Når alt går galt og intet er som det burde være

Kan forældre virkelig være så dårlige, at samfundet er nødt til at give dem det røde kort for at sikre, at barnet kan vokse op i trygge rammer og med den kærlighed vi alle har fortjent. Ja, svarer Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby og forsvarer dermed forslaget om tvangsbortadoption.

“Man kan ikke være forsigtig nok i valget af sine forældre.” Skrev Erik Pontoppidan (Henriks Pontoppidans bror), men selv med forsigtighed kan det gå galt og det er desværre også hvad vi ser i ny og næ og taberen er og bliver altid barnet.

Lige efter jeg blev socialordfører for Venstre i 2007 modtog jeg et brev fra en kvinde, som var vokset op i plejefamilier, på institutioner og til tider overladt til sig selv. Hun havde ingen kontakt med sin biologiske mor og havde aldrig haft det. En gang havde hun ventet i flere uger på at moderen skulle komme til hendes fødselsdag, men hun kom bare ikke og følelserne svingede mellem fortællingen om at hun var uønsket til hvor synd det var for moderen.

Da hun skrev, havde hun efter en årrække som misbruger og prostitueret fundet sine egne ben og sad tilbage med følelsen af ’hvorfor f.. var der da ingen, der greb ind og fik mig bortadopteret’. Hun var vred på omgivelserne og samfundet, men efterhånden afklaret, men nu ville hun blot fortælle sin historie fordi det forlød sig, at der blev arbejdet på at forslag om at indføre tvangsbortadoption.

Kvindens historie og andre fortællinger fra tidligere anbragte fik mig i høj grad til at kæmpe aktivt for at vi i Danmark får indført muligheden for tvangsbortadoption i helt særlige tilfælde, hvor forældrene aldrig får en forældreevne. Forarbejdet til loven har været langt og omfangsrigt og det er da også nødvendigt, når vi taler et så stort indgreb som en tvangsbortadoption er. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige. For der er tilfælde, hvor et barn har bedre af at blive bortadopteret ved fødslen og blive en del af en familie, hvor trygge rammer og kærlighed ikke er noget som foregår på tv, men er den dagligdag man vokser op i.

Kritikken har været massiv fra flere sider, bl.a. Socialrådgiverne, som ikke mener, at det er nødvendigt. Hvis de havde ret, hvorfor ser vi så de ulykkelige forløb, hvor børn bliver en kastebold i systemet og aldrig får den ro og tryghed som det at være en del af en familie giver. Tvangsbortadoption er ikke en hovsa løsning. Det er en nødvendigt mulighed i de sager, hvor alt andet vil fejle. Der er desværre familier i dette land, som ikke har et, men mange børn anbragt udenfor hjemmet. Her skal der være mulighed for at sikre børnene mere stabile opvækstmuligheder gennem en adoption.

Jamen hvad så hvis forældrene pludselig bliver forældreegnede? Glædeligt, men det sker desværre ikke og derfor er det nødvendigt, at vi flytter fokus fra forældrenes ret til barnets rettigheder. Dette forslag handler ikke om at samfundet i tvivlstilfælde skal spille overdommer. Nej, det handler i alt sin enkelthed om at vi som samfund har en ret og pligt til at sikre, at de svages rettigheder. Og i disse sager er det barnet, som er den svageste part og der har vi en pligt til at sikre, at deres livsmuligheder ikke spildes fordi samfundet er for berøringsangst for at gribe ind med den styrke og det omfang der skal til. De børn fortjener et ordentligt liv og det er kun vores handlekraft, der kan sikre det.

Selv om Piet Hein i sit gruk gav opskriften “Forældre kan opdrages til at forstå – men så ska’ man også ha’ haft dem fra små!” så er der familier, hvor det aldrig bliver godt, for alt er galt og intet er som det burde være. Derfor er tvangsbortadoption en redskab, der er nødt til at være i kassen. Men tvangsbortadoption må selvfølgelig ikke bero på få personers vurdering og derfor skal en sag behandles i såvel den kommunale sagsbehandling, i statsforvaltningen og til sidst godkendes i justitsministeriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *