Nye skridt mod et klogere EU

Venstres Europaparlamentsmedlem Anne E. Jensen og jeg har sammen startet kampagnen ”Nye skridt mod et klogere EU”. Kampagnen har til formål at sætte fokus på EU’s behov for en vidensmæssige oprustning for både nu og i fremtiden at kunne konkurrere med Kina, Indien, USA og resten af verden i det globale videnskapløb. Samtidig sætter vi fokus på, at uddannelsesmæssig oprustning skal matche de behov, som virksomhederne har. Derfor besøger vi en række Syd- og Sønderjyske virksomheder samt Syddansk Universitet for at diskutere, hvordan vi styrker vores uddannelser og skaber den arbejdsstyrke, som virksomhederne har behov for.

For os er et stadig tættere uddannelsesmæssigt samarbejde i EU vejen frem. Derfor foreslår vi en række konkrete initiativer, som skal trække Europa i en klogere retning og sætte udannelse og viden på dagsordenen. Vi vil styrke Erasmus-programmet – den europæiske udvekslingsaftale – så vi gør det nemmere og mere attraktivt for vores studerende at studere i et andet EU-land og gøre det lettere for udenlandske studerende at komme til Danmark. Vi ønsker et mere fleksibelt merit-system, der skal gøre det nemmere for studerende at få overført deres eksaminer fra udlandet på deres danske uddannelser. Vi foreslår også, at fjernundervisningen styrkes, så man uanset bopæl i London eller Løgumkloster har adgang til førsteklasses viden. Der findes i dag videoteknik, så dygtige professorer i Paris kan undervise vores studerende online, mens de sidder i Padborg, eller andre europæiske studerende omvendt kan se og lytte med til en dansk underviser. Men lad os også sætte ind endnu tidligere ved at give børn og unge mere international uddannelse på grundniveau, så de allerede fra barnsben får værktøjerne til at begå sig i en global verden.

Under kampagnen vil vi løbende lægge kampagnemateriale, billeder og reportager fra virksomhedsbesøg, samt debatindlæg op på hjemmesiden og facebook. Vi glædes os til at sætte fokus på disse emner og håber, så mange som muligt vil tage del i debatten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *