Lad os bare kalde dem regionerne

I en medieverden, hvor flermedialiteten efterhånden er et must, og hvor det globale indhold, alle nichekanalerne og programmer fra hele verden vælter ud gennem vores tv, er det et paradoks, at DR’s formand Michael Christiansen end ikke kan se behovet for at sikre en såvel bedre som stærkere regional dækning og en styrkelse af DR’s forankring i hele landet. Og så det jo også lettere at gå efter manden og starte en diskussion om, hvorvidt det er et ”rigtigt” forslag i stedet for at forholde sig til substansen.

Og hvad er substansen så? Jo, udspillet, vi fra Venstres side spillede ud med tidligere på ugen, er et forslag om at lade de otte TV 2-regioner og DR’s 11 regionale radiostationer smelte sammen, så vi får en stærk og flermedial regional public service-leverandør, der, som vi også kender det fra andre europæiske lande, blandt andre England, kan sikre en endnu bedre regional og lokal dækning.

Den nye regionale PS-leverandør – lad os bare kalde dem regionerne – skal have stærke selvstændige lokale ledelser, men en fælles paraply, som vi også kender det fra blandt andet foreningen af TV 2-regioner i dag. Denne styrkelse af den lokale ledelse vil også være en meget stor fordel for P4-regionerne, da de fremover vil blive herrer i eget hus og i endnu højere grad end i dag vil kunne udvikle regionale formater og tilrettelægge dækningen mere frit og uden hensyntagen til en central direktion.

I længere tid har DR taget tiltag til at skulle spise TV 2-regionerne, når TV 2 bliver solgt, og det mener vi i Venstre vil være decideret uhensigtsmæssigt og risikere at ødelægge den balance og dermed det med- og modspil på public service-området , der har været med til at sikre et alsidigt dansk mediemarked. DR vil så ende som en mastodont – en monopolist på public service-området, og det vil i høj grad risikere at skade udviklingen af public service i Danmark.

Men det er jo korrekt, at TV 2-regionerne ved salget af TV 2 vil risikere at ende med at komme til at flagre, og derfor ser vi det som en alternativ vej, at man i stedet bruger denne unikke mulighed for justeringer til at satse massivt på en stærkere regional dækning af hele landet, såvel som en sikring af, at der fortsat kan leveres såvel lyd som billeder ind til TV 2 og DR’s hovedkanaler.

Regionerne – der nu består af såvel en radio- som en tv-side – skal arbejde uafhængigt fra såvel TV 2 som DR, men samtidig være indholdsleverandør af lyd og billeder til såvel TV 2 som DR. Dette for at sikre, at såvel TV 2’s hovedkanal som DR’s hovedkanal får en stærk regional indholdsleverandør.

I dag er DR’s hovedkanal i høj grad begrænset af, hvor sendevognen kan nå ud – og desværre er det ud over at være en bekostelig affære også medvirkende til, at det oftest er lettest at lave indslaget, voxpopen med mere på Strøget i København.

At DR netop ikke har tv-aktører placeret i hele landet, er med til at skade DR’s landsdækkende dækning, og det er blandt andet her, forslaget også vil kunne sikre DR, fordi de nye ”regioner” ud over en egen regional flade (TV 2-regionernes nuværende sendeflade og DR-regionernes P4) vil skulle byde ind med indhold til såvel TV 2 som DR, og her vil DR’s hovedkanal komme til at nyde godt af otte regionale tv-aktører, der kan levere billeder fra hele landet ind til TV Avisen og andet.

Jeg glæder mig over de rigtig mange positive tilbagemeldinger, jeg har fået, men synes, det er trist, at DR og S er gået i automatpilot og skyder ned frem for at forholde sig til substansen i forslaget, men det sker nok, hvis den eneste mission, man har for public service i Danmark, er ”Big is beautiful” frem for at se på, hvordan vi også fremover får sikret det med- og modspil, der også skal til for at sikre stærk public service-udvikling i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *