Lad os skabe resultater her og nu

Regeringen ønsker en skattereform inden sommerferien, så den kan sige, at den har fået én aftale i hus – det er tidsplanen, der er vigtig må man forstå. 

Venstre har et andet mål. Vi mener, vi skal lave en skattereform, der virker her og nu. En skattereform, hvor vi kan skabe vækst, positivisme og nye arbejdspladser i de kommende år, frem for langt ude i fremtiden. Vi kommer ikke uden om, at den hastighed vi mister danske arbejdspladser med er skræmmende. Bare i 1. kvartal her i 2012 er beskæftigelsen faldet med 9800 personer, og dagligt byder aviserne på historier om nye nedskæringer. Det er bekymrende for de arbejdspladser, som vi mister nu, risikerer vi aldrig kommer tilbage. Derfor er det også uholdbart, når regeringen taler om en skattereform, der først virker endeligt i 2022. Fremtiden er nu, og handling er nødvendig nu. Derfor har vi tilbudt regeringen en treårig skatteaftale. Det mål deler regeringen ikke med os. Regeringen har de seneste uger sagt nej til alle de konstruktive forslag som Venstre er kommet med. Inden regeringen selv var på banen med et udspil til en skattereform, præsenterede vi en model, hvor vi tager ansvar for en helhedsløsning bestående af en ambitiøs skattereform og de nødvendige reformer. En helhedsløsning, som sikrer tryghed omkring dansk økonomi de næste mange år, og hvor vi giver danskerne reelle skattelettelser, frem for en skatteomlægning som regeringen ønsker. Den vej sagde regeringen var blind og derfor rakte vi konstruktivt den anden hånd frem, og gav regeringen endnu et tilbud, som vi mener, det er forsvarligt at gennemføre på denne side af sommerferien. Et tilbud, der også tager højde for, at regeringen i mellemtiden har kørt trepartsforhandlingerne i sænk, og at regeringen derfor mangler 4 mia. kroner i sit regnestykke samt konkrete initiativer til at få danskerne til at arbejde mere. Lad os derfor lave en målrettet skatteaftale, der styrker Danmarks konkurrenceevne her og nu, frem for en aftale, hvor Helle Thorning-Schmidt lover danskerne en topskattelettelse på 1000 kroner i 2022. vi ved, at regeringen har svært ved at overholde det, den lover ude i fremtiden.

Med vores udspil bliver der både råd til at øge beskæftigelsesfradraget med over 10.000 kr. i 2015, på at hæve topskattegrænsen med over 50.000 kr. i 2015, og erstatte topskatten med en ny, lavere mellemskat for danskere med indkomster fra ca. 445.000 til ca. 750.000 kr. Samtidig kan vi undgå at skulle beskatte boligejerne, som regeringen har foreslået. 

Venstre er et økonomisk ansvarligt parti, og vi tager gerne ansvar, men hele forløbet viser, at regeringen fra starten ikke har ønsket at samarbejde med Venstre, og at pilen nu peger på Enhedslisten. En rød cocktail, der vil gøre de økonomiske udfordringer endnu større, og som ikke gavner Danmark og danskerne her og nu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *