Venstre: Beretning pålægger regeringen til at forbedre datasikkerhed

På baggrund af Se og Hør sagens afsløringer af alvorlige sikkerhedsbrist i datasikkerheden samt visse mediers lemfældige omgang med personfølsomme oplysninger står to enige folketingsudvalg i dag bag en beretning om at styrke datasikkerheden. Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, og Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, er blandt de MF’ere, der har taget initiativ til beretningen, og de er tilfredse med, at regeringen nu bliver tvunget til at tage skridt for at forbedre datasikkerheden.

– Se og Hør sagen har understreget, at vi har alvorlige sikkerhedsbrist i datasikkerheden. Det skal vi have rettet op på meget hurtigt. Derudover står det også klart, at nogle medier vægter sensationshistorier højere end presseetiske spilleregler. Det er vi også nødt til at få rettet op på. Vi skal sikre, at vi har en fri og kritisk presse, men vi skal også sikre, at pressen overholder landets love. I dag ser vi desværre, at personers privatliv krænkes af en række medier – i sagen om Se og Hør endog med ulovlige metoder.  Når menneskers privatliv krænkes eller de uretmæssigt hænges ud i pressen, så er der slet ikke sammenhæng mellem de erstatninger som medierne pålægges at betale, og de menneskelige konsekvenser det har for mange. Derfor er jeg glad for, at et enigt Kulturudvalg og Retsudvalg bakker op om beretningen, så vi tvinger regeringen til at komme i arbejdstøjet, siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby.

Beretningen understreger, at myndighedernes afdækning af Se og Hør sagen skal prioriteres, samt at regeringen pålægges øjeblikkeligt at indkalde til forhandlinger om at styrke datatilsynet. Venstres retsordfører understreger, at det er afgørende hurtigt at tage tiltag for at styrke tilliden til datasikkerheden.

– I et digitalt samfund er det afgørende, at vi kan have tillid til, at vores personlige oplysninger bliver behandlet med fortrolighed. Den tillid er efter Se og Hør sagen blevet brudt, og det skal vi have rettet op på hurtigst muligt. Jeg er glad for, at et enigt kulturudvalg og retsudvalg har oplagt regeringen at sætte gang i arbejdet med det samme, så vi kan tage de tiltag, der er nødvendige for, at styrke datasikkerheden, slutter Karsten Lauritzen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *