Det offentlige skal svare hurtigere!

Deadlines i det offentlige. Det har vi længe ønsket. Vi har i flere år foreslået, at der skulle sættes grænser for, hvor længe det offentlige må være om at behandle en sag. I sidste uge stemte De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær så i og krævede loft over sagsbehandlingstiderne, som det vi længe har ønsket. Når De Konservative nu også er klar, så håber vi, at tingene nu kan blive anderledes.

Alt for ofte bruger offentlige institutioner alt for langt tid på at behandle ansøgninger og sager fra borgere. Det er ikke tilfredsstillende, når en landmand må vente flere år på en godkendelse til at kunne udvide sin svinestald eller bygge en ny lade. Og det sker alt for ofte, at en patient, der er blevet fejlbehandlet, må vente i flere års uvidenhed, før der kommer en afgørelse fra Patientklagenævnet. Det er simpelthen ikke godt nok, og derfor er vi også glade for, at vores regeringspartner De Konservative nu vil være med til at indføre en generel svarfrist i det offentlige. Det er en svarfrist som vi og andre kolleger i Venstre længe har ønsket os, og som nu endelig ser ud til at blive en realitet, hvis et flertal i Folketinget vil bakke forslaget op.  

Vi har al den tid, vi har siddet i Folketinget kæmpet mod unødvendigt papirarbejde og bureaukrati, og vi vil alt bøvl til livs i det offentlige. Det er på tide, at offentlige institutioner får borgeren mere i fokus, og skiller sig af med devisen ”sådan plejer vi at gøre”, så vi ikke sætter en stopper for virkelysten, vækst og iværksætteri.

Ja, regeringspartierne har til tider også et medansvar for at gennemføre love, der kan blive så tekniske, at de umuliggør en smidig sagsbehandling. Men vi må til vores forsvar understrege, at Venstre samtidig er det parti, der mest ihærdigt arbejder for at få ryddet op i unødvendige regler og kontrol. Og sammen med partifæller vil vi gøre vores til, at det sker, for vi tør slet ikke tænke på, hvor mange ressourcer, der går til spilde, hvis vi ikke gør noget ved det nu.

 Indlægget er skrevet af: Af Ellen Trane Nørby, MF (V), Sophie Løhde, MF (V), Karsten Lauritzen, MF (V), Michael Aastrup Jensen, MF (V) og Mads Rørvig, MF (V)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *