Archive for oktober, 2008
Tage Petersen valgt som spidskandidat uden modkandidater
Venstre i Sønderborg har den 27. oktober 2008 enstemmigt valgt Tage Petersen som spids- og borgmesterkandidat for Venstre til kommunalvalget 2009.
”Vi har i Sønderborg brug for en ny ledelsesstil hvor samling af alle gode kræfter over en bred politisk kam skal sættes i højsædet for at skabe muligheder for vort område, og Tage er med sin person det oplagte valg” siger Venstres fungerende formand Frank G. Neidhardt og fortsætter, ”Vi har skabt et rigtig stærkt udgangspunkt for en spændende valgkamp hvor vi vil udfordre den siddende borgmester”.
Ellen Trane Nørby (MF), velfærds – og medieordfører for Venstre, der også deltog i aftenen møde, og som også bidrog med en aktuel landspolitisk status, udtaler om valget af Tage som kandidat: ”Jeg kan bakke fuldt op om Tage som spidskandidat. Han er en engageret person og arbejdsom politiker, som vil kunne sikre en ny ledelsesstil i Sønderborg kommune og igen bringe kommunen frem i den danske debat som en foregangskommune, hvor initiativerne blomstrer”.
Tage Petersen fokus var ved aftenens møde, rettet frem mod den kommende valgkamp. ”Jeg har været med til at vinde over Jan Prokopek i fodbold – det tror jeg også på jeg kan i politik”. Tage Petersen fortsætter, ”Jeg lægger op til en fair kamp, hvor vi går efter bolden og ikke efter manden – men en ren tackling af Jan Prokopek med bold imellem kan jo godt være så hård, at manden ryger med. Jeg glæder mig i hvert fald til kampen!”
Share on Facebook No commentsVenstre: Social SATS-pulje faldet på plads
En sejr for de socialt udsatte. Sådan kan man kalde den brede aftale om fordelingen af penge i årets SATS-pulje, som netop er faldet på plads på det sociale område. Aftalen sætter især fokus på en forebyggende indsats overfor børn og unge, lejerne vil blive sikret mod at blive sat på gaden og endelig får sundhedsindsatsen overfor de socialt udsatte grupper et løft, siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby.
- Jeg er glad for, at sats-puljeaftalen vil forbedre forholdene for børn og unge. Det skal blandt andet ske ved at rette fokus mod at starte tidligt med en forebyggende indsats for forskellige grupper, der er i risikozonen. Det gælder blandt andre sårbare mødre, samt børn og unge, der kæmper med ADHD- og som derfor har svært ved at tilpasse sig.
- Det er vigtigt, at lejere ikke risikerer at blive sat på gaden, fordi de ikke har betalt deres husleje. Derfor skal vi yde en forebyggende indsats for denne gruppe. Vi vil blandt andet løbende holde øje med økonomien hos de lejere, der er truet af at blive sat på gaden og vi vil give kommunerne mulighed for at trække udgiften til huslejen i deres forsørgelse.
- En stor undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte viser, at sundhedstilstanden blandt landets socialt udsatte er markant dårligere end i den øvrige befolkning. Derfor sætter vi med SATS puljeaftalen ekstra fokus på socialt udsattes sundhed. Derfor bliver der nu sat en række initiativer i gang for at imødegå dette problem. Blandt andet kommer sundhedspersonalet på gaden i projekt ”Sundhed på hjul” for at møde de, der har behov. Aftalen omfatter også støtte til gratis prævention til for eksempel stofmisbrugere og hjælp til tandpleje.
Share on Facebook No comments14 mio. fra regeringen til Sønderborg i 2009
Bragt i JydskeVestkysten
Ellen Trane Nørby, MF (V), Social, ligestillings og medieordfører
Ovenpå budgetaftalen i Sønderborg synes jeg, at det er væsentligt at understrege, at størstedelen af de penge, som er afsat til forbedringer af de offentlige instituioner i kommunen kommer direkte fra den Kvalitetsfond som regeringen har oprettet.
Ved sidste valg gik regeringen bl.a. til valg på en kvalitetsfond der skal hjælpe kommunerne med at finansiere renovering af skoler, børnehaver og andre kommunale institutioner. Vi vi gerne være med at at bekæmpe faldefærdige daginstitutioner med huller i væggen og uhumske toiletter, derfor har vi øremærket penge til opgaven i kommunerne
Sønderborg vil i 2009 få 14 mio. kr. fra regeringen og fra 2010-2013 få 28 mio. kr. årligt. Det giver mulighed for et kæmpe løft, af omgivelserne for alle børn i kommunen. Vi ved alle, at indlæring hænger sammen med trivsel og derfor handler kvalitet også om meget mere og andet end nymalede vægge. Det handler om engagement fra alles side.
Socialdemokraterne i Sønderborg har i lang tid klaget over, at regeringen hjælper kommunerne for lidt. Nu stopper socialdemokraternes klagesang forhåbentlig, selvom man jo aldrig rigtig ved hvor man har dem. Bare se på hvor hurtigt de skiftede holdning til sygehusplaceringen.
Det er ikke kun Sønderborg kommune, der får en håndsrækning af regeringen. Samlet set vil VK regeringen frem til 2013 give kommunerne 7 mia. kr. til at forbedre de offentlige institutioner vi alle bruger i løbet af vores liv, hertil kommer 25 milliarder til sygehusene.
Share on Facebook No commentsVenstre sikrer ventetidsgaranti
Ellen Trane Nørby, MF (V)
Grundet forårets tumult og strejker har folketinget suspenderet den nationale ventetidsgaranti frem til sommeren 2009, men trods det er Venstre i Region Syddanmark gået forrest i kampen mod ventelister og har indført en regional ventetidsgaranti. Såfremt ventetiden på regionens offentlige sygehuse er for lang, vil regionen således betale for behandling på et andet sygehus, eventuelt udenfor regionen, eller på et privat sygehus.
Hermed er Venstre i regionen endnu en gang med til at sikre syddanskerne gode patientrettigheder, en forkortelse af ventelisterne og derved den bedst mulige service. Det betyder, at man fortsat behandles her og nu, hvis man er alvorligt syg, men det betyder glædeligt også, at personer, der dog ikke er alvorligt syge, også har en vished og tryghed om, hvornår de modtager behandling.
Det er en af Venstres fornemmeste opgaver at sikre de bedste forhold for vores indbyggere, blandt andet gennem fritvalgsordninger og behandling af høj kvalitet, og det er opmuntrende, at Venstre i Region Syddanmark går forrest og udnytter, at man har mulighed for at forbedre patientrettighederne for borgerne i Region Syddanmark.
Share on Facebook No commentsDansk tv i sydslesvigske kabler også efter 1. november
FLENSBORG. Med tilfredshed har det danske mindretal i almindelighed og mindretallets kulturforening Sydslesvigsk Forening i særdeleshed taget til efterretning, at regeringen og et flertal i Folketinget gennem øget støtte har sat Danmarks Radio i stand til fortsat at distribuere DR1 i det sydslesvigske kabelnet, når de analoge danske signaler lukkes ned pr. 1. november i år, og spredningen udelukkende sker digitalt. DR får 2 mio. kr. til det formål.
Aftalepartierne har endvidere noteret sig, at der i Kulturministeriet er igangsat et udredningsarbejde omkring den fremtidige modtagelse af dansk radio og tv i Sydslesvig. Rapporten ventes at foreligge i løbet af foråret.
Denne nyhed er en del af den tillægsaftale for 2007-2010, som VK-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre netop har indgået. Aftalen indebærer en økonomisk omstrukturering af TV2 og nye DR-initiativer. Omstruktureringen af TV2 var nødvendig, idet EU-Kommissionen kun ville tillade, at staten yder stationen et lån til den økonomisk trængte station, hvis der iværksættes en omstruktureringsplan.
Formanden for Sydslesvigsk Forening, Dieter Paul Küssner udtrykker sin glæde over den indgåede aftale: » Dansk radio og tv er en vigtig navlestreng for de danske sydslesvigere. Ved løbende at følge med i det danske samfund får vi jo i sidste ende et ajourført grundlag for vores danske identitet i landsdelen. Den nye aftale, der præciserer Danmarks Radios forpligtelser også overfor det danske mindretal i Sydslesvig, er derfor en glædelig nyhed for os danske i Sydslesvig. Flere års arbejde fra SSF og SSW, fra vore venner i Folketinget og i ministerierne har båret frugt, så modtagelsen af dansk tv i det sydslesvigske kabelnet er sikret. Medieordførerne har gjort et fremragende stykke arbejde, som de skal have stor tak for. Nu venter vi spændt på rapporten fra Kulturministeriet, og håber naturligvis, at modtagelsen af de offentlige danske tv-kanaler også sikres via antenne. «
I de landlige områder i Sydslesvig, hvor der ikke er lagt kabler, vil antennen også efter digitaliseringen være den vigtigste modtageteknik.
Ellen Trane Nørby MF, Venstres medieordfører, lægger ikke skjul på, at det for hende er en naturlig ting, at det danske mindretal ikke afskæres fra at kunne modtage dansk tv:
»For mig er det en selvfølge, at det danske mindretal gennem dansk radio og tv fortsat får mulighed for at følge med i, hvad der rører sig kulturelt og politisk i Danmark. Jeg vil derfor arbejde hen imod, at vi også får holdbare løsninger for de andre distributionsformer. «
Share on Facebook No commentsVenstrefløj svigtede fællesskabet
Indlæg bragt i JyllandsPosten
Af Ellen Trane Nørby, MF og social- og velfærdsordfører (V)
Den nye venstrefløjs-tænketank, Cevea, der lancerer sig selv ved en konference i dag (lørdag 4.10.) skal være velkommen. Lige så velkommen som CEPOS, der de seneste tre år har bidraget med klare analyser og indspark til den politiske debat. Ærlig talt savner vi spænding og reelt modspil fra venstrefløjen. Det eneste vi hører fra den kant er en tyk strøm af ufinansierede overbuds-forslag. Derfor venter vi spændt og utålmodigt på udspil fra den nye tænketank.
Socialdemokratisk vælgerbedrag
Bragt i JydskeVestkysten
Ellen Trane Nørby, MF (V)
En mavepuster af de helt store. Det var min oplevelse, da flertallet for akutmodtagelse i Sønderborg, blev ændret til Aabenraa. Socialdemokraterne skiftede side på et splitsekund og 1300 arbejdspladser er nu på vej fra Sønderborg til Aabenraa. Selvom jeg er uenig med Venstre i regionsrådet, om placeringen af akutsygehuset, har Socialdemokraterne smidt sig fuldstændig fladt på jorden. Den aftale som Venstre i regionsrådet i første omgang tilbød Sønderborg, er langt ringere end hvad Socialdemokraterne har solgt sig for. Nu rykker psykiatrien nemlig også med til Aabenraa på trods af de fantastiske omgivelser og kvalitet som Augustenborg står for.
Aabenraa støtternes primære argument har været patientgrundlaget. Det er blevet brugt igen og igen, for at argumentere sygehuset til Aabenraa. Men når man samtidig vælger at lave en lægeopbakket skadestue, vil Sønderborg kommunes befolkningsgrundlag, reelt ikke længere kunne tælle med i befolkningsgrundlaget for en Aabenraa løsningen. Dermed er det reelle grundlag for Aabenraa på 154.000 personer og dermed endnu mindre end Sønderborg løsningen.
Ligeledes må man undre sig over at der ikke følger en ny høringsrunde med beslutningen. Poul Erik Svendsens har hele tiden påstået, at han har lagt stor vægt på høringssvarene. Men på trods af beslutningen blev ændret 180 grader, så ønsker den socialdemokratiske leder tilsyneladende ikke at høre befolkningens holdning. Poul Erik Svendsen vælger ikke alene at tage både ørepropper og høreværn på samtidig, men tilsidesætter god demokratisk skik om at de mennesker en beslutning vedrøre, for mulighed for at give deres mening til kende. Det socialdemokratiske vælgerbedrag må være tydeligt for enhver.
Share on Facebook No comments


