Den der har evnen, har pligten!

Indlægget er skrevet i samarbejde med Merete Riisager (Liberal Alliance) og Helle Sjelle (De Konservative)
 
Kvinder interesserer sig generelt mere for uddannelse og sundhed end for økonomisk politik. Det fremgår af vælgerundersøgelser om, hvad kvinder og mænd ser på, når de sætter deres kryds på valgdagen.
 
”Det må kvinderne vel selv om!?” – alligevel er det sådan, mange har reageret, da initiativet ”Kvind dig op og tag ansvar!” blev sat i søen. Kampagnen har til formål at få flere kvinder til at diskutere økonomisk politik og sætte sig ind i hvad de forskellige partier vil med den danske økonomi, før de vælger, hvem de vil stemme på. Og jo, kvinder må naturligvis selv afgøre, hvem de stemmer på.
 
Men baggrunden for, at flere kvinder end mænd stemmer rødt, bør vi kunne diskutere. Det får nemlig afgørende betydning for danskernes muligheder om 10 og 20 år, om vi får en rød eller en blå regeringsmagt efter næste valg.
 
Vi er trætte af at høre, at kvinder kun værdsætter bløde værdier. Kvinder skal ikke reduceres til hjemmegående husmødre, mens mændene er de kloge slipsedrenge. Sådan er verden jo ikke længere.  Kvinder tager i dag et lige så stort ansvar på arbejdspladserne og i foreningerne som mænd – så hvorfor skulle de ikke også gøre det, når det gælder samfundsøkonomien?
 
Og hvorfor skulle vi ikke kræve noget af kvinderne? Kvinder har de seneste 30 år arbejdet sig frem til et uddannelsesniveau, der er på højde med mændenes. Vi har tilgang til de samme informationer og vi har de samme muligheder for at træffe valg. Hvad skulle der da være i vejen med at diskutere, hvorvidt kvinder sætter sig godt nok ind i den økonomiske politik – når det valg, de træffer, får betydning for os alle?
 
Vores påstand er, at der i statistikkerne ligger en lille rest gemt af den opdeling mellem kønnene, der var hverdag for vores bedsteforældre: Mor står for husholdningen – far tjener pengene og ser på de store linjer. Vejen til indflydelse går gennem indsigt, og derfor er det ikke godt nok, hvis kvinder springer artiklerne om samfundsøkonomi over, når de læser avisen.
 
Kvinder skal kunne slå i bordet og tage ansvar, når det gælder statsbudgettet. Skal Danmark have råd til det, vi godt kan lide, skal vi også kunne betale vores regninger. Hvis vi fremover skal have et velfærdssamfund, hvor sygehusene fungerer, hvor vores børn kan blive undervist i gode og inspirerende omgivelser, og hvor vores ældre får omsorg, skal vi føre en ansvarlig økonomisk politik.
 
Anklagen mod ”Kvind dig op”-kampagnen har været, at vi taler ned til kvinderne. Det mener vi ikke, vi gør. Det er derimod respektfuldt at kræve noget af andre mennesker og forvente noget af dem. At pakke mennesker ind i vat, er i vores øjne at se ned på folk.
 
Der er masser af kvinder, der kan jonglere et Excel-ark og læser Børsen til morgenkaffen. Denne kampagne er ikke til dem. Kampagnen er til alle de kvinder, der har nok at gøre med nye udfordringer på jobbet, internatkurset, dræn i ørerne til den mindste og vandhanen, der lækker igen. Kvinder som os selv, der har nok at gøre, og som skal prioritere deres tid. Vores pointe er, at partiernes slogans dækker over virkelig politik, der får virkelige konsekvenser. Uanset travlheden med andre ting, opfordrer vi derfor kvinder til at sætte sig ind i det med småt, før de sætter deres kryds.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *