Klasse… Kolding!

En af samfundsfagsklasserne fra Kolding Gymnasium er i gang med at undersøge, hvilken indflydelse medierne har på politikernes arbejdsdag og omvendt. Derfor tog jeg i mod dem på Christiansborg i onsdags den 26. oktober, for at fortælle dem om mine erfaringer som folketingsmedlem og mit (sam)arbejde med medierne i mit daglige arbejde. Jeg er, som politiske ordfører, selvfølgelig dagligt i kontakt med mange journalister, som gerne vil have en kommentar om aktuelle sager. De første ringer tidligt om morgenen for at få en kommentar til dagens første radioavis, og den sidste ringer sent om aftenen, hvor morgendagens avishistorier skal skrives inden deadline. Eleverne og jeg fik os derfor en engageret og spændende debat omkring forskellen på lokale og nationale medier, spin, personsager samt det afslappede, men professionelle forhold, der er mellem politikere og journalister på Christiansborg.
Inden mit møde med gymnasieklassen, havde de overværet spørgetimen i Folketinget, hvor folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål til ministrene.  
Jeg håber de ivrige spørgeglade elever fik meget ud af det, det gjorde jeg i hvert fald.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *