og mest tip top moderne behandling. Det stiller krav til nytænkning, visioner og til at politikerne sætter rammerne og ikke blander sig i detaljer og petitesser.

Indad fordi afslutningen af året er der, hvor vi hver især kan og bør gøre status over vores resultater, mål og tilværelse.
Juleræset med gaver og konfekt stresser til tider mere end det gavner. Lad os bruge det nye års komme, til at mine os selv om at leve i nuet, ikke hige efter den næste weekend, eller stresse over de 20 minutter man konsekvent kommer for sent. Nej, leve i nuet fordi det nu engang er alt det man ikke når, som stresser. Derfor ingen nytårsforsætter, der brydes 1. januar, når tømmermændene skriger om kap med ungerne.

Dan Turell lovpriste hverdagen. Mit nytårsforsæt vil være at gøre det samme. Det er ved at leve i nuet, at vi falder til ro, og det er i hverdagen vi kan gøre en forskel for os selv og andre.

Klumme til Region Syddanmarks personaleblad

Så sluttede tænkepausen, EU´s statsledere har med reformtraktaten igen sat Europa i gear og vi kan igen komme fremad. Men, for Danmarks vedkommende er håndbremsen stadig trukket, om ikke helt, så halvt, for vores forbehold tvinger os til at holde igen. Aldrig har det virket så absurd, EU kommer til at beskæftige sig med emner som terrorbekæmpelse og kampen mod kvindehandel, mere end nogensinde før, imidlertid sidder vi bare og kigger på. 

Hvis da bare venstrefløjen havde lyst til at arbejde konstruktivt med, i stedet for konstant at råbe folkeafstemning om reformtraktaten, selvom justitsministeriets jurister ikke engang har haft mulighed for at nærlæse reformtraktaten endnu, kunne der for alvor skabes et stærk tværpolitisk samarbejde, der kunne vælte forbeholdene. Det ku’ være så godt, fristes man til at sende tilbage til SF. Mens det på den ene side er en fed fornemmelse at EU endeligt er kommet videre, så er det verdens fladeste fornemmelse at venstrefløjen fortsætter med snæversynede holdninger og indenrigspolitisk taktiks spil, i stedet for at komme med på vognen og gøre Danmark til en aktiv Europæisk medspiller 

Venstrefløjens optræden skal dog ikke ødelægge glæden af at vi nu, efter mere end 2 års tankestop, igen kan komme i gang med at lave reformer. For det trænger vi til, vi skal have servicedirektivet i gang og gerne udvidet, så det ikke kun er varer vi konkurrere på i EU, men også viden. Vi skal have flere reformer af landbrugsstøtten og mange andre områder. Alt sammen noget den nye reformtraktat vil bidrage med kommer i gang. Det folkevalgte Europaparlament har fået styrket sin indflydelse, det betyder at det bliver lettere at laver reformer af det europæiske samarbejde, og at borgerne i højere grad kommer i centrum. Parlamentet er ikke længere et Mickey Mouse parlament, men en politisk institution som laver lovgivning der har indflydelse på vores dagligdag, dermed har vi som borgere i EU direkte indflydelse på EU’s beslutninger på en langt mere gennemskuelig måde en tidligere..

Indlægget er skrevet som næstformand for den danske Europabevægelse sammen med Jens Kristian Lütken, der er forretningsmedlem i den danske europabevægelse

Indlæg til Modus – Dansk Musikpædagogisk Forenings medlemsblad. 

Der kan skrives mange artikler om værdien af musikskolerne og om behovet for en ubrudt musikalsk fødekæde. Alt på formel og hvor går det godt i musikkens Danmark. Jeg skal indrømme, at jeg har skrevet dem adskillige gange og nu var gået i gang med lovprisningen endnu en gang. Men det var ligesom om der kom andre ting i vejen. Inspirationen manglede. Antallet af overspringshandlinger var massive. Deadline blev overskredet. Ordene ville bare ikke ned på papiret.

Jo vel, der skal gode politiske beslutninger og handlingsplaner til. Der skal lovpligtigt være en musikskole i hver kommune, MGKerne skal styrkes, loven om de rytmiske spillesteder skal fintunes, festivalerne have klarhed over momsreglerne, kommunerne har et ansvar for at sikre, at der er øvelokaler. Men i bund og grund så er det jo bare en remse, for det handler jo om inspiration og begejstring.

Det handler om at vi kan lave nok så mange talentpuljer, der skal sikre, at der spilles obo og fagot og indkøbes instrumenter til de små genrer, men det rykker ikke en døjt, hvis der ikke er forbilleder, ildsjæle og personer, der fortæller historier og levendegør oboen som et sejt instrument, ikke den fortidsøgle den umiddelbart ligner.

Det handler om begejstringen og den kæmpe aha oplevelse man har, når man går fra en fantastisk koncert, som endnu engang har løftet det mentale loft og sat en i en trance som kun sex gør bedre.

Det handler om den indsigt og inspiration, som man kan få ved at lytte til et stykke musik, der bare rører en dybt eller den elektriske beruselse man føler, når man bare er nødt til at skråle højt med på Sokos I’ll kill her eller nynne med på Lars HUGs lille natsværmer.

Det handler om søndag formiddag i mudderpølen foran bøgescenen på Skanderborg festivalen sidste år. De håndlunkne slotspilsner er et fantastisk akkompagnement til Magtens Korridorer, der råber om friværdi og nye frisurer. Publikum er en meget blandet skare af unge med sort tøj og nitter, der står og drømmer om selv en dag at stå på scenen og skrige lorte parforhold, os i semigruppen, der gik til ridning, da Annegrethe var en hesteluder og bare generelt synes at musik er det fedeste fordi det tilføjer en dimension, en inspiration, fornøjelse og oplevelse vi ikke kan få andre steder.

Uden de historier og oplevelser, der knytter sig til musikken er politiske initiativer ligegyldige. For uden Hausgaard og Allan Olsen som alfa hanner, Volbeat som forbillede, at blive rundtosset med Dizzy mizz Lizzy, fascineret af de mere krydrede sild som spice girls og andre baby girls eller ensom af Tina Dickow helt alene med sin guitar, ville der ikke være noget grundlag for musikpolitiske initiativer.

Der er ingen tvivl om at musikskolerne, musikefterskolerne, øvelokalerne og MGKerne alle er udklækningssteder for fremtidens musikstjerner. Jovist, der er også stadig garage bands og andre, der anarkistisk kæmper deres vej frem mod alverdens scener og som bare har et talent der må frem, men det gamle ordsprog om at øvelse gør mester gælder også på den kunstneriske scene, hvor meget medfødt talent man så end måtte besidde. Der er intet junk-food over den musikalske fødekæde, det er rugbrødsarbejde med flødeskum.

Derfor skal rammerne for den kunstneriske udfoldelse være i orden. Hvor ville det da være skønt, hvis flere kommuner ville gøre som Esbjerg og Roskilde har gjort i ualmindlige tider, gennemtænke hele deres musikstrategi og sætte investeringerne i system. Med de nye storkommuner er der en unik chance for at styrke musikskoleundervisningen, måske gøre som Sønderborg at oprette et musikakademi eller som Høje Taastrup arbejder med at skabe bedre rammer for fritidsaktiviteterne generelt.

Musikken kan heller ikke stå alene. De kunstneriske udtryk smelter sammen og kunstbegrebet er i dag langt mere rummeligt og flerdimensionalt end nogensinde tidligere. Video, musik og billedkunst supplerer hinanden og derfor bør den politiske vision og ambition være at give musikskolerne vokseværk og skabe egentlige kulturskoler i alle landets kommuner. Nogle frygter, at det vil nedbryde de rammer, der er for musikken i dag, men den frygt deler jeg ikke. Der vil fortsat være rum for den enkelte kunstart, men samtidig mulighed for jazzballetten, musik til maleriet og billeder til musikken. Kunsten optræder i mange former og afskygninger, så lad dog udtrykkene inspirere hinanden.
Det samme på MGK’erne. Her bør tvillingesøstrene BGK – Billedkunstnerisk Grundkursus, DGK – Dramatisk Grundkursus og ballet og dansekurserne kobles på, så det tværkulturelle får bedre forudsætninger og administrationsomkostningerne minimeres.

Det er på musikfestivalerne, til koncerterne og på spillestederne, at folk begejstres i flok. Det er her de tunge kommercielt baserede musikere hiver det betalende publikum til, og det er her fremtidens talentpleje bør centreres omkring. Lidt inspiration fra idrættens verden. Ajax Amsterdam modellen har dannet skole i Holland for hvordan man talentudvikler. Her er klubberne lovmæssigt bundet til at bruge en del af deres omsætning på talentudviklingen. Ikke at modellen kan kopieres direkte, men jeg håber, at musikfagudvalget vil søge inspiration, når de skal udmønte mere liv i musikken initiativet og bruge nogle af deres ressourcer til at forpligte Tønder festivalen til at tage et særligt talentudviklingen på folkemusikken, Roskilde overfor rocktalenterne, Copenhagen Jazz overfor jazztalenterne, såvel som generelt styrke SPOT festivalen i Århus. For det er de store oplevelser, der får det til at krible i guitarfingrene og begejstret hiver udviklingen og interessen med.