Kan du både tænke politisk og formidle det? Så er du måske den rigtige praktikant?

Politisk ordfører for Venstre Ellen Trane Nørby søger praktikant

Politisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, søger en akademisk praktikant, der kan være med til at løse daglige politiske – og kommunikationsmæssige opgaver på Christiansborg. Praktikperioden skal finde sted i første del af 2012, gerne med start i januar 2012, og er som udgangspunkt fuld tid (37 timer).

Praktikperioden kan tilrettelægges således, at der kan søges merit herfor.

Arbejdsdagen for en politisk ordfører er både hektisk og spændende. Der skal kommunikeres mange og forskelligartede budskaber i forskellig form. Det gælder læserbreve, blogindlæg, nyhedsbreve, borgerhenvendelser og håndtering af diverse henvendelser fra medierne. Men der skal også formuleres og udvikles politik, og det betyder, at research – og analyseopgaver også er en vigtig del af arbejdet.

Ellen Trane Nørby søger derfor en ulønnet praktikant, der på en selvstændig og kompetent måde kan bidrage til at håndtere disse opgaver og som kan indgå i det team af ansatte, der arbejder for Ellen Trane Nørby. Opgaver af mere administrativ karakter vil forekomme, men vil på ingen måde være det bærende element.

Det forventes, at du er i gang med kandidatdelen af en relevant videregående uddannelse, hvor du tilegner dig de nødvendige kompetencer inden for f.eks. kommunikation, retorik, forvaltning eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at dine kommunikations- og formidlingsevner er i top, og at du arbejder struktureret, er iderig og brænder for politik, kommunikation, nyheder og medier.

Arbejdsmiljøet på Christiansborg er udfordrende, til tider meget travlt og kræver derfor fleksibilitet. At være praktikant giver dig til gengæld mulighed for at arbejde helt tæt på den lovgivende forsamling i Danmark, og alt hvad der her hører sig til herunder Ellen Trane Nørbys politiske ordførerskaber.

Foruden rollen som politisk ordfører er Ellen Trane Nørby også partiets medieordfører, og hun er medlem af Folketingets Kulturudvalg, Udvalget for Klima, Energi og Bygning, Udenrigsudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn. Derudover er hun næstformand i Den Danske Europabevægelse.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og læse om, hvorfor og hvordan du kan bidrage til Ellen Trane Nørbys folketingsarbejde.

Praktikansøgning sendes til Ellen Trane Nørbys studentermedhjælper, Anders Jacobsen, på vanja@ft.dk, CV vedlægges ansøgningen. Der er deadline for ansøgninger onsdag den 2. november kl. 12.00. For yderligere spørgsmål, så kontakt Anders Jacobsen på vanja@ft.dk eller 3337 4633.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *