Selvfølgelig skal det offentlige spørge til prisen!

Kronik bragt i Berlingske Tidende om offentlig udbud.
Læs  evt. hele udbudsoplægget  her : 10 veje til flere udbud og mere velfærd
 
Af Ellen Trane Nørby (V), socialordfører, Erling Bonnesen (V), kommunalordfører og Jacob Jensen (V), erhvervsordfører 

Her ved indgangen til et nyt årti står vi med større udfordringer end længe set. De gode år er afløst af en global afmatning i økonomien, som naturligt også smitter af på Danmark. Overskuddet er afløst af underskud og efter en årrække, hvor det har været vanskeligt at rekruttere læger, sygeplejersker, skolelærere, hjemmehjælpere og andre af velfærdens kernetropper, står vi i dag i en situation, hvor hver en krone skal vendes for at sikre, at vi udnytter ressourcerne bedst muligt. Vi har over de senere år vænnet os til at vi kunne tilføre masser af nye ressourcer i form af ekstra midler til vores velfærdssamfund og ansætte flere tusinde ekstra hænder.

Så enkelt bliver det ikke fremover, og overbudspolitikken, hvor alle problemer syntes løst ved blot at sende en ekstra check, kræver nu andre løsninger.

Det betyder langt fra, at vi ikke kan opleve en bedre velfærd end den, vi kender i dag. Det betyder blot, at vi skal til at tænke mere over, hvad vi får for de penge, vi bruger. Det gælder også i ens privatøkonomi, at man er lidt mere grundig, når man køber ind, for at få pengene til at strække længere. Det samme skal vi gøre som samfund.

Skal vi nå statsministerens ambitiøse mål om at være et af verdens ti rigeste lande i 2020, skal produktiviteten op i alle led her til lands. Både i det private og i det offentlige.

De danske kommuner bruger i dag knap 230 mia. kroner årlig på børnepasning, skoler, ældre, veje og en lang række andre kerneopgaver. Kommunerne løser langt de fleste af deres opgaver rigtig fornuftigt, men vi kan som samfund godt blive endnu bedre til at sikre kvaliteten. Det viser en lang række eksempler fra landets kommuner med tydelighed. Hvis alle kommuner bare løste opgaverne lige så godt og billigt som gennemsnittet, var vi allerede kommet langt.

I dag spørger kommunerne gennemsnitlig til prisen på den vare, de køber i blot omkring 25 pct. af tilfældene. Med andre ord er tre ud af fire varer indkøbt uden at der er spurgt, om prisen og kvaliteten er den bedst opnåelige.

Hver gang ‘ Samfundsforretningen Danmark’ køber noget for dyrt, koster det tabt velfærd.

Overpris er penge, som ikke kan bruges på andre gode formål. Derfor skal vi nu træffe det kloge valg at øge antallet af offentlige udbud yderligere.

Udbud er ikke det samme som udlicitering. Ved udbud spørger man til prisen og kvaliteten. Udlicitering er derimod situationen, hvor det politisk besluttes, at en anden end den nuværende offentlige leverandør skal overtage en opgave fremover.

Vi skal til hver en tid spørge til prisen for at finde frem til, hvordan vi får mest velfærd for skattekronerne.

Økonomi-og erhvervsminister Lene Espersen ( K) har for nylig i medierne meldt glimrende ud, at der bl. a. er brug for flere offentlige udbudsrunder.

Flere erhvervsorganisationer, såvel som offentlige myndigheder, har også vurderet, at der er solide gevinster at hente på at gennemføre flere udbud. Det er bredt anerkendt, at man ofte får reduceret prisen med mellem 10 og 30 procent efter en udbudsrunde, alt efter hvilken opgave, der er tale om.

Hvordan kan vi så få antallet af udbud til at stige? Det er jo ikke første gang, der diskuteres udbud i Danmark. Alt for ofte ender vi dog i en teoretisk og ideologisk snak. Også i Venstre.

Konkurrencestyrelsen har gentagene gange konkluderet i sine årsrapporter, at der ikke er noget lovgivningsmæssigt i vejen for flere udbud. Det er tværtimod en politisk modstand. En bekymring og en usikkerhed, der tilsyneladende lever under parolen: »Vi ved, hvad vi har – men ikke, hvad vi får«. Det er ærgerligt og unødvendigt, når der samtidig er en mængde gode eksempler og erfaringer rundt om i landet, som vi i fællesskab kunne trække på. På den baggrund har vi tre ordførere på relevante politiske ressortområder prøvet at tænke i helt konkrete operationelle tiltag, der kan hjælpe med til, at vi kommer ud over den politiske modstand og bekymring. På den baggrund lancerer vi i dag et oplæg med ti helt konkrete tiltag, der kan sikre, at vi som samfund får den bedste kvalitet velfærd for de ressourcer, vi har til rådighed.

Overordnet ønsker vi, at kommunernes udbudsprocent skal stige hvert eneste år og ikke som nu, hvor den blot genforhandles hvert 5. år. Det er bedre, at udbudsprocenten stiger med f. eks. én eller to procent om året, end at den går i stå i nogle år, for så pludselig at blive rykket i vejret. Med årlige minimumsstigninger sikrer man, at udbudsinstrumentet konstant ligger i værktøjskassen og baghovedet.

Vi foreslår også, at der etableres en slags Leanteam af eksperter på området. Teamet skal på statens regning hjælpe en række kommuner med at gennemanalysere, hvordan de kan omlægge organisationen som vi bl. a. kender det fra Odense Universitets Hospital, hvor den gennemsnitlige behandlingstid for patienterne faldt og kvaliteten blev forbedret ved en lean gennemgang.

Alle offentlige udbud bør også samles og annonceres fra én fælles platform frem for via diverse lokale medier. Det giver bedre overblik, og dermed flere potentielle tilbudsgivere. Endelig vil vi meget gerne lade kommunerne beholde deres gevinster som følge af øget brug af udbud. Vi mener ikke, at staten straks skal kradse gevinsten ind, hvis kommunen har tænkt nyt og skabt et overskud på udbud.

Det skal netop komme borgerne i den pågældende kommune til gavn.

Er det ikke farligt at lade private firmaer pleje ældre mennesker? Nej. Det sker allerede i ret stor udstrækning i Danmark og endnu mere i Sverige.

Som samfund bør vi have en fælles interesse i, at vi får mest ud af skattekronerne. Ikke mindst i økonomisk trange tider. Ingen områder bør på forhånd undtages, det må bero på en konkret og lokal vurdering.

Kan man overlade det til private at lave mad til børn og ældre? Ja, bestemt. Hvornår har du selv sidst været på en kommunal restaurant? Private firmaer kan lave mad og drive endda fine restauranter, så mon ikke private også kan lave kantinemaden eller god mad til de ældre? Det sker jo også allerede flere steder på ganske udmærket vis. På samme måde som det private firma, Falck, transporterer os til sygehuset, når vi er syge, eller de privat praktiserende læger i de fleste tilfælde er selve indgangen til det offentlige sundhedsvæsen.

Ind imellem er gevinsten ved private aktører, at de kan levere til en bedre pris, men andre gange er gevinsten, at de leverer en bedre kvalitet for de samme penge. Til eksempel er biblioteket i Kolding blevet bedre, fordi en privat aktør tager sig af den basale drift af huset. I Københavnsområdet er flere begyndt at tage bussen, fordi Arriva har nytænkt hele servicen omkring bustransporten.

Og på ældreområdet er tilfredsheden faktisk lidt højere hos de ældre, der har valgt en privat leverandør, når det kommer til praktisk hjælp og personlig pleje.

I Sverige er det helt almindeligt, at private firmaer tager sig af en lang række sociale områder, f. eks. herberger, narkoafvænning, samt bo-og behandlingscentre for autister. De private aktører i Sverige har både bidraget med tiltrængte investeringer, og de har også bidraget til at videreudvikle de forskellige behandlingstilbud. Virksomhederne har bl. a. været dygtige til at opsamle og sprede ny epædagogiske metoder fra ind-og udland.

Lad os bare for en god ordens skyld understrege, at vi ikke ønsker, at alle velfærdsopgaverne i Danmark per definition skal løses af private firmaer.

Vi ønsker derimod, at vi som samfund altid tjekker markedet og spørger til prisen, når man skal ud og købe stort ind med den fælles pengepung.

Den som efterfølgende viser sig at være bedst til at løse en given opgave – offentlig eller privat – skal naturligvis så have opgaven. Det er vores alle sammens skattekroner, og vores alle sammens velfærd, det drejer sig om.

»Lad os bare for en god ordens skyld understrege, at vi ikke ønsker, at alle velfærdsopgaverne i Danmark per definition skal løses af private firmaer.

Vi ønsker derimod, at vi som samfund altid tjekker markedet og spørger til prisen, når man skal ud og købe stort ind med den fælles pengepung.

Den som efterfølgende viser sig at være bedst til at løse en given opgave – offentlig eller privat – skal naturligvis så have opgaven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *