Udbud kan give mere kvalitet

Kommunernes arbejde med udbud er en “ommer”. Sådan lyder kritikken fra Peter Petersen (PP), Broager, i JP d. 23/2. For kommunerne har som regel ikke et fornuftigt kendskab til de produkter eller arbejdsopgaver de efterspørger via et udbud, og vælger derfor at skrive kontrakt med den virksomhed, der giver det billigste tilbud, uden at de skelner til kvaliteten. Det går hårdt ud over danske virksomheder – inklusiv PP’s egen legeredskabsvirksomhed – da de netop ikke kan konkurrere på prisen mod producenter fra f.eks. Østeuropa eller Asien. Til gengæld kan de konkurrere på kvaliteten.

Men udbud behøver bestemt ikke være en øvelse, hvor man går på kompromis med kvaliteten på et produkt eller en ydelse. I Venstres nye udbudsoplæg forslår vi, at kommunerne i højere grad skal kunne arbejde ud fra en såkaldt omvendt udbudsmodel, hvor man tager udgangspunkt i en fastsat udgiftspris og spørger til kvaliteten. Her vil en kommune groft set udbyde et beløb f.eks. 50.000 kr. til køb af legeredskaber til børnehaver, hvorefter virksomheder indsender detaljerede produktbeskrivelser, så kommunerne kan vælge det tilbud, hvor de får mest kvalitet for pengene. Metoden bruges allerede med stor succes i enkelte kommuner. Odense Kommune besluttede f.eks. i 2001 at bruge 114 mio. kr. til at bygge en ny skole og sende arbejdet i udbud, hvorefter kommunen valgte det efter deres vurdering bedste tilbud.

For Venstre er det vigtigt, at borgerne oplever, at de får den bedste kvalitet for deres skattepenge. Derfor skal kommunerne i højere grad sende varer og ydelser i udbud, og spørge til kvaliteten og prisen. Det er fornuftig købmandsskik og kan samtidig bidrage til at få gang i væksten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *