Trafikaftalen understøtter vækst og udvikling

Det var den første snevejrsdag i november, en bidende kold fredag. Jeg strandede i København, da såvel lufthavn, tog og veje lukkede ned, men det er ikke kun derfor, jeg husker dagen tydeligt. Det var nemlig den fredag, hvor vi indgik en ny trafikaftale om udmøntningen af en række puljer for mere end 1,5 milliarder kroner.

Med trafikaftalen prioriterer vi infrastrukturen højt. Det er enormt vigtigt, at vi ser på, hvordan vi skaffer bedre vækst og udvikling i hele Danmark. Vi skal huske på at hurtig og effektiv transport er med til at øge konkurrencedygtigheden og sikrer en bedre mobilitet, når erhvervslivet skal fragte varer og flytte servicer fra A til B. Tænk bare på hvor meget motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg kommer til at betyde for sønderborgområdet.

Derfor glæder det mig også, at vi med aftalen tager skridtet og begynder de første konkrete undersøgelser af en udbygning af rute 11. På længere sigt skal vi forbinde Tønder/Esbjerg med Tyskland via en sydgående motorvej ned til grænsen – og dermed forbinde den sønderjyske vestkyst med resten af det europæiske vejnet. Også infrastrukturen internt i Syd og Sønderjylland

Med aftalen lykkedes det også at sikre 16.9 millioner kroner til en udvidelse af rundkørslen ved Grundtvigs Allé. Det er et projekt, jeg tidligere har haft trafikminister Hans Christian Schmidt nede at se på, og hvor jeg sammen med Peter Hansen som formand for Teknik og Miljøudvalget har kørt Hans Christian rundt for at se såvel lufthavnens fremtidsplaner, status for motorvejen og togperronen ved Alsion.

Projektet med udbygningen af rundkørslen og forhåbentligt på længere sigt hele vejen fra broen og hen til madeskovrundkørslen har til formål at løse såvel trængselsproblemerne, som forbedre trafiksikkerheden. Når motorvejen står færdig skal vi nødig ende med biler i sneglefart omkring rundkørslen.

Trafikaftalen prioriterer også togdriften i landsdelen, og i Sønderborg er vi så privilegerede, at vi senest i 2011 får en ny perron. Det giver langt bedre adgangsforhold for passagerne, herunder de mange koncertgæster, der hvert år kommer til Alsion. Det er et projekt, der har været på tegnebrættet siden det første spadestik ved Alsion og en sag, som jeg har kæmpet for i mange år. Kampen startede sammen med AP Hansen, og derfor var det også en fornøjelse endelig at kunne få sat punktum i den sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *