Ellen Trane Nørby

Når danske kokke vinder alt fra Michelinstjerne(r) til verdensmesterskaber, så kommer fokus også på de råvarer der indgår i de kreative og kulinariske smagsbomber. Fødevarerne er i mange tilfælde danske kvalitetsprodukter. I 2004 formulerede førende danske og nordiske kokke under Nomas kokkehue det nordiske køkkenmanifest og heldigvis er der også kommet en større kvalitetsbevidsthed end firsernes lørdagskylling med fritter.

Danske fødevarer er i særklasse også selvom de presses af det forhold, at mange danske forbrugere ikke kan få nok økologi, skrabeæg og kvalitetsprodukter, når Gallup ringer, men helt glemmer deres gode intentioner, når de bøjer sig ned over køledisken. Fulgte handling tale, så ville der blive købt langt færre buræg, vakuumkyllinger og udenlandske produkter, og danskerne ville nok ikke tegne sig for sidstepladserne når det handler om at være blandt de befolkninger i Europa, der bruger den mindste andel af deres indkomst på fødevarer.

Når danskerne stiller krav om kvalitet, så burde man modsat også stille krav om engagement og om betalingsvillighed. Den bevidste forbruger burde ikke bare gå efter det billigste, men også det bedste. Og det bedste har vi rigtigt meget af. Danske fødevarer er i høj grad præge af høj kvalitet, høj standard og stor fødevaresikkerhed. Over de senere år er der over hele landet opstået en række specialiserede fødevarevirksomheder. Alt fra små mejerier, mikrobryggerier, mosterier, slagterier mm er blomstret op og har udbredt rækken af specialprodukter fra jord til bord.

Når mange fremhæver kvaliteterne ved danske fødevarer, så glemmer mange samtidig, at produkter ikke kommer ud af ingenting. Uden det danske landbrug ingen fødevaresektor og ingen kvalitetsprodukter. Uden ordentlige rammevilkår og lige konkurrencevilkår, ingen dansk fødevareproduktion og det gælder såvel økologien, specialprodukterne som den generelle fødevareproduktion.

Når det danske landbrug hvert år eksporterer for mere end 115 milliarder og eksporten til Japan alene overstiger det beløb vi indkøber biler og teknologisk isenkram for, så skyldes det i høj grad, at dansk landbrug er anerkendt verden over for sin høje kvalitet og høje fødevaresikkerhed. Hvis dansk fødevareproduktion skal fortsætte sin udvikling, så kræver det plads til innovation og initiativer frem for urealistiske krav. Som al anden udvikling og nye initiativer, så blomstrer de bedst under frihed og ansvar end under kontrol og tvang. Humbug og smart snyd findes alle steder. Hvorfor skal alle straffes for de fås manglende indsats på miljø og dyrevelfærdsområdet?

Hele grundlaget for, at vi også fremover kan have gode danske fødevarer det er, at det danske landbrug kan klare sig i den internationale konkurrence. Hvis kravene til danske landbrug hvad angår dyrevelfærd, miljø og kontrol er markant større end dem tysk, svensk eller fransk landbrug bliver mødt af, så knækker kurven og de 150.000 mennesker som i dag er ansat i den danske fødevaresektor – og mange af dem i de i forvejen tyndtbefolkede egne af landet vil miste deres arbejde. Det vil ikke bare medføre et enormt økonomisk tab for samfundet, det vil helt sikkert også betyde, at den store varietet og mangfoldighed af danske fødevarer som vi finder på butikkernes hylder ikke længere vil være der. Muligvis er nogen ligeglade, men jeg sætter pris på at jeg kan få gode sunde danske fødevarer uden pesticidrester. Jeg vil savne æblerne, flæskestegen og mælken og jeg tror ikke en døjt på, at hvidløget fra Kina er økologisk. Måske flere skulle tænke på det inden de kvæler dansk fødevareproduktion.

Hule påstande og uberettiget kritik skal man ikke lede længe efter, når man læser Benny Engelbrechts (BE) læserbrev d. 8. marts i JV. Benny påstår at regeringen intet gør for at hjælpe mennesker der har brug for efteruddannelse. Det er ganske enkelt forkert. Regeringen har afsat 20 mio. kr. ekstra, til at de mennesker der har korte opsigelsesfrister, kan få gavn af de uddannelsestilbud, der bl.a. ligger i varslingsindsatsen. Både DA og LO har bakket op om dette. Read more

Kommunernes arbejde med udbud er en “ommer”. Sådan lyder kritikken fra Peter Petersen (PP), Broager, i JP d. 23/2. For kommunerne har som regel ikke et fornuftigt kendskab til de produkter eller arbejdsopgaver de efterspørger via et udbud, og vælger derfor at skrive kontrakt med den virksomhed, der giver det billigste tilbud, uden at de skelner til kvaliteten. Det går hårdt ud over danske virksomheder – inklusiv PP’s egen legeredskabsvirksomhed – da de netop ikke kan konkurrere på prisen mod producenter fra f.eks. Østeuropa eller Asien. Til gengæld kan de konkurrere på kvaliteten.

Men udbud behøver bestemt ikke være en øvelse, hvor man går på kompromis med kvaliteten på et produkt eller en ydelse. I Venstres nye udbudsoplæg forslår vi, at kommunerne i højere grad skal kunne arbejde ud fra en såkaldt omvendt udbudsmodel, hvor man tager udgangspunkt i en fastsat udgiftspris og spørger til kvaliteten. Her vil en kommune groft set udbyde et beløb f.eks. 50.000 kr. til køb af legeredskaber til børnehaver, hvorefter virksomheder indsender detaljerede produktbeskrivelser, så kommunerne kan vælge det tilbud, hvor de får mest kvalitet for pengene. Metoden bruges allerede med stor succes i enkelte kommuner. Odense Kommune besluttede f.eks. i 2001 at bruge 114 mio. kr. til at bygge en ny skole og sende arbejdet i udbud, hvorefter kommunen valgte det efter deres vurdering bedste tilbud.

For Venstre er det vigtigt, at borgerne oplever, at de får den bedste kvalitet for deres skattepenge. Derfor skal kommunerne i højere grad sende varer og ydelser i udbud, og spørge til kvaliteten og prisen. Det er fornuftig købmandsskik og kan samtidig bidrage til at få gang i væksten.

I torsdags blev EU’s fattigdoms år skudt i gang på en stor konference i København. 2010 er EU’s fattigdomsår, og det skal som de tidligere EU-temaår om sprog, handicap, ligestilling mm. sætte fokus på fattigdom i Europa. I Danmark har regeringen afsat midler til aktiviteter og til en informations- og debatkampagne, som de sociale og frivillige organisationer står for.

I det nye regeringsprogram har regeringen også offensivt spillet ud med et arbejde, der skal lede frem til, at vi i Danmark får opsat en række fattigdomsindikatorer, der kan bruges som et konkret arbejdsredskab til at lokalisere og hjælpe de mennesker i vores samfund, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Måske skulle oppositionen sætte lidt tid af i kalenderen til at lytte til, hvad det egentlig er regeringen siger. Vi mener faktisk, at det er en rigtig fornuftig ide, at lave en række fattigdomsindikatorer. Til forskel for oppositionen, så ønsker vi at lave en definition og udvikle redskaber, der rent faktisk virker, og som kan hjælpe de mennesker, der er mest udsatte i vores samfund.

Oppositionen på den anden side mener, at regeringen ikke tager fattigdomsproblemet alvorligt, fordi vi ikke vil lave en økonomisk definition af fattigdom. Arbejderbevægelsens erhvervsråd og oppositionen svælger til og bruger gang på gang den model, som hedder medianmodellen til at definere fattigdom. Medianmodellen går i sin enkelthed ud på, at man er fattig, hvis man har under halvdelen af gennemsnitsindkomsten i samfundet. Modellen bygger på 3 år gamle tal fra Danmarks Statistik og siger intet som helst om de mennesker den “tæller”. Er man studerende, så er man fattig. Ligesom mange Read more

“Vi har ikke fejlet. Vi har gjort vores arbejde, og vi har gjort det godt”, sagde den socialdemokratiske borgmester i Brønderslev Lene Hansen, da hun for tredje gang ændrede sin forklaring på hvorfor kommunen ikke har reageret på de utallige henvendelser og bekymringer fra naboer, skolelærere m.fl. i den tragiske sag fra Brønderslev, hvor 9 børn i sidste uge akut blev fjernet og forældrerne varetægtsfængslet.

Jeg sidder tilbage med en rigtig trist følelse. Hvordan kan den socialdemokratiske borgmester frikende sig selv? Brønderslev Kommune burde i det mindste indse at de selv har en andel i denne tragiske sag. En holdning, der bakkes op af Formanden for KL’s børneudvalg Jørn Sørensen, som fredag udtalte,”Brønderslev Kommune bærer også et ansvar for, at mishandling og omsorgssvigt i en familie med ni børn ikke blev stoppet tidligere. Alle alarmklokker burde have ringet, da familien sidste år flyttede til kommunen”

Allerede i juli 2009 fik Brønderslev Kommune en underretning fra en tidligere bopælskommune og efterfølgende har modtaget ind til flere underretninger fra naboerne og skolen. Alligevel ender det med, at den 20-årige datter selv skal tage direkte kontakt til myndighederne inden børnene fjernes og forældrene fængsles. Hvis ikke kommunerne reagerer, når naboer og medarbejdere henvender sig med deres bekymring, hvem skal så hjælpe de børn og unge, der ikke vokser op under ordentlige forhold? Med Barnets Reform har vi netop strammet lovgivningen, så vi sikrer, at der altid er fokus på barnets tarv, men hvad nytter nye lovgivningsinitiativer, hvis loven og lovens intentioner ikke bliver fulgt? Udsatte børn og unge skal have bedre hjælp, og der skal reageres tidligere, det er en forpligtigelse som vi som samfund ikke må tage for let på.

Så, mest trist til mode blev jeg, da den socialdemokratiske borgmester Lene Hansen (S) mandag udtalte: »Børnene havde det godt i familien. Godt nok«. Hvis det er den socialdemokratiske definition af barnets tarv, kærlighed og omsorg, så grænser det til det tragiske. Når en kommune overser en ekstremt belastet familie i mere end et halvt år og borgmesteren ikke mener de har fejlet og endda at de har gjort deres arbejde godt. Hvad sker der så, hvis de på et tidspunkt ikke gør deres arbejde godt?