Pressemeddelelse: Ansvar for samfundets svageste

En ny psykiatriaftale, massiv støtte til de frivillige organisationer, en ny civilsamfundsstrategi, 20 millioner kroner målrettet en styrket uddannelsesindsats for unge på sikrede institutioner samt 80 millioner kroner til en massiv indsats over for menneskehandel og 10 millioner kroner ekstra til en særlig indsats for personer med spiseforstyrrelser. Det er blot nogle af de tiltag, som partierne bag satspuljeforliget netop har indgået aftale om i forbindelse med udmøntningen af satspuljen på det sociale område for 2011.  

Venstres social- og ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby er tilfreds med, at det – på trods af få penge i årets satspulje – er lykkedes at tilgodese en række udsatte grupper i samfundet:  

– Det er en glædelig dag, når vi i dag kan afsætte 80 millioner kroner ekstra til bekæmpelsen af menneskehandel og til at hjælpe ofrene. De bagmænd, der i dag tjener store summer og lukrerer på at tvinge kvinder ind i tvangsprostitution, skal vi som samfund slå hårdt ned på og med den nye styrkelse af området, kan vi lave en endnu bedre indsats på området.

Med aftalen udmøntes godt 1 mia. kr. i 2011-2014 til indsatser for bl.a. hjemløse, prostituerede, anbragte børn, handicappede og andre svage og udsatte grupper. Fordelingen af pengene i satspuljen finder sted i satspuljekredsen, som består af alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten. Venstres ordfører for socialt udsatte Marion Pedersen lægger vægt på den styrkede indsats for at hjælpe udsatte prostituerede:

– Med aftalen får vi oprettet et bofællesskab for hårdt belastede kvinder for eksempel fra narkoprostitutionsmiljøet og styrket det opsøgende arbejde blandt gadeprostituerede. De lever på samfundets kant, og derfor er det utroligt vigtigt, at vi sørger for at vise dem, at der er en vej ud af prostitutionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *