Læs partibogen, Ida Damborg

I JV den 13. maj skriver Ida Damborg en ordentlig svada mod Venstre, fordi der i Region Syddanmark indføres forsøg med gebyr fra de patienter, der uden varsel udebliver fra operationer på hospitalet.

Vi undrer os dog mildest talt over kritikken. Især fordi det fremgår af det røde regeringsgrundlag: ”Regeringen finder derfor, at det er rimeligt, at de, der udebliver fra ambulante undersøgelser, operationer mv. opkræves et gebyr”. Forslaget er altså ikke noget Venstre i Region Syddanmark har presset på for at få igennem, men kommer tilsyneladende uden Ida Damgaard ved det, fra hendes eget regeringsparti.

Til almindelig forbrugeroplysning kan det i øvrigt nævnes, at forslaget sågar også var en del af S-SF’s famøse ”Fair Løsning”, selvom sundhedsministeren i dag tager afstand fra beregningerne i deres eget oplæg.

Hvis Ida Damborg er så inderlig modstander af gebyret, så er det svært at forstå, hvorfor hendes voldsomme kritik skal gå ud over Venstre. I stedet bør hun tage diskussionen med sit eget regeringsparti, der aktuelt har flertallet, og som har krævet, at regionerne laver forsøg med gebyr for patientudeblivelser.

I Venstre mener vi, at det er spild af personalets tid og operationsstuer, når patienter uden varsel udebliver fra deres aftaler.  Derfor har muligheden for at opkræve gebyr for udeblivelser eksisteret siden 2004. Til gengæld har ingen af landets regioner ønsket at benytte sig af muligheden i lovgivningen. Det er altså kun, fordi landets SF-sundhedsminister har beordret regionerne til at lave forsøg, at disse nu igangsættes.

Tilbage i denne debat står en SF’er der er imod sit partis politik og bagefter giver Venstre skylden for det.
Underholdningsværdien heraf er så stor, at Damborg næsten burde opkræve et gebyr. Vi takker i hvert fald for en grundig indføring i, hvordan SF’ere er uenige med sig selv.

 

Indlægget er skrevet i samarbejde med Venstres sundhedspolitiske ordfører, Sophie Løhde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *