Stop hetzen mod kapitalfonde

Kronik bragt i Berlingske Tidende d. 18. september
Af Ellen Trane Nørby, MF (V) m.fl.

Ordet ’kapitalfond’ har for længst vundet indpas i det danske ordforråd, men det nævnes sjældent i en positiv sammenhæng; tværtimod! Kapitalfondene er under konstant angreb i medierne, men den kritik, de møder, minder mest af alt om middelalderens heksejagt.

Kritikken spiller grundlæggende på uvidenhed og en ubegrundet frygt, som formodentlig er opstået fordi dem, som fremsætter kritikken, ser en mulighed for personlig profilering ved at portrættere kapitalfondenes arbejde som suspekt og undergravende.

Der er dog ingen tvivl om, at kapitalfondene selv kan tage toppen af mystikken gennem åbenhed om deres forretning. Der er mange af dem også gået sammen om ved at formulere et nyt etisk kodeks. Flere, både danske og udenlandske kapitalfonde har gjort det; uden det har kostet dem på bundlinien – tværtimod.

Gruppen af kritikere tæller bl.a. en tidligere statsminister, for hvem det er blevet noget nær en besættelse at fremstille kapitalfonde som griske og udøvere af sort magi til skade for velfærdssamfundet, upåagtet at intet kunne være fjernere fra virkeligheden.

Ifølge kritikerne er kapitalfondene en samling uhyrer, der opkøber gode sunde virksomheder en masse, for derefter at pine og plage medarbejderne og suge alt af værdi ud af virksomhederne.

Det kan ikke benægtes, at der har været enkeltsager, hvor kapitalfonde har været involveret i mere tvivlsomme handler med et uheldigt resultat. Det ville dog være urimeligt, hvis en hel branche skal bære ansvaret for få aktørers handlinger.

Inden vi fordyber os alt for meget i denne hovedløse kritik, er det imidlertid en god ide at dvæle ved et grundlæggende spørgsmål: hvad er en kapitalfond? Også her er kritikerne på gyngende grund og roder gevaldigt rundt i begreberne. Kapitalfondene adskiller sig bl.a. fra de såkaldte venture capital-fonde, der investerer i nystartede virksomheder med ny teknologi.

Kapitalfondsmodellen bygger på privat ejerskab, hvor en gruppe af investorer, fortrinsvis institutionelle, såsom pensionsselskaber, placerer en sum penge i en fond, der administreres af et managementselskab. Det er managementselskabet, som finder og opkøber virksomhederne, samt udvikler dem i samarbejde med virksomhedens ledelse. Dette omtales også som aktivt ejerskab.

På dette punkt adskiller kapitalfondene sig fra andre aktører, idet de tager aktivt del i bl.a. udarbejdelse af virksomhedens strategi, og er som bestyrelsesmedlemmer i langt tættere kontakt med den daglige ledelse, end bestyrelser normalt er i børsnoterede virksomheder. I sidstnævnte består ejerkredsen af mange små og store aktionærer, hvorfor deres bestyrelser skal varetage langt flere interesser end bestyrelserne i de kapitalfondsejede virksomheder. De skal kun varetage kapitalfondens interesse, hvilket giver et langt mere fokuseret ejerskab.

I modsætning til kritikernes påstand, så er formålet med et opkøb ikke at flå virksomheden for værdier, men derimod at udvikle virksomheden, så den på et senere tidspunkt kan sælges videre for en pris højere en købssummen. Derfor opererer kapitalfonde med en tidshorisont på 3-7 år for deres investeringer, og adskiller sig derved markant fra de såkaldte hedge-fonde, der arbejder med en langt kortere horisont.

Kritikernes ’gribbe-metafor’ har således ingen hold i virkeligheden. Kapitalfondene er derimod med til at få lukningstruede virksomheder på ret køl. En gruppe, der typisk får fondenes opmærksomhed, er virksomheder, som mangler finansieringen eller kompetencerne til at udvikle forretningen udover dens nuværende niveau. Her kan kapitalfondene træde til med viden og ikke mindst den nødvendige finansiering fra fondenes investorer. Ligeledes har gamle hæderkronede virksomheder, hvor tiden er løbet fra dem, nydt godt af kapitalfondenes know how og netværk.

Blandt de virksomheder, som har haft glæde af en kapitalfond, er det tidligere Løgstør Rør, der producerer fjernvarmerør. Virksomheden var og er en af de største virksomheder i den nordjyske by af samme navn. En bøde for ulovligt kartelsamarbejde og et truende erstatningskrav fra utilfredse kunder var imidlertid ved at tvinge virksomheden, og dermed byen, i knæ i 1998. I stedet blev virksomheden overtaget af to kapitalfonde.

Der blev indgået et forlig med de utilfredse kunder, og ved kapitalfondenes mellemkomst opkøbte man en række konkurrenter for derved at konsolidere virksomheden og forberede den til fremtidige udfordringer. Løgstør Rør skiftede også navn til det mere internationale: Logstor, men den ligger stadig i Løgstør.

Et andet eksempel er Royal Scandinavia, hvis datterselskaber bl.a. talte porcelænsfabrikken Royal Copenhagen og guldsmedevirksomheden Georg Jensen. Her sikrede en kapitalfond, at koncernen blev mere fokuseret, idet en række af de øvrige datterselskaber blev solgt fra, så man kunne koncentrere sig om de to førnævnte. Det har medført en øget vækst indenfor både Royal Copenhagen og Georg Jensen, og derved sikret en fortsat produktion af danske håndværksklassikere.

Den store internationale koncern ISS med base i Danmark er endnu et eksempel. Virksomheden, som bl.a. leverer ydelser indenfor rengøring, blev tilbage i 2004 købt af to kapitalfonde. Siden da er både omsætningen og antallet af medarbejdere øget med over 50 %, netop som følge af kapitalfondenes aktive og fokuserede ejerskab.

Disse eksempler er blot få ud af mange, men de tydeliggør, at det korstog, der er indledt mod kapitalfondene, mest af alt er drevet frem af varm luft og myter, som hører hjemme i et skønlitterært univers.

Et kritikpunkt, der ofte fremføres mod kapitalfondene, er at købene sker for lånte penge som virksomheden i sidste ende kommer til at hæfte for. Dette er imidlertid ikke mere odiøst end en hushandel, hvor ejendommen netop stilles som sikkerhed for gælden.

Fremgangsmåden kan dog for de fleste virke besynderlig, især set i lyset af, at de købte virksomheder til tider har en betydelig egenkapital, der efterfølgende udloddes til ejerne; hvorfor erstatte en virksomheds egenkapital med gæld?

Når kritikerne har haft held til at fremstille denne løsning som lyssky, så skyldes det, at de glemmer, at egenkapitalen, nøjagtig som de lånte penge, ikke er gratis. Der betales renter til bankerne for lånene. Egenkapitalen tilhører ejerne, der ligesom bankerne vil have betaling for at placere deres penge i virksomheden – ellers kunne de jo sætte dem i banken eller investere dem et andet sted.

Pointen er, at mens bankerne har sikkerhed for deres udlån, dvs. pant i virksomheden, så har ejerne ingen sikkerhed for deres penge, hvorfor de løber en større risiko, og skal derfor have en højere betaling end bankerne. Dette er årsagen til, at det er en fordel at låne penge til opkøbet.

En stor gæld er ikke nødvendigvis obligatorisk, og erfaringen viser også at den efter et par år bliver reduceret. Derfor er det taget ud af den blå luft, når kritikerne forsøger at fremstille de købte virksomheder som gældsplagede til evig tid.

Der er i det hele taget ikke rigtig noget af det kritikerne har råbt op om, som har noget at gøre med virkeligheden. Samme konklusion kan man nå ved hjælp af almindelig sund fornuft. Hvis en fond straks efter overtagelsen af en virksomhed, tog pengekassen og solgte alt, hvad der ikke var naglet fast, hvor længe ville denne fond og ikke mindst managementselskabet bag, overleve? Næppe særlig længe når dens forretningsmodel i bund og grund består i at købe virksomheder og forbedre dem for derved at kunne sælge dem med en fortjeneste. Slet ikke set i lyset af, at værdien af de fysiske aktiver langtfra matcher købsprisen.

Ej heller ville det være nogen særlig langtidsholdbar løsning for fondens managementselskab, at sjofle virksomhedernes medarbejder, miljøet eller det omkringliggende samfund, al den stund at det både forringer virksomhedens værdi og fremtidige vækstmuligheder. Dertil kommer det faktum, at fondenes investorer hurtigt ville se sig om efter andre steder at placere deres penge, såfremt de blev anvendt på den måde som kritikerne hævder.

Det vil derfor være det glade vanvid, hvis kritikernes hetz mod kapitalfondene bærer frugt og korstogets bannerførere får magt, som de har agt. Det private ejerskab er ikke med til at udsulte dansk erhvervsliv, men er tværtimod med til forberede det til en stadig øget konkurrence i en globaliseret verden. Derved er kapitalfondene med til at sikre danske arbejdspladser og ikke mindst skabe værdier til det danske velfærdssamfund.

Indlægget er skrevet i samarbejde med:  Michael Aastrup Jensen, MF (V), Sophie Løhde, MF (V), Karsten Lauritzen, MF (V), Mads Rørvig, folketingskandidat (V), Midt-Vestjylland, Kim Johnsen, folketingskandidat (V), Storkøbenhavn, Jens-Kristian Lütken, kandidat til Europa-parlamentet (V), Daniel E. Hansen, kommunalbestyrelsesmedlem (V), Rudersdal, Henrik Axel Hvidesten, kommunalbestyrelsesmedlem (V), Ringsted

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *