Pressemeddelelse: Vi tager ansvar for landbrug og virksomheder i kreditklemme

Venstre har netop indgået aftale om en udviklingspakke, en Bankpakke 5. Udviklingspakken giver en særlig håndsrækning til de landmænd, der hidtil har haft svært ved at låne penge. Med udviklingspakken opretter man en særlig landbrugsbank, der får mulighed for at låne 3 milliarder ud til landbruget. Jordbanken skal ejes af Nationalbanken og finanssektoren. Foruden hjælp til landbruget styrker udviklingspakken også de små- og mellemstore virksomheder og tager højde for potentielle udfordringer om funding i pengeinstitutter.

 ”Vi har mange dygtige og moderne landbrugsbedrifter, der er blevet hårdt ramt af den finansielle krise. Med denne udviklingspakke giver vi dem en mulighed for at komme på fode igen og skabe dynamik og udvikling i hele landbruget, der er så vigtig for vores område i hele Syd – og Sønderjylland,” udtaler Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby, der er valgt i Sydjyllands Storkreds.

 ”Vi har deltaget aktivt i forhandlingerne og presset regeringen for at få endnu en bankpakke, så vi kan understøtte fødevaresektoren og de mange mindre virksomheder i Danmark. De mange ekstra skatter og afgifter som Regeringen sender til landbruget og erhvervslivet gør det sværere for brancherne at skabe vækst. Derfor er Bankpakken desværre nødvendig, men det ændrer ikke på, at vi fortsat også skal sikre ordentlige rammevilkår for såvel landbrug som vores danske virksomheder,” udtaler Ellen Trane Nørby.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *