Vil oppositionen være med til at bekæmpe fattigdom?

I torsdags blev EU’s fattigdoms år skudt i gang på en stor konference i København. 2010 er EU’s fattigdomsår, og det skal som de tidligere EU-temaår om sprog, handicap, ligestilling mm. sætte fokus på fattigdom i Europa. I Danmark har regeringen afsat midler til aktiviteter og til en informations- og debatkampagne, som de sociale og frivillige organisationer står for.

I det nye regeringsprogram har regeringen også offensivt spillet ud med et arbejde, der skal lede frem til, at vi i Danmark får opsat en række fattigdomsindikatorer, der kan bruges som et konkret arbejdsredskab til at lokalisere og hjælpe de mennesker i vores samfund, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Måske skulle oppositionen sætte lidt tid af i kalenderen til at lytte til, hvad det egentlig er regeringen siger. Vi mener faktisk, at det er en rigtig fornuftig ide, at lave en række fattigdomsindikatorer. Til forskel for oppositionen, så ønsker vi at lave en definition og udvikle redskaber, der rent faktisk virker, og som kan hjælpe de mennesker, der er mest udsatte i vores samfund.

Oppositionen på den anden side mener, at regeringen ikke tager fattigdomsproblemet alvorligt, fordi vi ikke vil lave en økonomisk definition af fattigdom. Arbejderbevægelsens erhvervsråd og oppositionen svælger til og bruger gang på gang den model, som hedder medianmodellen til at definere fattigdom. Medianmodellen går i sin enkelthed ud på, at man er fattig, hvis man har under halvdelen af gennemsnitsindkomsten i samfundet. Modellen bygger på 3 år gamle tal fra Danmarks Statistik og siger intet som helst om de mennesker den “tæller”. Er man studerende, så er man fattig. Ligesom mange selvstændige er fattige, og sådan kunne jeg blive ved.

Det mest paradoksale ved modellen – som oppositionen elsker – er dog, at den altid vil vise flere fattige i opgangstider, hvor gennemsnitsindkomsten i samfundet stiger, og modsat færre fattige i nedgangstider, som den vi har på nuværende tidspunkt, hvor gennemsnitsindkomsten i samfundet falder. Det betyder, at mens vi andre kan se, at finanskrisen klart har skabt flere økonomiske problemer for mange, så vil statistikken vise det modsatte. I Venstre kan vi se, at krisen ikke bare betyder, at flere har mistet deres job, deres boliger har tabt værdi, deres pensionsopsparinger er krympet og indtjeningen generelt i samfundet er faldet. Vi ser også, at flere gældsætter sig, bliver sat ud af deres bolig og i det hele taget har svært ved at få det hele til at hænge sammen. En model, der ikke kan måle det, fordi den forholder sig til gennemsnitsindkomsten, kan man simpelthen ikke bruge til andet end politiske trakasserier i Folketingssalen, og så er vi tilbage ved spørgsmålet om oppositionen reelt vil hjælpe de mennesker i vores samfund, som lever i en fattigdomslomme – eller om de vil forsimple situationen?

Oppositionen går alt for primitivt til værks og tror, at fattigdom kun er et spørgsmål om penge. Eller sat mere på spidsen, så mener oppositionen, at alle mennesker, der har lidt penge på lommen lever et helt uproblematisk liv, og derfor ikke kan betegnes som værende fattige.

Selvfølgelig handler fattigdom om, hvor mange ressourcer det enkelte menneske har til at klare sig i hverdagen. Men der er væsensforskel på, om vi taler om den studerende, der i en periode har en lav indkomst, eller om den person som grundet finanskrise eller mistet job i en kortere periode må leve på en mindre indkomst. Det kan være en være hårdt at få det hele til at hænge sammen, men det er på ingen måde det samme som at man er fattig, hvis man ellers på andre områder er velfungerende i samfundet. Få ressourcer må ikke kun ses som det samme som en lav indkomst.

Der eksisterer også andre former for fattigdom, som ikke handler om penge, men som fortsat kan føre til en social marginalisering. Der er f.eks. personer, der har en fornuftig indkomst, har gode boligforhold og en familie, men som har store problemer med et langvarigt stof – eller alkoholforbrug, der er på vej ud i en socialderoute. Eller der kan være familier, hvor både moren og faren har arbejde og har en fornuftig indkomst, men hvor de simpelthen – måske af psykiske årsager – ikke har overskud til at være så ansvarlige forældre, at de får sendt deres barn i skole hver dag. Og derfor må barnet lide under et omsorgstab, der vil påvirke barnet resten af livet. Ligesom der er personer i vores samfund, der har en fornuftig indkomst og derfor pr. medianmodellens definition ikke er fattige, men alligevel har en så stor gæld eller faste udgifter som gør, at deres rådighedsbeløb alligevel bliver minimalt. SFIs store undersøgelse af boligmarkedet viste også, at en stor gruppe af dem, der bliver udsat af deres boliger ikke havde en lille indkomst, men at de simpelthen ikke er i stand til at administrere deres forbrug. De er ikke økonomisk fattige – men har også brug for hjælp!

En medianmodel vil aldrig kunne hjælpe disse mennesker, og netop derfor mener regeringen, at vi skal arbejde med nogle fattigdomsindikatorer, der har to funktioner. For det første kan indikatorerne bruges til at identificere, hvilke personer eller familier, der reelt er fattige, eller som har risiko for at blive det. Og for det andet kan de bruges til at finde frem til, hvilke konkrete initiativer, der skal igangsættes, så disse mennesker kan få den rette hjælp f.eks. lægebehandling, jobtræning eller økonomisk rådgivning, for blot at nævne nogle tilfældige initiativer. Indikatorerne ser på familiers økonomiske situation, men også på boligforhold, uddannelsesniveau, beskæftigelsesmuligheder og på menneskers fysiske og psykiske sundhedstilstand.

Til forskel for oppositionen, så har regeringen faktisk fremlagt konkrete ideer til, hvordan sådanne ’redskaber’- der kan måle den konkrete og daglige fattigdom – skal se ud. Den model som oppositionen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svælger til er præcis den model som Nyrup gennem hele sin regeringstid i 90’erne afviste at anvende, da den viste et alt for simpelt billede. Vi vil videre i arbejdet. Spørgsmålet er om oppositionen vil deltage?

 

En kommentar til “Vil oppositionen være med til at bekæmpe fattigdom?

  1. Du glemmer at fattigdommen er steget under jeres regerings tid. Det der irriterer mig det er at i politiker altid bruger tiden på at pege fingre af hinanden. I stedet for at føre politik. Når regeringen har haft en pinlig sag. Tag for eksempel masse fyringerne på hospitalerne. Når det går dårligt for samfundet så er det ihvertfald ikke jeres skyld. Når vi så snakker om masse fyringerne på hospitalerne så er det regionernes skyld. Men det er det ikke. For det er jo regeringen som laver den økonomiske plan for regionerne. Det er også jer som laver finansloven og det er jer der har ansvaret for det store underskud på 24 miliarder kr. Da Socialdemokraterne havde magten var vi på 6 pladsen af de rigeste lande i verden. NU er vi på en 13 plads. Hvordan kan det nu være ? Svaret er simpelt! Det er jer som har brugt alle pengene på at lave skatteletleser som ikke har været finnansjeret ordentlig. Så mit spørgsmål til dig er “Vil regeringen begynde at tage ansvar for deres fejlagtigheder! mvh Magnus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *