Tale til afslutningsdebatten, 29. maj 2013

———————– DET TALTE ORD GÆLDER ————————–

 

Socialdemokraternes og SFs topfolk siger, at de fører nødvendighedens politik. Nej, det er amoralens politik. De lovede ét før valget og forsøger nu at dække sig ind under, at det desværre ikke kunne blive til noget for ”nødvendighedens politik” står i vejen – finansministeriets lommeregner dikterer noget andet. Men ”Nødvendigheden” og Danmarks økonomiske udfordringer stod jo også lysende klart inden valget 2011, men der valgte S og SF ikke det nødvendige – der valgte de det populære og det som umiddelbart kunne skaffe stemmer.

Jeg tror ikke jeg behøver nævne reformerne der skulle rulles tilbage, de 40% billigere busbilletter, 2 lærer i klasserne, millionærskat, flere penge til pensionisterne, SUen der ikke måtte beskæres og alle de mange andre løfter.

Når S og SF reducerer politik til at man putter tal ind i en lommeregner og så kommer der en sandhed ud, så mister politik sin værdi. Hvis man ikke kan stole på, at de holdninger og værdier et parti kæmper for før et valg også er det de vil stå på mål for efter et valg, så er der jo ingen grund til at danskerne vælger 179 folketingsmedlemmer.

Politik handler om valg. Det handler om hvordan vi ønsker at vores fælles samfund skal se ud.

Når Danmark vågner, er det mindre end halvdelen af befolkningen, der stempler ind på fabrikken, tænder computeren på kontoret eller passer dyrene i landbruget. Heri ligger Danmarks udfordring. For hvis vi ikke får skabt vækst og flere arbejdspladser, så kan vi ikke skabe den velstand, der skal betale for fremtidens velfærd.

I Venstre vil vi hellere beholde danske arbejdspladser, end vi vil lade en af verdens største offentlige sektorer vokse sig endnu større. Det har vi valgt, og det kæmper vi for, fordi vi mener, at det er den rigtige vej for Danmark.

For Danmark er under forandring. Finanskrisen har skabt nye økonomiske realiteter. Det udfordrer velfærdssamfundet, som vi kender det og holder af det. Det skaber bekymring for fremtiden og får os til at stille spørgsmålet: Bliver vi den første generation, der efterlader et lavere velstandsniveau til vores børn, end det, vi selv arvede?

Vækst er ikke længere en selvfølge. Regeringens slingrekurs har trukket et spor af lukkede arbejdspladser efter sig, forbrugertilliden er i minus, og regeringens massive løftebrud har skabt en grundlæggende mistillid.

Fremtiden føles bekymrende når arbejdspladser forsvinder ud af landet, naboen bliver ledig og vi hører de asiatiske tigerøkonomier brøle sultent i det fjerne. Fremtiden bliver ikke mindre utryg, når den regering, der står i spidsen for samfundet taler om ”gode løsninger i morgen” men alligevel gør det forkerte i dag, så væksttallene gang på gang nedjusteres.

Det danske samfund er ikke perfekt, men vi har et stærkt samfund med en høj grad af tillid og fællesskab.

Sætter man sin barnevogn udenfor restauranten i USA bliver man arresteret, gør man det i Danmark smiler folk gennem ruden og gør fagter, hvis purken er vågnet.

Desto mere lægger vi også mærke til det, når nogen åbenlyst ikke vil vores fællesskab. Ikke vil bidrage og gøre en indsats, men i stedet laver ballade, skaber utryghed og spilder egne og samfundets ressourcer.

På mange måder har finanskrisen gjort os mere bevidste om, at vores samfund kun hænger sammen hvis alle bidrager. Derfor har vi ikke bare behov for økonomiske reformer, men også en mentalreform. Vi har simpelthen ikke råd til, at de – som egentligt godt kan, men ikke gider – lader alle andre om at betale regningerne.

Vi skal stille krav til os selv og til hinanden, for ellers forsvinder fællesskabets styrke i ligegyldighed og selvoptagethed.

Når ekstra indsats ikke længere belønnes og den røde regering har gjort det mindre attraktivt at tage et arbejde, så handler det jo ikke kun om forkerte beslutninger her og nu. Nej, så handler det om forudsætningen for at vores velfærdssamfund hænger sammen.

Med afskaffelsen af starthjælpen, kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, hævelsen af skatter og afgifter, og en række af regeringens andre beslutninger, er der for en stor gruppe både på og udenfor arbejdsmarkedet ikke længere noget økonomisk incitament til at tage et arbejde.

Det seneste år er antallet af udenlandsk arbejdskraft i Danmark vokset med 4.000. Når hver 20. lønmodtager i Danmark i dag kommer fra andre lande, så sætter det en tyk streg under, det paradoks at der er danskere, der desperat mangler et arbejde, mens der samtidig er jobs at få.

Vi bruger hvert år 16 milliarder kroner på vores beskæftigelsesindsats. Dem skal vi bruge bedre. Derfor ønsker Venstre en reform af beskæftigelsessystemet. Jeg har læst i aviserne at Økonomiministeren er enig. Det glæder mig, men jeg håber så, at vi i dag kan få svar fra resten af regeringen.

Genopretningspakken, efterlønsreformen, dagpengereformen, tilbagetrækningsreformen og beslutningerne om et mindre offentligt forbrug stod ikke nødvendigvis øverst på danskernes ønskeliste.

Men reformerne fik opbakning. Og vi behøver blot se mod Sydeuropa, hvis vi ønsker syn for, hvor galt det går, når politikerne ikke tør eller har viljen til at handle i tide.

For Venstre handler forbedret konkurrenceevne og reformer ikke kun om virksomheder som Aalborg Portland, gartneriet på Fyn, tømrervirksomheden i tredjegeneration eller slagteriets skatte- og rammevilkår. Det handler derimod om betonarbejderens job, om gartnerimedarbejderens tryghed, tømrelærlingens mulighed for at skabe at godt fundament for sin nyfødte datter og om NNF-tillidsmanden på slagteriet, der mister sit arbejde, sin forsørgelse og sine kollegaer, når Danish Crown flytter fra Hjørring i Nordjylland til Husum i Nordtyskland.

Reformkonkurrencen mellem VK regeringen og den røde regering handler ikke om tal. Det handler om arbejdspladser og mennesker. Når blå reformer sikrer et ekstra arbejdsudbud på 95.600 mod kun 23.000 røde, så er det en kamp FOR fire gange så mange arbejdspladser. Så er det en kamp FOR at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

Gennemfører vi ikke reformer, så forpasser vi muligheden for, at sikre den velstand, der skal betale for vores daginstitutioner, gratis uddannelse, den fri og lige adgang til sundhedsvæsenet og det sociale sikkerhedsnet.

Vækstpakken var en fin lille pakke, men stadig kun et skridt på en lang vej. Desværre har regeringen flyttet foden fra speederen til bremsen, tempoet er sat ned, det samme er ambitionerne og kursen er præget af slinger og usikkerhed. Statsministeren kan på nok så mange topmøder i udlandet påstå, at Danmark er gået ”reform amok”, på hendes vagt. Det gør bare ikke postulatet korrekt.

Også kravene til vores børn og unge er forandret. Danmark er ikke længere selvskrevet til toppen af videns-superligaen. Tv-programmet hvor 9. z tabte til Kina viste hvordan danske elever mødte for sent, trætte og uoplagte, mens de kinesiske elever startede dagen tidligt med selvstændig lektielæsning. Nok var der scener som var karikerede, men vi bør tage udfordringen alvorligt. For skal vores børn og unge rustes til fremtiden, så skal den danske folkeskole styrkes som lærested frem for værested. Vi skal ikke have en kinesisk skole, men vi skal heller ikke have en rigid heldagsskole med hulahop. Venstre ønsker en skole hvor fagligheden er i højsædet, og hvor moderne læringsformer sikrer at ALLE børn lærer mere, både dem, der har brug for flere udfordringer og dem der har behov for mere hjælp.

Kampen om arbejdsplader er global. Derfor er etableringen af en fælles EU-Patentdomstol et godt eksempel på, hvordan vi sammen bliver stærkere. Venstre bakker op om Patentdomstolen fordi den fjerner bøvl og høje omkostninger, så der kan skabes job i Europa.

Men en åben verden betyder også, at vi ikke som regeringen naivt kan eller skal byde alle velkommen uden samtidig at stille krav. Når regeringen slækker danskkravene til permanent opholdstilladelse og statsborgerskab, lemper reglerne for udvisning af kriminelle, tildeler flygtninge børnecheck fra dag ét og slækker kravene til selvforsørgelse, så bliver resultatet at antallet af asylansøgere er vokset til det højeste niveau i 10 år. Over en milliard kroner af den ulandsbistand, der skulle hjælpe fattige i ulandene bruges nu på det danske asylsystem. Det er et valg regeringen har truffet, selvom den ville lave det om inden valget. Det understreger, at politik handler om at prioritere og at regeringen ikke kan dække sig ind under ’nødvendigheden’.

Hvis vi skal overlevere det danske samfund til vores børn i en bedre stand, end vi modtog det, så skal vi prioritere, og vi skal vælge om vi vil reformer eller ej. Vi kan ikke vente på, at regeringen finder en god løsning i morgen, i overmorgen eller næste år. Der skal handles nu. Venstre er klar, men er regeringen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *